Fritidspædagogik

Af Elisabeth Lockert Lange

Forceret forløb

Sådan lyder kritikken af et ellers rigtig godt initiativ fra børne- og ungdomspolitikerne, nemlig at samle pædagogisk viden og pædagogiske visioner fra det pædagogiske omåde. Bl.a. og ikke mindst fra fritidshjemsområdet og om samtænkningen og fremtiden for området i øvrigt. Men processen går for hurtig og alt for megen går tabt, lyder kritikken fra området.

Med det store skoleprojekt Faglighed for Alle på skinner har børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard vendt sig mod dagtilbudsområdet og pædagogikken der. Nu skulle der debatteres pædagogiske visioner med det eksplicitte mål at løfte kvaliteten på de københavnske børneinstitutioner.

Processen har haft fokus på området fra 0 til 18 år, men meget af debatten har handlet om fritidshjemsområdet, da det ligger lige for store beslutninger og forandringer. Der skal sættes nye målsætninger på området, bl.a. skal samtænkningen evalueres, og morgenåbningen konkretiseres lokalt. Det sidste ud fra den erkendelse at børns behov kan være forskellige fra område til område. Kort sagt hele området skal endevendes og diskuteres, visioner og strategier skal på bordet, hvorefter politikerne føler de har grundlag for at beslutte områdets fremtid. Skal alt omdannes til fritidshjem? Skal alt være KKFO’er? Eller heldagsskoler? Eller er den mangfoldighed, der præger billedet i øjeblikket, i virkeligheden af det gode og skal fastholdes?

Processen fra borgmester, udvalg og forvaltnings side startede lige efter påske (slutningen af marts) med en stor visionskonference. Den blev fulgt af en række lokale minikonferencer og borgermøder for at sikre medarbejdernes og forældrenes indflydelse på forløb, visioner og strategier – og dermed på de beslutninger, som politikerne efterfølgende skal træffe. Allerede i skrivende stund (slutningen af maj) er langt de fleste af disse minikonferencer afholdt. Resten af tiden frem til at udvalget den 18. juni skal tage stilling til det, forvaltningen har uddraget og samlet fra forløbet, bruges til at skrive resultatet sammen og udarbejde indstilling til beslutning.

Det vigtige spørgsmål er nu om politikerne med den proces, de har sat i gang, reelt overhovedet har den rigtige baggrund for at tage så vigtige, ja vitale beslutninger for området.

Et par måneders debat er ikke lang tid til en såkaldt bottomup- proces, altså den proces hvor medarbejderindflydelsen er i højsædet. Og det har jo netop – og heldigvis – været hele tanken bag forløbet: medarbejdernes stemme skulle høres tydeligt.

Begrænsninger

Den pædagogiske visionsdebat er et stort skib at sætte i søen, når politikere og forvaltning lægger op til så grundlæggende en diskussion af hvad fritidspædagogik er, og hvad formålet med at have fritidsinstitutioner er. Og for fritidshjemsområdet er det livsvigtigt, hvad den diskussion ender med.

Og der har fra flere hold lydt en kritik af en række elementer i forløbet.

Tina Malene Hansen er fællestillidsrepræsentant for de ansatte på fritidshjemmene i København. Hun hører både rosen og kritikken fra tillidsfolkene:

”Vi er jo glade for at politikerne har lyttet til vores ønske om en bottom-up-proces. Problemet er at processen er så kort. Kritikken går på at den metode, som forvaltningen har besluttet sig for, og sikkert på grund af den korte tidshorisont, ikke er tilstrækkelig.”

Hun henviser til en udtalelse fra Kritisk Pædagogisk Netværk, hvor de gør Børne- og Ungdomsudvalget opmærksom på det pres, som metoden og de korte tidsfrister sætter området under. Netværket frygter at det i praksis er næsten umuligt for det pædagogiske personale ”at sikre at debatten får udgangspunkt i faglig viden og erfaring.”

Og det var jo netop tanken, behovet og ønsket, dybest set at få et godt videns- og erfaringsmateriale at tage så vigtige beslutninger på. Men den metode, der er valgt, har klart sine begrænsninger. Man kræver nemlig en benhård prioriteringaf visionerne fra deltagerne på minikonferencerne, så i stedet for at få det fulde spænd af visioner fra dem, der arbejder på området til daglig, ender man med kun seks visioner. Prioritering er selvfølgelig ofte en nødvendighed, men at presse det ned over en fase, som har præg af brainstorming, virker som en uhensigtsmæssig modsætning. Og mon ikke politikerne i virkeligheden gerne vil lære hele områdets visioner at kende og ikke kun et udsnit af dem?

Også LFS har peget på det uhensigtsmæssige i både indhold og metode fra sin post i en følgegruppe. Fx er evalueringen af samtænkningen på LFS’ opfordring taget ud for at få en selvstændig behandling med egne minikonferencer.

Uanset sådanne overvejelser, så har deltagerne fra fritidshjemsområdet i hvert fald selv valgt at skrive al den viden og de visioner, der er kommet frem i processen, ned for eftertiden. Og måske bliver der efterfølgende brug for den viden, hvem ved. Under alle omstændigheder har politikerne dermed mulighed for at få indsigt i den samlede viden, ikke kun i seks udvalgte visioner.

Samtænkningen

Både lærere og pædagoger er med i processen omkring evalueringen af samtænkningen, naturligt nok, den berører begge parter. Samtænkningen er fundamentet for det brede syn på børnene, men de to grupper har ikke nødvendigvis samme interesse i sagen, og de ser heller ikke nødvendigvis børnenes interesse ens.

”De forskellige interesser i samtænkningen er ikke tydelige og håndgribelige i processen, sådan som forvaltning og politikere har sat det i gang”, kommenterer Pia Bah, medlem af forretningsudvalget i LFS.

Og så peger hun på tidsfaktoren. Evalueringen af samtænkningen skulle nemlig have været sat i gang sidste år, da ordningen fra starten kun er planlagt til at vare i år med. Så pludselig har det hastet med at evaluere.

Da samtænkningen startede i 2001 var meget teknik. Man lavede en udvidelse af skoletiden, som fritidshjemmene gav timerne til. Men målet var fælles udvikling og udviklingsråd, hvor man skulle diskutere alt andet end teknik; hvad der var godt, hvilke mål man skulle sætte sig og udviklingen i samtænkningen.

”I 2003 fik vi en midtvejsevaluering af samtænkningen, men vi ville gerne have haft en løbende evaluering af erfaringerne, det ville have været godt med en erfaringsopsamling undervejs. Når det ikke blev til noget, var det bl.a. på grund af forvaltningsændringen fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen til Børne- og Ungdomsforvaltningen”, siger Pia Bah.

Midt i omstillingerne ”glemte” forvaltningen samtænkningen, og nu skal det pludselig gå hurtigt med en beslutning.

”Men en sådan beslutning er vital, og derfor er det bekymrende at det forceres. Bo Asmus Kjeldgaard siger han vil lytte til pædagogerne nu, og det tror vi også at han vil, men er der en bred politisk vilje til det? Og til fritidshjemmene og fritidspædagogikken? Det kan være bekymringen.”

Tina Malene Hansen nikker:

”Udviklingsrådene har manglet den politiske interesse, nogen der udefra kigger på det. Og der er en reel risiko for at meget af den viden om samtænkningen, der findes – set med fritidshjemsøjne – forsvinder.”

Summa summarum så har samtænkningen ikke fået tilført ”energi” siden 2005. Den har levet sit eget stille liv, men den har trivedes. Fx får LFS ikke den slags problemer ind fra medlemmer mere, som man gjorde i starten.

”Samtænkningen er blevet hverdag for dem, der arbejder på området, så de tænker ikke på at synliggøre det mere. Og vores indtryk er at de er glade for samtænkningen – både pædagoger, lærere og børn; at den fungerer godt”, vurderer de begge to.

Ligeværdighed

Som sagt har visionsarbejdet med samtænkningen, på LFS’ opfordring, fået sin egen platform i form af egne lokale minikonferencer.

Men desværre vælger forvaltningen en ret snæver deltagerkreds til minikonferencerne, kun 24 mennesker. For snæver, er LFS’ vurdering.

”Der er jo 130 fritidshjem i byen, og alle de pædagoger og lærere, som arbejder med samtænkningen til daglig, burde have haft mulighed for at deltage. Politikerne gør desværre ikke nok ud af at få alle holdninger og al viden med i processen. Det er ærgerligt, for de ved ikke at der arbejdes så meget med samtænkning, som der gør. Det er svært at synliggøre det arbejde, og hvad det betyder for børnene, men det er det der skal til”, siger Pia Bah.

Hun frygter at politikerne vist ikke rigtig tror at det arbejde eksisterer, fungerer og gør en forskel. Derfor er det så vigtigt med en ordentlig evaluering, for det er der historierne ligger.

Uden den viden, som er grundlæggende for at politikerne kan træffe kvalificerede beslutninger, kan man kun bæve ved tanken om, hvad politikerne vælger af løsninger. Vælger de – gys – heldagsskoler? Vælger de KKFO’er over hele linjen? ”I uvidenhed kan de måske finde på både det ene og det andet, fordi de så tror at samtænkning vil ske i fuldt flor. Men det kan vi jo fortælle dem at sådan er det ikke. KKFO’er er karakteriseret ved én tænkning, nemlig skoletænkningen. Og Københavns Kommune er netop karakteriseret ved mangfoldighed, det ville være synd at afskaffe.”

Tina Malene Hansen supplerer: ”Samtænkningen er jo unik for Københavns Kommune. Den ligeværdighed, der eksisterer i den samarbejdsform, er noget helt særligt for byen. Og den er til børnenes bedste, for så får fritidspædagogikken mulighed for at præge skolen. Meget afhænger også af den pædagogiske ledelses pondus til at tilføre fritidspædagogikken og ikke lade skolens optik lægge linierne. Derved får man den spændende dynamik mellem skole og fritidspædagogik.”

De nævner et eksempel, en måde at gøre det på, som er lykkedes flere steder. Skole og fritidshjem samtænker i skolens emneuger, og de gør det ligeværdigt; halvdelen af arbejdet ligger på skolen, halvdelen af det på fritidshjemmet.

To tænkninger

To tænkninger, to syn og et arbejde sammen i ligeværdighed er en stor fordel for børnene. Tina Malene Hansen har stor erfaring fra fritidshjemsarbejde og samtænkning. Hun fortæller:

”Det giver en bredde på deres læring, de får den fulde læring, inklusiv det kropslige. De får hele pædagogernes viden med. Vi har ikke kaosangst, og vi har ikke et pensum eller skolens faste rammer hængende over hovedet, så vi kan give børnene en frihed. Vi styrer børnene der, hvor de selv er, så at sige, i stedet for et andet sted hen. I vores rum har børnene det frie valg, vi følger børnene i deres eget valg, og det giver dem bekræftelse. Det er fantastisk at tilføre skolen det. Og samspillet med os betyder at lærerne får mulighed for at opleve børnene på en anden måde.”

Pia Bah supplerer:

”Ja, den bredde fra to tænkninger giver børnene succeser på mange leder, både de børn som har svært ved rammer, og de som har for let ved rammer. Og det er min oplevelse at der efterhånden er en respekt fra lærerne over for det, pædagogerne kan.”

”Begge dele skal jo være der”, understreger de begge: ”Det er to måder at se børnene på. Vi skal understøtte leg, og det er vigtigt, for det er grundlaget for læringen. Vi som pædagoger ser på trivsel og udviklingszoner, og hvis børnene ikke trives, så lukker de også for læring på skolen.”

Og netop fordi legen, samarbejdet, de to synsvinkler på børnene er så vigtige elementer, så er kritikken af visionsdebattens metoder så reel. Af de indsnævrende metoder, som begrænser fremlæggelsen af den viden, der rent faktisk findes på området, den viden som kan synliggøre det essentielle og skabe et grundlag for fremtidens samarbejde om børnene. Og af de alt for korte tidsfrister til at få visioner og viden lagt frem.

”Vores område er så basalt vigtigt som grundlag for det hele, trivsel, udvikling, læring, og derfor er det så vigtigt for politikerne at få den hele viden og alle visionerne frem. Først da kan de se de ressourcer, der ligger i det pædagogiske og i samarbejdet mellem skolen og fritidshjemmet. Nu får de i stedet et udsnit af den viden der er, de får nogle overskrifter. Og alt for meget vigtigt filtreres fra. Det vil gå ud over den mangfoldighed, som er unik for København”, fremhæver Pia Bah og Tina Malene Hansen.

Netop derfor er LFS og fritidshjemsområdet i gang med en alternativ parallel videns- og visionsopsamling. For uden tid og ro og fordybelse til at bidrage, så tror de ikke at politikerne får det rigtige billede af, hvad der foregår på fritidshjem og mellem fritidshjem og skole. Målet er at holde en stribe alternative konferencer i midt-august og samle op på de faglige visioner og krav tidsnok til at det kan komme med i budget- og andre forhandlinger.

”Vi vil også se meget alvorligt på forvaltningens og politikernes indstillinger, på om de får bredden med. Vi vil også bidrage med vores erfaring og viden i følgegruppen. Og så ved vi jo at vores medlemmer har viljen til at formulere faglige krav fremadrettet. De lader ikke deres faglighed køre over”, konstaterer Pia Bah.