Socialpsykiatrien

Af Elisabeth Lockert Lange

Åben dialog i Lapland

Laplandsmodellen er navnet på en måde at organisere behandlingsindsatsen i socialpsykiatrien. Det handler om åben dialog. Ligestilling. Og kærlighed.

Dialog, tid, respekt.

Det er tre af nøgleordene i den tænkning eller metode, som praktiseres i Lapland, og derfor er kendt som Laplandsmodellen. Efter oversygeplejerske Jaana Gastellas mening vil man komme langt i socialpsykiatrien her i landet, hvis man lagde sig efter den. Ja hun er såmænd talskvinde for at man bruger den som organisationsform overalt i den offentlige forvaltning. Så god er den, fortæller hun med meget stort engagement en gruppe LFS’ere ansat i socialpsykiatrien til et medlemsmøde. Jaana Gastella er, som navnet antyder, født som finne. Men hun har boet i Danmark i 30 år og hun har også sin uddannelse herfra. Hun er ansat i psykiatrien i Region Sjælland. I Distrikt Køge har de netop færdiggjort et treårigt projekt med denne relations- og netværksbaserede behandling, som Laplandsmodellen også kaldes.

Første gang hun hørte om Laplandsmodellen var i 99, på et tidspunkt hvor hun var træt af psykiatrien, ja nærmest på vej ud. Men så kom denne psykolog i Vestlapland, Jaakko Sekkula, ophavsmanden til modellen, og satte fokus på dialogen, respekten for klienterne, på anerkendelsen af netværkets betydning.

”Jeg var måbende. Kan det lade sig gøre i psykiatrien? Jeg tog kontakt til Jaakko Sekkula og har haft det siden.”

Tid og ligestilling

Og hvad er det så der er så epokegørende ved modellen?

Bl.a. tager de sig tid. Tid til samtalen, tid til netværket, tid til eftertanke.

”Og det er en del af øvelsen at der skal være tid! Man skal ikke jages igennem. Jeg tænkte ”det må vi også kunne” – og blev i psykiatrien”, siger Jaana Gastella med et stort smil.

En vigtig pointe i tænkningen er at klienten skal opleve at vi er i, ikke samme, men en fælles båd. De skal mødes med respekt og med ydmyghed.

”Det betyder ikke at vi fralægger os ekspertrollen. Vi har jo viden og erfaring. Men vi skal være ydmyge over for den viden og erfaring, som både klienten og netværket har. Være anerkendende og have fokus på ressourcer – frem for apparatfejlsmodellen.”

Som professionel afkoder man som regel hurtigt, man måler og vejer, vurderer hvad der er galt, og hvad der skal gøres. Hun peger på at i det traditionelle behandlersystem er det naturvidenskaben, der er basis for psykiatrien. Det vil sige, man kigger på noget og holder sig selv udenfor, man analyserer det og kommer med forslag, men man involverer sig ikke.

”Dette er helt anderledes. Der er en oplevelse af ligestilling, af fællesskab om ansvaret.”

Hun illustrerer med en symbolsk historie: En person befi nder sig i en fl od og vil gerne op. Hjælperen kan holde sig på bredden, analysere situationen og række en gren ud hvor det er bedst at komme i land. Eller hun kan springe ud i fl oden og sammen kan de to fi nde det bedste sted at gå i land.

”Nogle kalder modellen nærmest religiøs, og Jaakko taler også om kærlighed. Og det skal man jo ikke i hardcore- psykiatrien. Men hvis klienten bliver set og hørt og har håb om en løsning, og man er sammen i den situation, så er det kærlighed. Og en af de helt store forskelle i denne model er netop at man som behandler ikke sætter sig uden for gruppen, man bevarer ikke afstanden og objektiviteten.”

Hun understreger at hun ikke taler om at behandleren skal være privat.

”Det skal hun ikke, men hun skal være personlig, for det er jo netop jeres personlige evner, der gør udslaget i behandlingen. Og hvis man som behandler føler sig overvældet eller usikker, så kan man være overvældet og usikker på lige fod med klienten – snarere end med en professionel barriere.”

Netværk

Når man taler åben dialog metode, så tænker man ikke lineært, man tænker i at ting påvirker hinanden. Man tænker i netværk og mindre i individ. Og det handler meget om en holdningsændring, vurderer Jaana Gastella.

”Vi skal tænke: hvem er der ellers. Det er jo i netværket at livet leves. Ikke her hos os behandlere. Det er vores holdning som professionelle til klienter og netværk, der skal ændres. Vi er lukkede, vi inviterer ikke pårørende og netværk værk ind. Ikke i den psykiatriske verden i hvert fald. Måske i den pædagogiske del af socialpsykiatrien.”

Hvis fx en familie kommer ind med et ungt menneske, så skal behandleren høre, hvad alle har at sige, løfte problemet til at det er noget vedkommende gør, ikke noget vedkommende er, og tale om hvad der sker i samspillet mellem hans sygdom og omgivelserne.

”Vi skal indtage den ikke-vidende position. Selvfølgelig ved jeg noget, men ikke om deres liv. Min fornemmeste opgave er at undersøge, undersøge og undersøge. Først da stiller man diagnose.”

I praksis

Laplandsmodellen bygger på syv grundlæggende principper. At hjælpen skal være umiddelbar, at man skal arbejde med et socialt netværksperspektiv, at der skal være fleksibilitet og mobilitet, tages ansvar, være psykologisk kontinuitet, man skal kunne tolerere usikkerhed og være dialogbaseret.

I praksis betyder det at når systemet kontaktes, så skal det første møde organiseres inden for 24 timer. Den der ringer skal ikke ringe til andre, mødet iværksættes af systemet, ud fra en forhandling med pågældende om hvad og hvor. Det betyder at lægen eller psykiateren ikke bare kan kræve at tale alene med klienten, de skal tænke personer med som del af noget større.

Det betyder også at systemet ikke kan diktere, hvor møder skal holdes. Folk skal mødes med dialog og ydmyghed, og geografien skal vurderes ud fra hvad der er bedst for alle, og ikke nødvendigvis på et kontor eller hospital. Fleksibiliteten skal også gælde behandlingsindsatsen, ”hvad kan gavne her, hvad synes I selv”.
Det handler om at være undersøgende, generere dialog med klienterne om problemet. Det giver til gengæld ejerskab til løsningerne, for dem kommer klienterne ofte selv med. Der må ikke bare gives medicin, der skal undersøges gennem dialog. Og det skal behandleren holde fast i – og her kommer tolerance af usikkerhed ind. Man skal som behandler kunne tolerere den usikkerhed det giver, at man ikke starter med medicin.

Jaana Gastella kommer med et eksempel. En mand kommer ind sammen med sin kone, han taler sort, er i en slags psykose. Der tales med dem begge, og gradvist bliver hans sprog oversat og forstået. Efter 1 1/2 times dialog kan de gå hjem igen med enkelte piller og tre akutbesøg fra et akutteam.

”Et tilfælde som i andre behandlingsformer ville have krævet medicinsk behandling og 14 dages indlæggelse. Nu fik han mulighed for selv at komme sig, selv løse op for problemerne. Det bliver også et eget ansvar. Vi som professionelle har ansvaret for at skabe rammer til at tale, generere dialog – det er vores helt store ansvar. Og lade være med at stikke en løsning ud med det samme – men vente.”

Princippet om kontinuitet betyder i øvrigt at nogle behandlere skal gå igen. Noget som kan være en stor udfordring for systemet.

Svært…

Er det muligt det her, fx når der er tale om en psykose? Ja mener Jaana Gastella. Men det kræver at man er enige om det og samarbejder om det på arbejdspladsen.

Et eksempel: en psykotisk mand skal flytte afdeling. Sygeplejersken taler med andre om hans indlæggelse og første tid. Han siger han ikke ved noget. Hun spørger: ”Er det okay at vi taler om dig?” Hun tjekker hele tiden med ham. Om hvem har taget beslutning om flytning og om hans kone har været kontaktet. Og han hører at det ikke er i orden at gøre ting hen over hovedet på ham.

”Han får sin selvtillid tilbage, fordi de gennem den dialog forstod, hvorfor han intet vidste om sin egen situation. Psykosen blev meget mindre, og angsten blev mindre.”

Refleksion er et andet nøgleord. For refleksion er en vigtig del af processen, men ikke kun bagefter som et værktøj i samarbejde med kolleger. I Laplandsmodellen reflekterer den professionelle højlydt undervejs i samtalen med klienten – på en anerkendende måde. Og klienten vokser af det. Og det er også her vigtigt at anerkende at der er flere sandheder, og at bevare det undersøgende fokus.

”Med denne tænkning opstår der ingen konflikter mellem forskellige behandlingsretninger. Der er ingen eksklusion. Men det er en kæmpeudfordring for organisationen at sådan tage udgangspunkt i klientens behov. Jovist har vi tilgængelighed, men måden vi tilbyder det på, skal der gøres noget ved”, siger Jaana Gastello, som er den første til at erkende at det ikke er let.

”Det kan være svært at være undersøgende så længe som muligt og lade klienten selv komme frem til løsningerne. Ikke sige: jeg ved godt hvad du mener/tænker… men fastholde mig selv i at undersøge. Når vi er pressede, falder vi tilbage til det, vi er vant til.
Det er ikke let at tolerere usikkerhed. Og det strider ofte mod de krav, der stilles til os. Man kan løse noget ved at operere med en midlertidig arbejdsdiagnose, meget i systemet er jo afhængigt af diagnosen. Og så bruge tid på undersøgelse. Hvis vi erkender at der er flere sandheder og lader være med at slås om, hvis der er den rigtige, så bliver tilværelsen ufattelig meget lettere – også i privatlivet.”

Og så det allersværeste: at overbevise systemet om at denne tænkning i sidste ende frigører tid.

Laplandsmodellen Syv Principper Umiddelbar hjælp Socialt netværksperspektiv Fleksibilitet og mobilitet Ansvar Psykologisk kontinuitet Tolerance af usikkerhed Dialogisme

Psykolog Jaakko Sekkula har sammen med nordmanden Tom Andersen (forfatter af Reflekterende Processer) skrevet om modellen. De har også sammen medvirket i en interviewfilm om åbne samtaler.