Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Åbent brev til politikere i Københavns Kommune
BUREAUKRATI VERSUS OMSORG
Institutionerne har med deres fire årige udviklingsplaner og årsplaner m.v. et arbejdsredskab og et informationsmateriale om deres pædagogiske arbejde og indsatsområder.
Der hviler et stort ansvar på institutionernes skuldre om at få alle børn med.
Institutionerne skal støtte børnene i deres udvikling, så de kan håndtere deres eget liv og præge det samfund de er en del af på demokratisk vis. Institutionerne skal medvirke til, at børnene lærer at forholde sig kritisk til den informationsstrøm og de ofte modstridende krav der stilles. Institutionerne skal bistå børnene i at handle og mestre deres liv til gavn for dem selv, deres kommende børn og samfundet.
Det lyder jo smukt og indholdet i institutionernes planer vil da også fremkalde fortrøstning om, at der arbejdes bevidst og effektivt hermed. Men ak, alle disse kloge ord, alle disse prægtige idealer for børnene og arbejdet i institutionerne, alle disse omhyggeligt bearbejdede visioner og drømme, alle disse faglige overvejelser, bliver i den barske reelle hverdag tit noget som institutionerne ofte kun kan mærke en drypvis effekt af.
Det siger sig selv, at når der udefra og oppefra er et stigende krav om skriftlig rapportering, - i form af resultatmål, udviklingsplaner, virksomhedsplaner, læreplaner, høringssvar, udtalelser, politikker om alt fra kost til mobning – og der samtidig skæres i personaleressourcerne, så hænger tingene ikke sammen. Så hvem er det, vi skriver for? For at tilfredsstille de udstukne rammer og politikker? For os selv? Som reklame?
Mange administrative arbejdsopgaver er blevet udlagt til institutionerne, sammenlignet med for 10 år siden – i decentraliseringens hellige navn. Men samtidig er der sket en centralisering i form af pålæg om diverse skriftlige tilbagemeldinger. Og ikke nok med det; der er samtidig færre personaleressourcer.
Virkeligheden er: Flere og flere børn går i institution, men personaleressourcerne er ikke fulgt med. Således har den enkelte medarbejder ansvar for flere og flere børn. Samtidig kræves der mere og bedre skriftlig tilbagemelding. Nye problemstillinger blandt børn og deres familier som vi også skal forholde os til. Endvidere er der et krav om større rummelighed, både i forhold til børn og kolleger – det rummelige og fleksible arbejdsmarked. Det hedder det i hvert tilfælde. For hvor rummelige kan vi være? Og hvor bliver kvaliteten af arbejdet af? Udover at stå som et forblommet ord i en udviklingsplan.
Traditionelt har personalet i institutionerne været imødekommende og gerne villet være altfavnende. Tegningen af en blæksprutte toner frem, men det er snarere en blæksprutte, der bliver hevet i tusind stykker, vi møder. Flere og flere pædagoger og ledere får stress og bliver dermed mere eller mindre uarbejdsdygtige. Så nu er det nok! Akademiseringen af faget tilfredsstiller kun på ultrakort sigt.
Det er omsorg og nærvær, der skal til i arbejdet med børn, ja i arbejdet med alle mennesker. Og det vil sige, at det er slut med at udlægge flere arbejdsopgaver uden der følger ressourcer med. For ellers bliver de vise ord ikke det stykke papir værd, de er skrevet på. Det bliver ligegyldigt. Hvis alle ambitionerne om hvad vi vil med og i det pædagogiske arbejde alligevel ikke kan udmøntes på grund af umulige arbejdsbetingelser, vil frustrationen melde sig med dertilhørende sygdom og personaleflugt.
Er det det vi vil? Er det virkelig god samfundsøkonomi? Nej! Der behøves ikke dyre konsulentundersøgelser for at fortælle os, hvad det er vi vil; Omsorg, nærvær, bidrag til udvikling af sunde og hele mennesker. Dette kræver tid. Så… hvis faget skal akademiseres kræver det samtidig, at der kommer flere hænder ud i det reelle arbejde med børnene. Ellers står de alene som ofre for et samfund i opbrud. Og det er vores børns børn der skal passe os, når vi en gang bliver gamle. Men kan de det, hvis de aldrig har lært det? Fordi både forældre og personale i institutionerne havde for travlt?
Hvornår vil politikerne reelt prioritere daginstitutioner, fritidshjem og klubbers økonomiske bevillinger til bedre personaleressourcer?