Specialområdet

Ved selvsyn

Af Elisabeth Lockert Lange

Der er virkelig plads til forbedringer af de fysiske forhold på Københavns bosteder. Og bedre fysiske rammer er da også topprioriteten hos både Tokanten på Amager og Hedelundi Greve, bosteder for henholdsvis voksne udviklingshæmmede og voksne mennesker med sindslidelse, når de selv skal pege på, hvad de allerhelst ser at der politisk tages fat på. Det er hovedkonklusionen efter den anden studietur til Københavns sociale område, denne gang med socialdemokraterne Mette Frederiksen og Anne Vang.

De mødes foran trappen ved Christiansborg. Socialdemokrat og medlem af Folketinget Mette Frederiksen, socialdemokrat og medlem af Borgerrepræsentationen Anne Vang, Sytter Kristensen, landsformanden for LEV og Ulla Baggesgaard, næstformand i LFS.

De to politikere er inviteret på ”studiebesøg” på et par bosteder for Københavns svageste borgere, mennesker med udviklingshæmning og mennesker med sindslidelser. Og begge har takket ja til at se Tokanten, et bosted i Sundbyvang for voksne udviklingshæmmede og Hedelund, et socialpsykiatrisk bocenter.

Idéen med studiebesøg har sin baggrund i de mange skjultkamera optagelser af bosteder. Optagelser som senere – i hvert fald nogle af dem – blev klippet sammen til udsendelser, som viste en forvrænget tilstand på bostederne.

Hvad der derimod ikke kom med i optagelserne, var de fysiske vilkår, som disse mennesker med udviklingshæmning eller sindslidelser, lever under. Der kunne kameraet ellers have haft noget at komme frem med, hvis de gerne ville forarge seerne; små rum uden bad og uden toilet, hvor et voksent menneske skal leve hele livet, små fællesrum hvor aktiviteter stort set er umulige, fællesbadeværelser hvor beboerne ”slås” om tiden og så videre. Vilkår som det personale, som i udsendelserne blev udstillet som umenneskelige, også arbejder under. Var det ikke en idé at lade de politikere, som har beslutningskompetencen over disse vilkår, se dem med egne øjne og ikke blot gennem et skjult kamera og andres redigering, tænkte nogle mennesker i bl.a. LFS og LEV.

Som sagt så gjort. Der blev aftalt med bosteder og ringet til politikere. Det første studiebesøg kunne du læse om i nr. 7, hvor turen for to SF’ere gik til Bostedet Sjælør og Sundbygård.

Tokanten

Og hvad ser politikerne så med deres egne øjne?

Bostedet Tokanten består af et-rums-boliger til udviklingshæmmede voksne mennesker. Der er fire afdelinger med ca. otte beboere i hver. De fleste af beboerne er uden noget sprog, rigtig mange er kørestolsbrugere, mange er ældre, så problemer med demens kommer yderligere til, nogle er multihandicappede; alle har et meget lavt funktionsniveau. Intellektuelt er de fleste svarende til tre-års niveau.

Hver beboer har sit rum, og hvilke rum… De er alle små, mørke og lavloftede. Det hedder sig at de er på 12-15 m2, men det er inklusiv gang etc. Reelt er selve det private værelse, hvor beboeren skal opbevare hele sit levede liv, på 6-8 m2… Dertil kommer at mange af rummene fyldes op af løfte- hæve- og andre redskaber, som personalet ikke kan undvære, når beboeren skal passes. Ingen af rummene har eget bad eller toilet. Der er et par fælles badeværelser (det vi kommer ind i, har en udsugning der ikke fungerer).

Politikerne ser fællesrum, som ikke kan rumme alle beboerne på én gang, så de slet ikke kan spise sammen, men må spise i hold. De ser mørke smalle gange, hvor det er svært for ikke at sige umuligt at passere med to kørestole. Stedet må have et kolossalt el-forbrug, da det elektriske lys er nødt til at være tændt på alle tider af døgnet, uanset om solen stråler fra en skyfri himmel (som den gør på netop denne dag). De ser en gårdhave, som der bare kun er udgang til gennem nogle af beboerrummene.

Politikerne ser også medarbejdere, som er engagerede og kærlige. Og som gerne forklarer om beboerne, og hvad de laver med dem.

De fortæller også om de uundgåelige konflikter og magtkampe, der opstår, når op til otte mennesker skal på badeværelse og toilet samtidig. Én slukker lyset på badeværelset, mens andre er der, en anden tisser i håndvasken. De otte beboere har jo ikke valgt at bo sammen, men de bor her – og tæt må man sige – til de dør eller kommer på plejehjem. De fleste af beboerne går på daghjem forskellige steder om dagen, ”så de slipper for hinanden nogle timer”. Men en del kan ikke klare transporten til et dagtilbud, så de er hjemme og aktiveres af medarbejderne der.

Konflikter

De fysiske forhold gør tydeligt indtryk på de to politikere. De spørger ind. Til aktiviteter, til beboernes muligheder for selv at bestemme osv. Og medarbejderne svarer og forklarer.

At beboerne på dette funktionsniveau og uden sprog ikke kan udtrykke ønsker, men medarbejderne kan se, om de har det godt eller dårligt. Som en medarbejder siger: ”vi tolker og vi tolker og vi tolker”.

Allerstørst vægt lægger medarbejderne på selve kontakten med beboerne, og de bruger den daglige pleje og omgang fx madlavning pædagogisk. De forsøger også at skabe rammer, så beboerne kan vælge, så det er realistiske valg, selvom det er små valg.

At det ville være rigtig godt, hvis beboerne havde andre steder at gå hen end nu – hvor det kun er ud på gangen. Som en ansat siger: ”vi har ofte lyst til at vælte vægge, men hvis vi gjorde det, ville der jo kun kunne bo fire mennesker her i stedet for otte.”

En anden ansat siger: ”beboerne fungerer ikke nødvendigvis godt sammen socialt, der er ofte magtkampe, fordi pladsen er så lille. De har mange konflikter indbyrdes.”

Og som svar på et spørgsmål fra Anne Vang: ”Ventelisterne er så lange at det intet nytter at kritisere beboersammensætningen.”

At motion og fysioterapi ville være godt, men beboerne skal have relativt meget behov for det, før det bevilliges – det er mest genoptræning. Meget strander på tidspres, det vil sige den dårlige normering, og på de elendige fysiske rammer. Ærgerligt, mener Mette Frederiksen, for alle har brug for at røre sig, og man skal være meget dårlig for ikke at få glæde af det fysiske element.

Normeringen er tre medarbejdere til otte beboere og to på nattevagt til to afdelinger.

”Det er til nød nok på gode dage, men hvis der er konflikter eller nogen er kede af det, så er det ikke nok”, fortæller forstander Flemming Nielsen. Som eksempel nævner han at det ikke så sjældent sker at medarbejdere skal ud og lede efter beboere. Tokanten er jo ikke en lukket institution, og nogle beboere går ud i byen.

Top tre

Top tre til politikerne? Spørger Mette Frederiksen.

Flemming Nielsen nævner tre ting, som hænger uløseligt sammen: de dårlige fysiske forhold (som skaber unødvendige konflikter), det hårde arbejdsmiljø (med vrid og hårde arbejdsstillinger i de små rum) og den utilstrækkelige normering. Alle tre handler om penge, ressourcer. Der er fx dårligt tid til de aktiviteter, medarbejderne gerne vil lave med beboerne. Ressourcerne sætter en bremse på meget af kontakten og mange af mulighederne.

De har et rekrutteringsproblem især i forhold til vikarer. De har dog ikke større personaleudskiftning end generelt på denne slags bosted. Men det er et problem at de studerende med den nye uddannelse kan fravælge specialområdet allerede i praktiktiden. Dermed stifter de aldrig kendskab med det. De to politikere nikker i enighed: ærgerligt, og et problem i uddannelsen.

De taler magtanvendelse, og Flemming Nielsen efterlyser en omformulering af magtanvendelse. Han taler bl.a. om selvskadende adfærd, eller på andre, at smøre afføring ud i hovedet, at nægte at få skiftet ble, at nægte bad osv.

”Selv hjælp, støtte og forebyggelse af slagsmål og konflikter kaldes magtanvendelse. Når alt hedder magt, ender det i at beboerne skal presses langt ud, vi griber ind. Kan man mon lave en kontekst, der handler om støtte i stedet for magt. Det er et problem at magtanvendelse i pressen hver gang sættes lig med mishandling.”

Hedelund

Turen går videre til Greve, til Hedelund.

Hedelund er et socialpsykiatrisk bocenter for voksne mennesker med sindslidelse. Bocentret ligger i Greve og rummer 170 boliger fordelt på 11 boafsnit.

Hedelund er et tidligere plejehospital, det mærkes mens vi går af brede åbne gange. Hvor det drypper ned gennem taget, når det regner… Så institutionspræg javist, men langt større og rummeligere end Sundbyvang. Det ser de to socialdemokrater, Mette Frederiksen og Anne Vang tydeligt og kommenterer.

Forstander Anne Biener og beboerrådsformand Per Egon Jensen fører ordet under rundvisningen, men også Elisabeth Henriksen, tillidsrepræsentant for social- og sundhedsassistenterne og informationsmedarbejder Olaffa Rigmor Christensen tager del.

Også på Hedelund er mange af de enkelte beboeres værelser små. Og heller ikke her hører eget bad og toilet til dagens orden.

Men beboergruppen er en helt anden. Den er stor og sammensat, men den fungerer godt, folk kommer godt overens, vi får talt sammen, fortæller Per Egon Jensen.

Hedelund arbejder recovery-orienteret. Recovery bygger på en tro på og en viden om at man kan komme sig efter en psykisk lidelse. Derfor arbejder de i stor stil med brugerindflydelse og brugerinddragelse. Beboerne bestemmer over deres eget liv lige fra bolig og job til fritid og venner.

Stedet tilbyder mange aktiviteter til beboerne. Fysioterapi og motion af forskellig slags, man kan deltage i kunstmaling, arbejde på et cykelværksted eller på et stort bådværksted (bocentret har deres egen sejlbåd liggende i Hundige Havn), man kan lave musik i et stort musikøverum med forskellige instrumenter (stedet har sit eget band), eller man kan lave mad i caféen.

Udover aktiviteterne er der jobs, og adskillige af beboerne, mellem 35- 40 styk, arbejder på stedet – og får kontant afregning for det. Arbejdet og aktiviteter betyder at fokus flyttes fra klientrolle til samfundsdeltager. Det er en god ting for engagementet og for deres recovery, nikker de to politikere.

De bliver inviteret ind i små og større værelser. Værelserne er fyldt med levede liv, med beboernes elskede ting, bøger, malerier, papirer, dyr, musikanlæg. Én beboer fortæller at hun flyttede fra 60 m2 til 10 m2, det var ikke let og hendes værelse er da også fyldt til bristepunktet.

Hvert boafsnit har et pænt stort køkken, og nogle af beboerne laver mad selv, andre vælger at købe måltider i Spisehuset Gryden.

Bruge kompetencer

Mellem 30 og 40 af beboerne har et misbrug. Og det arbejder de derfor meget med på stedet, forklarer Per Egon Jensen.

”Det er jo fint nok at blive afgiftet, men hvis der ikke er et tilbud til én, når man kommer tilbage, så dur det ikke. Derfor har vi dannet selvhjælpsgrupper med en tilknyttet psykiater, og vi har fået penge af Københavns Kommune til projektet.”

Anne Biener fremhæver de muligheder, der ligger i at Hedelund er et stort sted.

”Medarbejderne her prioriterer aktiviteter med beboerne højest. Og beboerne har mange ressourcer og kompetencer at trække på, de skal bare op til overfladen. De fleste af os kan mere end vi tror.”

Netop den holdning er kernen i recovery og i arbejdet på Hedelund.

Per Egon Jensen fortæller om sin egen panikangst og vejen (næsten) ud af den. ”Jeg mærkede at det var godt med selskab og kom herud, og for tre år siden begyndte der at ske noget, for der blev pillet. Jeg arbejdede med recovery og med personale som støtter op.”

Anne Biener supplerer på et spørgsmål fra politikerne:

”Vi ved, hvad der virker. Nemlig at styrke beboerne i at bruge deres kompetencer og være netværksskabende. Det er vigtigt at give ansvaret tilbage til den enkelte beboer og bakke op om beboerens egne valg: ”hvis du vil så er det det du gør”. Og samtidig sikre en balance, så der ikke sker omsorgssvigt. Vi skal turde løbe en risiko – og så samle op hvis det går galt. Og nej jeg mener ikke der er nogen, der ikke kan profitere af recovery, udgangspunktet er at du kan komme dig.”

Per Egon Jensen nikker: ”Ingen tilstand er evig. Og PN-medicin, som typisk er beroligende medicin, der tages efter behov, er godt i kort tid, men det ender let i misbrug.”

På Hedelund bruger de derfor så mange alternativer til medicin som de kan, soveté, øreakupunktur m.m.

Og Hedelunds top tre til politikerne?

De dårlige fysiske rammer er klart i top. Beboerne har i øvrigt nedsat en boligkommission, deres ønske er to værelser og eget toilet og bad. Og så er der brug for penge til vedligeholdelse. For den er der sparet på – for at efterkomme sparekrav.

Hedelund prioriterer i stedet kompetenceudvikling af medarbejdere højt. Sammen med beboere og hver for sig. Som sagt: kompetencer er alfa og omega. Deraf selvhjælpsgrupper, konfliktmægling og -undervisning, recoveryuddannelse og misbrugsteam.

Gør indtryk

Besøgene gør indtryk på politikerne. Især de elendige fysiske faciliteter de nu med egne øjne har set.

Især på Tokanten, med både elendige enkeltværelser og dårlige fællesrum, hvor de knapt nok kan opretholde en aktiv hverdag. Bedre på Hedelund, men beboerne bør stadig have eget toilet og bad.

Anne Vang vurderer at forskellen på aktivitetsniveauet især ligger i de to meget forskellige beboersammensætninger, hvor Tokantens er meget plejekrævende.

”Som politikere skal vi passe på med at udstikke for faste regler om at sådan og sådan skal man gøre på bostederne, når de er så forskellige. Det kan være uhensigtsmæssigt. Vi skal have tilliden til medarbejderne ind, stole på at medarbejderne i fronten kan foretage vurderinger”, siger Anne Vang.

Mette Frederiksen supplerer med den pædagogiske tænkning bl.a. i forhold til magtanvendelse. For hvis rammerne, normeringen og pædagogikken er i orden, så når man langt.