Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Bondegården
Musik mod mobning
Af Elisabeth Lockert Lange
Et antimobbe-projekt har fået koblet et mini melodi grand prix på. det er den multietniske og multikulturelle bondegården på amager, der står for festen.
Det vrimler med børn og voksne i alle aldre på Bondegården i Remiseparken på Peder Lykkesvej.
Ganske vist er der lige i dag et vist ophold i sommeren, faktisk småregner det og er køligt sammenlignet med dagene før. Alligevel er der et mylder af børn som leger på legepladsen, kigger på geder og kaniner og får en ridetur på en skøn hest. En mor med en mindre pige opsøger en medarbejder og spørger: ”hvor er koen, min datter vil så gerne se koen.”
Og det vil jeg også gerne, så derfor går vi over til stalden, hvor Maren i dag har foretrukket at opholde sig. Hun har en af de dage, vi alle kender, og hun vil helst ikke ud. Men stikke hovedet ud mens hun gumler og kigger på os, det vil hun gerne.
Bondegården, Bonderen i daglig tale, er naturligvis kendt og elsket for sine mange dyr. Men som så mange andre af byens legepladser, bemandet med entusiastisk personale, har de også mange andre jern i ilden.
Netop nu er det et mini MGP med temaet mobning.
For torsdag den 16. oktober, og altså midt i børnenes efterårsferie afholder Bondegården et Melodi Grand Prix. Og det gode – for dig som fritidshjem, -klub eller legeplads på Amager – er at du stadig kan nå at deltage. Deadlinen for tilmeldelse med tekst og musik er nemlig rykket til efter sommerferien, nærmere bestemt den 5. september.
Den direkte baggrund for og inspiration til den kommende musikfest er et antimobbe-projekt i lokalområdet, som kronprinsessen er protektor for. Da børnene fortalte om det med begejstring, greb medarbejderne på Bondegården chancen og udtænkte mini-MGP’et.
Kravet er at børnene, de unge, forfatter en tekst (eller finder én), som handler om mobning, sætter musik til, spiller den ind på en cd, og sender den ind til Bondegården og altså senest fredag den 5. september. De skal også kunne og ville fremføre deres sang (live eller til playback), hvis de skulle blive blandt de udvalgte til semifinale og finale.
MGP står i øvrigt ikke kun for Melodi Grand Prix – det står først og fremmest for festens motto: Mobning Go Please.
Uden for fællesskabet
Primus motor i projektet er legepladsmedarbejder på Bondegården gennem de sidste otte måneder Sofie Sønderup. Sammen med Bondegårdens leder gennem 30 år Bjørn Bo Hansen har hun sat det kommende show i bevægelse med alt det arbejde, det indebærer.
Det er ikke fordi Bonderen egentlig selv har de store problemer med mobning, tværtimod er legepladsen netop et fristed for rigtig mange børn, et sted de oplever sig accepteret og rummet, også hvis de er ”anderledes”.
Men pædagogerne i Bonderen hører om mange problemer. Især oplever mange børn i skolen den særlige form for mobning, det er at blive lukket ude fra fællesskabet – i hvert fald i perioder, mens det i andre perioder er andre børn der lukkes ude.
Deres indtryk er at disse børn typisk forsvarer sig mod mobningen ved at forlade det sted og de personer der mobber. Og de oplever at Bonderen derfor bliver et fristed for mange børn med mobningen inde på livet.
”Jeg har selv prøvet at blive mobbet og har også selv mobbet, så jeg ved at man bliver plaget af det også som voksen. Det går ind og gør noget ved én, det går ud over ens selvtillid og selvværd. Derfor var dette mit initiativ”, fortæller Sofie Sønderup.
Rammerne er da også oplagte, og målet er naturligvis at få stoppet mobning. For det tolererer de ikke på Bonderen.
De flyvende børn
Mobning er når et fællesskab ikke er for alle, men når nogen holdes uden for. Det er når nogen bliver slået, bliver kaldt øgenavne, bliver sladret om eller gjort nar af.
”Der er stort set ingen grænser for, hvad man kan blive mobbet med, men især mobbes der med at man ikke er som de andre – at man er anderledes. Og så betyder mode, tøj, meget mere end man tror for, om nogen lukkes ude af fællesskabet.”
Vi taler ikke om kærligt drilleri. Som Bjørn Bo Hansen siger, er kærligt drilleri jo en omsorg, en pingpong: man vil gerne have bolden tilbage.
Mobning på Bonderen ville være helt uacceptabelt. De to pædagoger fortæller at mange af deres børn er ret skrøbelige.
”Som alle legepladser så er vi en magnet for de børn, som ikke har andre steder at gå hen, for de anderledes børn, de flyvende børn. Børn som tit bliver mobbet. For dem er vi et frirum, hvor de har mulighed for at være. Og være sig selv. Vi får børn her som har problemer mange andre steder. Hvis de ikke kan magte at gå i fritidshjem fx, så kommer de her. Og her har de det fint; ingen her udspørger dem, hvorfor de ikke kom i går.”
Og findes der nogen bedre måde at formidle et budskab på end netop gennem musik og sang, spørger de.
”Det er en anden måde at udtrykke sig på, og det skaber en særlig god stemning med rytmerne. Det er bare langt mere festligt, end hvis børnene blot skulle skrive noget ned. Og så giver det en mulighed for at samle alle institutionerne her på Amager.”
Dialogen
Processen er som følger. Bidragene sendes ind, og der er såmænd allerede kommet ca. 15 (jeg får lov at høre et af dem, og det tegner godt).
Bondegården nedsætter et dommerpanel. Frede Fup har sagt ja, andre er spurgt men det endelige panels sammensætning er i skrivende stund ukendt.
Hvis der kommer vildt mange bidrag, udvælges først ca.15 indslag, som får mulighed for at deltage i selve Melodi Grand Prix’et. I dette – der som sagt holdes den 16. oktober og med et stort publikum – er der både semifinale og finale. Og her er det dommerpanelet der afgører hvem der vinder.
Der er både en 1., 2. og 3. plads. Og der følger gavekort med æren. Gavekort som institutionen kan have glæde af. Idéen i det er selvfølgelig at det er arbejdet med tekster og musik, den dialog om emnet mobning, det kræver, der skaber bevidsthed om mobning og dens negative effekter. Og det er den dialog og bevidsthed, der er målet for medarbejderne på Bondegården.
Og hvad kommer børnene så med?
”Vi kan høre at de har gjort sig umage. De har virkelig arbejdet med det. Skrevet tekst og musik, sunget og indspillet. Det er ikke gjort på en eftermiddag”, peger Bjørn Bo Hansen på og tilføjer at nogle institutioner ligefrem har valgt mobning som emne i tilknytning til dette. Engagementet er tydeligt overalt.
At Bondegården så slet ikke har råd til at stable et så stort arrangement på benene, det er en helt anden sag. De håber på sponsorpenge, og hvis de ikke får nogen, så må de lave det selv på bedste kreative vis. Nervepirrende er det ord, de to legepladsfolk bruger om denne del af projektet.
”Men det er spændende for os. En så lille personalegruppe som vi er, med så få midler og så kaste os ud i så stort et projekt.”
Integrationsarbejde
Midt i arbejdet med dette antimobbe-projekt kom næste års budgetbesparelsesforslag. Og ved gud om ikke legepladserne, inklusiv Bondegården, igen var på listen. Ja hvad skal man sige… Motivationen falder naturligvis, når nogle politikere så klart signalerer at de vurderer legepladsernes arbejde som værdiløst.
”Det er uholdbart at vi bruger så meget energi på at overleve. Vi kan ikke tænke i et perspektiv ud over ét år.”
Det er i hvert fald svært at argumentere for at bemandingen af legepladserne er ligegyldig. Man kan blot se på besøgstallet, som er på langt over de 80.000 om året og på de mange aktiviteter, de har gang i, som gavner både børns og voksnes integration.
Det gælder i høj grad for Bondegården, hvor de fem ansatte oplever at deres arbejde er et slags udvidet integrationsarbejde. Ikke kun det oplagte at få kurdere og tyrkere, to grupper som traditionelt har konfl ikter indbyrdes, også når de mødes på dansk jord, til at tale sammen, ja ligefrem samarbejde i legepladsens projekter og initiativer. Men også at få forældrene, især mødrene, og her taler vi om mange indvandrerkvinder, til de mange børn der bruger Bondegården til at blive bedre integreret.
Sofie Sønderup og Bjørn Bo Hansen taler med forståelig stolthed om både deres cykelprojekt og deres legestue, deres dyrskue, mini OL, malerdage og skattejagter. For ikke at tale om udfl ugterne for de faste børn, som ”slet ikke kommer nogen steder en hel sommer, og de skal opleve lidt andet.”
Legestuen for de 0-3 årige og deres forældre har eksisteret i nogle år. Hver onsdag mødes en række mødre og børn med en uddannet pædagog, leger, bevæger sig til musik, laver fi ngermaling og meget andet. Og dertil kommer det vigtige at de også danner netværk.
Det gør de også på cykelkurset, som er noget indvandrermødrene selv bad om, de ville lære at cykle, så de fi k større frihed. Der blev skaffet cykler, og det har været en succes for et stort antal kvinder – og er det nu igen for 3. gang.
”Det lyder måske som noget ud over vores opgave, men vi vil jo gerne udvikle os til andet end et sted, hvor man låner stylter”, siger Bjørn Bo Hansen med et skævt smil. Og det må man sige de gør.
Den 19. august kl. 11 blev Rådhuspladsen omdøbt til Legepladsen og omdannet til en stor legeplads. Det skete samme dag som Økonomiudvalget efter al sandsynlighed skulle behandle spareforslagene om legepladserne. På dagen blev de mange underskrifter der er kommet som støtte til legepladserne overrakt til politikerne. Dagen ligger efter deadline på dette blad, men du kan læse mere om de mange aktiviteter i næste nummer. | |
Remiseparken kan holde 40 års jubilæum til næste år. Der er to legepladser, Bondegården og Byggelegepladsen. De breder sig over i alt 35.000 m2. På Bondegården er der fem ansatte. Det kan lyde af meget for en legeplads, men Bondegården har åbent hver eneste dag hele året, og der er altid folk på, også i weekenden, for der er mange dyr der skal passes, og de ansatte laver selv alt praktisk og håndværksmæssigt arbejde. De besøgende kan møde tre heste, en ko, to grise, ca. 12 geder og et utal høns og kaniner. De faste børn deltager fl ittigt i alt omkring dyrene, fordring, strigling osv. Ud over at ride med hestene, kan man også få en tur i hestevogn. Bondegården var oprindelig indrettet omkring en 1700-tals fredet gård. Den brændte for 13 år siden, og et nyt bondehus blev bygget. Det store område omfatter ud over de to legepladser både ridebane, boldbaner, et soppebassin, minigolfbane, petanquebane, en næsten skjult lukket rutschebane, og en række fi ne områder hvor børn kan gemme sig og lege i fred uden at føle sig overvåget og under opsyn. Det er ikke så sært at også mange institutioner bruger legepladsen ivrigt. Læs mere på www.bonderen.dk(link er ikke længere aktivt, red.) | |