Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Småt nyt
Børnehuset Rudolf
I august blev en ny daginstitutionen til 36 vuggestuebørn og 44 børnehavebørn indviet. »Børnehuset Rudolf« er etableret i det gamle Rudolph Berghs Hospital fra 1886, som indtil 1999 fungerede som klinik. Efter en renovering og ombygning af det tidligere hospital er der indrettet børneinstitution i tre etager i en af bygningerne. Institutionen er endnu et skridt i retning af at nedbringe ventelisterne til daginstitutionspladser i det indre København.
Institutionen er funktionsopdelt. Der er i indretning og pædagogik lagt vægt på, at der skal være rum til alle typer af børn og til forskellige aktiviteter. Med funktionsopdelingen kan legen koncentreres, afhængigt af om det enkelte barn er til f.eks. vilde lege eller til ro. Der er således rum for teater, musik, bygge, sanse og ikke mindst et stort motorikrum i kælderen. Det er ideen, at børnene skal bevæge sig rundt i hele institutionen og bruge alle rum efter behov. Institutionen er således fuldt integreret med vuggestue- og børnehavebørn i alle rum.
Med tanke på det store behov for pladser i Indre By håber Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, at den nye institution vil afhjælpe presset på ventelisterne i Indre By.
Bedre evalueringsmetoder savnes
Det er blevet et naturligt led i enhver arbejdsproces at vurdere, i hvilken grad et mål opfyldes. Lektor Søren Langager og lektor Jens Johansen fra Institut for pædagogisk antropologi ved Danmarks Pædagogiske Universitet stiller i en ny bog spørgsmålstegn ved, om de kontante målinger af basale færdigheder er nok i fremtiden.
Ifølge lektor Søren Langager er situationen paradoksal: »Jo mere flydende og differentieret verden bliver, desto mere efterlyser vi faste, enkle og eksakte vurderinger og mål. Problemet er, at de evalueringsmetoder, der ender med et tal, siger for lidt om en persons handledygtighed i det samfund, vi lever i. Det handler om at uddanne mennesker, der er i stand til at aflæse og samarbejde med andre; i stand til at udtrykke sig personligt og originalt og i stand til at udforske og fortolke komplekse sammenhænge.« Men vi har ingen synderlig erfaring med, hvordan vi skal evaluere sådanne blødere værdier.
Og Søren Langager mener heller ikke, at vi reelt forsøger særligt meget på det.
»Der snakkes meget om vigtigheden af de bløde værdier, men de er ikke en integreret del af skolens måde at evaluere eleverne på. Uden for folkeskolen, i moderne virksomheder og uddannelsesinstitutioner er man derimod ikke udelukkende interesseret i de traditionelle og officielle måder at måle på. Tværtimod«, mener han og forslår, at man i folkeskolen afprøver vurderingskollektiver, hvor man lader lærerteamet være evalueringsteam.
Bogen Andre mål, nye evalueringsveje - udfordringer til skolen, udfordringer til eleverne af Jens Johansen og Søren Langager er udgivet maj 2002 ved Danmarks Pædagogiske Universitet.
Brugerpolitik for psykisk syge
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget ønsker en brugerpolitik på psykiatriområdet i Københavns Kommune, som skal lægge op til, at psykisk syge får bedre muligheder for indflydelse på deres egen situation.
Der er allerede nu forskellige former for praksis for brugerindflydelse og brugerinddragelse, og brugerpolitikken skal være med til at fremme denne udvikling yderligere ved at komme med anbefalinger til, hvordan brugerindflydelse og brugerinddragelse kan praktiseres, mener Familie- og Arbejdsmarkedsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard.
Brugerpolitikken skal også være med til at fremme samarbejdet mellem behandlingssystemet og de sociale tilbud, til gavn for brugerne og med større inddragelse af brugerne.
»Vi skal i det offentlige være bedre til at koordinere vores planer og samarbejde med den enkelte bruger«, siger Bo Asmus Kjeldgaard. »For eksempel bør brugeren deltage i møder, hvor hospitals- og socialsektoren drøfter den enkelte brugers planer.«
Ftalater
Ikke alt legetøj er blevet undersøgt for indhold af ftalater, plastblødgørerne som er mistænkt for at påvirke os alle og ikke mindst de små hormonalt. Dog har Miljøstyrelsen, Grøn Information og Forbrugerrådet undersøgt en del. Klik ind på www.mst.dk eller www.greeninfo.dk (links ikke længere aktive, red.) og søg på fx dukke. Her kan man se, om en bestemt dukke er blevet undersøgt for dens indhold af ftalater.