Almenområdet

Trin for trin

Af Trine Seibæk

På kun to et halvt år har Trin for Trin bredt sig til 2/3 af landets skoler og 40 pct. af børnehaverne. Programmet handler om at lære børn sociale kompetencer som empati, at få kontrol over vrede og at kunne løse problemer. Behovet er stort, bl.a. fordi de færdigheder ikke kommer af sig selv, mener leder af Center for Social og Emotionel Læring, Bente Lindhard.

»Det er oppe i tiden at anerkende, at sociale kompetencer som at kunne lytte til andre, løse problemer til gavn for fællesskabet osv også skal have sin plads. Man har hele tiden vidst, at børn skulle lære fag som dansk og matematik. Men før har man nok gået ud fra, at sociale færdigheder bare var noget, børn lærte af sig selv. Men sådan er det ikke nødvendigvis«, siger leder af Cesel, Bente Lindhard.

Cesel står for Center for Social og Emotionel Læring, og det er centeret, der har lavet det danske materiale til Trin for Trin programmet. Cesel blev dannet i april 1999 og solgte deres første undervisningssæt ved årsskiftet 1999/2000. I dag bruger 40 pct. af de danske børnehaver Trin for Trin. Programmet stammer fra det amerikanske »Second step«, og folkene bag Cesel har fordansket det, så det passer til vores samfundsforhold.

Trin for Trin går kort fortalt ud på at lære børn sociale kompetencer inden for tre områder: 1.empati, dvs at forstå andres følelser, at blive god til at lytte, at kunne udtrykke egne følelser. 2. impulskontrol og problemløsning, dvs at magte at tænke alternativerne roligt igennem, når man bliver konfronteret med en vanskelig situation. Børn lærer at tænke i forskellige trin, dvs først at stoppe op og finde ud af: »Hvad er problemet? Hvilke løsninger findes?«. De lærer bl.a. også at spørge – for hver løsning, de finder – er den løsning god for mig? Og for de andre? 3. Selvkontrol er det sidste hovedområde. Her lærer børn bl.a. at blive opmærksomme på kroppens signaler, og de får f.eks. rutiner i at tackle vrede.

Trin for Trin består af et trin for børn på 4-6 år (børnehavebørn og børnehaveklassebørn), et andet for børn på 7-8 år og et for de større børn på 9-10 år.

Rent praktisk foregår arbejdet med Trin for Trin via forskellige fotoplancher. Børnene kigger på og taler om billederne sammen med en pædagog. Med til sættet hører for de mindre børn (4-8 år) også to tøjdyr; en hurtig hund og en eftertænksom snegl kaldet Hurtig-hunden og Stop-op-sneglen.

Et kvarter om ugen

Leder af Cesel, Bente Lindhard, mener, at der af flere grunde er et helt åbenbart behov for et program som Trin for Trin.

»I skoleloven er der bl.a. et krav om, at man skal arbejde mere individuelt med børnene med fokus på det enkelte barn. Og det kan man ikke få til at fungere med 27 elever i en klasse, hvis børnene ikke har de basale, sociale færdigheder. Det handler ikke om dresserede børn men om, at børnene skal kunne håndtere sig selv og hinanden med respekt«.

»Ofte lærer børnene først de sociale færdigheder, når der er kommet en syndebuk i børnegruppen. Med vores materiale får de mulighed for at lære at løse konflikter, før der kommer en syndebuk«.

Bente Lindhard mener i høj grad også, at samfundsudviklingen har gjort, at der er et behov for at lære at lytte, have empati og kunne løse problemer.

»Det kan man bl.a. se på alle jobannoncerne. Her er det også de personlige egenskaber, man efterspørger«, siger hun. At børns sociale kompetencer er blevet dårligere med årene vil Bente Lindhard ikke direkte sige.

»Men med samfundets hastige udvikling kan det ikke nytte, at børn ikke kan de ting. Og jeg tror, at det er rigtigt, hvad Socialforskningsinstituttet har sagt, at børn er mere om ikke egocentrerede, så ihvertfald mere fokuserede på sig selv og egne behov, end de har været før«.

Trin for Trin kræver tid, for at det kan nå ind under huden på børnene. I en børnehave er man igennem programmet i løbet af et års tid. Nogle spreder det over et par år, f.eks. tager de empati-delen, når børnene er fire år, og venter med at tage problemløsnings-delen, til børnene er fyldt fem år. Typisk bruger man et kvarters tid om ugen, hvor børnene sammen med en bestemt pædagog sidder og kigger på et billede på fotoplanchen. Det kan være et foto af et barn med et bestemt ansigtsudtryk f.eks. én, der er ked af det. I institutionen følger man op på samtalen i løbet af ugen, f.eks. vender man tilbage til det, man talte om mht at være ked af det, hvis nogen bliver kede af det ude på legepladsen.

Et eksempel på, hvordan man konkret arbejder med Trin for Trin, kunne være en børnehave, hvor man arbejder med selvkontrol- delen. Børnene ser f.eks. et billede af en lille pige, der er meget vred. De taler om: »Hvad sker der med kroppen, når man bliver meget vred?« (rynker panden, får ondt i maven osv). De taler om, hvor forskelligt man kan vise vrede, og hvordan man kan hjælpe sig selv. Og om, at det ikke er smart at skubbe eller bide, fordi det kan skade andre. Børnene lærer at mærke efter i kroppen og trække vejret - og de lærer, hvordan de kan få fortalt, hvad de er vrede over. Der er også øvelser, hvor tøjdyrene indgår, og små rollespil - f.eks. om børn, der bliver sure på hinanden på en legeplads.

»Kompetencerne bliver leget ind, så dén dag, børnene selv bliver uvenner over et stykke legetøj, kan de bruge nogle af de ting, de har lært«, siger Bente Lindhard.

Når Trin for Trin bliver taget i brug i en institution, er det almindeligt, at forældrene bliver orienteret først. Det er ikke en forudsætning for succes, at forældrene kender materialet og øver det med børnene. Men det er vigtigt, at forældrene ved, hvordan der bliver arbejdet med de sociale kompetencer.

»Vi får mange henvendelser fra forældre, der gerne selv vil kunne noget af det, børnene lærer. De kan mærke, at deres børn retter på dem, f.eks. siger: »Mor, nu afbryder du mig igen«. Og de vil også gerne - istedet for at skælde ud - prøve at forstå deres børn«.

Børnene lytter mere til hinanden

Også i Københavns kommune er flere og flere børnehaver ved at tage Trin for Trin i brug. Én af dem er den integrerede institution Drivhuset. Her har ti fem-årige haft Trin for Trin lektioner siden januar, og de er blevet bedre til at lytte og forstå hinandens følelser.

Bedre til at lytte. Følelser er blevet mere legitime. Bedre til at forstå hinandens følelser. Og børnenes sammenhold på stuen er i det hele taget blevet styrket.

Det er noget af det, som ti fem-årige børn på Mælkebøttestuen i Drivhuset i Vanløse har fået ud af et halvt år med Trin for Trin programmet.

Det var pædagogerne Jane Sonne og Charlotte Broe, der fik ideen til at prøve Trin for Trin i den integrerede institution. Begge pædagoger på Mælkebøtte-stuen, der består af i alt 20 børn, syntes, at børnene havde brug for nogle redskaber, f.eks. i forhold til at kunne håndtere konflikter.

»Mange af børnene vidste ikke, hvad de skulle gøre i konflikt- situationer. Nogle gange begyndte et barn bare at græde i lang tid, og vi tænkte, at »vi må da gøre noget, så de kommer ud over bare at græde«. Så de i stedet kunne sætte ord på deres følelser og forstå, hvad der gik galt«, siger Jane Sonne. Charlotte Broe supplerer:

»Vi spurgte også hinanden: »Hvad gør du i de situationer?«. Fik vi voksne mon formidlet det samme til børnene? Når vi betragtede Trin for Trin som en god idé, var det også for at få et fælles sprog i forhold til børnene. Og så børnene kunne få en fælles sprogkode, en fælles måde at tale på f.eks. om dét at være ked af det. De kommer jo også fra forskellige familier med forskellige måder at udtrykke sig på«, siger hun.

»Vi har også oplevet, at mange børn ikke tror på, at de kan gøre det godt igen efter en konflikt. Hvis de f.eks. har skubbet Sofus ned ad gyngen, tror de, at »Sofus aldrig mere vil kunne lide mig«. Når man får kørt hele episoden igennem fiktivt via Trin for Trin – at man kan være uvenner, men så bliver det godt igen – kan børnene se, at det kan lade sig gøre.

Charlotte Broe understreger, at der ikke er noget i Trin for Trin, de ikke har gjort hele tiden.

»Vi har hele tiden sagt til børnene »Stop op. Hvad skete der her?« og prøvet at hjælpe dem med at aflæse kammeraternes følelser osv. Gennem Trin for Trin er det bare blevet systematiseret, og der er blevet sat fælles begreber på, siger hun.

På den nærliggende Kirkebjerg Skole, bruger man også Trin for Trin i børnehaveklassen. En del af Drivhusets børn skal siden gå på den skole, og de synes derfor, det er rart for børnene at have snuset til det inden.

Følelser er mere legitime

Konkret er det i Drivhuset foregået sådan, at de ti ældste børn fra Mælkebøtten har arbejdet med empati-delen. De var fire år, da de startede i januar, men de fleste er fyldt fem år i løbet af foråret.

De har brugt mellem 20 minutter og en god times tid på Trin for Trin en eller to gange om ugen. Børnene får fra dagens start at vide, at det er en Trin for Trin dag.

»De er utroligt stolte over at være med i det, fordi de ved, at de mindre børn på stuen ikke må være med. Det er den største tillidserklæring. De føler sig meget udvalgte«, siger Charlotte Broe.

Når det starter, går en enkelt af børnene med ud i køkkenet og henter saftevand og kiks. Derefter går de alle ind i et stille lokale for sig. De sidder i en halvcirkel med pædagogen i midten. Dukkerne Hurtig-hunden og Stop-op-sneglen hilser på og siger goddag. Hurtig-hunden er meget fræk, og sneglen er ofte genert. Dyrene hjælper med at finde tingene frem i Trin for Trin æsken - og under lektionen sidder de i æsken og kigger med derfra.

Pædagogen tager et stort s/h foto frem, hvor der bagpå er beskrevet retningslinjer og formålet med lektionen. F.eks. kan lektionen handle om at have forskellige følelser.Der kan være et billede af to drenge, der klatrer i et træ. Den ene dreng ser glad ud, mens den anden er mut og bange. Pædagogen spørger børnene: »Hvordan har de det? Hvordan kan vi se på de to børn, hvordan de har det?«. Der bliver snakket om, at de to børn har forskellige følelser, og at det er i orden at have forskellige følelser i forhold til den samme oplevelse. Børnene bidrager selv med eksempler på det.

Efter lektionen siger tøjdyrene altid farvel. Stadig er det sådan, at Hurtig-hunden er børnenes favorit, men pædagogerne mener, at det vender senere – at børnene bliver trætte af dens pågående facon. I hver lektion er der også en leg enten før eller efter, man taler om billedet.

Bagefter er der kiks og saftevand.

»Det er utroligt anstrengende for børnene, og bagefter er de helt forløste, siger Charlotte Broe.

Det svære ved at bruge Trin for Trin er ifølge Jane Sonne og Charlotte Broe, at programmet er meget sprogligt orienteret. Det fordrer, at børnene kan bidrage ved at udtrykke sig med ord. Og så er det et problem, hvis der er børn i gruppen, der er meget sprogligt svage.

»Vi har en dreng på vores stue, der stadig ikke har noget sprog. Så vi er nødt til at tænke meget i: »Hvad gør vi så med ham? Hvordan sørger vi for, at han ikke føler sig udenfor?«.

Men de mener, at børnene har fået noget ud af Trin for Trin.

»Jeg synes, at de i forbløffende høj grad formår at overføre det, de lærer, til også at gælde udenfor rummet. At de f.eks. kan se på en kammerat, at hun er ked af det«, siger Charlotte Broe.

Jane Sonne mener, at børnene er blevet bedre til at lytte til hinanden og respektere, hvis én bliver ked af noget.

»De er også bevidste om, når de gør noget, der ikke er så smart, f.eks. når de leger, og der er én, der ikke må være med. Den situation er jo et godt udgangspunkt for en konflikt. Vi kan så spørge: »Kan det ikke lade sig gøre, at Sofus er med i legen? Kan han ikke være hest?«. Men måske kan det ikke lade sig gøre. Og så kan det andet barn sige: »Jeg ved godt, at Sofus bliver ked af det, men vi kan ikke lege sammen hele tiden«. Og det er jo heller ikke forbudt f.eks. at lege med andre end sin bedste kammerat«, siger Charlotte Broe.

Hun mener dog, at det i lige så høj grad er de to pædagogers fælles bevidste tilgang - at Trin for Trin formen er blevet noget, de bevidst bruger - som det er de 20 minutters fælles snak en gang om ugen, der har ændret børnenes opførsel.

»Men generelt er følelser blevet mere legitime, efter at vi er begyndt at bruge Trin for Trin«, siger Charlotte Broe.