Kvinder og ny løn

Af Sanne Udsen

Kylle, Pylle og Rylle - og Ny Løn

Når Kylle, Pylle og Rylle forhandler løn, skal de helst alle sammen have det samme. Hvis de ikke skal have det samme i kroner og øre, så skal der i hvert fald kun være forskelle baseret på f.eks. anciennitet. Sådan at de i princippet får det samme, omend ikke i praksis.

Hvorfor nu det? Det er fordi, at det for Kylle, Pylle og Rylle er vigtigt at være ens. Sammenholdet og fællesskabsfølelsen står centralt i deres værdier. Og hvis de fik forskellig løn - f.eks. fordi Pylle fik et kvalifikationstillæg - så ville de jo ikke længere være ens. Så ville det være ligesom at sige, at Pylle er lidt dygtigere end Kylle og Rylle. I hvert fald dygtigere til at sælge sig selv. Og så kunne det være, at Kylle og Rylle slet ikke var så glade for Pylle mere. Måske ville de endda lukke hende lidt ude af fællesskabet. Så hvis Pylle ikke synes, at kvalifikationstillægget - som alligevel ikke er særligt stort - er besværet værd, hvem kan så bebrejde hende det? Hellere sige nej tak end risikere udstødelsen af kollegafællesskabet.

Grotesk? Måske. Men ikke desto mindre er det virkeligheden blandt mange kvindegrupper på arbejdsmarkedet. Ikke mindst blandt offentligt ansatte kvinder i omsorgssektoren. Der er ingen tvivl om, at denne holdning er med til at holde de gennemsnitlige kvindelønninger nede. For hvis kvinderne sætter deres værdier om fællesskabet over individuelle tillæg, så må mændene jo tage tillæggene.

Gælder det så også pædagoger og -medhjælpere? Og kan man i øvrigt ikke få den bedste af begge verdener - altså både tillæg og fællesskab?

Helle Christiansen, pædagog på Remisevænget, kan godt nikke genkendende til noget af beskrivelsen af Kylle, Pylle og Rylle effekten.

»Solidaritet er en stor del af vores værdier. Det er vores gamle tænkemåde - at være solidariske«. Solidaritet lægger ikke op til, at nogen skal skille sig ud.

Hun forklarer: »Vores pædagogværdier siger, at vi laver jo det samme stykke arbejde. Så vi skal have det samme for det. Det er okay, at pædagoger får mere end medhjælperne, men hvorfor skal en, der kommer ind fra gaden, kunne få mere?«

Helle Christiansen understreger det vigtige i solidaritet og forklarer:

»Vi er ikke alle sammen lige gode hele tiden, men over et år er vi måske«. Hun har selv været lidt ambivalent i forhold til Ny Løn og tilføjer: »Der kan godt komme noget jalousi«.

Mads Madsen, faglig sekretær i LFS, kan også godt genkende Kylle, Pylle og Rylle effekten. Og som forhandler prøver han netop at komme uden om denne effekt:

»Vi prøver at ramme de brede kvalifikationer, så mange får noget ud af det. Vores medlemmer laver det samme stykke arbejde. Jeg ved godt, de gør det forskelligt, og at de har forskellige kvalifikationer. Men de laver det samme arbejde, og vi forsøger at ramme det, der er fælles, når vi forhandler«.

Okay med forskel

Marie Colding Olsen, pædagog på fritidshjemmet Humlebien, ser lidt anderledes på det:

»Jeg har ikke den holdning, at vi alle skal være ens. Jeg synes, det er en god ide med individuel løn. Det er godt, hvis folk får en anerkendelse for at gøre en ekstra indsats og for at kvalificere sig«.

At der er tale om stort set det samme arbejde, skal efter hendes mening ikke betyde, at folk skal have det samme:

»Jeg synes, det er okay, at folk får forskellig løn, for folk er jo ikke ens. Efter min mening er det helt fair, hvis man får mere i løn, fordi man gør noget, for at arbejdspladsen udvikler sig. Det er der store individuelle forskelle på. Ikke alle gider bruge energi på det«.

Helle Christiansen er derimod bekymret for, at der på sigt skal blive tale om personlige tillæg, der er baseret på såkaldte 'bløde' kriterier: »Det ville være en dårlig ide. Og det ville være forkert, for måske er der en anden kollega, som kan noget andet, der ikke er så synligt. Det kan meget let gøre det skævt«.

Begejstringen på Helle Christiansens arbejdsplads for Ny Løn har i det hele taget været til at overse. »Vi havde lyst til at stemme nej til overenskomsten pga. Ny Løn«, fortæller hun.

Også Mads Madsen og Marie Colding Olsen mener, der er problemer med Ny Løn i den nuværende form.

På Marie Colding Olsens arbejdsplads har de grundlæggende været positive over for Ny Løn: »Vi er mange unge her, og jeg tror, unge pædagoger har det anderledes med Ny Løn end ældre pædagoger. Mange unge har det godt med individuel løn. Så vi var som udgangspunkt positive. Men da vi så realiteterne, var vi mindre begejstrede. Der er for lidt penge, og kriterierne er for stramme. Vi har ikke set en krone endnu, og det betyder selvfølgelig, at selv folk, der var positive, ikke er så positive mere«.

Efter Mads Madsens mening er der to store problemer med Ny Løn: »1: det er besværligt, og 2: der er så få penge. Og de to ting hænger sammen, fordi det bliver endnu mere besværligt af, at der er så få penge, så vi stort set intet handlerum har. Jeg synes, det er vigtigt, at vi får lavet nogle overordnede forhåndsaftaler, der dækker basistingene. Og det er svært uden penge«.

Besværligt lønsystem

Og så til det andet spørgsmål: Kan man have både fællesskab og individuel løn - selv om man er kvinder? Det burde kunne lade sig gøre! Hvis kriterierne for tildeling af kvalifikations- og funktions-tillæg er klare og forståelige for alle, og hvis det gennem at gøre en særlig indsats principielt er muligt for alle at opnå et tillæg, så er meget nået. Det behøver ikke være sådan, at alle skal være enige om det rimelige og retfærdige i kriterierne. Det ville være for meget forlangt.

Men det er helt afgørende, at alle forstår og kender dem. Så ved hver enkelt nemlig lige præcis, hvorfor det er Pylle, der får et tillæg - og ikke Kylle og Rylle. Og så behøver Kylle og Rylle ikke blive sure på Pylle.

Følelsen af retfærdighed kan måske være svær at opnå, selv hvis kriterierne er krystalklare. Helle Christiansen giver et eksempel: "Vi har diskuteret, om der skulle gives et funktionstillæg i forbindelse med kolonitillæg for handicappede børn. Men skulle tillægget så kun være til dem, der lige arbejder med de handicappede? De andre tager jo også et ekstra slæb.«

Helle Christiansen mener videre, at kvalifikationstillæg skal udformes, så så mange som muligt får noget ud af det. Og de skal være almindeligt gældende:

»Det skal være nogle faste ting, man kan få tillæg for, som lederen så kan hakke af for hver enkelt medarbejder«. Hun mener også, at det ville kunne skabe problemer, hvis det var lagt ud lokalt.

Marie Colding Olsen mener derimod, at der i langt højere grad skal tages hensyn til de lokale forhold:

»Hvis det skulle være rigtigt godt, så skulle man på hver enkelt arbejdsplads finde ud af, hvad det er for nogle kvalifikationer, man vægter højt her. Det skulle man så have tillæg for. Og når man søgte et job, kunne man allerede i jobannoncen se, hvad de lægger vægt på det enkelte sted. Så kunne man allerede ved ansættelsen få tillæg for sine kvalifikationer. Som det er nu, er det helt til grin. Vi har fået et skema fra forvaltningen med fem kriterier, som man kunne få tillæg for. Der skulle vi sætte kryds ved hver enkelt medarbejder. Det kan man da ikke kalde forhandling!«

Heller ikke Helle Christiansen mener, at systemet er fleksibelt nok:

»Det er ikke så fleksibelt, som det kunne være. Der er for meget, der er færdigforhandlet. Det hele er lagt ned på forhåndsaftaler. Det er synd«.

Men det er der en grund til ifølge Mads Madsen: »Vi har lagt vægt på, at vi først og fremmest skal få dækket de vigtigste basisting i arbejdet. Ellers ville der opstå nogle uheldige mangler, når man går fra et anciennitetsbaseret lønsystem til Ny Løn. Før vi uddelegerer forhandlingskompetencen til de enkelte tillidsrepræsentanter, vil vi gerne have de helt basale ting på plads. Det gælder ikke mindst de formaliserede efteruddannelser«.

Og han tilføjer: »Det er nok det mest besværlige lønsystem, der nogensinde er opfundet!« »Det kræver et stort stykke arbejde af både os og af arbejdsgiverne, og det kræver en helt ny opfattelse ude blandt medlemmerne. Vi håber, at forvaltningen bliver enige med os om, at der skal ske noget for at lette systemet. Vi skal have en mere præcis definition af, hvornår man fx er fleksibel. Ellers bliver det alt for tilfældigt«, forklarer han.

Det bliver heller ikke nemmere af, at det har vist sig, at der også er mere end en opfattelse af, hvad individuel løn betyder.

»LFS mener, at individuel løn betyder, at der bliver lavet nogle kollektive aftaler, som udmøntes individuelt for den enkelte«, forklarer Mads Madsen.

»Det vil give individuel løn, fordi det vil være individuelt, om man opfylder betingelserne for at få et tillæg eller ej. Men kommunen mener noget helt andet. De mener, at der skal ske en slags subjektiv vurdering af hver enkelt medarbejder, hvorefter lønnen skal fastsættes. Det bliver nærmest en individuelt forhandlet løn«.

Og en individuelt forhandlet løn er Kylle, Pylle og Rylle formentlig slet ikke klar til! Men ikke alle hylder Kylle, Pylle og Rylle: Nogle vil gerne ind og forhandle som enkeltindivider.

»Hele pointen med at få noget individuel løn ryger da, hvis vi ikke som enkeltpersoner kan få lov at forklare, hvilke kvalifikationer vi har!« mener Marie Colding Olsen.