Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
GENERALFORSAMLINGER 2002
Af Elisabeth Lockert Lange
Årets generalforsamlinger i almenområdet, dagplejeområdet og specialområdet er nu slut. Nogle medlemmer har valgt at stoppe deres karriere i bestyrelserne, og adskillige nye folk og nye ansigter er kommet til.
Specialområdet har valgt at skifte både formand og næstformand ud, mens almenområdet nøjes med næstformanden. Dagplejeområdet har også fået ny næstformand og fra årskiftet rykker denne nye næstformand muligvis ind som ny formand.
Optakt til vedtægtsændringer
På alle tre generalforsamlinger blev der stillet et enslydende forslag, hvis formål var at gøre det muligt at implementere ændringer i områderne uden en ekstraordinær generalforsamling, hvis en række vedtægtsændringer vedtages på repræsentantskabsmødet i november. Forslaget blev stillet af forskellige personer på de tre generalforsamlinger, og det fik forskellig medfart på de tre områdegeneralforsamlinger. Se under den enkelte generalforsamling.
På repræsentantskabsmødet i november i år foreslår LFS' hovedbestyrelsen nogle vedtægtsændringer.
Et af forslagene til repræsentantskabsmødet er at ændre de et-årige generalforsamlingsperioder til to-årige. Begrundelsen er at man vil bruge ressourcerne på aktiviteter, som medlemmerne i højere grad kaster sig over end generalforsamlingerne.
Et andet forslag til repræsentantskabsmødet er, at sammensætningen af hovedbestyrelsen ændres sådan, at hvor der nu vælges seks hovedbestyrelsesmedlemmer på repræsentantskabsmødet mens resten vælges af områderne, vil der, hvis det vedtages, for fremtiden skulle vælges ti medlemmer til hovedbestyrelsen på repræsentantskabsmødet. Den del der vælges af områderne vil blive tilsvarende mindre og vil udgøre fire fra almenområdet, to fra specialområdet og to fra dagplejeområdet.
Hvis disse vedtægtsændringer vedtages af repræsentantskabet, skal de bagefter implementeres af områderne. Og hvis de skal have øjeblikkelig virkning, skal der enten tages højde for det på generalforsamlingerne, eller der skal afholdes en ekstraordinær generalforsamling bagefter.
Konkret var forslaget, at alle valg og budgettet blev forlænget i den to-årige periode, og at valget af hovedbestyrelses- medlemmer skete i prioriteret rækkefølge. Sådan at hvis vedtægtsændringerne blev vedtaget af repræsentantskabet, kunne ændringerne effektueres med det samme. Hvis de ikke vedtages af repræsentantskabet, falder de væk. Selve de konkrete vedtægtsændringer er nemlig ikke noget, som områdernes generalforsamlinger kan vedtage.