…gyseren om budget

Forhandlingerne Fortsætter, og det gør aktioner og kamp mod truslen om nedskæringer også…

På pladsen

Af Elisabeth Lockert Lange

En stor demonstration viste børns, forældres, medarbejderes og andre af Københavns borgeres modstand mod forringelser af velfærden for både stærke og svage. Med den gik den kommunale valgkamp i gang, og den holder såmænd nok til næste år.

Drop prioriteringsrummet (eller omstillingspuljen, to-procentsbesparelsen… eller hvad det lige hedder i år, den årlige besparelse, som Økonomiudvalget har pålagt de andre udvalg de sidste mange år).

Drop de mange besparelser på det almindelige hverdagsliv for børn og andre borgere for at kunne sætte nye projekter i gang. Når valget står mellem lige akkurat med hiv og sving at kunne holde kvaliteten i den daglige drift eller skære dybt i daginstitutioner, fritidshjem og klubber, i bosteder for udviklingshæmmede borgere, i botilbud for borgere med psykiske lidelser og i hverdagen for udsatte børn og unge, ja så bør valget være let og oplagt. Drop nedskæringerne og tilfør i stedet både det sociale område og børneog ungeområdet penge, så København kan være sig selv bekendt.

Det var det klare budskab på denne solrige lune 8. september til Københavns styre fra ca. 8.000 demonstrerende forældre, børn, pårørende og medarbejdere på både daginstitutioner for byens børn og unge og på de mange botilbud og andre tilbud for byens svageste borgere.

Truslen om at nedlægge fritidshjem var det helt store emne og det som især kunne ophidse mængden. Det kunne man se på diverse bannere og skilte for fritidshjem, der insisterer på at overleve. De ved jo hvad de betyder for de mange børn som går der.

Det var også fritidshjemmene, fritidspædagog Søren Beha fra Valby forsvarede i sin tale til de mange demonstrerende. Han bar på en abe, som skulle gives til Ritt Bjerregaard, for nu havde han båret den i 12 år, og den hørte rettelig til på hendes skulder, ikke hans. Han opfordrede alle deltagerne til at demonstrere og udtrykke deres vrede med høje lange ØØØVVV. For nu var de godt nok skuffede og frustrerede og vrede. Og det kunne man høre at de var!

Han var skuffet over en flot visionsdebat, som bare endt i noget helt andet, ØV, ØV. Og Rådhuspladsen med ham. Han var vred, ØV og Rådhuspladsen med ham. Og han var forarget, for Københavns Kommune ikke har tænkt sig godt nok om, så nu mangler der pladser til de små, og det betyder flere børn i de institutioner, der allerede findes. ØV og ØV.

Cirkus

Hvert år sker det samme, der skal findes penge til det årlige prioriteringsrum, et besparelseskatalog sendes på gaden, forældre, pårørende og ikke mindst ansatte og faglige organisationer mobiliserer stor vrede og stor energi, går på gaden og protesterer højlydt og tydeligt. Nogle år bliver alt taget af bordet, de fleste år bliver noget taget af bordet, og en grønthøster rullet på plads. Det afhænger af stemningen, hvor længe der er til kommunalvalget og interne ting på Rådhuset.

Men uanset så oplever medarbejdere, forældre, børn og andre, hvis hverdag er dybt påvirket af kommunens økonomiske prioriteringer, at de hvert år tages op og vurderes: skal deres barn have fordelen af fritidshjem frem for SFO’er… er det medarbejderne laver i fritidshjemmet godt nok til at det skal have et år mere… er legepladsmedarbejderen vigtig nok i lokalmiljøet til at legepladsen får lov at overleve.

Det eneste byens politikere kan være sikre på at få ud af det er at de mister både troværdighed og opbakning. Hvad kan de lære af det?

Sikke et cirkus, siger et par pædagoger, mens de strammer deres banner ud til fotografering.

Det vil børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard sikkert være enig med dem i. For (alle) politikerne vil jo slet ikke nedlægge fritidshjem, indføre modulpasning og hvad der ellers er i Deloittes spareforslag, melder de nu løbende ud i offentligheden.

Et par dage før demonstrationen sendte børne- og ungdomsborgmesteren en pressemeddelelse på gaden med en vis skepsis over for det budskab som Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam har været ude med, nemlig at de ikke går ind for SFO’er, modulpasning og udlicitering af madlavning.

Bo Asmus Kjeldgaard spørger: Men hvad så? Hvis ikke disse besparelser hvilke så? For man kan ikke både spare 153 mill. kr. på driften og bevare det nuværende serviceniveau.

Og det spørgsmål er jo særdeles relevant. Som borgmesteren påpeger:

”Pengene skal bare hentes et andet sted på børne- og ungdomsområdet og trods Bjerregaard og Bondams udmelding er børne- og ungdomsområdet stadig truet af massive besparelser.”

Vil politikerne virkelig ikke bruge bare et eneste af de mange forslag, der ligger i Deloittes rapport - i betragtning af de har betalt 1,5 mill. kr. for den? Åbenbart ikke, men det kunne hverken fagforeningsfolk, ansatte eller forældre jo vide. Når den nu blev bestilt og skrevet.

Send flere penge

Men det er ikke kun børnene og deres dagligdag i daginstitutionerne, der er i spil. Også det sociale område, som gennem mange år er blevet skåret og udsultet, blev sat i tale. Det blev det af LFS’ næstformand Ulla Baggesgaard. En af hendes pointer var at dette er en del af en langt større kamp, for velfærd og imod forringelser.

”Vores budskab er at der er brug for førstehjælp til de sociale tilbud, til alle de svage og udsatte i byen. Vores budskab er at der er brug for hjertemassage til det sociale område, som gradvist er blevet sparet ned.”

Samtidig har flere og flere af byens borgere brug for de sociale tilbud, fx er der en stigning i antallet af kriminalitetstruede unge i byen. Og kun sjældent udløser større behov flere midler. Socialudvalgets ramme har været snæver, byens sociale problemer har været anskuet som udvalget eget ansvar, ikke som et fælles ansvar.

”Det betyder også et pres på de ansatte, og det er politikernes ansvar, og det er et fælles ansvar. Heldigvis har vi i år oplevet positive udmeldinger fra Ritt Bjerregaard, Bo Asmus Kjeldgaard og Klaus Bondam.”

Også Anne Vang har meldt ud at det sociale område står øverst på ønskelisten i år. Så må vi håbe at flertallet kan enes om det. For der er brug for flere varme hænder, hvis København skal være en by for alle, også byens svage borgere.

”Kort sagt: send flere penge”, siger Ulla Baggesgaard. Og som Søren Beha sluttede sin tale med: ”Den politiker der kan sikre at niveauet holdes, at der ikke kommer flere børn ind i daginstitutionerne, som sikrer de bemandede legepladser, sikrer at der er midler til sammenlægning og udbygning, som ikke går ind for modulpasning, ikke går ind for grønthøster og udlicitering, som ikke skærer ned – ja ham sætter jeg mit kryds ved til kommunalvalget.