Oppefra og nedefra

Af Elisabeth Lockert Lange

Større sammenhæng. Det kalder Børne- og Ungdomsforvaltningen deres strategi 2008-2010. Målet med en strategi er vel altid også større sammenhæng. Men man kan nok uden at overdrive stille spørgsmål ved, om det vil lykkes med de midler, som strategiplanen lægger frem. Det har LFS da også gjort i sit høringssvar til strategiplanen, altså stillet spørgsmål, kraftigt endda. LFS peger på bl.a. overvågningstendenser, manglende demokrati og medarbejdere som ikke tages med på råd.

Det er nogen måneder siden Børne- og Ungdomsforvaltningen fremlagde deres plan for de næste par års strategi for forvaltningen. Og midt i al den megen økonomiske snak om budgetter, besparelser og udliciteringer er det også vigtigt at se på værdier. Se på hvilken vej, styringsmæssigt, pædagogisk, ledelsesmæssigt og strategisk, Børne- og Ungdomsforvaltningen bevæger sig og ønsker at bevæge sig. Det giver forvaltningens strategiplan en hel del oplysninger om.

Forvaltningen har kaldt strategien for Større sammenhæng. Begrundelsen er selvfølgelig delvis sammenhæng i børnenes og de unges liv. Men strategien skal også ”sikre en sammenhæng mellem mål og midler, mellem vores vision, de udfordringer vi står overfor, og det fokus som vi vil have i vores arbejde.” Det lyder jo godt. Og det bliver endnu bedre, når de skriver at kommunens fire værdier er i centrum: respekt, ligeværdighed, dialog og tillid.

Strategien som sådan er formuleret ved hjælp af en række fokuspunkter, som i sin tur er samlet i fire store klumper: børnene, samarbejdet, arbejdsmåder og medarbejderne. Der tales om et særligt fokus på øget faglighed, sundhed, trivsel og livsglæde, en styrkelse af det pædagogiske arbejde og børnenes mulighed for at udvikle sig gennem leg og læring. Der tales involvering og dialog, om at udnytte den faglige ekspertise og om at understøtte kerneydelserne. Arbejdspladserne skal være attraktive, evalueringer og dokumentationskrav skal den enkelte medarbejder og leder kunne bruge til noget i deres arbejde med børn og unge i hverdagen. Der tales om at sikre ”orden i butikken og en god kvalitet i det administrative arbejde.”

Men, men, men. Meget fremstår som postulater. For når LFS ser på Børne- og Ungdomsforvaltningens strategiplan, så falder det netop i øjnene at ”oplægget er udtryk for et demokratisk underskud” og at ”strategien og delstrategierne er udtryk for et dybt problematisk personale-, ledelses- og børne- og ungesyn”, som LFS skriver i sit høringssvar til strategien.

Grundlæggende ligger det demokratiske underskud i at de dagsordener som ligger til grund for strategien ikke har været sat til demokratisk debat i forvaltningen.

Det dybt problematiske syn på både personale, ledelse og børn og unge ligger indeholdt i adskillige af de fokusområder, som strategien er struktureret i.

Ovenfra

Fx Lean. Strategiplanen lægger op til at Børne- og Ungdomsforvaltningen vil indføre Lean. Lean betyder slank, mager – og netop trimmet er pointen med Lean. Mere for mindre og færre. Lean blev indført af Toyota og måske er metoden velegnet til en bilfabrik. Men at fjerne ”spildtid” i en vidensorganisation og i den pædagogiske verden giver ikke mening. Hvem ved på forhånd, hvad der er spild, hvad det er der gør en relation til noget særligt, hvad der er kimen til innovation? Og så er Lean ”uforeneligt med et bottom-up princip, fordi den grundlæggende ikke har tillid til medarbejderne”, er LFS’ vurdering.

Sideløbende med den manglende tillid er der vokset en underskov af evaluerings- og målesystemer frem – som truer med at kvæle alt engagement på dens vej.

LFS skriver i sit høringssvar: ”Vurderingen af hvornår arbejdet er ”godt nok udført” erstattes af systemernes vurdering af, hvornår kvalitet og tidsanvendelse overholder de fastsatte normer. Disse normer er sjældent forhandlede normer, men noget ”systemet” fastsætter.”

Denne måde at arbejde med mål, tid og kvalitet udvides hele tiden, bliver mere og mere detaljeret. Overvågning er det billede, der springer frem på ens nethinde, bare uden kamera, men på de indre linjer.

Med Lean som bagtæppe bliver den gode medarbejder derfor ”den medarbejder der hurtigt er i stand til at afkode de nye værdisæt og normer, og som ikke forstyrres af egne normer og værdier, som ikke harmonerer med de ønskede”, skriver LFS. Og er dybt bekymret over at den logik ligger til grund for strategiplanen.

Kontrol, kontraktstyring, standardisering, effektivisering er nøgleord i Børne- og Ungdomsforvaltningens papir, mens byggestenene i LFS’ værdisæt er relationsstyring, udvikling, læring og værdier. Mens LFS ser det hele menneske, tænker forvaltningen i arbejdskraft.

LFS opfordrer politikerne i Børne- og Ungdomsudvalget (som har godkendt strategipapiret) og Børne- og Ungdomsforvaltningen til at forlade Lean-tankegangen og indsætte velfærdsledelse i stedet. Og hvis de ikke skulle vide hvad det er, så tager det afsæt i mangfoldighedsledelse. At lede, integrere og drage positiv nytte af forskellene hos medarbejdere med forskellige baggrunde i forhold til faglighed og bruge denne forskellighed kreativt. Kreativitet får næring af forskellighed.

Styring

Hvis politiske visioner og missioner skal kunne blive til noget og blive en succes, så kræver det at medarbejderne er med og har ejerskab til at løse opgaverne. Og for at de har det, er det vigtigt at de også har indflydelse på, hvordan de lægges til rette og udføres.

Men netop dette – for LFS og for de pædagogiske medarbejdere – så vigtige aspekt er helt fraværende i forvaltningens oplæg. Som det ofte er blevet sagt af især lederne af daginstitutioner, så mangler den helt nødvendige dialog med politikerne og forvaltningen. Medarbejderne oplever ikke at deres viden og erfaring på et område, de har fingrene dybt nede i hver dag, efterspørges. De tages ikke med på råd.

Hvis Københavns Kommune mener det alvorligt at de vil udvikle attraktive arbejdspladser, så kræver det at de tænker nøje over hvad de gør. Det er ikke tilfældigt at kommunen oplever en medarbejderflugt. Der skal handling til for at stoppe den.

Handling som tager selvforvaltning, selvbestemmelse og bottom-up-processer alvorligt.

Strategipapiret taler om ”udviklingskontrakter” og ”ledelsesreform”. Men hvad de reelt er, beskrives ikke. Derfor er det også svært for både LFS og ledersektionen for daginstitutioner (som også har givet høringssvar) at tage stilling til dem. Et forsøg på bondefangeri, vurderer LFS. Kontraktledelse har under alle omstændigheder klare svagheder, først og fremmest at lederne med mål- og resultatkrav kommer under øget kontrol, og at medarbejderne mister indflydelse på deres eget arbejde. Daginstitutionerne kan vinke farvel til deres nuværende metodefrihed, en frihed som hører nøje sammen den pædagogiske faglighed. De dage, hvor institutioner samarbejder på tværs for et fælles mål, kan være talte. I stedet kan man frygte ensretning, standardisering og konkurrence mellem institutioner.

LFS gør i høring klart at med så udefinerede begreber som ledelsesreform (hvad betyder en sådan for arbejdsvilkårene?) og udviklingskontrakter, vil fagforeningen og ledersektionen kræve forhandling forud for en eventuel politisk beslutning.

Ikke uventet matcher strategiforslaget tidens ånd. Så til gengæld for de nævnte udefinerede begreber, så ved alle ansatte på daginstitutioner i kommunen, hvad styrings- og kontrolordene dækker over. Dem kender de nemlig fra deres hverdag: evaluering, registrering, dokumentation, ressourcestyring, resultatstyring, topstyring, leverandørstyring, akkreditering, centralisering, effektmåling, evidens, certificering, rapportering, effektivisering. For blot at nævne nogle af de mange af slagsen som strategipapiret vrimler med. Det tyder på business as usual trods alle ord om afbureaukratisering og mindre kontrol. De ved det godt, dem på Rådhuset, at det hæmmer kvaliteten i arbejdet og arbejdsglæden, men de tør åbenbart ikke slippe kontrollen…

LFS foreslår at der skabes en fælles forståelsesramme for, hvad god ledelse er, og hvad trivsel og et meningsfyldt arbejde er – til gavn for det eskalerende sygefravær. Der er brug for ”viden om hvad de forskellige styrings- og ledelsesformer indeholder, og hvad de betyder for arbejdsmiljøet”.

Som lederne skriver i deres høringssvar til ”God ledelse i BUF”, så skaber styring sygdom. Helt grundlæggende efterlyser ledersektionen synlig og nærværende ledelse i stedet for de mange ”reformer” med deres managementprogrammer og metoder til styring af alle slags fra resultat- til ressourcestyring, metoder til evaluering, dokumentation, rationalisering og effektivisering. Alt det er løbet løbsk, og imens ”stiger sygefraværet, nedslidningen og frustrationen over de stadigt voksende krav og bureaukrati.”

Inklusion

Så er der børnene og de unge. Også dem er der mål og strategier for. Men der er grænser for, hvor meget forfatterne til strategipapiret rent faktisk ved om børnene og de unge og deres kultur. Det gør til gengæld den pædagogiske verden, hvor et smalt lærings- og kulturbegreb for længst er afløst af et bredt kulturbegreb.

Nogle af modsætningerne i de to ligger i anerkendelsen af, hvor meget børnene selv skaber, at kultur er noget de er, ikke noget de har. At de selv skaber kultur mellem sig, ikke får den formidlet af voksne som har skabt noget til dem. At målet er den gode leg, ikke det gode barn (i de voksnes borgerlige forståelse).

Til gengæld har politikere og forvaltning taget det gode ord ”inkluderende” til sig. Men betyder det det samme i deres mund, som når det pædagogiske personale siger det? Det mener LFS ikke det gør. Igen ligger forskellen først og fremmest i hvilken betydning, man tillægger barnet selv. LFS skriver i sit høringssvar:

”Pædagogisk arbejde er hele tiden forankret og indlejret i nu’et. Opgaven er at skabe et godt nu og en god social situation for alle børn og unge, hvad enten det pædagogiske personale selv deltager i den sociale situation eller ikke deltager.” Og videre:

”Det pædagogiske personale skal se barnet og den unge gennem gruppen, for det er gruppen, der lærer og udvikler den enkelte.”

Barnet lærer med andre ord i sociale relationer. Og det handler altså ikke om at bryde den negative sociale arv for en bestemt procentdel, som det ellers er så moderne at anskue problemerne, det vil nemlig være en ekskluderende specialindsats. Det handler om alle, hele gruppen, på én gang. Alle skal være med for at sikre det sociale fundament. Det er inklusion i LFS’ øjne, og den vil på sigt bryde uhensigtsmæssige mønstre og andre mere generelle problemer (stress, spiseforstyrrelser, angst, vold etc.). Og det er den opgave, pædagogikken varetager i vuggestue, børnehave, fritidshjem og klub.

”En god dag i daginstitutionen, fritidshjemmet eller klubben er, når barnet/den unge ikke rigtig kan huske, hvad de har lavet, fordi de har leget med deres venner, spist, snakket og grinet”, som LFS skriver så malende i høringssvaret til forvaltningen – hvis budskabet ikke skulle være trængt ind og forstået.

LFS’ høringssvar indeholder naturligvis mange andre pointer (man kan læse hele høringssvaret på mitlfs.dk), og LFS gør det i øvrigt klart i sit høringssvar at man forbeholder sig retten til at komme med indsigelser og kritik af planen, også ud det høringssvar, der allerede er givet.