Specialområdet

Drop opdragelsen

Af Tine Sejbæk

Når man som pædagog på et bosted oplever beboere, der er vrede, skriger eller spytter, er det vigtigt at lade være med at opdrage. Og så er det alfa og omega at være bevidst om sit menneskesyn og lade den enkelte beboer få kontrol over sig selv, mener psykolog Bo Hejlskov Jørgensen.

Lad være med at bruge opdragelse og konsekvenspædagogik. Det virker alligevel ikke! Træd hellere to skridt tilbage end et skridt frem, når der er optræk til uro. Brug afledning for at undgå konflikter. Og husk: du kan aldrig tage kontrol over en bruger – det er kun noget, brugeren kan give dig. Sats i stedet på at opbygge tillid.

Det er nogle af de ting, som psykolog Bo Hejlskov Jørgensen mener, er de vigtigste, når man nænsomt og værdigt skal håndtere brugere med en problematisk adfærd.

Han er medindehaver af PsykologCompagniet; et firma, der tilbyder psykologiske undersøgelser og rådgivning vedrørende udviklingsforstyrrelser, problemskabende adfærd, kriminalitet og vanskeligheder i det psykiatriske felt. PsykologCompagniet rådgiver ofte om praktisk etik og menneskesyn i forhold til institutioner på det sociale område og handicapområdet og er bl.a. Viso-leverandører.

Et af hovedproblemerne er ifølge Bo Hejlskov Jørgensen, at pædagoger simpelthen ikke er uddannede nok i de metoder, der kan være nødvendige i svære situationer.

”På seminariet lærer man f.eks. en masse om, hvordan almindelige børns sprogudvikling forløber. Men man lærer ikke, hvad man gør, når man bliver spyttet i ansigtet af en udviklingshæmmet”, siger Bo Hejlskov Jørgensen.

Hans firma har en særlig erfaring med at rådgive om, hvordan man håndterer ”problemskabende adfærd”. Det vil sige f.eks. adfærd som skrigen eller bid. Eller brugere, der skærer i sig selv eller bider sig i armen. Eller smører deres egen lort ud.

”Det er kort sagt adfærd, der skaber følelser hos personalet, som ikke er så fede”, siger Bo Hejlskov Jørgensen.

Hos PsykologCompagniet har de det grundliggende syn, at mennesker, der kan opføre sig ordentligt, gør det. Hvis de ikke gør det, er det fordi, de ikke kan.

”Så må vi finde ud af, hvordan vi kan hjælpe dem til det. Det vigtige er ikke, hvordan man får dem til at holde op med at skrige. Men at tale om, hvorfor de skriger. Og hvordan personalet kan udholde, at de skriger”.

”Adfærden sker i et system, hvor personalet også påvirker tilbage, hvis det stresser dem. Som personale er man nødt til at fralægge sig sine egne reaktioner. For hvis du er stresset og irritabel, bliver brugeren det også. Hvis du skriger, så skriger brugeren. Vores brugere er jo vældigt følsomme over for andres følelser”.

Bo Hejlskov oplever, at det menneskesyn, personalet på bosteder har, er alt afgørende.

”Hvis du har det syn, at en bruger gør sit bedste, er du mere accepterende, end hvis du tror, han gør noget for at irritere dig. Det er alfa og omega at forstå, at brugeren gør sit bedste, frem for at tænke i at ”få ham opdraget”.

For opdragelse virker bare ikke, mener Bo Hejlskov Jørgensen.

”Vores brugere er blevet opdraget mere end andre. Og det har ikke virket! Derfor er man nødt til at finde andre måder. Man må tage udgangspunkt i, at de gerne vil opføre sig ordentligt. Hvis man tænker sådan, får man sluppet en del af sin irritation allerede dér!”

Tillid i stedet for konsekvens

Udover et forstående og accepterende menneskesyn er det som personale på et opholdssted vigtigt at have nogle praktiske værktøjer – og opleve, at de virker.

”Hvis vi oplever, at en bruger er oprørt og går to meter væk fra os, vil vi have en tendens til at gå efter ham. Men det skal vi ikke. Tvært imod. For han har brug for selvkontrol og prøver at opnå den ved at gå væk fra os. Og vi tror fejlagtigt, at vi skal skabe kontrol ved at følge efter ham. Over 50 pct. af den vold, som brugere udøver, handler om, at de indirekte siger ”giv mig plads”.

I PsykologCompagniet anbefaler de pædagoger at bruge et enkelt princip: Hver gang du har lyst til at gå ét skridt nærmere, så gå to væk.

”Det virker! Hvis vi ofte oplever, at vi slipper for en konflikt ved at gå baglæns, har vi en måde at bevare roen i maven på.”

Som sagt mener Bo Hejlskov Jørgensen at det største problem er, at pædagoger under uddannelsen ikke har lært at håndtere problemadfærd. F.eks. hvad de gør, hvis de bliver spyttet i ansigtet af en vred bruger.”

”Så det, man ofte bruger, er de metoder, man har med sig hjemmefra, nemlig ren opdragelse. Ud fra en forestilling om: du vil ikke gøre, som jeg siger!”

Bo Hejlskov Jørgensen anser konsekvenspædagogik for at være ”bindegalt” i forhold til svage brugere.

”Det er ok at bruge, hvis en person kan regne ud, hvad man gerne vil have. Men brugeren aner jo ikke, hvad der foregår. ”Nu har du gjort sådan, så derfor fjerner vi din playstation”. Det oplever brugeren blot som uretfærdigt, og så har det ingen effekt. Så er tilliden bare væk!”

Ifølge Bo Hejlskov Jørgensen er den mest almindelige måde at tænke på fra personalets side, at ”han må jo lære det!” Men brugeren har ikke en normal forståelse for årsag og virkning. Derfor skal man lægge hele konsekvenstanken væk, mener han.

”Hvis en bruger begynder at kaste med møbler, kunne man – i stedet for at irettesætte eller opdrage – sige ”Undskyld – der stillede jeg for høje krav”. Så får brugeren tillid til personalet. Det er bedre at bakke ud i tide og sige ”det gik vist ikke”. Man skal ikke være bange for at tabe ansigt”.

Bo Hejlskov Jørgensen giver som eksempel en fyr, han tidligere har arbejdet med, der nu er i 20’erne. Han blev som barn udsat for adskillige magtanvendelser. Og han blev anset for at være u-underviselig. Men en dag kom han på en skole, hvor de gjorde noget andet. Når det gik galt for ham, gik de ned og købte cola til ham.

”Netop dét at nogen sagde ”det var for meget for dig”, gjorde at han følte, at personalet kunne se ham. Han fik lært at læse og skrive og læser nu jura.”

”Det er relationen til personalet, der bærer det pædagogiske arbejde. Så de metoder, der skaber tillid, skal man bruge. Dem, der gør det modsatte, skal man lade være med at bruge”.

Giv brugeren kontrol

Udover at befordre tillid, skal man, mener Bo Hejlskov Jørgensen, spørge sig selv: skaber den metode, jeg bruger, mulighed for, at brugeren kan tage kontrol over sig selv hurtigst muligt – eller går den ud på, at jeg tager kontrollen? Kontrol kan man nemlig ikke tage.

”Hvis vi nogensinde får kontrol over brugeren, er det fordi, brugeren afleverer den til os. Det vil sige at brugeren må have den selv. Og hvis han ikke har den, må vi skabe forudsætninger for, at han får den!”

Det vil konkret sige, at man – f.eks. i stedet for at bruge magtanvendelse ved at lægge sig ovenpå brugeren – går ind og hjælper brugeren med at trække vejret og slappe af. Eller at man netop går to skridt baglæns.

”Hvis du som personale gerne vil have kontrol, fordrer det, at brugeren er i kontrol. Hvis brugeren har tillid til personalet, kan han også udholde at være i svære situationer. Og det giver færre konflikter - og dermed mere udvikling”.

Bo Hejlskov Jørgensen mener ikke, at det er et spørgsmål om ressourcer at kunne gøre det, han anbefaler.

”Hvis man arbejder på denne måde, tror jeg snarere, man vil kunne klare sig med mindre personale. Det koster flere ressourcer at være fem personer på arbejde for at kunne lave voldsomme magtanvendelser. Når der er meget personale på, er det ofte fordi, man er bange for at miste kontrol. Men vi kan ikke have kontrol over andre – vi er nødt til at have nogle metoder, så de afleverer den til os”.

Bo Hejlskov mener, at der hersker forskellige slags forestillinger i forhold til handicappede, psykisk syge, kriminelle etc. Bl.a. har vi som udgangspunkt altid har haft den holdning, at folk med handicap er mindre værd.

”Vi har været rigtig grumme i Danmark: ”hvis du ikke opfører dig ordentligt, kommer du i en gummicelle og får en sprøjte og brækker dig i 24 timer”. Sådan gjorde man i 70´erne. Og forskningen i, hvorfor man får huller i tænderne, udførte man på multihandicappede ved i årevis at give dem karameller i munden uden at børste deres tænder – fordi deres menneskeværdi var så lav”.

”Selv i dag kan man f.eks. spørge: sørger vi for, at udviklingshæmmede får oplysninger nok til at bruge deres stemmeret? Det handler om et grundlæggende syn. Og hvis du ikke føler, at brugerne har den samme, grundlæggende menneskeværdi som dig, skal du ikke arbejde med dem. Hvis du f.eks. tænker: ”jeg tillader mig at opdrage på dig, selv om du er ældre end mig”. Det har noget at gøre med værdi”.

Synes pædagoger da ikke, at brugerne har samme værdi som dem?

”Jeg laver nogle gange en øvelse, hvor jeg stiller pædagoger over for en svær, etisk opgave, som handler om handicappedes rettigheder i forhold til almindelige borgeres. Og alle har, når de skal svare, den grundlæggende forståelse, at der er forskel på menneskeværdi. Og det handler ikke kun om handicappede, det kan også være, at udlændinge og overvægtige har en anden værdi... vi værdilægger alle sammen”.

”Men det er enormt vigtigt, hvis man skal arbejde i dette felt, at man i hvert fald har et ønske om ikke at synes, at brugernes værdi er mindre. Vi kan ikke holde op med at værdilægge, men vi skal kunne genkende, når det påvirker vores arbejde. For hvis det er det, der styrer, er risikoen for, at vi laver overgreb mod beboerne, større”.

Få lavet retningslinjer

Bo Hejlskov Jørgensen mener, at én af forklaringerne på de sager om mistrivsel på bosteder, der har været fremme i medierne i de sidste par år, er strukturreformen. I forbindelse med reformen overgik handicapområdet fra amterne til kommunerne. De tjenestemænd, der havde forholdt sig til magtanvendelser og indberetninger fra opholdsstederne, kom andre steder hen. Kommunerne fik ansvaret og tænkte: ”her sker ting – det her er galt”. Hvor man i amterne måske havde tænkt: ”sådan er det bare”.

”Det havde hele tiden været galt. Nu var der bare nogle, der så på det med friske øjne”, siger Bo Hejlskov Jørgensen og uddyber:

”Da vi så tv-udsendelsen fra Strandvænget (Strandvænget er et bosted for udviklingshæmmede i Nyborg, hvor en journalist fra TV2 dok filmede med skjult kamera. Red.), var der en bruger, der havde tisset på gulvet. Og han fik at vide af pædagogen, at han skulle tørre op. Det oprørte mange tv-seere. Og det blev jeg glad over. Når jeg superviserer pædagoger, ville de fleste sige: ”selvfølgelig skal han da tørre op, når han har tisset” – fordi de har en grundlæggende konsekvenstanke. Men debatten efter tv-udsendelsen viste, at almindelige mennesker godt kan forstå, at beboeren ikke kunne andet...”

Men er det ikke belastende og utrygt for personalet at blive filmet med skjult kamera – og få deres arbejde klippet til ukendelighed? Er det fair?

”Hvis du arbejder på et pædagogisk sted, bør der være nogle retningslinjer for, hvordan du udfører arbejdet. Hvis de retningslinjer er opfyldt, så kan journalister komme og senere vise de klip, de vil – det vil ikke gøre noget. Man kan altid forklare, hvorfor man handlede, som man gjorde. Mange af de steder, der har været fremme i medierne, har ingen retningslinjer. Og det er det, der er galt. At vi for for ofte i stedet for arbejder på rygmarven”.

Bo Hejlskov Jørgensen hjælper bl.a. bosteder med at lave retningslinjer.

”Det er vigtigt, at man ikke handler ud fra sine rygmarvsholdninger, og at man ikke arbejder opdragende – gør man ikke det, kan man aldrig blive ”taget” for noget – heller ikke på et tv-klip.”

”Jeg tror ikke, at de folk på Strandvænget havde nogen anelse om, hvorfor de gjorde, som de gjorde. Andet end ”selvfølgelig skal han lære det”. Men brugeren er jo hos dem, fordi han ikke er god til at lære.”

Men kan et tv-klip ikke blot vise, at en pædagog taler i en lidt vred tone – taget ud af en sammenhæng?

”Hvis man er i gang med at opdrage, vil der også være en bestemt tone. Jeg vil stadig sige, at det tonefald, man taler i, er et udtryk for, at menneskesynet er forkert. Hvis man har den holdning, at brugeren ikke ved, hvad han gør, så vil der ikke være den ubehagelige tone”, siger Bo Hejlskov Jørgensen, der mener, at man i stedet for en hård tone skal støtte det, man gerne vil have brugeren til, visuelt. F.eks. med skilte og piktogrammer.

Mediesager ikke dårlige

Der er altid mulighed for at få en rolig hverdag på et opholdssted, mener Bo Hejlskov Jørgensen.

”Jeg kommer ud til de steder, hvor der er en meget voldsom adfærd. Og jeg har ikke oplevet et bosted, hvor det ikke var muligt at få en mere rolig adfærd”, siger han. Og det handler ikke om, at brugeren skal ændre sig. Det er en misforståelse. Ansvaret er pædagogernes.

”I dét øjeblik man siger, at brugeren skal ændre sig, lægger man ansvaret over på brugeren. Men han var jo ikke dér, hvis han var i stand til det. Man skal som pædagog tage ansvaret. Hvad kan jeg gøre for at dette sted bliver bedre – for os begge?”

Og så kan Bo Hejlskov ikke lide, at man bruger ord som ”stædig” om beboerne.

”Det lægger igen ansvaret over på brugeren. Jeg kan bedre lide ordet ”uflexibel”. Det giver ansvaret til personalet. Jeg kan heller ikke forholde mig til pædagoger, der siger, at en bruger er ”umotiveret”. Det er pædagogens ansvar at motivere brugeren”.

Er alle mediesagerne til skade eller gavn – for pædagoger og brugere?

”Det er rigtigt positivt, at flere kan få indblik i pædagogers arbejde. Det er jo et job vi gør for samfundet. Og der må vi arbejde på, at det stemmer med den måde, vi tænker på som samfund. At det udføres på en måde, vi kan være bekendt. Derfor er jeg ikke bekymret for skjulte kameraer osv. Vores arbejde skal udføres på en måde, vi kan være bekendt. Derfor skal der være handleplaner på bostederne. Sådan at når vi laver noget, der kan misforstås, skal vi kunne henvise til en plan”.

”Journalisterne går selvfølgelig efter at finde noget problematisk. Men hver gang, der er en ny sag fremme, er der forhåbentlig nogle brugere, der får det bedre. Det skal frem i lyset, at vi også kan lave noget åndssvagt”, siger Bo Hejlskov Jørgensen.

Gode råd til at håndtere problemadfærd • Hvis der er optræk til en konflikt, så gå to skridt baglæns i stedet for ét forlæns. På den måde lader du brugeren få sit ”rum” og forblive i kontrol. • Dæmp stemmen og tal roligt til brugeren. • Undgå øjenkontakt i konfliktsituationer – det gør brugeren urolig. Han/hun kan ikke holde til ubetinget øjenkontakt. • Sørg for, at brugeren får kontrol over sig selv (på oven nævntemåder). • Afled og få brugeren til at tænke på noget andet. Få brugeren til at grine... eller tilbyd hende en kop te. Som personale skal man give brugeren mulighed for at træde ud af den svære situation. Mange brugere leder selv efter afledninger i svære situationer. Og de ønsker heller ikke at slås... • Fortæl brugeren, hvad han helt konkret skal gøre (skæld ud og irettesættelser virker ikke). • Diskuter de svære situationer med kolleger. Hvad ville I have gjort? Britisk forskning viser, at man kan mindske konflikter med 2/3 bare ved at diskutere dem.