Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Info fra A-kassen
Af Mark Svensson, A-kassen
Efterløn – hvad kan man få…
A-kassen modtager mange henvendelser om efterløn, og det er jo forståeligt nok, at de fleste spørgsmål handler om: hvor meget kan jeg få?
Forespørgslerne kommer ofte fra medlemmer, der er midt i – eller i slutningen af – 50’erne, og som gerne vil have overblik over deres økonomi i de kommende år, og vurdere, hvornår de eventuelt vil søge efterløn fra. A-kassen kan desværre ikke altid besvare disse henvendelser på en tilfredsstillende måde.
Problemstillinger
A-kassen kan aldrig på forhånd love medlemmer, at de har efterlønsret på 60-årsdagen. Hvorfor? Fordi: Efterlønsordningen kan blive ændret via Folketinget.
A-kassen skal altid vurdere, om man er til rådighed for arbejdsmarkedet på selve 60-årsdagen. I denne rådighedsvurdering indgår bl.a., om man er sygemeldt på 60-årsdagen, og det kan ingen jo gardere sig mod – på forhånd!
A-kassen kan ikke på forhånd – præcist – beregne, hvor meget man kan få, hvis man er berettiget til efterløn. Hvorfor ikke? Fordi: Alle pensioner, man har, skal opgøres på 60-årsdagen. Pensionerne reguleres hele tiden. A-kassen kan derfor ikke vide, hvor mange pensionsordninger, man har, og hvilken størrelse, de vil have på 60-årsdagen.
Hvad kan A-kassen gøre for dig?
A-kassen sender automatisk et brev og en pjece om efterlønsordningen, når du bliver 59 år. Her kan bl.a. principperne for pensionsmodregning i efterløn læses.
Alle, der er med i efterlønsordningen, får automatisk tilsendt en ansøgning om efterlønsbevis og en opgørelse over éns pensionsordninger (gældende på 591/2-årsdagen) ca. to måneder før man bliver 60 år. Pensionsoplysningerne skal ajourføres af dig selv, når du fylder 60 år. A-kassen beregner herefter automatisk, hvad du kan få, hvis du går på efterløn, inden der er gået to år fra efterlønsbevisets udstedelse, og hvad du kan få, hvis du venter i mindst to år, og du i 2-årsperioden opfylder et særligt beskæftigelseskrav. A-kassen beregner også forskellen på efterlønnen, i forhold til om arbejdsmarkedspensionerne udbetales løbende, eller ej.
Hvis du – før du bliver 60 år – har brug for ovenstående beregninger fra A-kassen, så skal du selv skaffe oplysninger om dine pensioners størrelsesorden og sende dem til A-kassen.
A-kassen kan så lave nogle foreløbige beregninger – ud fra dine oplysninger. Husk: at jo mere præcise oplysninger, vi får om pensionerne, jo mere præcise bliver vores beregninger – og jo længere tid, der er til du fylder 60 år, jo større usikkerhed er der om tallene.
Pensionsinstitutterne kan vejlede om, hvor meget pension man har, og hvilke valgmuligheder man har i forhold til sine pensioner. A-kassen kan vejlede om, hvilken indflydelse pensionerne har på efterlønnen.