Leder:

Den tavse revolution: Konkurrencevelfærd

En stille, liberalistisk revolution. Sådan kan man med megen god ret karakterisere den lange bølge af reformer af de offentlige forvaltnings-, styrings- og ledelsesstrukturer, som VK-regeringen har gennemført med frit-valg-reform, kommunalreform, regnskabs- og budgetreform, topledelses-reform, ændringer af kommune- og regionsaftalerne, kvalitetsreform, mv.

Revolutionens indhold harværet præget af omfattende og revolutionerende liberalistisk New Public Management. Til gengæld har revolutionens form været alt andet end hurtige revolutionære ændringer med mobilisering af borgerne til at gå på barrikaderne med flammende parolekrav. I stedet har regeringen iværksat en hel række nye institutionelle forandringer og gjort det gradvist og løbende, og de er blevet politisk legitimeret hos borgerne med alt andet end liberalisme.

På intet tidspunkt har regeringen gjort selve indførelsen af markedsreguleringsmekanismer i og af den offentlige sektor til et selvstændigt dagsordenspunkt.

De enkelte reformerer tværtimod blevet begrundet med meget overordnede og alment accepterede formål. Hvem har så været arkitekter og entreprenører på den stille revolution?

Det har først og fremmest regeringens (primært Venstres) egne kerneministerier med Finansministeriet i spidsen. Undervejs – ikke mindst i forbindelse med Kvalitetsreformen – har regeringen følt det nødvendigt at involvere en række eksterne aktører og forhandlingsparter med Kommunernes Landsforening (KL), erhvervsorganisationerne og fagbevægelsen som de vigtigste (i nævnte rækkefølge). Det er primært sket ved, at regeringen mere og mere har brugt både økonomiaftaler med kommuner og regioner om stadigt mere gennemgribende og detaljerede styringsreformer og trepartsdrøftelser til at forhandle sig frem til nye former for konkurrence og markedsregulering i den offentlige sektor.

Metoden har været at bruge sin magt over kommunernes økonomi og fagbevægelsens uddannelseskroner til at forhandle nye styringsformer igennem uden at involvere Folketinget på andre punkter end de få, der har krævet lovændringer.

Det uundgåelige resultat af en sådan udvikling vil være forskellige kombinationer af øget kommunal gældsætning, forringelse af serviceniveauet og voksende borger- og medarbejderprotest.

En udvikling, der vil skrige efter modreaktion og alternativer, men som desværre ikke nødvendigvis automatisk avler sådanne alternativer hos hverken kommunerne selv, medarbejderne, borgerne eller centrum-venstrepartierne. Det vil også afhænge af politisk lyst og evne inden for bl.a. den S-SF-kerne i et venstrealternativ til VK, som er gået i gang med at gennemdrøfte det politiske fundament for en ny regering med en ny politik.

Der er masser af muligheder for, at vi i løbet af det næste år kan komme i offensiven, men det forudsætter en bevidst politisk indsats fra arbejderbevægelsens politiske partier, fra fagbevægelsen og alle andre progressive kræfter. LFS er klar stille sig i spidsen for den udvikling i København.