De gode historier

Hvad presser sig på for de ansatte på bosteder og andre socialpædagogiske arbejdspladser? Hvor trykker skoen, og hvad opleves som problemer og barrierer i det daglige arbejde – set i lyset af bl.a. pressesager, omstruktureringer og dokumentationskrav? Specialbestyrelsen og Aktivitetscenter Jydeholmen var vært ved et fyraftensmøde med socialborgmester Mikkel Warming.

Vær synlige, så det bliver tydeligt at det kan betale sig at investere i jer.” Stemningen er afslappet, folk er tændte, og diskussionslysten er i top blandt de lidt over 30 deltagere på fyraftensmødet om pædagogikkens vilkår i Københavns Kommune. Opfordringen er Mikkel Warmings.

Han virker afslappet, han melder ud når han ikke kan svare på spørgsmålene, han føler sig tydeligvis blandt ”venner”. Han har da også gjort sig den ulejlighed at besøge flere af bostederne tidligere. Opfordringen om synlighed trykker på en af frustrationsknapperne hos det socialpædagogiske personale på de forskellige bosteder. For hvordan får man fanget mediernes interesse for de handicappede, udviklingshæmmede, psykisk syge i hverdagen?

Når der er skandaler i farvandet, og de kan lugte blod, så samles de med det samme, men når alt er fredeligt og beboerne er glade og tilfredse med deres hverdag og den omsorg de får, så er ingen interesserede i at høre om det.

Sådan lyder frustrationerne. Måske et nøje planlagt forløb med en bestemt udvikling i slutningen, lyder et forslag fra en deltager. Måske er det den slags medierne vurderer at folk vil have. Fx bostedsrapporten (omtalt i LFS Nyt 12/08) udarbejdet af Niras konsulenterne. Den er langt overvejende positiv over for det varme og omsorgsfulde arbejde der foregår der. Men kommer det i medierne?

Næh. Mikkel Warming er helt klar over hvor svært det er det med medierne, at få dem til at interessere sig for den gode historie. En nævner at de gode historier kan være små bitte ting i hverdagen, det kan være at afbøde konflikter, forhindre stødende adfærd, det er ikke store projekter men detaljer i hverdagen. En anden fortæller at hvert år får medierne en invitation til Klassisk forår, og hvert år melder de afbud.

Individuelle

I bostedsrapporten omtales i øvrigt også problemer. De ansatte efterspørger både mere efteruddannelse, flere ressourcer, bedre fysiske rammer og bedre normeringer. Og flere af anbefalingerne i rapporten er forvaltningen allerede i gang med, bl.a. en stor pose penge til uddannelse af både medarbejdere og ledere.

Og det er jo dejligt. Men netop når man er væk på uddannelse er det vigtigt at arbejdspladsen har det godt imens, vikardækning med andre ord, lyder det fra salen. Ligeså med de nye seniordage. Ellers skal dem der er tilbage på arbejdspladsen blot løbe stærkere.

”Vi vil gerne uddannelse og udvikling, men forvaltningen må forstå at det også koster noget at kompetenceudvikle.” Mikkel Warming nikker, han tager det med i ønskeposen til næste år. Og der er mere kritik af de forhold, som medarbejderne arbejder under.

En deltager lægger ud med at citere Københavns Kommune for at ville være den bedste kommune på området: ”men hvilken støtte får jeg fra forvaltningen til det projekt, og hvordan skal vi vise det gode arbejde. Der mangler en rød tråd.”

Medarbejderne føler sig ikke specielt forstået af forvaltning og politikere, eller rettere de føler ikke at brugergrupperne og deres arbejde bliver forstået. De udviklingshæmmede beboere er jo ligeså individuelle som alle andre mennesker, og på ingen måde en homogen gruppe. Ofte tror folk jo at alle udviklingshæmmede er som dem i TV Glad, på Kunstskolen eller Morten og Peter.

”Men sådan er det jo ikke. De udgør en promille af brugerne. Vores brugerskare er helt anderledes og har langt flere nuancerede behov”, fortæller en deltager. Det kommer ikke bag på Mikkel Warming, som bl.a. siger om sine besøg på diverse bosteder og dagtilbud ”der er meget hjerterum, men ikke altid husrum.” Han understreger at omstruktureringen netop har som mål at der nu er en afdeling til at kigge på ”jer” – og andre afdelinger til andre ting.

Alt det uløste

Meget af det der stritter og ikke fungerer, kommer på bordet. Der er bl.a. projekterne. Fx en bevilling på 24 timer i tre måneder, hvordan skal man dog kunne opdrive en medarbejder til det? ”Og vi taler jo om mennesker med varige skader, ikke noget som går over på tre måneder. Men vi kan jo ikke ansætte. Kan I ikke tage det op?” bliver der spurgt.

De ældre udviklingshæmmede er i stigning. Det kommer ikke som en overraskelse for nogen, og der er i mange år at man skulle gøre noget for de ældre, alligevel er der ikke sket noget. Men ældre beboere kræver flere hænder.

”De bliver demente, de kommer ingen vegne, og de har helt andre plejemæssige behov end der er normeret til.” Mikkel Warming forklarer den mærkelige og urimelige baggrund for budgetlægningen. Budgettet følger nemlig ikke antallet af handicappede, men ændres alene i takt med befolkningsudviklingen. Og så er der også det at ved de 65 år, så overtager Sundhedsforvaltningen forpligtelsen. Der kommer også flere udviklingshæmmede børn og unge med anden etnisk baggrund.

Antallet af handicappede børn under 18 år er på syv år steget fra 700 til 1700. Og en hel del af dem har anden etnisk baggrund. Er der på nogen måde taget højde for de særlige og massive problemstillinger, som det vil give, og som området slet ikke er gearet til? Nogen overvejelser? Spørger en deltager Mikkel Warming. Og det bliver også et område, som han ”tager med hjem”.

Dokumentationskrav

Én tager fat på de stigende dokumentationskrav. Er det virkelig alt sammen nødvendigt, spørger han.

”Vi laver handleplaner, som revideres jævnligt, og som fastholder de mål vi har sat. Vi laver virksomhedsplaner. Hvilke mere er der brug for til at vise og bevise vores arbejde. Det ligner mistillid. Og uanset hvor intenst man arbejder med en hjerneskadet person, så kan man ikke træne hjerneskaden væk.”

Så på den ene side stilles der store krav til brugernes udvikling. Men på den anden side betyder usikkerheden i arbejdet bl.a. på grund af mediesager omvendt, at medarbejderne ofte ikke tør stille krav til borgerne; tænk hvis de kom til at tale hårdt til dem og nogen hørte det. De bliver med andre ord let handlingslammede. En deltager uddyber problemerne med dokumentationskravene. Det opleves som kontrol med medarbejderne, som en indskrænket frihed, som et ønske om at ensgøre.

”Jeg vil gerne slå et slag for at vores arbejde kan være mindre dokumenteret. Tidligere talte vi om, hvordan det var gået siden sidst, nu skal vi bruge mange timer på at skrive ti siders dokumentation. Men det er det primærpædagogiske arbejde vores brugere har brug for.”

Mikkel Warming vrider sig lidt. Han erklærer sig enig i at der er for meget af det, men ”det er den måde man har valgt at tolke retssikkerheden for den enkelte borger og valgt at styre økonomien.” Meget af det er jo også lovpligtigt og dermed ude af hans hænder. Og så kan en vis ensgørelse vel også være et godt redskab, mener han, så man kan sammenligne og kigge nærmere på hvad går godt, og hvad mindre godt, hvorfor er hvad sket, og hvad har vores indsats betydet. Dokumentation er en balance.

”Vi skal også lære af hinandens erfaringer og udveksle viden, og det kræver en vis dokumentation. Vores viden om borgerne må ikke kun findes i vores hoveder.”