Hvordan ser arbejdsmiljøet ud på arbejdspladserne i Københavns Kommune? Hvor trykker skoen?

Hvordan trives vi? Det har kommunen (igen) spurgt deres medarbejdere om, ganske som de har gjort det hvert andet år siden 1997.
Det har resulteret i Trivselsrapporten 2008, men tidligere hed undersøgelsen Personalepolitisk Regnskab.

Og det går godt, skriver overborgmester Ritt Bjerregaard og Jan Trojaborg, formand for KFF, Københavns og Frederiksbergs Fællesrepræsentation (det vil sige medarbejdersiden) i forordet. ”Men trivselsundersøgelsen viser også, at der er områder, hvor vi skal være bedre”, tilføjer de.

Af Elisabeth Lockert lange

Trivsel til tiden

Det går godt på mange arbejdsområder og for mange medarbejdergrupper. Der er en hel del arbejdsglæde, tryghed og udvikling hos mange af byens faggrupper. Det svarer ganske til den målsætning, som Københavns Kommune har for sine arbejdspladser og sine ansatte. Og det er også sådan det bør være, når man lægger de fleste af sine vågne timer på sin arbejdsplads.

Denne artikel vil derfor først og fremmest koncentrere sig om de områder, hvor der er plads til forbedring, for arbejdsglæden og trivslen er bestemt ikke enerådende overalt. Og vi vil naturligt nok gå dybere i tilstandene i Socialforvaltningen (specialinstitutionerne) og i Børne- og Ungdomsforvaltningen (daginstitutionerne og dagpleje i Københavns Kommune). Desværre er det dog umuligt at se, hvordan dagplejerne trives, da de totalt glimrer ved deres fravær i rapporten.

I alt er 35.000 medarbejdere blevet stillet 50 fælles spørgsmål. 18.175 har svaret, en svarprocent på 52. Det skulle give et reelt fingerpeg om problemer og udviklinger.

De 50 spørgsmål fordeler sig på ni kategorier, trivsel, udvikling, værdsættelse, effektivitet, mangfoldighed, fysisk arbejdsmiljø, psykisk arbejdsmiljø, helbred og sundhed. Og ser vi på alle kommunens ansatte som helhed, så er der en svag forbedring fra sidste undersøgelse, men det er også tydeligt at nogle områder falder helt igennem. Det gælder især det fysiske arbejdsmiljø, som ligger i bunden af tilfredshed.

Mangfoldighed derimod er topscorer, det kan kommunen og arbejdspladserne åbenbart sagtens finde ud af. Også helbred ligger i den tilfredse afdeling, mens resten derimod kan blive bedre – mener altså de ansatte, når man ser deres svar som et gennemsnit.

Udsvingene bliver tydeligere, når man kigger på de enkelte fagområder og faggrupper. På spørgsmålet: ”er du alt i alt godt tilfreds med dit arbejdsliv” ligger både pædagoger og medhjælpere i daginstitutioner og i døgninstitutioner midt mellem 4 og 5, på en skala fra 1 til 6. Hvor 1 er ”passer slet ikke” og 6 er ”passer helt” og 3,5 er lige midt imellem.

Felterne mellem 1 og 4 har kommunen defineret som det røde felt, altså virkelig problemområder, fra 4 til 5 ligger det gule felt – en slags ”her skal der ekstra opmærksomhed”, og feltet fra 5 til 6 er det grønne, hvor tilfredsheden er stor.

Rigtig mange af svarene fra dag- og døgnpædagoger ligger i det gule felt. Det tyder vel mest af alt på en konstant en lunken arbejdsglæde, og en konstant halvutilfredshed med arbejdspladsen og ikke mindst arbejdsgiveren, Københavns Kommune…

Helt så utilfredse som folkeskolelærerne er det pædagogiske personale dog ikke, de er dem der oftest svarer i det røde felt, mens køkken/rengøring er de mest tilfredse af faggrupperne på kommunens arbejdspladser.

Arbejdsglæde? Nogenlunde

Hvor ligger problemerne og hvor er der behov for forbedringer for pædagoger/medhjælpere?

Ja, det er i hvert fald ikke medarbejder- og udviklingssamtaler, hverken Børne- og Ungdomsforvaltningen eller Socialforvaltningen har brugt deres tid på de forgangne to år. Kun ca. hver tredje, 36 pct., af medarbejderne i Børne- og Ungdomsforvaltningen har haft en udviklingssamtale med deres nærmeste leder inden for det seneste år.
I Socialforvaltningen er det lidt bedre, men stadig under halvdelen eller 47 pct. Egentlig er det vedtaget at alle medarbejdere skal have en årlig samtale.

Og hvad med arbejdsglæden? Til det svarer pædagoger og medhjælpere i både daginstitutioner og døgninstitutioner ”sådan nogenlunde”, eller en 4,2’er på skalaen fra 1 til 6 og altså i det gule felt. Dermed ligger de nogenlunde på niveau med gennemsnittet i Københavns Kommune, hvilket betyder at en hel del har langt mindre arbejdsglæde end det pædagogiske personale, og naturligvis har nogen også større arbejdsglæde.
Den arbejdsglæde, der trods alt er, skyldes i hvert fald ikke mulighederne for efteruddannelse, for på det punkt ligger pædagoger inde i det røde felt, ”det utilfredse felt”. Og de er ikke de eneste. Det er virkelig et område, som kommunen bør se nærmere på, ingen faggrupper svarer rent ja på det spørgsmål.

Det skyldes heller ikke at de har særlig gode muligheder for at udvikle sig fagligt i arbejdet. For på det område er tilfredsheden heller ikke iøjnefaldende.

Og her kommer de manglende medarbejderudviklingssamtaler ind i billedet, samtaler som kun 30 pct. af pædagoger og medhjælpere på daginstitutioner og 37 pct. i døgninstitutioner har haft. Endnu færre af dem har en udviklingsplan, henholdsvis 24 og 28 pct.

Det pædagogiske personale på både dag- og døgnområdet oplever dog alligevel, at de har de kvalifikationer og kompetencer der skal til for at udføre deres arbejde godt.

Værdsættes

Anerkendelse og værdsættelse betyder enormt meget for vores arbejdsindsats og arbejdstilfredshed, det viser alle undersøgelser. Og værdsættelse af deres arbejde skorter det bestemt ikke på, og måske ikke overraskende, for det pædagogiske personale, når vi ser på responsen fra borgerne og brugerne. Her svarer de inde i det grønne felt. Sådan var det i øvrigt også i den sidste undersøgelse i 2007.

Ens leder viser desværre slet ikke den samme høje værdsættelse, 4,6 på en skala fra 1 til 6, men det er dog blevet bedre siden sidst. Lidt. Så der er masser af plads til forbedring.

For at kunne være effektiv i vores arbejde skal vi have de nødvendige informationer, og vi skal vide hvem vi kan spørge og få vejledning af. Medarbejdernes effektivitet næres også af, at der bliver lyttet til gode forslag om forbedringer fra deres side, de har jo arbejdsopgaven i det daglige.

Også på dette område er der god plads til forbedringer. Pædagogerne på både dag og døgn har kun i nogen grad de nødvendige informationer, på en skala fra ”passer slet ikke” til ”passer helt” svarer de 4,5 – altså igen i det gule felt. Der kan også sagtens være større lydhørhed over for gode forslag til ændringer og forbedringer.
Dette ønske gælder især blandt brand- og udrykningspersonale, skolelærere og sagsbehandlere i socialcentre, som alle ligger i det røde felt. Det pædagogiske personale føler sig heller ikke hørt i nogen overdrevet grad, det bliver til en placering i det gule felt.

Anderledes ser det ud med mangfoldigheden på kommunens arbejdspladser. De ansatte oplever generelt at de har åbne og rummelige arbejdspladser med plads til alle, uanset etnicitet, køn og alder. Også det pædagogiske personale mener at det stort set passer, at ”hos os er der lige muligheder for medarbejdere uanset etnisk baggrund”.

Det er faktisk 10,7 pct. af de ansatte på de kommunale arbejdspladser, som har en ikke-vestlig baggrund, det svarer ret præcist til kommunens arbejdsstyrke.

'Elendigt fysisk arbejdsmiljø

Det fysiske arbejdsmiljø halter meget efter. Stort set alle faggrupper har problemer med deres fysiske arbejdsmiljø. Hvis man ikke skal få samme frustrerede svar næste gang, bør det være et indsatsområde. Desværre har det været sådan i alle undersøgelser siden 1997, så måske skal man ikke forvente at der sker de helt store forbedringer hurtigt.

Kritikken af det fysiske arbejdsmiljø handler både om arbejdspladsens indretning, indeklimaet og støjgener. Og langt de fleste faggrupper besvarer spørgsmålet ”alt i alt er mit fysiske arbejdsmiljø i orden” med noget der ligger og svinger på midten, altså i det røde felt, ca. ”næh, passer ikke rigtig”.
En gruppe adskiller sig, og det er igen køkken/rengøring. For langt de fleste grupper er der et ganske svagt fald i utilfredsheden, så lidt bedre end ved sidste undersøgelse er det fysiske arbejdsmiljø.

Støj er en af de helt store syndere. Ikke mindst på det pædagogiske område især i daginstitutionerne. Her er utilfredsheden da også meget stor. Der er næsten svaret ”passer slet ikke” på spørgsmålet ”jeg kan udføre mit arbejde uden at blive udsat for generende støj”. Lidt bedre ser det ud i døgninstitutionerne, men deres besvarelse er stadig i det røde felt.

Omvendt ser det ud i forhold til arbejdspladsens indretning. Her er det døgninstitutionspædagogerne, der har de største problemer, mens daginstitutionspædagogerne lige sniger sig ud af det røde felt. Med andre ord store problemer i det fysiske arbejdsmiljø.

Det psykiske arbejdsmiljø er lige så vigtigt som det fysiske, uden et godt psykisk arbejdsmiljø falder al snak om trivsel på gulvet. Et godt psykisk arbejdsmiljø skal sikre mening, retning og en passende arbejdsmængde i opgaven, og det skal hindre mobning, chikane, vold, trusler om vold – og hvis det alligevel sker, så skal der være mulighed for at tage hånd om det med det samme.

Det kommer næppe bag på nogen at rigtig mange medarbejdere føler sig pressede, de har alt for meget at lave. Daginstitutionspædagogerne befinder sig i det røde felt, døgninstitutionspædagogerne har lige akkurat bevæget sig ud af det. Også hos sagsbehandlere og skolelærere ringer alarmklokkerne kraftigt.

Til gengæld står meningen med pædagogernes arbejde rimelig klart for dem, det er ikke der problemerne ligger. Sådan har folkeskolelærerne det derimod ikke helt, som de eneste ligger de i det gule felt.

Det pædagogiske personale er heller ikke specielt bange for at miste deres arbejde. Måske klart nok i en tid hvor der har været stor mangel på arbejdskraft. På dette område er det brand- og udrykningspersonalet der adskiller sig, de føler sig slet ikke trygge i ansættelsen.

Vold og chikane

Vold og trusler om vold hører ikke til sjældenheder på de københavnske arbejdspladser. Ni procent af alle ansatte har været udsat for fysisk vold på deres arbejdsplads. To grupper stryger helt til tops på det område. Den ene er brand- og udrykningspersonale, hvor 60 pct. føler sig truet af og til og hvor 16 pct. har været udsat for vold.

Den anden er pædagoger på døgninstitutioner, hvor hele 40 pct. har været udsat for trusler, og hvor 25 pct. har været udsat for fysisk vold fra deres klienter/brugere. Det er skræmmende høje tal.

Også mobning er et alvorligt problem. 11 pct. føler sig faktisk udsat for mobning ”af og til”. Mest af kolleger, men nogle også af lederen. Og det er noget der trækker ned i trivslen – det kan man se når man krydser besvarelserne.

Seksuel chikane har ca. fem procent af de ansatte været udsat for på arbejdspladsen, især pædagoger på døgninstitutioner og plejepersonale.

Og det store spørgsmål: hvad vil kommunen gøre ved de røde felter? Selvom trivslen generelt er steget siden sidste undersøgelsen, er der stadig meget at tage fat på. I rapporten står der: ”Trivselsrapportens resultater bør følges op ved at drøfte dem i HSU eller ved at tage en bredere dialog på arbejdspladsen. Hjælp og vejledning til at arbejde videre med resultaterne og strukturere dialogen på arbejdspladsen kan findes på www.kk.dk/trivsel” (link er ikke længere aktivt, red.) Her står bl.a. ”Trivselsundersøgelsen har kortlagt hvordan det aktuelt står til med arbejdsmiljøet på jeres arbejdsplads. I skal nu i gang med opfølgningsarbejdet hvor indsatsområder skal prioriteres og handlingsplaner skal udarbejdes.” Siden indeholder: • En drejebog, der guider dig igennem opfølgningsprocessen • En række tjeklister, skemaer og dialogværktøjer til processen • Værktøjer og inspiration til udvikling af de respektive temaer i undersøgelsen • Et spørgeskema, som dækker kravene til den psykiske del af APV’en • Generel viden om trivsel og psykisk arbejdsmiljø

Københavns Kommune har en række mål for trivslen i på egne arbejdspladser. Bl.a. skal sygefraværet ned til højst 18,3 dage, arbejdsglæden skal op med mindst 0,5 point fra udgangen af dette år sammenlignet med 2007, folk skal blive i kommunen, så en procent færre forlader Københavns Kommune som arbejdsplads dette år sammenlignet med 2007, mindst 70 pct. skal have haft en medarbejdersamtale inden for det seneste år (i 2010), mindst 50 pct. af lederne skal ved udgangen af 2009 være i gang eller have gennemført en lederuddannelse, og mindst 70 pct. af lederne skal have haft en udviklingssamtale inden for det seneste år (i 2010).