Arkitekt for en dag

Tekst Elisabeth Lockert Lange

Oplevelsen af rum og rytme er grundlæggende i et projekt i en sammenlagt daginstitution i V alby. Målet var at give børn og forældre større samhørighed med den nye store institutions to adskilte huse – og ejerskab til området mellem de to huse. To arkitektstuderende var inddraget.

De er nået til hjørnet af Frilands Allé, de otte børn mellem fem og seks år og deres medfølgende voksne, Yvonne Pedersen og Samir Thorsen. Foruden de to arkitektstuderende, som forsøger at fange børnenes opmærksom og snakker med dem om alt, de ser på vejen; huse, tage, vejmarkeringer – hele kvarteret de bor i. Med vekslende held, indtil vi er nået ind mellem husene i Akacieparken, og børnene selv skal illudere huse med kroppen. Så tænder de, for stå på række som rækkehuse og lave spidse tage med armene, for ikke at tale om at marchere på sjove rækkehusmåder, som fanger husenes forskellige rytmer, det er noget der fanger børnenes lyst. Det gør det efterfølgende projekt også, det vender vi tilbage til.

Børnene kommer fra Børnekompasset (tidligere Akaciahuset), som for lidt over et år siden budgetmæssigt blev lagt sammen med institutionen på Frilands Allé. I løbet af sommeren blev de to daginstitutioner så reelt lagt sammen, hvor både medarbejder- og børnegruppen blev blandet.

Sammenlægningen betyder at Børnekompasset nu består af tre vuggestuegrupper og to blandede grupper yngre børnehavebørn i det blå hus på Carl Th. Dreyersvej og en gruppe af ældre børnehavebørn i det røde hus på Frilands Allé. For ganske vist hedder den samlede institution nu Børnekompasset, men børnene kalder de to afdelinger for det blå hus og det røde hus (noget som de to studerende kommenterer på, som næsten arkitekter ved de at navne er vigtige, så de anbefaler at institutionen døber de to huse).

Børnehavegrupperne er på skift to uger i en udflytterdel, Lupinen, i Borup, og fire uger hjemme. Ud over det er der en fast gruppe på 25 børn i udflytterdelen. I alt er Børnekompasset normeret til 129 børn.

Og det er denne sammenlægning og størrelse, som er baggrunden for det projekt, som turen fra den ene institution til den anden er en del af.

Sammenlægningen gav nemlig nogle af børnene og forældrene visse problemer med at skulle forholde sig til tre afdelinger (plus et opsamlingssted) og vænne sig til nye ansigter på stuerne (selvom også adskillige af de ”gamle” blev i samme hus). Desuden var ikke mindst skiftet fra en lille institution til en stor problematisk for nogle.

Nye baner

Også medarbejderne skulle vænne sig til nye tider, hvor sammenlægningen betød både muligheder og udfordringer. Nogle havde netop valgt at arbejde i en lille institution med få børn, og nu var deres institution pludselig temmelig stor. Det var ikke lige let for alle, men det var dog en enslydende evaluering at det er en fordel med flere kolleger, fortæller leder Marianne Jensen.

”Vi har også fået nye muligheder gennem de to arealer, hvor der fx er et langt større udeareal på Frilands Allé. Her kunne vi fx holde stor sommerfest”, fortæller hun og fortsætter:

”Det var to kulturer der mødtes, men det gav også en god mulighed for at vi begge kunne kigge på vores egen organisation. Det er sundt og positivt at se på sig selv og på sin egen kultur. Lige da vi først blev lagt sammen, var der en anelse ”dem og os”, men de forbehold er helt væk nu. Ingen oplever det mere som farligt at udveksle.”

De to institutioner ville gerne finde noget, som gav både forældre og børn – og også medarbejdere – større følelse af samhørighed og samtidig et overblik over de to institutioner og vejen fra den ene til den anden.

Idéen fødtes af Mette Hornum Rasmussen, ansat som pædagog men oprindeligt uddannet danse- og bevægelsesterapeut. Hun tænkte i en form for bykort og bygningsmodel, og præsenterede idéen på en pædagogisk dag, de havde ved sammenlægningen. På den pædagogiske dag medbragte de hver især en kuffert med holdninger og værdier fra deres respektive kulturer, som de mente skulle bibeholdes i den nye fælles kultur. Alt blev vendt og hendes idé godt modtaget.

”Når man er sammen om et projekt så sker der som regel noget nyt, noget helt andet. Så flyttes fokus. Ganske som børnene oplever omkring dette projekt”

Hun tog kontakt til Arkitektskolen og institutionen hyrede to studerende til projektet. Det blev Rasmus Jørgensen og Ludvig Hoddø, som hurtigt viste sig at tænke i nye dynamiske baner og i rum- og rytme.

Leger arkitekter

Tilbage til de otte børn, som under latter skiftes til at finde på en sjov måde at gå på ned langs rækkehusene hen til det blå hus.

Vel inden for døren på brumbassernes stue ser børnene lynhurtigt at der ligger et næsten færdiglagt puslespil på gulvet. Brikkerne er kingsize og tilsammen viser det et luftfoto af området omkring og mellem de to daginstitutioner. Børnene kaster sig over de fire brikker, som ikke er sat på og gør det færdigt i løbet af nul komma fem. På den rigtige måde, så luftfotoet bliver helt.

De to studerende griner, og Mette Hornum Rasmussen sukker. Puslespillet var næsten lagt for ikke at gøre det hele alt for svært for børnene...

Så tager Rasmus Jørgensen ordet:

”I dag skal vi lege arkitekter. I skal fantasere en helt ny by i pap og papir.”

Hvert barn får udleveret et særligt arkitektpapir (let gennemsigtigt) og vælger sig en del af kortet, hvor de gerne vil bygge nyt i modeller. Ganske som rigtige arkitekter, som Rasmus Jørgensen siger. Og så peger han på et bord der bugner af forskellige materialer, paptallerkener, kopper, æsker, sugerør: værsgo og byg.

De kaster sig over det, børnene, og de bygger med stor koncentration og iver. Selv en dreng, som ikke rigtig ville deltage udenfor, bliver grebet af projektet, da Ludvig Hoddø sætter sig hos ham og bygger sammen med ham. Imens filmer et videokamera hele processen, men det tager børnene sig ikke af.

Undervejs fortæller Mette Hornum Rasmussen mig om, hvor spændende det var at de to studerende havde en helt anden tilgang, end hun havde forestillet sig. At de tænkte dynamisk, at de syntes børnene skulle involveres, at de valgte sådan noget som et stort puslespil med meget store brikker, som kan bruges på mange måder. I det hele taget at de valgte et koncept, som der kan leges videre med.

”Så må I gerne rykke husene ud på kortet”, siger Rasmus Jørgensen og signalerer dermed at der er samling. Børnene er dog så godt i gang og koncentrerede at de fortsætter med at bygge og bygge, deres huse skal være helt rigtige.

Efter et par opfordringer til står hele byen så på plads. Og børnene kravler på skift op på en høj stige for at kigge ud over byen. Op i Domus Vista, som de siger. Domus Vista var nemlig en af de bygninger, som de kunne se på turen og havde talt om.

Puslespil på nye måder

De to arkitektstuderende har gjort sig mange tanker om projektet. Rasmus Jørgensen fortæller:

”Projektet handler ikke så meget om de to huse som sådan, men om alt det imellem dem. Det var det, vi gerne ville arbejde med. Hvordan kan man både være ét sted og være to huse. Mette Hornum Rasmussen talte om modeller af begge huse, men vi syntes at børnene først og fremmest skulle opleve veje og bygninger imellem husene, sådan at de får ejerskab til hele området. Derfor gik vi først en tur gennem området og satte mærker så at sige, for så at ende her med dette forum.”

Han understreger at børnene ikke egentlig skal kunne forstå en masse om bygninger og veje, de skal opleve det.

”Vi arbejder fænomenologisk, altså hvordan oplever man rummet, hvilken rumlig forståelse har kroppen. Børnene her, i den alder de er, er i gang med at opbygge et kartotek over den slags oplevelser med rum og rytme, og vi er med til at gøre det her til deres. Måske vil vejen fra det ene hus til det andet fremover føles kortere, måske bliver det en naturlig del af at gå i børnehave.”

I hvert fald vil de børn, som har været med i dette projekt, have noget helt andet forbundet med det blå hus nu end før, er de to studerende sikre på.

De var meget spændte på, om børnene var med på skiftet fra det rumlige i turen til det todimensionelle i puslespillet og på skalaspringet. Men det kunne de uden problemer. Ret sejt, kommenterer de.

”Vi har erfaringer med modeller fra studiet, hvordan man skaber dem, og hvad man får ud af det af rumlig oplevelse. Men ikke i forhold til børn. Med dem er det meget uforudsigeligt. Det er rart at se at selvom de ikke helt vidste hvad de ville udenfor, så kunne de slet ikke slippe det herinde”, siger Ludvig Hoddø.

Selve puslespillet kan samles på mange måder. Alle brikkerne er ens i størrelse og facon, så lagt helt anderledes kan byrummet blive abstrakt, eller de to huse kan lægges helt tæt sammen. Det kan også bruges som en slags dukkehusscenografi. Kort sagt der er udviklings- og legepotentiale i det. Og pædagogerne kan sagtens selv folde legen med rummet ud.

Mette Hornum Rasmussen siger da også at ”måske skal vi gøre dette flere gange de næste par dage, mens børnene er så optaget af det.”

Vil du i kontakt med de to studerende så prøv www.rart.dk. Det er Rasmus Jørgensens hjemmeside.