Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
”I er hverdagens eksperter”
– men vi ved alligevel bedst
Masser af guldkorn og tankevækkende kommentarer har dannet baggrund for tilblivelsen af ”Pædagogisk Perspektivplan 2009” og ”Målsætninger for fritidshjem og KKFO’er 2009”. Børne- og Ungdomsudvalget godkendte forslagene den 25. marts.
Af Jan Hoby, næstformand i LFS
I det meste af 2008 har hundredvis af pædagogiske personaler deltaget i en udvidet og bydelsforankret høringsproces omkring visioner for det pædagogiske arbejde i København.
Personerne bag kommentarerne og indsparkene, hvad enten det er en pædagog, pædagogmedhjælper eller leder, har gjort sig store anstrengelser for at få præciseret essensen af de diskussioner, der har fundet sted på den enkelte institution i 2008.
Den faglige viden og indsigt, professionalismen og de saglige argumenter i høringssvarene, som daginstitutionsområdet og de faglige organisationer gennem årene har udarbejdet, kommer meget nemt og alt for ofte til at forsvinde i forvaltningens og politikernes iver efter at omforme alle besvarelser til tidens forvaltningsmæssige og politiske modeluner. Det konkrete liv siver ud af materialet.
Men i forbindelse med ”Pædagogisk Perspektivplan 2009” og ”Målsætninger for fritidshjem og KKFO’er 2009”, fandt LFS det positivt, at Københavns Kommunes politikere og dermed forvaltningen har ønsket at formulere visionerne og værdierne for det pædagogiske område i en tæt dialog med det pædagogiske personale. Begge høringsforslag rummer, indfanger og beskriver på udmærket vis, nogle af de vigtigste elementer i det pædagogiske relationsarbejde.
LFS gjorde i begge sine høringssvar opmærksom på at der var få men væsentlige svagheder i høringsforslaget; der skrives om barnet og om børn, mens anerkendelsen af børns selvstændige kulturproduktion og reproduktion er fraværende. LFS mener, at en anerkendelse og beskrivelse af børn og unges kulturproduktion og reproduktion vil styrke politikpapirerne og samtidig indarbejde nyere og væsentlige forskningsbidrag på børne- og ungdomsområdet.
LFS ønskede derfor en tilføjelse og en ny ”bombe” i afsnittet med overskriften: Læring kan være et perspektiv på pædagogiske praksis, nemlig: Læring finder sted i relationen, i det gensidige samspil børn og børn imellem.
Høringsforslag til ”Målsætninger for fritidshjem og KKFO’er 2009”, beskriver æstetiske og kulturelle udtryksformer. LFS mener at dette vigtige område ikke vægter nok i målsætningerne i forhold til hvor meget det fylder og vægter i børns moderne liv og i det fritidspædagogiske rum. LFS forslog også at ”Målsætninger for fritidshjem og KKFO’er” udvides med et afsnit om børns kultur og de digitale medier som et væsentligt element i børns kulturproduktion og dannelse, noget fylder meget i det fritidspædagogiske rum.
LFS har påpeget at ikke man kan tale om en ”anerkendende pædagogik”. Det er et modebegreb, og modspørgsmålet er: ”findes der en ikkeanerkendende pædagogik?”. Svaret er nej. Pædagogik reflekterer et mellemværende, og pædagogik handler først og fremmest om relationer, og ”Det er i relationen, anerkendelsen kommer til udtryk, det er relationen, der skaber gensidigheden og udfolder ansvaret” (Gustavsson, 2000). Det giver derfor ingen mening at tale om en ”anerkendende pædagogik”. Pædagogik er anerkendende, ellers er det ikke pædagogik, men noget andet.
Hvordan gik det så? Blev LFS’s faglige og saglige pædagogiske argumenter hørt?
Stort set alle LFS’ forslag til ændringer blev indarbejdet. Et nyt afsnit om ”Børn og medier” er indarbejdet, dog ikke med den faglige dybde som LFS kunne ønske sig. Spørgsmålet om børns kulturfællesskab er forsøgt indarbejdet i begge politikpapirer, men med et resultat af varierende kvalitet. Politikerne krævede at ”anerkendende pædagogik” skulle indarbejdes igen. LFS undrer sig over at (S), (B), (F) og (Ø) har stemt for en indarbejdelse af ”anerkendende pædagogik” i både ”Forslag til Målsætninger for fritidshjem og KKFO’er 2009” og ”Pædagogisk Perspektivplan”. Der skabes en illusion i det politiske og offentlige rum om at begreber som ”anerkendende pædagogik” skaber og tilføjer noget nyt til den pædagogiske relation. Men når vi som fageksperter udtrykker vores bekymringer over ”nye” begreber som ”anerkendende pædagogik”, er det dels fordi det ikke er nyt, dels fordi det ikke bidrager med noget nyt i forhold til den pædagogiske relation.
Alle fire partier taler om at give respekten, tilliden og indflydelsen tilbage til de offentlige ansatte. Men når de fire partier stemmer for at indarbejde et af tidens modebegreber, så viser de ikke meget respekt og tillid til vores faglige viden og indsigt. Børne- og Ungdomsudvalget har vedtaget at beslutninger skal træffes på et kvalificeret fagligt grundlag, men udvalget snublede i dette tilfælde. Kan De høre noget – overhovedet? Ja, når de vil, men det holder hårdt.