Børn spejler de voksnes stress

Af Lene Outzen Foghsgaard.

Også når vi taler stress, falder æblet ikke langt fra stammen. Fordi forældrene er ramt, bliver også flere børn ofre for en af tidens store livsstilssygdomme. Far og mor har for travlt, for lidt tid og overskud til nærvær, måske skændes de og skal skilles. A lt sammen årsager, der kan medvirke til stress i børnehøjde.

Jeg plejer at sige, at stress er en række symptomer, som udvikles over en længere periode, vi taler måske et halvt år og derover. Stress er alvorligt, når det rammer. Hvor voksne typisk får gener som hovedpine, mavepine, svimmelhed og kommer til at lide af hukommelsessvigt, blackouts og søvnløshed, viser det sig hos børn bl.a. i form af problemet med afføringen, kvalme og pludselige tics.”

Nan Engel er uddannet stresskonsulent og har siden 2004 holdt mere end 100 årlige foredrag på virksomheder, skoler og i landets daginstitutioner om fortravlede børnefamilier og børn og stress. Hun siger:

”I dag er det ikke okay, når telefonen ringer, at fortælle – jeg lå lige og tog en halv time på øjet. At sige, at man har supertravlt og kalenderen er overfyldt, det er derimod legalt. Min personlige vurdering af stress er, at vi rammes, når vi ikke lever det liv, vi gerne vil. Vi sidder måske i et job, hvor vi ikke har lyst til at være. Vi har det ikke godt med vores nære relationer – vores familie, vores partner. At have travlt med noget, du som menneske holder af at beskæftige dig med og oplever som meningsfyldt, det giver ikke alvorlige gener. Men har vi travlt med at leve et liv, vi i bund og grund ikke trives med, hvor enderne ikke kan nå, så når vi vores bristepunkt.”

Nan Engel oplever en stigende tendens til, at folk i omsorgssektoren, plejepersonale, pædagoger, medhjælpere og andre, går ned med stress. For hende at se handler det især om, at personalet glemmer sig selv og bruger for meget energi på at være noget for andre. Det går ikke, der skal være en balance, siger hun.

”Når personalet i landets institutioner i højere grad oplever sig selv som travlere end godt er, smitter det også af på børnene. Barnet møder ikke et afslappet og sundt arbejdsmiljø med afbalancerede voksne, men en gruppe voksne, der måske, ligesom deres egne forældre, har for meget kaos i kroppen til at være ordentligt nærværende.”

Flere og flere børn rammes

Desværre er det sådan, at flere og flere børn i dag lider af stress. Den nyeste forskning tyder på, at hvert femte barn i Danmark i en eller anden grad er ramt. Hver uge indlægger Hillerød Sygehus et til to børn med stresslignende symptomer, og det er en stigning på 30 pct. på fem år. Kendetegnene for et stresset barn er en række fysiske symptomer som ledsmerter, kvalme, ondt i maven, problemer med afføringen og tendenser til at udvikle tics, typisk omkring øjet, men også en række psykiske symptomer følger i kølvandet. Stress rammer typisk i forbindelse med større forandringer eller uventede emotionelle forandringer, som f.eks. skilsmisse, dødsfald, alvorlig sygdom, dårligt arbejdsklima, forældre, der ikke overholder aftaler.

På Hillerød Sygehus deles gruppen af stress-ramte børn ind i tre overordnede kategorier:

Det ængstelige, klæbende barn: Et barn, der er usikker på, om forældrene nu også er til rådighed. ”Ikke lige nu, jeg skal lige noget”, underforstået din verden er ikke så vigtig som min, lyder det fra den voksne. Eller barnet kan komme i tvivl, om far og mor holder af hinanden eller holder deres aftaler. De henter ofte sent og tit i sidste øjeblik. Ængstelige børn skal hele tiden sikre sig, at de voksne er der – de holder fast i buksebenet og har svært ved at sige farvel. Andre kendetegn er, at barnet kan forveksle fortrolighed med fjendtlighed og derfor blive usikker og frygtsom, når voksne kommer for tæt på. Barnet opfattes som meget opmærksomhedskrævende og indynder sig hos de voksne på en kunstig måde. Det kan være svært at kommunikere med barnet, for barnet vil ikke tale om følelser.

Det ængstelige, undvigende barn: Det undvigende barn forventer pr. automatik afvisning fra den voksne og prøver derfor at klare sig uden hjælp. Barnet er emotionelt selvtilstrækkeligt og opleves utilnærmelig og svær at komme ind på livet af. Barnet ønsker ikke, at andre skal bekymre sig, ”det klarer jeg selv”. Senere i livet kan det betyde, at barnet vil afvise andre, fordi det oplever, at det skader at have tætte forhold til andre. Barnet vil forsøge så vidt muligt at holde forældre og pædagoger, dagplejere osv. på afstand. Også her er kommunikationen afmålt og upersonlig.

Curlingbarnet: Her handler det om, at far og mor altid har sat barnet i centrum. Udadtil ligner det en stor grad af omsorg, men når de voksne i for høj grad tilsidesætter sig selv til fordel for børnene, bliver de anonyme og upersonlige, og barnet lærer ikke en række sociale regler og løsningsmodeller. Forældrene magter f.eks. ikke at tage konflikter, de har ikke overskud, fordi de stormer rundt for at servicere. Med curlingforældre tildeles barnet ingen ansvar, og det, der derfor kan ske, når barnet skal indgå i andre relationer med børn og voksne, er, at de ikke kan tackle situationen. Curlingbørn skal frigøres, ellers kan det resultere i stress.

Personale i tredje person

Nu ved vi, hvordan et stresset barn ser ud, men hvad med de voksne. Dem, som børn spejler med nærmest millimeteragtig akkuratesse.

”De ser trætte ud. Når jeg i starten af foredraget spørger, hvordan folk i lokalet har det, siger de fint, fint. Men når jeg så gentager spørgsmålet to minutter efter, så indrømmer de, at de faktisk er trætte og slidte. At være ærlig over for sig selv er afgørende for at kunne være realistisk i forhold til sig selv og sin formåen. Vi må smide facaden og ikke virke mere overskudsagtige, end vi er – det skuespil kan skabe ubalance i kroppen.” Stress-konsulenten gør et stort nummer ud af at forklare forældrene, at pædagoger også har et liv ved siden af arbejdet i institutionen. Det gør hun, fordi mange moderne forældre tager udgangspunktet i mit barns og mine behov, og med det udgangspunkt mangler forståelsen for, at personalet dels har ansvar for en masse andre børn, men også har en personlig hverdag kørende ved siden af, med alt hvad det kan indebære af godt og skidt.

”Hvor banalt det end lyder, så er det som om, at forældrene bagefter kaster et mere anerkendende blik på personalet. De kan lidt bedre sætte sig ind i pædagogen, dagplejeren eller pædagogmedhjælperens sted.”

Nan Engel nævner, at mange personer i omsorgssektoren har det med at omtale sig selv i tredje person. ”Nu skal Hanne hjælpe dig med at skifte ble. Nu skal vi have noget at spise. Nu skal pædagogen binde dine snørebånd.”

”Jeg laver tit øvelsen, når jeg kommer ud i institutioner, at jeg beder personalet sætte sig i mindre grupper og starte med at tale om sig selv i nogle minutter. Jeg beder dem fortælle, hvad der giver dem glæde og energi i hverdagen ved at bruge ”jeg”. For mange er det rigtig, rigtig svært. Når de starter på øvelsen, kan jeg høre, at de koncentrerer sig om at betone jeg´et, fordi det er uvant for dem: ”JEG kan godt li´ at gå en tur, når jeg kommer hjem”. ”Det gør MIG glad, når ungerne vil have en krammer, når de møder om morgenen.”

Konsulenten fortæller, at uden jeg´et påtager vi os ikke det fulde ansvar. Det bliver sværere for Hanne at sætte grænser, når det er Hanne og ikke jeg´et, der sætter dem. Det handler samtidig om følelsen af selvtillid og selvværd. ”Jeg føler sådan, jeg finder mig i dét, men ikke dét, fordi jeg passer på mig selv.”

Ifølge Nan Engel er det især vigtigt, at ledelsen kan vise vejen og gå i dialog med personale og forældre. Der skal være zoner med helle i hverdagen, for stress skal tages alvorligt. Det er en god idé kollegerne imellem at lave en aftale, der skal respekteres og defineres: 1. niveau: Jeg har travlt, indforstået, jeg klarer det, men jeg er overbelastet. 2. niveau: Jeg har monstertravlt, indforstået, jeg klarer det lidt, men ikke i længere tid, så har jeg brug for hjælp.

Børn i en hønsegård

”Skynd dig, vi har travlt. Vi skal gå om fem minutter”, sådan oplever tusindvis af børn at blive talt til om morgenen. Men børn har slet ikke den samme tidsfornemmelse som voksne, understreger Nan Engel. Barnet ved ikke, hvad fem minutter er. De har ikke den voksnes livserfaring og kender ikke konsekvenserne. Nogle børn reagerer ligesom deres mor eller far og begynder at løbe rundt og være bange for, om de nu når det. Andre retter ikke ind, men bliver langsommere og i forældrenes øjne endnu mere umulige at få ud af døren.

”Kig dig selv ind i spejlet”. Sådan siger jeg til forældre, der beklager sig over de stressede morgener. Jeg forklarer, at det er dem, der er de umulige i situationen. Hvis ikke vi voksne planlægger morgenen, så der er god tid, så er det os, der skaber uroen, ikke børnene. Forældre vil så gerne have nyttige, konkrete værktøjer, de kan bruge i børneopdragelsen, men værktøjet er inden i dem og viser sig i deres adfærd – i deres ro eller uro, deres tydelighed eller utydelighed. Mit bedste råd er: Slap af. Tag roligt af sted og kom roligt hjem fra arbejde og vær til stede med børnene – et kvarter til en halv time efter hjemkomsten.”

Stresskonsulenten understreger, at børn har stort behov for at vide, at de voksne er der. Det kan være forældrene, det kan være personalet i institutionen, senere i livet er det lærerne. De kan komme i tvivl, hvis den voksne ikke mentalt er til stede. På tur rundt til hundredvis af institutioner, har hun især lagt mærke til et fænomen, der måske nok vil provokere nogle ansatte at blive konfronteret med: At institutionen har tendens til at blive en hønsegård.

”Hvad der ikke bliver talt om af private problemer, f.eks. kærestesorger, ind over børnene, er utroligt. Fordi kvinder generelt bærer på et stærkt omsorgsgen, føler de også, at de i forholdet til kolleger, skal være givende og lydhøre. Men fokus bør være på børnene. Personalet skal lære i endnu højere grad at skille privat fra fagligt, fordi det ellers tager tiden og energien fra arbejdet. Dét forhold, at du som pædagog, dagplejer, medhjælper osv. oplever, at de andres personlige problemer måske fylder meget og nogle gange så meget, at det går ud over dit arbejde med børnene, er utrolig generende. Når ens arbejde forstyrres, kan det på sigt skabe stor frustration og i værste fald være en medvirkende årsag til stress.”

Hvordan håndteres barnets stress?

Hvis en medarbejder får mistanke om, at de symptomer barnet har, måske kan skyldes stress i børnehøjde, er det vigtigt snarest muligt at tage hånd om problemet. I starten handler det om at observere adfærden for at se, om symptomerne bliver ved, og er det tilfældet, så skal forældrene i første omgang hives til side for at tage en snak om problemet.

”Fortæl forældrene, hvad du ser, og hvad din mistanke går på. Mange forældre vil sikkert virke totalt afvisende, fordi de enten ikke vil indrømme, hvordan landet ligger, eller også er de slet ikke klar over, hvilken indvirkning, deres egen travlhed har på børnene. Pædagogens påtale kan i bedste fald sætte skub i en forandring. I sidste instans har institutionen jo altid en mulighed for at indberette observationen til kommunen, hvis forældrene ikke reagerer, men symptomerne fortsætter.”

Som institution eller dagplejer har man alle gode muligheder for at skabe trygge og hyggelige rammer i form af sund kost, god personalepolitik og en ikke alt for stram struktur. Ikke alt for fastlagt en struktur kan sammen med trygge rammer gøre en stor forskel for det barn, der hjemme lever i en stressfyldt hverdag, forklarer Nan Engel og understreger, at dét at give børn medbestemmelse også er væsentligt. Hvad er deres interesser? Samtaler med børnene om deres hverdag kan også hjælpe barnet, fordi det her får mulighed for at sætte ord på eventuelle frustrationer. At lave aktiviteter i mindre grupper, eller arbejde kropsligt med børnene, kan også afhjælpe stress.

”Når der er dårligt arbejdsklima i institutionen, f.eks. dårlig ledelse og for meget hønsegård, kan det resultere i sygefravær blandt personalet samtidig med, at det helt naturligt har en negativ indflydelse på stedets børn. Som udefrakommende er det tydeligt, når jeg træder ind i institutionen, om det er et børneområde i god eller ikke god balance”