Jeg undres...

Af Anne-Marie Jacobsen, Udflytterbørnehaven Frihedslyst

Hvorfor lytter man ikke til den kritik af målepunkter og udviklingskontrakter der er fra pilotprojektets deltagere, spørger en daginstitutionsleder.

I februar blev alle Valby institutioner, samt de institutioner, der var udtaget til at deltage i Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommunes pilotprojekt vedrørende udviklingskontrakter, indkaldt til et seminar om disse.

Vi havde alle fået tilsendt et ret omfattende materiale, som vi i gruppearbejdet tog udgangspunkt i. Materialet indeholdt et bruttokatalog, et skema over mål og delmål og målpunkter, som kontoret for Pædagogik og Læring havde udviklet som et bud på, hvordan man kunne måle forskellige indsatser i daginstitutionerne. Målpunkterne var efter sigende et krav fra politikerne.

Der blev arbejdet meget seriøst med dette bruttokatalog hele dagen og resultatet blev, at budskabet til forvaltningen var, at den måde man mente, man kunne måle på, ikke duede på daginstitutionsområdet. Derfor er det med undren, at vi 14 dage efter får stort set det samme bruttokatalog tilbage til brug for udviklingskontrakterne. De ændringer, der er i kataloget, er uvæsentlige.

Man kan få den mistanke, at der sker visse knopskydninger, når politikerne fornemmer, at ikke alt på daginstitutionsområdet fungerer som det skal. Det er fint, at politikerne har et øje på daginstitutionsområdet og vedkender sig deres ansvar for de økonomiske bevillinger og de overordnede pædagogiske og personalemæssige rammer. Politikerne beder derfor direktionen i Børne- og Ungdomsforvaltningen om et forslag til, hvordan man kan sikre sig kvalitet i daginstitutionerne, som igen giver opgaven videre til Pædagogik og Læring. Det er såmænd også udmærket, men i stedet for at se på, hvilke metoder og tilgange man allerede har udviklet og kan gøre brug af til måling af de forskellige mål og målpunkter, man har opstillet, opfinder man et helt nyt koncept. Og så er det man undres, ikke blot i egenskab af at være leder og kende til det daglige arbejde i institutionerne, men også i egenskab af at være skatteborger i Købehavns Kommune. Det koster mange penge og megen arbejdstid at indføre udviklingskontrakter.

Måske ved politikerne og BUF egentlig ikke, hvad de skal gøre for at løse de forskellige problemstillinger i kommunen. Det er også en svær nød at knække, for bl.a. handler det om økonomi, og den er svær at forhandle sig til. Det handler også om meget høje ambitioner. Ikke fordi man ikke skal have ambitioner, men de må tilpasses de økonomiske rammer. Ligesom vi i institutionerne må sætte tæring efter næring, så må politikerne det også. Måske tror man også, at man gennem udviklingskontrakterne får udmøntet en mere ensrettet måde at arbejde på i institutionerne og at det er et gode. At det er et gode, er jeg uenig i, og med de mange politikker, fokuspunkter, lærerplaner og meget andet, der er søsat inden for få år, har man i hvert fald allerede indirekte bestemt, hvad tiden i institutionerne for en stor del skal bruges til. Vil man yderligere bestemme, hvordan der pædagogisk skal arbejdes i institutionerne, er man ved at reducere ledere og pædagoger til en slags teknokrater, der blot følger anvisninger, der kommer fra oven. De tegn er der allerede, og med udviklingskontrakterne får vi efter min mening mere af dette.

Det man gerne vil opnå med udviklingskontrakterne, kan man allerede opnå ved eksisterende værktøjer. Vi har årsplaner, der stort set beskriver alt det, der ligger i mål og målpunkter i udviklingsplanerne, og der står da også for det meste i kolonnen i bruttokataloget: ”Hvor findes data”: at det ”Fremgår af tilsynsskema”, er ”beskrevet af dagtilbuddet” (i årsplanen), eller, ”Er beskrevet i den pædagogiske læreplan”. Så hvad er det der sker, siden politikerne og direktionen ikke kan aflæse daginstitutionernes arbejde og opfyldelse af de mange forskellige indsatsområder, der allerede er implementeret i årsplanerne? Ja, jeg ved det ikke og må lade spørgsmålet gå videre til direktionen i Børne- og Ungdomsforvaltningen og til politikerne, for jeg kan ikke se, hvordan man måler bedre med en udviklingskontrakt. Jeg tror, at hvis jeg spurgte nogle politikere, ville nogle af dem svare: ”Ja, men det er slet ikke for vores skyld, at vi indfører udviklingskontrakter, det er for institutionernes skyld, så de har nogle mere klare retningslinjer at gå efter m.v...”

Men så tror jeg at daginstitutionerne vil takke pænt nej tak for tilbuddet. Vi har allerede et system via vores årsplaner og det årlige tilsyn, der skal sikre, at vi arbejder pædagogisk og fagligt forsvarligt. De institutioner, der ikke formår det, er dem, der skal have hjælp, og det giver en udviklingskontrakt dem ikke. Den vil blot vise det samme som eventuelt en årsplan vil vise, og altså det man allerede ved i forvejen. De institutioner, der har problemer, har bl.a. brug for personlig støtte fra de pædagogiske konsulenter. Nu fratager man dem timer af den i forvejen sparsomme tid, de har til den personlige kontakt med institutionerne. Men jeg tager jo nok fejl, det er jo nok ikke for institutionernes skyld, at man indfører udviklingskontrakter.

Vi skal måles. Det er i hvert fald meddelelsen fra vores distriktsforvaltning. Men så er det jo, at vi støder ind i et problem: Beskeden fra daginstitutionerne var på seminaret i februar: ”Måler I på den måde, som det fremgår af bruttokataloget, måler I forkert og får altså de forkerte svar”. Vi deltager i et pilotprojekt, der skal evalueres undervejs. Vi er indkaldt til at deltage i udvikling af udviklingskontrakterne i egenskab af at være ledere, hvor det vel forventes, at vi har forstand på det vi taler om. Men det er ikke sådan jeg oplever det nu. I Børne- og Ungdomsforvaltningen taler man meget om ”bottom-up”, altså at have bunden med i erfaringsudveksling og indflydelse på udvikling, men det ser jeg ikke her. Vi er kun med til at udvikle det eksisterende materiale, som faktisk blev kritiseret meget på seminaret.

Hvis man kigger konkret på nogle af mål punkterne i bruttokataloget, støder man f.eks. på Mål 1: ”Sammenhæng og kontinuitet i børns liv”. Her skal distriktet sammenholde tal for overdragelse af videndeling fra institutionerne til skolen, med skolens tal. Det er en tidskrævende opgave og som måske ikke giver så god en pejling på vidensoverdragelse generelt, da det er og også bør være forældrenes afgørelse, om institutionerne skal viderebringe oplysninger om deres børn. Hvad er der galt i, at de pædagogiske konsulenter ved det årlige tilsyn erfarer om vidensoverdragelse i den enkelte institution til skole og fritidsordning er ok eller ikke? Vidensoverdragelse sker også på forskellige måder i de forskellige institutioner. Nogle sender lange udtalelser, andre sender ” Intet at bemærke ”, når der intet unormalt er om et barn og bruger i stedet for resurserne på de børn, hvor der reelt er brug for en vidensoverdragelse. Dette er også som regel beskrevet i årsplanerne.

I målpunkt 2: ”Styrke børns leg, læring – livsglæde og trivsel”. Her tages der meget udgangspunkt i Børnemiljøvurderingen. Den er også i forvejen beskrevet i årsplanerne, der hvor den er implementeret, og der hvor den ikke er implementeret endnu, er det også beskrevet, hvorfor den ikke er det. Også her står der i kolonnen: ”Hvor findes data”, at det fremgår af tilsynsskema.

I delmål: ”Styrkelse af forældresamarbejdet” 3.1., som handler om, hvor mange af børnenes forældre, der deltager i arrangementer og lignende, sammenholdt med bl.a. målpunkt for ”Styrket Faglighed” 1.3., der handler om, hvor mange forældre, der har udtrykt, at de bliver mødt med stor faglighed fra personalet, kræver det nærmest en brugerundersøgelse. Det lyder jo nemt, men er det det? Har nogen tænkt på, hvor meget arbejde, der ligger i det, også når f.eks. halvdelen af forældrene ikke besvarer, da de måske rent faktisk mener, at de har besvaret spørgsmålet gennem den daglige kontakt med personalet. Hvordan finder man så frem til et brugbart svar, som politikerne kan bruge, som ikke er et tal, men et gæt baseret på en fornemmelse, en indlevelse i hvordan forældresamarbejdet fungerer?

Det jeg naturligvis vil vise med denne artikel er, at alt det man vil måle institutionerne på, har man allerede værktøjer til at måle på. At udviklingskontrakterne blot er en knopskydning af årsplanerne og måske, desværre, er et påskud fra politikerne samt Børne- og Ungdomsforvaltningen, om at de gerne vil forbedre forholdene, men blot ikke har stor nok viden. Det er min påstand, at man har al den viden, der skal til, og man har også alle de værktøjer, der skal til for at måle, hvordan det står til i daginstitutionerne, og hvordan der arbejdes. Jeg savner, at man målretter resurserne bedre, så de institutioner, der er i vanskeligheder, får den fornødne støtte. Med udviklingskontrakterne, synes jeg, at man lægger alle ”under kniven ”. Man opererer jo heller ikke os alle, men kun de der er syge.

Bl.a. kan Børne- og Ungdomsforvaltningen let måle på økonomistyring. I bruttokataloget under De Fælles Mål: ”Bedre økonomistyring” står der, at udmeldt budget skal overholdes. Det falder mig altså noget for brystet, at det er den første udmelding man giver, ikke fordi jeg ikke mener, at budgettet skal overholdes, men fordi BUF ved, at det har været meget svært at økonomistyre i de forgangne år. Faktisk er det kun i meget få år, inden for de 10 år, jeg har været leder, at økonomistyringsprogrammerne har fungeret tilfredsstillende. Alle ledere kender til skufferegnskaberne, og ikke mindst da sammenlægningen mellem Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen skete, nedlagde man lige det eksisterende økonomikontor, der ellers, langt om længe, havde fået økonomistyringsprogrammet til at fungere godt. Selvfølgelig kunne vi økonomistyre ved at stykke andre programmer sammen, men var/ er det rimeligt med bøvlede programmer? Det falder mig også for brystet, at de fleste institutioner rent faktisk har haft overskud på budgettet og altså ikke et underskud, som bemærkningen: ”Udmeldt budget skal overholdes”, insinuerer. Problemet har været at bruge alle pengene på budgettet og at få det budskab igennem til politikerne, at en stor del af overskuddet skyldes opsparinger til forskelligt andet. Et mere sympatisk mål for en bedre økonomistyring i institutionerne under Børne- og Ungdomsforvaltningen ville være et mål om, at hele det udmeldte budget skal bruges. Det er vel det, der er meningen med en politisk besluttet økonomisk ramme.

Sluttelig vil jeg sige, at jeg oplever at bruttokataloget giver indtryk af, at man tror, at institutionerne arbejder ens eller meget lig hinanden. Det gør institutionerne ikke. Der er store forskelle på pædagogiske fokusområder og på hvordan man arbejder med sprog, overgange, BMV’en, læreplaner, læsepolitiker, miljøledelse m.m. Jeg tror derfor, at det bliver meget svært for en del institutioner at vælge målpunkter, som jo ikke er valgfrie, da man skal vælge mindst to under hvert delmål, der passer til ens institution. Derfor får institutionen svært ved at fremkomme med et sandt og brugbart svar, der kan bruges af politikerne. Dette var netop det store kritikpunkt på seminaret i februar.