MUREN

Af Elisabeth Lockert Lange

Dybt frustrerende kalder to støttekontaktpersoner det faktum at deres arbejde i høj grad har mistet sit pædagogiske relationsfundament og i stigende grad handler om at holde snor i de sindslidende borgeres økonomi og kontakt med Beskæftigelsesog Integrationsforvaltningen på deres vegne.

Det er ikke de faglige socialpædagogiske arbejdsredskaber, der er noget galt med i støttekontaktpersonarbejdet med de sindslidende i Københavns Kommune. Det er i systemet, medarbejderne løber panden mod muren.

Peter Brødholt er støttekontaktperson i Voksenteam, Socialcenter City og Inger Riis Laursen er støttekontaktperson i Voksenteam Socialcenter Amager. Begge arbejder med sindslidende borgere i København. De insisterer begge to på at deres arbejde har en social og pædagogisk indgangsvinkel og ikke tager udgangspunkt i hverken diagnoser eller beskæftigelse.

Eller, sådan er det i teorien.

De oplever at det socialfaglige arbejde, som de i sin tid valgte, mere og mere forskydes, så deres opgave i stigende grad reelt bliver at holde snor i borgernes økonomiske forhold. At de reelt i mange situationer bliver Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens forlængede arm. Og det er dybt frustrerende for dem. Det vender vi tilbage til.

Støttekontaktpersoner i Københavns Kommune arbejder med byens allermest socialt belastede borgere, de allermest isolerede, dem hvor familien er stået af, som ingen netværk har. De som ikke magter at tage imod etablerede tilbud, de som falder mellem stolene og kasserne. De hjemløse, alkoholikerne og de sindslidende, som trods deres problemer ikke er i behandling. Fordi de er så isolerede eller har en ”forkert” eller ingen diagnose. Også det vender vi tilbage til.

Målgrupperne overlapper i høj grad, men Peter Brødholt og Inger Riis Laursen har fokus på de sindslidende.

Relationsarbejde

Støttekontaktpersoner skaber kontakt til de mest socialt udsatte og arbejder med dem ud fra deres behov. Det overordnede mål er at bryde deres isolation MUREN og skabe netværk, at brobygge til etablerede tilbud, eller til deres familie, en sportsklub eller den lokale kirke – hvad deres behov nu er.

”Vores arbejde er relationsarbejde. Vi skaber tillid. I starten, hvor de måske lige er udskrevet fra et hospital, har de sikkert ikke umiddelbart lyst til at have en støttekontaktperson. Kontakten er altid meget skrøbelig i starten, men det er også spændende at lære dem at kende. Det handler jo også om kemi”, siger Peter Brødholt.

Inger Riis Laursen supplerer:

”Vores faglige udgangspunkt er at relationen altid er på deres præmisser – vi kommer ikke med et projekt på vores egne vegne eller samfundets vegne, vi kommer med ydmyghed og rummelighed. Og vi kan rumme rigtig meget”.

Peter Brødholt griner: ”Nogen kan sige til mig: du kan ikke komme hjem til mig, for der ligner bare… og jeg kan svare: du vil ikke tro, hvad jeg har set.”

Støttekontaktpersonerne er tålmodige og vedholdende. Opsøger igen og igen, ringer på gang på gang for at få kontakt, lægger små sedler, smider et kort ind – og de bliver ved. Tvinger ikke, men prøver vedvarende. Og der kan gå et halvt år, før de allermest isolerede lukker op.

Støttekontaktpersonernes målgruppe er en broget gruppe mennesker, men et smertensbarn er de unge under 25 år. De får stort set aldrig førtidspension, for man satser jo på at de kommer sig af deres sindslidelse. Og fair nok, det gør de forhåbentlig.

Men den kontanthjælp de får imens, kan de hverken leve eller dø af. 6.124 kr. er den lave kontanthjælpssats for unge udeboende. Før skat naturligvis. Hvis de unge har en af flere bestemte psykiatriske diagnoser kan de få en højere sats, men det skal være den rigtige diagnose. En af dem på diagnoselisten.

Angst er jo fx totalt handicappende i forhold til at kunne klare et arbejde, men det er ikke en klar diagnose. Den liste vender vi tilbage til.

Forskydning

For nogle år siden delte man hele den økonomiske opgave med beskæftigelse og ydelser ud fra Socialforvaltningen. Det kom over i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Tanken var god nok, nemlig at det pædagogiske arbejde ikke skulle blandes sammen med borgernes økonomi.

Men reelt er støttekontaktpersonernes opgave nu syltet ind i borgernes økonomiske situation som aldrig før. Uendelig meget af deres tid og hele udgangspunktet for deres arbejde forskydes til at handle om beskæftigelse, aktivering, jobcenter, kontanthjælp; alt sammen Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens område og ikke Socialforvaltningens.

Som Inger Riis Laursen beskriver det:

”Det var en dejlig tid, dengang jeg søgte at skabe kontakt, ringede på døren og smed kort ind fra en faglig pædagogisk omtanke for borgeren, og ikke som nu, hvor det alt for ofte er for at sikre mig, at de havde åbnet brev fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og gør hvad de siger, så de ikke får taget deres kontanthjælp.”

Hun tilføjer:

”I praksis er Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen blevet en mastodont, som det er svært at komme ind til, og de forstyrrer det faglige arbejde vi laver. Vi er nødt til at deltage i forvaltningens pres på borgerne, og det betyder at vi reelt ikke kan tage udgangspunkt i den enkelte borgers behov.”

Frustration

Peter Brødholt fortæller om en ung mand. 18 år og dermed (pludselig) voksen og overgået til Voksenteamet. Sindslidende, reelt hjemløs, med et misbrug, en urealistisk selvopfattelse og på laveste kontanthjælp. Han tager i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen sammen med den unge mand, som sagsbehandleren placerer i matchgruppe 1 – altså i den gruppe som kun har arbejdsløshed som problem. Han får besked på at han skal starte på hotel- og restaurationsskolen næste onsdag. Han havde nemlig nævnt noget om at han var interesseret i sådan noget. Han magtede selvfølgelig slet ikke at møde op.

Peter Brødholts arbejde bestod derefter i at få ham omgrupperet og få reddet hans kontanthjælp, som blev stoppet da han ikke mødte på skolen. Det lykkedes, han blev omklassificeret til gruppe 4, fik sin kontanthjælp og en ungdomsbolig (som i øvrigt betyder at han har 1.500 kr. tilbage til alt andet, når huslejen er betalt).

Så det lykkedes, men pointen er at det ikke er den pædagogiske opgave, Peter Brødholt er ansat til, og som er nødvendig for borgeren.

”Det er meget frustrerende i mit job, at jeg skal bruge så meget tid på forvaltningen. Vores job har fået en helt anden drejning på den måde. Vi er blevet Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens højre hånd. Vi hører os selv sige: har du fået brev, gik du til mødet. Alt sammen for at undgå at de pludselig står helt uden penge.”

Og hvis støttekontaktpersonerne ikke påtager sig denne opgave, så ender endnu flere af de svageste borgere i en situation, hvor de ingen hjælp eller penge får. De kan gå i måneder uden kontanthjælp og må jo nødvendigvis gribe til kriminalitet for at klare sig.

”Når de mister kontanthjælpen, så kommer der ikke nogen og hjælper dem op igen. Hvis der ikke er nogen forbindelse til noget etableret på en eller anden måde, så går de reelt uden penge. Og vi får ikke besked om det, når kontanthjælpen stoppes.”

En uigennemskuelig mastodont

Inger Riis Laursen oplever præcis de samme frustrationer. At borgernes akutte og uafklarede situation kommer til at handle om kontanthjælp og ikke om deres selvformulerede behov.

”Denne forskydning er en af de største udfordringer i vores arbejde, og ikke mødet med borgeren. Der har vi de faglige arbejdsredskaber i orden, men der er nærmest ikke plads til det pædagogiske relationsarbejde”, siger hun og fortsætter:

”Jeg arbejder ud fra mig selv, med relationer, og så forholder jeg mig ikke til matchgrupper eller diagnoser. Det er ikke det mit arbejde handler om. Men jeg tvinges til det.”

En mastodont med en uigennemskuelig struktur, hvor alle bestemt ikke ved, hvad de andre gør. Med så lange sagsbehandlingstider at oplysningerne er forældede, når forvaltningen skal tage stilling til fx fleksjob, at borgeren skal starte forfra. Nogle køres rundt i systemet fra aktivering til aktivering, og fra arbejdsprøvning til arbejdsprøvning. Breve sendes ud om fremmøde til hjemløse og sindslidende, hvor de så end sender dem hen, og hvis de ikke handler på dem, mister de kontanthjælpen. Borgerne kan jo heller ikke komme i kontakt med forvaltningen, det er svært nok for medarbejderne i Socialforvaltningen. Sådan er Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen – også.

For de har også gode historier om forvaltningen, fx med at få matchet borgere om. Med medarbejdere som henvender sig til støttekontaktpersonerne, når de møder borgere, de ser ikke kan klare sig – og så videre.

”Problemet er at det er vilkårligt, hvornår det sker”, fortæller de. Og sukker. For tidligere var det samarbejdet med hospitalerne, som var det mest frustrerende. Og det er stadig på grund af de meget forskellige menneskesyn der ligger i henholdsvis diagnoser og det socialfaglige som udgangspunkt. Men problemerne med at alt for meget af tiden og arbejdet kommer til at handle om at redde borgerne fra økonomisk ruin, ved at sikre deres kontanthjælp, hjælpe dem med aktivering osv. det overskygger det meste.

”Vi arbejder med folks kompetencer og ressourcer, og det siger de også de gør i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Men vi oplever at de gør det ved at bagatellisere og ignorere problemer – de vil ikke høre om hjemløshed og sindslidelser. Der er nærmest et krav om man skal komme sig, og hjemløshed er da ikke noget at tale om, når man kigger på ressourcer. Men sådan kan man jo ikke arbejde, man må se på hele situationen”, mener de to støttekontaktpersoner.

Og tilføjer at der heldigvis ser ud til at ske noget for at bedre samarbejdet, i hvert fald i forhold til matchgrupperne 4 og 5.

De kan ikke

Og hvad handler det hele om? Inger Riis Laursen mener at filosofien bag denne benhårde lovgivning er, at borgerne skal opdage at det kan betale sig at arbejde eller uddanne sig.

”Og det er jo fint. For dem der kan. Men der er nogle som ikke kan. Men myndighederne, lovgiverne, tror åbenbart at hvis bare de bliver pisket nok, så tager de et arbejde. Men de sindslidende kan ikke, og det er ikke et valg, men magtesløshed. Lovgivningen tager ikke højde for, at mennesker ikke reagerer rationelt. De begriber ikke at de ikke bare møder op, især når de står til at miste så meget. Men mennesker med angst og fobier reagerer ikke rationelt. Og de kan ikke bare tage sig sammen.”

Så er der dem, der ikke passer ind i diagnoserne og i diagnoselisten. For en sådan liste opereres der med, og nåde og trøste dem som ikke passer ind i den, men falder igennem, fordi de ikke har den ”rigtige” diagnose. Eller slet ingen diagnose har.

Inger Riis Laursen har et eksempel. En 22 årig ung mand med ADHD og massiv social angst søger om at få forhøjet kontanthjælp, men da ADHD ikke findes på diagnoselisten, er hans chancer små. Han har egen bolig, men kun 628 kr. tilbage, når de faste udgifter er betalt. Han vil også gerne søge om førtidspension, men det er endnu sværere at få tilkendt.

Han modtager et brev fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen om at han skal følge fem timer undervisning om dagen i den anden ende af byen. Med sin lidelse kan han slet ikke deltage i almindelig undervisning, og han kan heller ikke tage bus.

”Hans eneste mulighed er ikke at møde op, han er magtesløs. Og hvis han ikke møder op, så fjernes hans kontanthjælp. Det gjorde de så ikke, for jeg gik med ham derop. Men det er så frustrerende at hovedindholdet i mit arbejde bliver at være kontakt til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Det støder min faglighed”, siger Inger Riis Laursen.