Et drømmespil

Af Elisabeth Lockert Lange

Et teaterprojekt om drømme betyder nyt fællesskab og venskaber på tværs mellem børn og voksne i Valhal i Vanløse.

De glæder sig til selv at se teaterstykket, Barndommens Gade, selvom det kun bliver på video.

For mens pædagogerne Kirsten Hansen og Maiken Larsen sammen med andre af de voksne i Valhal befandt sig bag scenen og trak i trådene, så rullede forestillingerne, to for forældre og anden familie og én for børnene, over scenen. Forestillinger som de voksne sammen med børnene havde været med til at skabe.

Det handler om drømme. I bred forstand. Det vil sige både fremtidsdrømme, ønskedrømme, natdrømme, onde drømme. Et stort projekt over to måneder og med omkring 48 børn i alt – foran og bag scenen.

Valhal er vant til at sætte store projekter i søen. De sidste par år har det handlet om rollespil, men i år skulle det være teater med dans, musik og sang, og de ville gerne lave noget som fritidshjem og klub kunne dele og samles om, efter de blev integreret for snart tre år siden. I hverdagen kommer det let til at knibe med den fulde integration af de to grupper, både børn og voksne, og derfor var et af formålene med teaterprojektet netop at ryste dem sammen.

Og det lykkedes, vurderer de to pædagoger. Både børn og voksne fra begge grupper har brugt kræfter i projektet, og ingen af dem kunne hver især have lavet det alene.

Det holdt. Børnene kom til øvedagene, de forpligtede sig, tog ansvar for både hinanden og det samlede resultat. Gennem involvering blev der skabt ejerskab og stolthed over både processen og resultatet. Det var en stor udfordring, for der var kun et tema at gå ud fra, intet plot, ingen hovedpersoner eller roller. Og hvordan fastholder man drømme, hvordan udtrykker man dem, så andre forstår dem, mærker dem, føler dem – ud fra deres fortolkninger.

Arbejdet gav ansvarsfølelse, indlevelse og fællesskab, og det hele mundede ud i et mosaikstykke, hvor en række små scener med hver deres udtryk blev flettet sammen til en stor fortælling, hvor ikke mindst venskab, frihed, at være ny og udenfor var gennemgående fokuspunkter i drømmespillet.

Nærvær

Mens drømmene var af alle slags, konkrete, abstrakte, realistiske, absurde, så lå genrerne fast: dans, musik, drama og rap.

Alle børn i institutionen kunne selv vælge sig ind på det de ville, og da mange ikke rigtig vidste hvad de ville, så var de første par øvegange uforpligtende. Børnene skulle vide hvad de bandt sig til, for når først det hele kørte, så var det afgørende at alle var forpligtede på projektet, for alle var nødvendige for det. Ogde var i gang i to måneder, med træning og øvetimer op til flere gange om ugen.

”Det er meget anderledes end i hverdagen, hvor vi prioriterer børnenes fritid højt, og hvor de gerne må gå til og fra. Vi ved det er hårdt at komme fra skole. Men i projektet fik børnene ejerskab og ansvarsfølelse over for de andre og for projektet som sådan. De var nødvendige for hinanden, og da de først så, hvordan det var når én manglede, så kom de uden brok, de følte sig nødvendige”, fortæller Maiken Larsen, som selv stod for dansen. Hun fortsætter:

”Vi startede med at lave en intro med forskellige slags øvelser, bl.a. samarbejdsøvelser og drama, så børnene kunne prøve ting af. Derefter valgte de sig ind på en af de fire kategorier. Og derefter var fortolkningen af drømmetemaet helt op til dem selv.”

Det gik ikke helt glat i starten. Drømmene lod sig ikke rigtig fange ind. Så der blev søgt på biblioteket og på nettet. Der blev lavet plancher om med billeder om drømme, drømme om familie og venner, om magi, om venskab, om det gode og det onde.

”Vi ved det jo godt, men vi fik sandelig bekræftet i forløbet, hvor meget nærvær betyder. Hvor meget det giver, når vi virkelig er tilstede og stiller børnene spørgsmål, for så er det utroligt hvad der kommer frem. Når vi giver os tid og ikke bare spørger: hvad drømmer du om, men virkelig går ind i det, så sker der noget”, siger Kirsten Hansen, som var ansvarlig for dramadelen.

I starten var børnene varsomme med at udlevere sig selv og deres drømme, forståeligt nok. Men efterhånden kom de langt omkring i forhold til, hvad man kan have af drømme. De fik kigget ind i de andres situationer og følelser, og i emner som krig og frihed, venskab og udelukkelse. De skrev tekster og digte, som senere blev vist på en storskærm under forestillingen og som understøttede det der skete på scenen.

Skabe billeder

Der var ingen handling, og det var helt bevidst fra de voksnes side. Intet konkret stykke, ingen faste figurer, ingen faste roller. Det betød en frihed til at definere temaer og sig selv på en ny måde, men det var også en udfordring. Og der blev talt meget blandt og med børnene om hvad det betød.

”I starten spurgte børnene meget, hvilken rolle de skulle spille, og det tog tid for dem at forstå at der ikke var en midte og en slutning på stykket. At det handlede om at skabe billeder i hovedet på dem der så på det, og at det ikke skulle forstås på en bestemt måde”, siger Kirsten Hansen med et smil.

De to pædagoger viser plancher med billeder, tegninger og ord. Bl.a. af en person der bliver trukket i fra flere sider. En situation som optræder i stykket og netop kan forstås på flere måder. Måske som: alle vil lege med mig, eller: alle vil bestemme over mig. Scenen endte med at barnet river sig fri og siger: lad mig være.

”De valgte selv alle situationerne, og de vidste hvad de betød for dem hver især, og at de ikke betød det samme for de andre. Alt de lavede har et indhold og føles forskelligt for hver enkelt. Der ligger en høj grad af empatitræning i det, for alle ser det samme men ud fra deres egen synsvinkel. Og netop sådan har vi arbejdet rigtig meget med det”, fortæller Kirsten Hansen.

Hun starter børnenes bevidstgørelse om det at skabe billeder på den indre skærm med et eventyr. Eventyret ender med at en mand kommer til en by med en høj mur om, alt sammen fortalt i eventyrsprog. Og så spørger hun børnene, hvad farve muren har, og hver og en har set muren i deres farver. Det illustrerer for dem, hvordan de selv danner billeder, og hvor forskellige de billeder er. At handlingen i deres mosaikstykke skabes inde i publikum. At der ikke var nogen hovedperson, at de ikke skulle klædes ud som noget eller nogen, at de var deres egen kulisse. ”Det skulle vi formidle til dem på mange forskellige måder.”

Følelserne

Maiken Larsen smiler:

”Og de fangede det. Dansede det, sang det og spillede det.” Hun fortæller om en soldans, hvor børnene gennem dansen ”folder” solen ud. Og om hvordan børnene ved øvelserne talte om venskab, om uhåndgribelige symbolske udtryk, og hvordan de forstås af andre. At alle lægger deres eget i det.

”Vi havde også en dans, hvor børnene har håndjern på, to og to, og danser med synkrone bevægelser. Det var en stærk symbolik, og det virkede stærkt. Det handlede om både fangenskab og venskab, for det var en vennedans for pigerne, som prøvede af i samtale og bevægelse, hvad venskab betyder. De talte meget om man fx så kun må lege med denne ene.”

I stykket var der også et må-godt-land og et må-ikke-land, det var et mareridt, som de improviserede over. En pige kommer til må-ikke-land, hvor hun ikke må være med i gruppen.

”Og de sagde alle de ting i scenen, som de gør i dagligdagen: ”gå væk, du lugter” osv. Intet af det var de instrueret i, og den scene opløses i at pyha det var heldigvis en ond drøm”, siger Kirsten Hansen og tilføjer:

”Børn kan med ord få at vide at de er onde, men jeg tror på dramaet, det kan noget helt andet. Det er en god metode til at få følelserne helt ind under huden.”

Maiken Larsen nikker, det kan dansen også.

Sammen på tværs

Og musikken kan det.

Både et klubband og et fritidshjemsband var med i projektet og sammen. De understøttede hinanden, klubbørnene som spiller til dagligt støttede de yngre børn, og sangerne sang sammen. Dér slog integrationen helt igennem.

For det var vigtigt for formålet med projektet, at også klubbørnene kunne se sig selv i projektet, sådan at de også kunne og ville bruge deres kompetencer på det. Og selvom der var langt flere fritidshjemsbørn i projektet end klubbørn, så skete der en sammenrystning.

”Samtidig med at de spiller sammen, kommer der et frihedsdigt frem på tavlen, og alle ordene er børnenes egne, som de har lavet sammen. Klubbørnene var meget inspireret af at få mulighed for at bruge sig selv og sammen med de andre, og de så deres egne ting blive sat ind i en større sammenhæng”, vurderer de to pædagoger.

Det samme skete i flamencodansegruppen, hvor en enkelt yngre fritidshjemspige deltog i gruppen af klubpiger. Det var meget modigt af hende, for hun kendte hverken de andre piger eller dansen. Men de fik kendskab til hinanden, og de støttede hende, og der var intet surmuleri, når der skulle øves ekstra på grund af hende.

”Dette har helt sikkert givet venskaber på flere planer, og venskaber på tværs i institutionen. Alle børnene i grupperne fik nyt kendskab til hinandens kvaliteter.”

Til rapgruppen meldte syv drenge sig, to af dem børn med særlige behov. Alle syv er børn med meget gang i, og valgte det selvfølgelig fordi det er sejt.

”Vi var spændt på, hvordan det ville gå. De bød ind med ord, og en af de voksne skrev teksterne ud fra deres tanker. Og så trænede de, og de store børn i gruppen gik ind og tog ansvar og drev de små videre, så de også kunne klare det. Der var tre voksne om de syv børn, og de voksne havde alligevel sved på panden, når de øvede”, fortæller Kirsten Hansen med et grin.

”Og så var de bare fantastiske på scenen. Det var stort, ikke mindst at de to drenge med særlige behov kunne gå på scenen sammen med de andre og stå foran så mange mennesker. Det var en total sejr for dem. De var så stolte”, tilføjer Maiken Larsen.

Forandringer

At der med et projekt som dette sker en masse i børnene og mellem dem er tydeligt, mener de to pædagoger og skyder fra hoften. Fx kan tidligere ensomme børn få en anden rolle og dermed en anden status og venner, fordi alle børnene ser nye sider af både sig selv og hinanden. Fx kan børn som ikke rigtig gider engagere sig i starten, ende med at blomstre og tage meget ansvar over for fællesskabet. Eller dominerende børn, som måske ellers dirigerer meget rundt med andre, kan tage henstillinger til sig uden problemer.

”Og når publikum rejser sig til sidst, og børnene mærker at de kan bevæge andre med det de gør, så oplever de at de har gjort noget sammen og har noget sammen.”

De voksne fik også deres ahaoplevelser.

Kirsten Hansen fortæller at personalegruppen netop nu arbejder teoretisk med både det cirkulære og det lineære i deres arbejde. Hun uddyber:

”Det cirkulære er når vi bevæger os ud til siderne, prøver ting af, tager mange vinkler ind, taler om hvad der er vigtigt og hvorfor, sådan som vi gjorde det i starten af projektet. Og det lineære er at hvis dette skal fungere som forestilling, så skal vi derudaf med det vi har prøvet af. Og derefter går vi tilbage til det cirkulære igen – i en fortløbende proces. Begge måder at arbejde kom i brug her, så vi fik set vores teoretiske arbejde i praksis.”

Valhal valgte i øvrigt at hyre en instruktør udefra, det betød organisatorisk hjælp fra en person, som ikke samtidig var en del af øvegrupperne. Det er godt med en koordinerende person, som kan hægte det hele sammen, som har fugleperspektivet og den røde tråd. En som er fritaget til at have overblikket. For et projekt som dette kan selvfølgelig mærkes personalemæssigt, når voksne fra både fritidshjemsdelen og klubdelen skal samarbejde.

”Det er godt og inspirerende, men hårdt personalemæssigt. Men det betyder at huset har udviklet sig til ét stort hus, sådan at vi samarbejder anderledes. Vi byder ind med os selv nu, uanset hvor der er mangler i huset eller hvis tur det er.”

Og så er de meget taknemmelige over for Hovedstadens Pædagogseminarium på Linde Allé, hvor de fik lov at låne auditoriet med plads til 92 mennesker til forestillingerne, det betød så meget med ordentlig lys.

Lidt tekster fra forestillingen:

Tænk hvis jeg kunne fange solen
Så ville jeg blomstre
Så ville alle de onde forsvinde
Så ville man blive varm
og give glæder til alle

Tænk hvis man var taget til fange,
så ville man drømme om at komme
fri – og ud i verden
og så bestemte man selv hvilken vej
man ville gå
Men selvom man er lænket sammen,
kan man godt gå samme vej

Man kan drømme om at være sig
selv og ikke få at vide,
hvordan man skal være eller opføre
sig…
- At være almindelig
- At være venner
- Bare ingen skældte ud
Bare man kunne gøre hvad man ville

Frihed er at have det sjovt
Frihed er tilpas med regler
Og ikke nogen store regler
Frihed er at ha’ mad – og ha’ det mad man kan li’
Frihed er at ha’ en seng, og tøj, og et klædeskab,
og lys gennem vinduet
Frihed er at glæde sig til at komme i skole,
Når man skal have skolens bedste lærer,
som er sjov og rar,
og kan tage ting alvorligt,
kan blive sur,
hvis nogen skændes, lytter han
og siger ”kom nu videre”
og lærer os om, hvordan man kan hjælpe dyr
- og gøre ting, som ikke kun er skoleting
Frihed er at komme på et fritidshjem,
Hvor de voksne ikke holder med nogen
Hvis der er problemer er der ikke nogen, der får skylden