Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Udtalelse:
STOP udvisningen af irakerne
Regeringens ønske om at tvangsudvise de irakiske asylansøgere til Irak er en skandale. Landsforeningen For Socialpædagogers hovedbestyrelse opfordrer til at øge presset på regeringen og tvinge den til at vise medmenneskelighed.
Med den indgåede hjemsendelsesaftale med den irakiske regering, vil regeringen nu skride til handling over for de omkring 280 afviste irakiske asylansøgere i Danmark og hurtigst muligt sætte dem på et fly tilbage til Irak.
LFS er ikke enig i at regeringen har ret til at sende irakerne tilbage.
De afvistes sag har ikke været i nærheden af uafhængige domstole, men de er alene afgjort af et regeringsafhængigt Flygtningenævn, der i øvrigt går direkte imod den højeste sagkundskab på området: FNs Flygtningehøjkommissariat.
Der er intet, der forhindrer Danmark i at give de afviste irakere humanitær opholdstilladelse. Det ville tværtimod være oplagt at gøre det – ikke kun individuelt, men også samlet, i lyset både af de ekstreme forhold i deres hjemland, de mange år de har været her i landet, og det medansvar Danmark som besættelsesmagt har for den vedvarende vold i Irak.
LFS mener præcis som Dansk Socialrådgiverforening, at der er mindst tre gode grunde til at overveje hjemsendelsen af irakerne, hvis Danmark skal betragtes som et samfund med humanitære principper.
For det første mener LFS ikke, at regeringen kan tvangsudvise mennesker til et land, som Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til. Desuden opfordrer ministeriet også danskere i Irak til at forlade landet. Begrundelsen er truslen om kamphandlinger, terror og kidnapninger. Ministeriet skriver også på sin hjemmeside, at risikoen er specielt stor, hvis man kommer fra Danmark på grund af islamisters særlige fokus på Danmark.
For det andet mener LFS, at vi er nødt til at tage hensyn til den tilknytning, som asylansøgerne har fået til Danmark. Det gælder især de børn, som har levet her i op til otte år, og som aldrig har været i Irak.
For det tredje mener LFS, at Danmark er direkte medansvarlig for krigen i Irak, som i en årrække har skubbet landet ud i kaos og kostet den irakiske befolkning meget store lidelser. En meget lille del af de millioner af irakere, krigen har sendt på flugt, er endt i Danmark.
LFS mener, at regeringen skal tvinges til stoppe udvisningerne. Opbakningen og solidariteten til irakerne i Brorson Kirken er et vidnesbyrd om at medmenneskelighed og solidaritet stadig eksisterer i Danmark, trods syv år med en af historiens mest menneskefjendske regeringer.
Det er kun den folkelige mobilisering, der kan få regeringen på andre tanker. LFS opfordrer alle til at støtte de udvisningstruede irakere gennem de folkelige initiativer som eksisterer.
LFS’ hovedbestyrelse har bevilliget 5000 kr. til de irakiske børn i Brorson Kirken.