Svar til Jan Hoby (LFS Nyt 8 /09) 

Kære Jan Hoby

Tak for dit svar, hvori du beskriver, at LFS i adskillige høringssvar, artikler og oplæg har argumenteret for, at ”kampen for anerkendelse” er et centralt tema i det politiske, fagpolitiske og pædagogiske arbejde. Af den grund mener du, at jeg ”sparker åbne døre ind”, når jeg er gået i rette med den forståelse af anerkendelsesbegrebet, som du formulerer i LFS Nyt nr. 5. Du skriver, at du ikke helt forstår, hvad mit ærinde er. Dette vil jeg forsøge at tydeliggøre:

I LFS Nyt nr. 5 kunne man, ganske i modstrid med hvad du skriver i dit svar (i LFS nyt nr. 8) bl.a. læse, at LFS overfor B&U udvalget har påpeget, at man ikke kan tale om en ”anerkendende pædagogik”, som du definerer som ”et modebegreb”. Og senere i samme artikel postulerer du, at al pædagogik pr. definition er anerkendende ”ellers er det ikke pædagogik, men noget andet.”

I mit indlæg i LFS Nyt nr. 7 går jeg i rette med disse forståelser og søger at folde anerkendelsesbegrebet ud og give det faglig fylde. Hvis du på dette grundlag mener, at jeg ”sparker åbne døre ind” og vi nu er enige i den fagfaglige beskrivelse af anerkendelsesbegrebet, som jeg fremfører, kan jeg da kun være vældig tilfreds.

Du har ganske ret, når du skriver, at jeg udelukkende har forholdt mig teoretisk til de udsagn, som du fremsatte i LFS Nyt nr. 5. Det forekom mig at være relevant, fordi du netop beklagede dig over, at ” LFS’ faglige og saglige pædagogiske argumenter ”i forhold til anerkendende pædagogik ikke blev hørt.

I dit svar kritiserer du, at jeg ikke forholder mig til den politiske kontekst, som ”hele den pædagogiske virkelighed udspiller sig i.” Hvor ”progressive pædagogiske og sociologiske begreber overtages, tømmes for indhold, tages ud af deres sammenhæng og indtænkes i reaktionære, nykonservative top-down styringslogikker i landets kommuner.”

Til dette vil jeg ganske kort bemærke, at jeg er helt enig i, at vi som fagpersoner skal være vældigt opmærksomme, når bl.a. pædagogiske begreber ”kidnappes”, tømmes for meningsfylde og anvendes udenfor den tiltænkte kontekst, hvad enten det er som kommunale styringslogikker eller som fagpolitisk kanonføde.

I mit indlæg forholder jeg mig netop til, at du i LFS Nyt nr. 5 er i fuldt sving med at tømme anerkendelsesbegrebet for alt indhold : ”Anerkendelse tilføjer intet nyt.” ”Al pædagogik er anerkendende”, mener du og derved devaluerer du værdien af at arbejde systematisk og målrettet med faglige refleksioner i forhold til en anerkendende praksis. En praksis der vel at mærke gør en forskel for de børn og familier, der møder den. Mit ærinde, som du ikke helt forstår, er altså at give anerkendelsesbegrebet så mange ord med på vejen, fastholde dets faglige betydning og tyngde, så man ikke helt så let kan løbe med det. Uanset hvilken ideologisk medbetydning/i det aktuelle tilfælde ideologisk ”udvanding”, man måtte ønske at tilføre det.

Sidst i dit svar skriver du, at LFS ønsker at myndiggøre det pædagogiske personale og tage den pædagogiske definitionsmagt tilbage blandt andet ved hjælp af aktuel forskning. Denne gode bestræbelse kan jeg kun være enig i. Den faglige autoritet, der udtrykker sig i pædagogisk kunnen og faglig duelighed det vil sige i en adfærd, der henviser til faget, skal vi ubetinget søge at fremme og skabe respekt omkring. Pædagoger skal styrke deres faglige autoritet i forhold til børnene, forældrene og offentligheden.

Det kan de, efter min beskedne mening, kun gøre ved at generobre deres fag hver eneste dag, det vil sige ved at være intensivt optaget af pædagogik, ved at ville gøre den levende hverdag til genstand for fagligt stringente refleksioner og videreudvikling og ved at kunne argumentere for deres praksis. Gode pædagogiske grundvilkår heriblandt tid til refleksion og planlægning samt løbende videreuddannelse er væsentlige faktorer, som der er forskningsmæssigt belæg for kan fremme dette mål.

Til slut vil jeg kaste en lille fagpolitisk undren ind: Når LFS så ofte kritiserer B&U udvalget og forvaltningen for arrogance & magtfuldkommenhed og i den forbindelse bruger vendinger, der kan få ayatollaher til at fremstå som rene retoriske novicer, hvad er så formålet med denne form?
Og når du f.eks. afsluttende i dit svar skriver til mig: ” LFS ved bedst om pædagogik og børns hverdagsliv” – ja, så tænker jeg, at der burde være råd til lidt differentiering. Ellers erstatter LFS jo blot én magtfuldkommenhed, som I er på vagt overfor og kritiserer hårdt, med en anden. Er det vejen frem?

For apropos autoritet: Hvis formen ikke agtes, mister argumenterne anseelse og dermed vil jeg tro, at man ikke fremmer respekten for det pædagogiske fags dømmekraft og autoritet hverken indadtil eller udadtil. Myndiggørelse finder bl.a. sted i gensidigt anerkendende processer, hvor enighed ikke altid er mulig endsige ønskelig, men hvor respekten for forskellen til den anden part og dennes position og argument er et væsentligt omdrejningspunkt.

Debatten er hermed afsluttet fra min side. Det vil jeg gerne gøre i en anerkendende tone; for din bestræbelse er vel lige som min – fra hver vores position og overbevisning – helt overordnet – at søge at værne om den pædagogiske faglighed og fremme vilkårene for at udøve det gode pædagogiske arbejde i det daglige møde med børn og andre brugere.

Birthe Harboe, pædagog og cand.pæd. i Almen pædagogik
Pædagogisk konsulent ved Familie- og Basispladsprojektet Københavns Kommune.

Axel Honneth og det fagpolitiske på det pædagogiske område

Kære Birthe Harboe

Jeg takker også for dit svar, rart at se at vi kan nå en vis enighed.
Jeg har forstået dit ærinde og dit ønske om ”at give anerkendelsesbegrebet så mange ord med på vejen”.
Gennem de sidste mange år har et af det pædagogiske områdes mantraer været ”anerkendende relationer”, og for mig at se bidrager Axel Honneth til en væsentlig teoretisk udredning af denne tilgang, for hvad anerkendelse egentlig vil sige. Samtidig har begreber som inklusion og rummelighed også været på den pædagogiske dagsorden, og også disse begreber nuanceres efter min opfattelse med Honneths udredninger og uddyber nogle af de begreber, som vi har brugt på det pædagogiske arbejdsområde de sidste 300 år.

I daginstitutionerne har man gennem mange år set det som en væsentlig del af den pædagogiske opgave at være et supplement til den opdragelse, som lå i hjemmet. Her kan det være en væsentlig skelnen at gøre sig, at det i daginstitutionen gælder et professionelt forhold, som handler om at se børnene som de unikke og særegne væsener, som de også er – og ikke kun se dem i et kærlighedens anerkendelsesperspektiv.
Børnene bidrager i en solidarisk sfære med nogle individuelle kompetencer, og det er ikke som individualister, de her skal betragtes. De skal betragtes som værende af betydning for fællesskabet, og de skal gennem den selvtillid, der er grundlagt i den hjemlige anerkendelsessfære, sammen med den selvværdsættelse, der er resultatet af den solidariske anerkendelsessfære, blive i stand til at indgå i relationer og i intersubjektivitet med tolerance og respekt for den anden og for de normer, der gør sig gældende i den solidariske sfære, de er en del af.

Problemet er blot at mens der både i det politiske og pædagogiske verden tales om anerkendelse, så betyder nedskæringer, Skoleficering, kategoriseringen og standardisering af barndommen mindre og mindre anerkendelse af børn og deres kulturfællesskab. I daginstitution og skole vækker det i lyset af anerkendelsesbegrebet i den solidariske sfære dyb bekymring, at der i disse tider tales så meget om klare mål, trinmål, standarder og tests.

Og det er her vi måske har vores uenighed? Jeg forholder mig til den politiserede pædagogik og den politiske pædagogik, som dominerer det pædagogiske område i disse år. ”Anerkendende pædagogik”, ”anerkendende ledelse” og ”anerkendende arbejdsmiljø” bliver til skueværdier i New Public Management–tidsalderen. Der sker en devaluering af anerkendelsesbegrebet, når det skrives ind i markedsgjort styringslogik. Børne- og ungdomsudvalget og Børne- og ungdomsforvaltningen tror på at ord skaber og former virkeligheden, men ord uden handling har ingen betydning.

Uden en anerkendelse af børns kulturfællesskaber, uden bedre normeringer, uden massive investeringer i daginstitutionsområdet og uden bedre arbejds- og lønforhold for det pædagogiske personale, er al snak om ”anerkendelse” ikke andet end ”New speak” som George Orwell beskrev det i romanen ”1984”. Det er derfor LFS skriver at ”der skabes en illusion i det politiske og offentlige rum om at begreber som ”anerkendende pædagogik” skaber og tilføjer noget nyt til den pædagogiske relation”. Kort og godt reduceres anerkendelsesbegrebet til ren og skær social teknik.

Forsøget på at skrive den kritiske samfundsteori og samfundskritikken ud af Alex Honneth holder ikke.
Alex Honneth mener, at oplevelser og erfaringer med misagtelse kan lejres affektivt i mennesket, så det senere kan give anledning til og motivation til social modstand, som handler om ”kampen om anerkendelse”. Og det er hans opfattelse, at der på om arbejdsmarkedet ofte må lægges lige så stor vægt på fordelingen af anerkendelse som på fordelingen af materielle og økonomiske goder. Dog skal der være artikulationsmidler parate i eller for en social bevægelse, dvs. fagpolitisk  parathed, for at erfaringer om misagtelse kan blive til en reel motivationskilde for politiske modstandshandlinger (Honneth 2003a s.224).

LFS har den fagpolitiske parathed og ønsker sammen med medlemmerne og resten af fagbevægelsen at udvikle modstandshandlinger der kan sikre et samfund, der de facto anerkender sine medborgere uanset deres køn, alder, race eller kulturelle baggrund.

Venligst
Jan Hoby, næstformand i LFS