Til Jan Hobys svar til Birthe Harboe om ”den falske frihed”

Sagen der gives mening om, i LFS Nyt 7/09 og svar herpå fra Jan Hoby i LFS Nyt 8/09, handler dette indlæg ikke om, men dette handler om måden, der svares LFS’ medlemmer på, som har nogle andre indfaldsvinkler og måske mere indsigtsrige strategier og værdier i forhold til at skabe udvikling på den enkelte arbejdsplads: udviklingsrum for børn og ansatte!

Når Jan Hoby skriver til Birthe Harboe, at vi ved bedst om pædagogik og børns hverdagsliv, mener Jan Hoby så LFS eller hvad mener Jan Hoby med ”vi”?
Jan Hoby svarer Birthe Harboe, at hun er fuld af floskler og fine citater, men aldrig har jeg dog set så mange floskler, citater og pædagogiske guruer nævnt i et svar fra LFS.

Dommer for virkeligheden eller den pædagogiske virkelighed for det enkelte medlem, kan LFS og Jan Hoby aldrig blive, men kun gisne om, lytte til og være rigtig, rigtig ydmyge over for!
Der er ingen, der er i tvivl om, at Jan Hoby befinder sig på en politisk, samfundskritisk jubelbølge, men pædagogisk arbejde er altså andet end at bruge al sin energi og faglighed på ”forhånelse, latterliggørelse, mistillid” (leder Jan Hoby LFS Nyt 8/09) over for vores forvaltning, kommune og ”system”!
Det er jo totalt bremseklods for udvikling, konstruktiv dialog og sund fornuft.

LFS kan aldrig skrue den enkelte daginstitution, eller det enkelte medlem, ned i Jan Hobys holdninger til, hvad der er rigtigt eller forkert. Sandt eller falskt! Så tror jeg, at LFS absolut går galt i byen, da ”vi ”, os LFS-medlemmer, ellers vil føle os totalt umyndiggjort!

Så frihed, ikke mindst metodefrihed og anerkendelse, som er overskriften på det omtalte indlæg, mangler måske rigtig meget i LFS’ eget svar… Hvis Jan Hoby tror, at det handler om at tage definitionsmagten for/fra LFS-medlemmer, ved at vide alt om alt, og rent intellektuelt spytte teorier ud, om alle de fortrædeligheder offentlige ansatte udsættes for, skal LFS eller Jan Hoby bare vide, at vi altså ikke er uvidende bæster om vores egne vilkår, rammer og virkelighed! Stavnsbåndet er desuden også ophævet!

Det må være vores ret, da det er vores virkelighed at agere i dagligdagen, med udviklingsrum for børn og kollegaer som primært mål, uden at blive stemplet som reaktionær eller nykonservativ.
Måske skulle LFS og Jan Hoby myndiggøre fagbevægelsen, via respekt for, hvor det er medlemmerne befinder sig, og hvad det er medlemmerne har brug for, eksempelvis mere i lønningsposen eller ved konstruktiv, dygtig, og respektfuld dialog med forvaltning og kommune – formidle problemer, behov og savn fra medlemmerne, for os de allervigtigste ingredienser til en succesfuld og meningsfuld hverdag på den enkelte institution.

Så tager vi selv ”definitionsmagten” på det vi er eksperter på og finder selv vejen til myndiggørelse i forhold til det, vi oplever virker, i forhold til udvikling og trivsel på den enkelte arbejdsplads.
Vi er mange herude, der har stor viden om pædagogik, især praktisk! Ligeledes har vi også tid til at berige hverdagen med lidt overordnede teorier, og ikke mindst har vi stor viden om, hvad et godt arbejdsliv er! Vi har viden og erfaring i gode psykiske arbejdsmiljøer, hvor opmærksomhed, tillid og anerkendelse er i centrum. Ligeledes hænder det også, at vi møder disse dyder i vores distrikt, forvaltning eller Københavns Kommune i form af redskaber til i praksis at styrke omdrejningspunktet for os: Den gode og velfungerende arbejdsplads.

Endnu engang: vi anerkender og har respekt for alle niveauer i vores store organisation Københavns Kommune! Vi er daginstitutioner i en politisk styret organisation! Vi har stor bevidsthed om de yderst komplekse rammer og vilkår vi har! Vi er parat til at kæmpe for kvalitet og udvikling, det skal bare give mening i forhold til vores hverdag og ikke mindst i forhold til vores virkelighed!
Vi arbejder dagligt på højtryk for at skabe fantastiske institutioner med udviklingsrum for børn, kollegaer og forældre.

Det er anerkendelse, stolthed, opmuntring og ikke mindst arbejdsglæde, der driver værket!
Det ville være god opbakning og opmuntring for LFSmedlemmer at tale op til medlemmerne, anerkende medlemmerne! Det ville være god opbakning, hvis LFS kunne og ville sætte sig ind i de vilkår, der kan skabes resultater ud fra, her og nu – dette set ud fra et børneperspektiv, og en  dygtig og energisk arbejdspladskultur!
Sandt eller falsk… opmuntring eller nedmuntring… bottom-up eller bottom-down… politisk parti eller fagforening… ja det kunne være rart med en jordnær dialog omkring udviklingen i vores fagforening! Hvordan finder vi overordnet i LFS en tillidsfuld, sober, farbar og udbytterig vej til øget udvikling og faglighed på den enkelte arbejdsplads, således at det enkelte medlem kan se den røde tråd i forhold til arbejdsliv og det at være medlem af en fagforening!

Lene Hector
Leder, Havkatten, 0-6 års institution, Distrikt Amager

Schhyyy, vi må ikke forstyrre arbejdsgiverne

Kære Lene Hector

Du kunne have skrevet et meget kort læserbrev, med ordene:
jeg er 100 pct. enig med min arbejdsgiver, uanset hvad. Jeg er 100 pct. uenig med min fagforening, uanset hvad.
Din aggressive retorik er uden bund i virkeligheden. Du tilskriver LFS og undertegnede en række motiver, som er helt ude i hampen. (”LFS eller Jan Hoby (skal) bare vide, at vi altså ikke er uvidende bæster om vore egne vilkår, rammer og virkelighed”).

Du beskriver en modsætning som ikke eksisterer – mellem LFS og medlemmerne. (”Måske skulle LFS og Jan Hoby myndiggøre fagbevægelsen, via respekt for, hvor det er medlemmerne befinder sig, og hvad det er medlemmerne har brug for”).
LFS’ politiske ledelse er i tæt og jordnær dialog med alle medlemsgrupper, og vi henter vores fagpolitiske mandater blandt vores medlemmer. Undertegnede har haft mere end 1000 medlemmer til fyraftensmøde om pædagogiske emner og holdt oplæg på små 100 institutioner, gennem de sidste par år, så jeg har en udmærket fornemmelse for, hvad det er der rører sig blandt medlemmerne. LFS har gennem medlems -, TR- og TR/Ledermøder en meget tæt fagpolitisk sparring om LFS’ politiske og fagpolitisk strategier. Men jeg har aldrig oplevet at du har deltaget eller endsige ytret dig.

Dit skønmaleri af Københavns Kommune og Børne- og Ungdomsforvaltningen vil sikkert glæde arbejdergiverne, men det har ikke meget med den dokumenterbare virkelighed at gøre. Undersøgelser af ledernes psykiske arbejdsmiljø taler sit eget sprog. Den systematiske forringelse af daginstitutionerne Schhyyy, vi må ikke forstyrre arbejdsgiverne gennem de sidste 20 år undergraver det pædagogiske personales forsøg på ”at skabe fantastiske institutioner med udviklingsrum for børn, kollegaer og forældre”, det taler et andet og ligeså tydeligt sprog.

Årsagen er markedsgørelsen af den offentlige sektor, kendt under navnet New Public Management. Markedslogikken er en institutionaliseret selvbegrundet standart. Hvor magtens (arbejdesgiverne/politikerne) selvretfærdighed desværre er eskaleret til et punkt, hvor distraherende kendsgerninger, argumenter og forskning ikke bare fejes til side, men ignoreres.

Samtidigt med at der går nysprog i retorikken, der er Orwells 1984 værdigt.
Problemet er at du ikke har øje for den virkelighed – og det er du i din gode ret til. Men der er heldigvis færre og færre, der ikke kan se problemet med markedsgørelsen.
LFS er en konstruktiv, kritisk med- og modspiller til udviklingen i Københavns Kommune. Men LFS er ikke et halehæng til hverken politikerne eller arbejdsgiverne. Derfor fastholder LFS kritikken af de forhold, som det pædagogiske område udsættes for. LFS vil kæmpe for en demokratisering af kritikken. For i en tid hvor al progressiv kritik lægges for had, hvor ytringsfriheden bruges af arbejdsgiverne til at bedrive top-down politisk kritik af det pædagogiske områdes faglige kulturarv, ja så er der brug for fagforeninger der tør, vil og kan sammen med sine medlemmer udfordre magten.

Venligst
Jan Hoby, næstformand i LFS