Ikke godt nok

Der tales meget i kommunerne om den forebyggende insats, men meget tyder på, at pædagogernes indsats og den støtte de har brug for at udøve indsatsen i praksis ofte glemmes.

Af Elisabeth Lockert Lange

Socialt udsatte børn skal have hjælp, det er alle enige om. Langt de fleste vurderer også at hjælpen skal falde tidligt, jo tidligere jo bedre. Men i virkelighedens verden sker det bare for sjældent.

Det afdækker undersøgelsen ”Socialt udsatte børn i dagtilbud – indsats og effekt”. Den er udarbejdet af programleder Jill Mehlbye fra AKF, Anvendt KommunalForskning, i samarbejde med Danmarks Pædagogiske Universitet (ved lektor Bente Jensen), Aarhus Universitet, NIRAS Konsulenterne og UdviklingsForum (ved konsulent John Andersen) for Indenrigs- og Socialministeriet. Undersøgelsen omfatter 79 pct. af landets kommuner.

Hovedkonklusionen i undersøgelsen er, at ganske vist er kommunerne godt i gang med at udvikle den tidlige forebyggende indsats over for socialt udsatte børn, men indsatsen lader meget tilbage at ønske. Den kan gøres endnu meget bedre.
Den tidlige forebyggende indsats betyder at den skal starte helst i dagpleje og vuggestue og i hvert fald i børnehaven. Daginstitutionerne spiller med andre ord ikke overraskende en meget vigtig rolle i dette tidlige forebyggende arbejde. Rapporten peger da også på at der iværksættes mange nye tiltag i dagtilbuddene, den nævner fx pædagogiske udrykningsteam, ekstra pædagogtimer, foruden støtte og rådgivning til forældrene.

Brug for samarbejde

Men det er ikke nok – og det er ikke godt nok. Samarbejdet mellem børnenes daginstitutioner og kommunernes familieafdelinger kan gøres langt bedre. Fx deler kun i tre ud af ti kommuner daginstitutionens og kommunens familieafdeling deres viden om børnenes situation, før der sættes en eller anden støtte i værk for et udsat barn eller dets familie.

Jill Mehlbye fra AKF fortæller:
”Det billede, vi ser i undersøgelsen, er, at der sker rigtig meget udvikling i indsatsen i dagtilbuddene, men også at kommunerne i mange tilfælde ikke lever op til målet om en koordineret, helhedsorienteret indsats, hvor der både ses på barnets situation og barnets dagligdag i familien og i dagtilbuddet”, siger hun og fortsætter:
”Dette samarbejde er vigtigt for en effektiv indsats. Hvis indsatsen ikke er effektiv nok og foregår i et samarbejde kan det i værste fald betyde, at børnenes problemer vokser sig så store, at børnene må døgnanbringes, når de bliver ældre.”

I kommunerne er der nedsat tværfaglige team, som varetager den koordinerende og rådgivende funktion i forhold til dagtilbuddene, men ud fra undersøgelsens resultater tyder meget på at de ikke opfylder dagtilbuddenes behov for hjælp. Dagtilbuddene udtrykker behov for hurtig handling og faglig sparring, når de henvender sig med bekymring om et barn, og det får de ikke.
Derfor kontakter de PPR eller støttepædagogkorpset direkte. Det manglende samarbejde ses også på andre måder. Indsatser over for udsatte børn sat i værk af PPR sker oftest på baggrund af en skriftlig beskrivelse fra dagtilbuddets side (i 80 pct. af tilfældene) mens det kun er på baggrund af familieafdelingens beskrivelse i 13 pct. af gangene. Men når det er familieafdelingen, der sætter noget i værk, er der kun i 34 pct. af tilfældene på baggrund af en skriftlig beskrivelse fra dagtilbuddets side og i 28 pct. fra PPRs side. En klar skævhed i koordination og samarbejde, vurderer forskerne. Og erkendt fra alle sider. Kun meget få dagtilbud, familieafdelinger og PPR udarbejder da også fælles handleplan for et socialt udsat barn, før en indsats iværksættes.

Inkluderende eller individuel

Stort set alle kommuner har en børn- og ungepolitik, og stort set alle arbejder de i en eller anden grad med rummelighed og inklusion. Derved, vurderer undersøgelsen, orienterer den forebyggende
indsats sig i stigende grad mod børnegruppen som helhed og med det udsatte barn set i sammenhæng med gruppen, frem for at rette fokus mod det udsatte barns mere individuelle problemer. Samtidig går bevægelsen mod at det snarere er barnets ressourcer og styrker end dets problemer der tages udgangspunkt i. Med andre ord hele den inkluderende tankegang og pædagogik.

Kommunernes penge går den modsatte vej. Forstået på den måde at den mest almindelige støtteforanstaltning (stadig) er støttepædagogen, hvis timer netop tildeles ud fra en vurdering af det enkelte barns problemer snarere end deres ressourcer.
Det er her langt de fleste ressourcer på området bruges. Især kommunernes egne ressourcer. De midler der bruges til den inkluderende indsats er nemlig især dem der kommer fra staten.
Kommunerne har i øvrigt heller ikke noget overblik over, præcis hvor mange penge de bruger på området. De har heller ikke overblik over det præcise antal socialt udsatte børn.

Bevægelsen hen mod en inkluderende pædagogik betyder dog at ressourcerne i stigende grad går til den samlede børnegruppe. Nogle kommuner ansætter også særligt uddannede pædagoger til at supervisere personalet i dagtilbuddene. Og det er der gode erfaringer med ifølge rapporten. Som peger på at den traditionelle støttepædagogindsats let kan isolere og marginalisere barnet i forhold til de øvrige børn, men samtidig også er en vigtigt individuel støtte for et barn, som ikke kan klare sig inden for de normale pædagogiske rammer.

Disse to indsatsretninger svarer til de to grundholdninger, som undersøgelsen afdækker. Den ene er at de socialt udsatte børn har samme behov som alle andre børn og ikke skal have tilrettelagt en særlig pædagogik lige for dem, de skal bare have mere opmærksomhed inden for den normale pædagogik. Den anden holdning er at disse børn har behov for at få tilbudt noget specielt ud fra deres særlige individuelle behov.

Ringe viden

Formålet med forskningsprojektet var ud over at undersøge hvilken, hvor stor og hvordan indsatsen er i dagtilbuddene til udsatte børn, også at kortlægge om indsats og metoder virker.
Stort set alle kommuner har opstillet politiske mål for indsatsen over for de socialt udsatte børn – ofte præget af ord som forebyggelse, tidlig indsats, inklusion, forældresamarbejde etc.

Men dels måles der generelt ikke systematisk på om indsatsen har en effekt, dels konkretiseres målene heller ikke i forhold til indsatsen i praksis. Så det er svært at sige om indsatsen virker ud fra denne undersøgelse, Det betyder, at der sættes indsatser i værk, uden at man ved, om de virker.
I praksis udformes pædagogikken over for de socialt udsatte børn med en række elementer: nære relationer til de voksne, inddragelse i hverdagens aktiviteter, forudsigelighed og struktur, guidning i forhold til bl.a. adfærd og sprogstimulering.

Hvad der vægtes højest fortæller mere om dagtilbuddets pædagogik og holdninger end det konkrete barns særlige problemstillinger, vurderer undersøgelsen.
Rapporten skriver: ”I dagtilbuddene er målene for det pædagogiske arbejde med socialt udsatte børn i praksis så brede, at det efterfølgende kan være svært for pædagogerne at vurdere, om der er opnået resultater af den konkrete indsats.”
Fx tilstanden trivsel, som i de fleste kommuner er det overordnede mål, er meget svær at måle på. I stedet kan der, vurderer undersøgelsen, defineres mål som fx bedre sproglige færdigheder, reduktion i antallet af støttetimer og anbringelser, gennemførte planlagte aktiviteter eller udviklingen af en inkluderende pædagogik.

Pædagogerne i undersøgelsen bruger begreber som udvikling og forandring frem for effekter af en indsats. De beskriver en emotionel og social udvikling, og undersøgelsen viser at disse elementer er sværere både at arbejde med og måle end fx og især den sproglige udvikling.

”For at sætte en mere systematisk evaluering i værk kunne kommunerne fx uddanne nogle særlige evalueringsvejledere med henblik på at vejlede pædagogerne og støtte målrettede indsatser. Der er stort behov for at få mere systematisk viden om effekten af den tidlige indsats i dagtilbuddene”, foreslår programleder Jill Mehlbye.

Implementere og evaluere

Dette er ikke den eneste anbefaling til den fremtidige indsats i kommunerne, der følger med undersøgelsen. Tværtimod munder den ud i en stribe. Vi tager nogle af dem. En oplagt anbefaling er at omsætte de brede politiske mål til praktiske handlingsmål, så de reelt kan implementeres. Det kræver at de er styrbare mål for dagtilbuddene, familieafdelingen, PPR og de andre.

En anden vigtig opgave er at skabe et tværfagligt samarbejde. I dag oplever dagtilbuddene det alt for flydende, de oplever det er svært at få fat i samarbejdspartnere, især sagsbehandlerne, og at der sjældent udformes en fælles handleplan for arbejdet med et barn. Dagtilbuddene efterlyser også handle- og beslutningsdygtige fora, hvor den konkrete sag kan drøftes, og hvor der kan tages beslutninger om en eventuel foranstaltning.

Kommunernes tværfaglige (distrikts)team, som oftest alene har en rådgivende funktion uden beslutningskompetence, opfylder ikke dagtilbuddenes behov for hurtige handlinger.
Undersøgelsen anbefaler at give det pædagogiske arbejde i dagtilbuddene og rammerne for det langt mere opmærksomhed.
Der tales i kommunerne meget om den forebyggende indsats, men meget tyder på, at pædagogernes indsats og den støtte de har brug for til at udøve indsatsen i praksis ofte glemmes.

Målinger af hvad der virker er ikke det, der ligger pædagoger mest på sinde, effektbegrebet bruges ikke rigtig af pædagogerne som begreb, skriver rapporten. Og i konsekvens af det er der derfor heller ikke i dagtilbuddene særlig opmærksomhed på at afdække sammenhængen mellem indsatsen og effekten af den. Og det er en af grundene til, at der mangler systematisk viden om effekter af den indsats, man sætter i værk, vurderer forskerne.

Forskerne anbefaler desuden at kommunens økonomiske midler følger deres prioritering. Det vil sige at det inkluderende arbejde rent faktisk også er det der gives ressourcer.

Læs mere:
Sammenfatningsrapporten ”Socialt udsatte børn i dagtilbud – indsats og effekt” AKF, DPU, Aarhus Universitet, NIRAS Konsulenterne og UdviklingsForum samt tre delrapporter kan downloades fra udviklingsforum.dk.(link er ikke længere aktivt, red.)