En øjenåbner

KIA projektet (Kvalitet i anbringelsen), som blev afsluttet for et år siden, lever og har det godt på Frederiksholm akutinstitution.
Her er arbejdet med børnene gennemsyret af de faglige erfaringer fra projektet. Øget opmærksomhed, større tydelighed og større bevidsthed om praksis er nogle af de udtryk som går igen, når medarbejdere beskriver udbyttet for den pædagogiske praksis.

Tekst: Elisabeth Lockert Lange

De er begejstrede, det både ser og hører man, og de siger det selv flere gange undervejs i interviewet.
Begejstrede for KIA-projektet, som de har arbejdet seriøst med siden starten for tre et halvt år siden, for den opkvalificering det har givet dem samlet som institution, og ikke mindst for den bevidsthed og refleksion det har beriget det daglige arbejde med børnene med.

I deres begejstring kaster de rundt med udtryk som ”at få et barn på Kvifa”, ”HEFU-filer” og institutionens fire faglige principper. Det vender vi tilbage til.

De er pædagog Marianne Stougaard, ansat på Frederiksholm i 2 1/2 år (efter en fortid som studerende og vikar der), socialrådgiver Rikke Cecilie Bjerrum, og ansat samme sted i 3 1/2 år og Kjeld Boysen Møller, udviklingsmedarbejder og fungerende KIA-koordinator, ansat på Frederiksholm i 18 år. Han har været del af den faglige referencegruppe for projektet fra starten.

Frederiksholm er Københavns Kommunes akutinstitution for børn i skolealderen (ca. 7 til 13 år), normeret til 16 børn, men belægningen varierer med det aktuelle anbringelsesbehov.

Frederiksholm tager gerne selv en del af æren for at KIA-projektet blev sat i værk. De har altid arbejdet med udvikling i en eller anden form, siden begyndelsen af 90’erne med målsætning og videngrundlag, og med interne opkvalificeringsaktiviteter siden starten af 2000.

Egentlig ville de gerne have lavet en diplomuddannelse i døgninstitutionspædagogik, men med udgangspunkt i Københavns Kommunes budgetmodel og den nye anbringelsesreform tog det i stedet form af et fælles kvalitetsudviklingsprojekt.

LFS blev indbudt blandt andre, og KIA blev formuleret og søsat. ”Vi har altid arbejdet teoretisk og metodisk bevidst, men KIA har givet rammer og ressourcer til at gå dybere.

Vi havde en fornemmelse af at vi arbejdede ud fra de samme principper og værdier, men der er stor forskel, når man går dybere i hvad der ligger i tingene konkret og praktisk, og den undersøgelsen gav KIA mulighed for”, siger Rikke Cecilie Bjerrum.

Det skal siges at Frederiksholm havde mulighed for at stykke en stilling sammen, så der blev timer til hele arbejdsprocessen, og det har uden tvivl været medvirkende årsag til at de er kommet så langt og har skabt så gode produkter, som Kjeld Boysen Møller siger: ”det er langt sværere for dem der har skullet tage det ud af det daglige arbejde.”

HEFU -filen

Der er 12 pædagoger på Frederiksholm, og da KIA projektet startede, var de en relativt ny pædagoggruppe. ”På den måde kom KIA på det helt rigtige tidspunkt. Det gav os tid og mulighed for sammen at gå dybere, så vi aldrig bare blev på overfladen. Det har været rigtig godt. Vi arbejder måske ikke så meget anderledes end vi gjorde tidligere, men på grund af processen og vores videre arbejde med metoderne så er bevidstheden om hvad vi gør langt større”, fortæller Marianne Stougaard.

Og så er vi ved HEFU-filen og Kvifa.

HEFU-filen (står for HElhedsorienteret Faglig Udvikling) er en samlet beskrivelse af institutionens målsætninger og dens etiske og vidensmæsssige grundlag.

Desuden beskriver den, hvordan institutionen evaluerer sin praksis.

Modellen er udviklet af Karin Kildedal, lektor ved Ålborg Universitets Center, og den er grundlaget for arbejdet med KIA.

Den er Frederiksholms dynamiske redskab til at fastholde beslutninger omkring institutionens arbejdsgrundlag, værdier, teorier og arbejdsmetoder.

I HEFU-filen står der blandt meget andet mål for arbejdet, værdier, menneskesyn og etisk grundlag.

De fire faglige principper står der, nærmere betegnet helhedssyn, subjektsyn, åbenheds- og tydelighedssyn og udviklingssyn.

Der står hvad videngrundlaget for arbejdet er, hvad dette udgangspunkt betyder mere konkret for arbejdet med de akutanbragte børn, der står om inddragelse og omsorg, medindflydelse og læringsrum. Og der står hvordan arbejdet evalueres.

Marianne Stougaard, Rikke Cecilie Bjerrum og Kjeld Boysen Møller er også alle tre begejstrede for HEFU-filen.

De karakteriserer den som et godt redskab, hvor alle kan se, hvordan man gør på Frederiksholm.

Rikke Cecilie Bjerrum forklarer om arbejdsprocessen undervejs:

”Når vi kom hjem fra KIA-konferencerne, samledes vi i det tværfaglige KIA-team og drøftede, hvordan vi kunne implementere det. Nogle fra teamet lavede så oplæg og overbliksbillede og praksisopgaver, folk blev blandet i grupper, og vi diskuterede fx værdisyn.

Det præsenterede vi for hinanden, samledes om og satte det ind i HEFU-filen. Så ud over alt det andet har arbejdet også betydet et øget fokus på tværfagligt samarbejde og en endnu større forståelse af at vi er en fælles enhed.”

Kvifa

Frederiksholm valgte at bibeholde KIA-teamet efter projektet som sådan var afsluttet, og her et år efter fungerer teamet stadig. Det har de gode erfaringer med.

De mødes jævnligt og holder fast i principper, arbejdsmetoder og begejstring. Derudover driver de udviklingen videre gennem halvårlige temadage med hele institutionen, inklusiv køkkendame etc.

To temadage har de haft, hvor de har arbejdet med HEFU-filen, udvikling, viden, værdier og praksis i forhold til hverdagen, på forskellige kreative måder. Og så arbejder de med Kvifa, en mødeform med kvalificeret videndeling. På mødet analyserer medarbejderne sig frem til, hvordan det videre omsorgsarbejde med et barn skal forløbe.

Kvifa er institutionens implementeringsredskab, praksisredskabet, og meget værdifuldt især i de tilfælde hvor omsorgsarbejdet skal udvikles.
To børn er på hver 14. dag, hvor mødet holdes. Konkret foregår det ved at barnets kontaktpædagog beskriver en episode med barnet.

I vejledningen til et Kvifamøde står der bl.a.: ”Beskriv hvad det er i barnets situation eller adfærd, du har brug for viden om”. Med andre ord, hvor viser det sig, hvornår, i hvilken grad, hvor tit, hvor længe, hvordan er det søgt løst hidtil. Og videre: ”Prøv at formulere ét spørgsmål, som Kvifa processen skal hjælpe med at besvare med udgangspunkt i det.” Efter beskrivelsen reflekterer kollegerne, mens den beskrivende pædagog udelukkende lytter.

Formålet er at få belyst de metoder og den praksis, der udøves i forhold til barnet. ”Det er godt med noget så praksisnært, dette er praksislæring. Vi ser hvor pædagogerne handler, og vi drøfter om institutionens værdi- og videngrundlag er synlige i det pædagogiske arbejde. Det sker aldrig som kontrol men til fælles læring i praksis. Vi har også haft meget på sinde at det skal være en ligenu-og-her-situation, der drøftes på Kvifa. For så kan det bruges, og vi er også nået meget langt med det værdimæssigt. Man burde kunne give diplom til pædagogerne”, fremhæver Kjeld Boysen Møller med et smil og tilføjer at tilbagemeldingerne fra alle medarbejdere har været positive.
Arbejdet hænger sammen Rikke Cecilie Bjerrum fremhæver også at metoden virker som anerkendelse, ”og I er dygtige” tilføjer hun henvendt til Marianne Stougaard.

Hun, pædagogen, nikker og bekræfter: også hun ser store værdier i den måde at arbejde på.
”Ja det giver meget. Det er godt med en episode, som ikke er en stor konflikt, men hvor man vidste at man brugte sin rolle som pædagog. Alle pædagoger har fået episoder behandlet på Kvifa-møder.
Og det kan være noget af en øjenåbner. Ofte skriver man jo døgnrapport uden at tænke så meget over, hvilke værdier ens arbejde afspejler, men når vi gør det i denne form, så kan vi bruge det videre. Man bliver mindet på, hvordan man arbejder – og man får større bevidsthed om det.

Det er også sjovt at høre andres syn på ens rolle og det man gør ud fra de fire faglige principper. Det giver noget af en åbenbaring og en bekræftelse på at ens arbejde hænger sammen.” Kjeld Boysen Møller smiler tilfreds: ”Det er meget ubeskrevne børn vi får ind her, og en akutinstitution som vores inviterer ikke til fordybelse, derfor er det vigtigt at have et tæt på hænderne handleberedskab. Så når Marianne og de andre pædagoger genkender værdigrundlaget i deres arbejde, så er det fordi det altid er tilstede i den pædagogiske hverdag. Og det viser at vi har valgt rigtigt i forhold til hvad vi satte ind i vores HEFU-fil, og hvad vi valgte fra.” At institutionen har valgt metode giver også både overskud og tryghed i arbejdet, for så afhænger alle beslutninger ikke af ens egne holdninger og argumentation. Og samtidig har det også udfordret private holdninger, især de låste positioner, som ikke er der for barnets skyld.

Barnet

Barnet ja. Den allervigtigste. Hvad betyder det videre KIA-arbejde for barnet? Hvor profiterer barnet?
Barnet er og har naturligvis altid været centrum i arbejdet på Frederiksholm. I det er der intet nyt eller forandret. ”Men der er opstået et stort ønske om at arbejde endnu dybere med indflytningsprocessen.
For når barnet kommer herind helt ubeskrevet, så skal der foldes noget viden ud i den første del af forløbet. Man skal finde ud af, hvordan man skal handle, og det kræver viden snarere end en standardreaktion. Hvis der ikke er et foranderligt grundlag helt fra start, så får barnet en hyldevare, og det er ikke det vi vil. Den side af arbejdet har KIA åbnet øjnene for”, fortæller Kjeld Boysen Møller.
Rikke Cecilie Bjerrum peger på en øget tydelighed i arbejdet, fx at det pædagogiske arbejde ikke kun er krisearbejde, men også et meget vigtigt basalt omsorgsarbejde.

Marianne Stougaard supplerer: ”Som pædagoger prøver vi at få det nye barn på Kvifa så hurtigt som muligt. På den måde får alle informationer hurtigt, sådan at vi alle arbejder på samme måde med barnet.” Hun overvejer og tilføjer: ”Vi har måske ikke egentlig ændret vores måde at arbejde på som sådan. Men bevidstheden om arbejdet, om hvad vi gør og hvorfor vi gør det, er lagt større. Fx er vi pædagoger blevet meget mere opmærksomme på vores, pædagogens rolle.” Kjeld Boysen Møller nikker i enighed: ”Pædagogerne er meget bedre til at beskrive situationer med børnene end de var, og det tilskriver jeg KIA. KIA har ikke skabt en omvæltning, men KIA er med til at skærpe praksisarbejdet, tydeliggøre, skærpe og øge opmærksomheden, italesætte og beskrive.”
Og Rikke Cecilie Bjerrum tillægger: ”KIA har også betydet at vi er langt mere nysgerrige på hinandens arbejde. Når vi drøfter igennem, hvilke værdier og metoder vi skal bruge, så tillader vi os at være nysgerrige på kollegernes arbejde, ikke som kritik men som interesse. Hele projektet hæver fagligheden og kvaliteten på døgninstitutionerne, som var høj i forvejen”, understreger hun: ”og det er et trin på en fortsat stige.”

KIA KIA-projektet Kvalitet og mål i anbringelsen blev afsluttet hen over sommeren 2008 efter to et halvt års indsats. Omkring 500 medarbejdere i Socialforvaltningens dag- og døgnbehandlingsinstitutioner deltog i KIA-projektets aktiviteter, som der blev givet 5,4 mill.kr. fra Socialministeriets satspulje til. KIA har været et samarbejdsprojekt mellem Socialforvaltningen og LFS, SL, HK, Forstanderforeningen/KKE og Socialrådgiverforeningen. Baggrunden for projektet var et ønske om at kvalitetsudvikle anbringelsesforløbene, først og fremmest på baggrund af den nye anbringelsesreform, der trådte i kraft 1. januar 2006. Institutionerne skulle i projektet selv udarbejde en såkaldt HEFU-fil (HElheds orienteret Faglig Udvikling), som er en samlet beskrivelse af institutionens målsætninger, etiske og vidensmæsssige grundlag, anvendelse af omsætnings- og læringsrum, foruden en beskrivelse af hvordan institutionen evaluerer sin praksis. Karin Kildedal, ekstern konsulent på projektet, præsenterede undervejs en række faglige modeller, som kan bruges til at omsætte værdi- og vidensgrundlaget til faglig praksis. Et grundlæggende princip for projektet var institutionernes metodefrihed. De definerede selv hvilke pædagogiske principper, de valgte at arbejde ud fra. Det har også været grundlæggende at resultatet skulle kunne bruges i praksis. Læs mere på www.kiaprojekt.kk.dk (link er ikke længere aktivt, red.)