Irakerne i kirken

Tekst: Elisabeth Lockert Lange

Vagter, arbejdsgrupper og andre frivillige har gennem tre måneder forsøgt at holde modet oppe hos de afviste irakere, som har søgt tilflugt i Brorsons Kirke. Efter politiets storm i august er de nu 19 færre.

Stemningen er alvorlig, der er ikke mange smil til fotografen, men situationen er også alvorlig for de noget over 60 irakere, som har søgt tilflugt i Brorsons Kirke i Rantzausgade på Nørrebro, da LFS Nyt er på besøg om eftermiddagen den 12. august. Ja, lige akkurat eftermiddagen før den nat, hvor politiet stormer kirken og henter 19 mandlige irakere.

LFS Nyt er på besøg for at snakke med en af de frivillige i Kirkeasyl, en LFS’er ved navn Ana Maria Espinoza. Vi sætter os på nogle tæpper på trappen til kirken, sådan at hun kan passe sit arbejde som vagt, samtidig med at hun taler med mig. Hun taler roligt og klart om medmenneskelighed og anstændighed, men hendes ord havde nok været anderledes ophidsede, hvis vores aftale havde været sat til dagen efter.

Ana Maria Espinoza fortæller kort om baggrunden. Hvordan ca. 70 afviste irakere for næsten præcis tre måneder siden søger tilflugt først i Vor Frue Kirke, siden i Brorsons Kirke. Tilflugt fra den tvangsudsendelse som truer dem, efter Danmark et par dage før har indgået en hjemsendelsesaftale med Irak.
Hun har selv været med helt fra starten og det første møde i Vor Frue Kirke. Siden da har hun sammen med andre frivillige været infovagt foran kirken så mange timer som hun overhovedet har kunnet overkomme. Hun kender til flygtningetilværelsen fra sin egen tid som flygtning fra Chile. Og både som menneske og som tidligere flygtning kan hun ikke vende ryggen til, som hun siger. Mere om det senere.

Det er ikke kun almindelige danskere, som har været forfærdede over regeringens insisteren på at tvangsudsende irakerne til et land i krig, og hvor bilbomber og myrderier hører til dagens orden. Også FNs flygtningehøjkommissariat, UNHCR, har været på banen og kritiseret Danmarks aftale med Irak om hjemsendelse af 272 afviste asylansøgere. Irakiske flygtninge fra de fem centrale provinser bør ifølge FNs konventioner betragtes som flygtninge. Aftalen i sig selv er da også tvivlsom, da det irakiske udenrigsministerium på sin hjemmeside har hævdet at Irak slet ikke tager imod afviste asylansøgere, der er tvunget til hjemsendelse.
Det får nu ikke den danske regering til at ryste på hånden, den mener at aftalen står ved magt – og viste det den 25. juni hvor seks afviste irakiske asylansøgere blev sat på et fly til Bagdad.

Stormen mod kirken den 13. august kommer efter integrationsminister Birthe Rønn Hornbech har rykket politiet for handling i forhold til irakerne.
Fem demonstranter blev samtidig anholdt i hvad flere medier betegner som og med billeder tydeligt viser er en meget voldsom aktion fra politiets side.

Et andet Danmark

Ana Maria Espinoza fortæller om den desperation og angst, irakerne udtrykker, angst for at blive sendt tilbage til et land i krig, hvor de fleste har oplevet at slægtninge, mødre, fædre, søskende, er blevet dræbt.
”De fleste af dem har været her i landet mellem fem og otte år, og de år er tabt for dem, for de har ikke kunnet være aktive i forhold til at skabe sig et liv her i landet. Nogle af dem har tilkæmpet sig retten til at læse og nogle taler flydende dansk.
De har været langt omkring, for selvom de er udvist af Danmark, henviser andre lande, de henvender sig i, dem tilbage til Danmark som det første land de søgte asyl i. De føler sig som kastebold og uønskede.”

Af frivillige er der – eller var der – både infovagter, forskellige grupper som tager sig af børnene og skaber aktiviteter i en tung hverdag blandt de mismodige og angste mennesker, der er en pressegruppe, en indkøbsgruppe og så er der både læger og sygeplejersker, som lægger nogle timers arbejde gratis.
”På min første vagt spurgte en af irakerne mig: ”hvorfor kan I ikke lide os? Hvorfor får vi ikke en plads i verden?” Jeg er selv flygtning. Fra Chile. Men det var et helt andet Danmark vi kom til da, end vi lever i nu. Fx havde vi allerede asyl da vi ankom. I Chile var det helt forbudt at tale om den undertrykkelse og det diktatur der var – og det var også farligt. Alt var i diktatorens hænder, og der blev fortalt en helt anden historie end den reelle.
Selv i skolebøger – jeg tænkte: de lyver, selv mens vi lever. Da jeg kom til Danmark troede man på min historie, og det var så livsbekræftende for mig, at jeg havde værdi til at blive troet. Det oplever irakerne ikke, de ses som løgnere, som forbrydere, uønskede.

Og de er her endog på grund af en krig, som vi selv var med til at starte. Det giver os et ansvar – det handler ikke kun om medmenneskelighed men om et ekstra ansvar.”
Ana Maria Espinoza er som sagt infovagt, dem var der to af hele døgnet, som stod vagt ved kirken i fire timers vagter. Under sin ferie kunne hun tage flere vagter, men nu hvor hun er tilbage på arbejdet som pædagog i bofællesskaberne vest er det naturligt nok mere begrænset. Men alt hun kan overkomme tager hun. Infovagterne er en slags informationskontor, de taler med forbipasserende, tager imod gaver som folk kommer med, uddeler løbesedler osv. De giver også en hånd med, når renovationen kommer, for der er mere affald end sædvanligt selvfølgelig.
”Det gav irakerne en form for tryghed at vi var her 24 timer i døgnet, og det lykkedes at få folk til alle vagterne. Men der mangler stadig folk, til alt muligt, det må du endelig skrive”, siger hun og opfordrer andre til at være med.

Brug for flere

De 19 irakere, som blev hentet i kirken natten til den 13. august, er ikke de eneste, som er blevet taget under tilflugten. Irakerne har jo nemlig pligt til at melde sig i flygtningelejrene flere gange om ugen, og det er der mange af dem der gør. Her har politiet så stået og taget imod dem – og taget dem med. Andre er gået under jorden, fordi de helt har mistet troen på at de får asyl. Og det kan man næppe fortænke dem i. Slet ikke når de hører om fængslingerne af de irakere som tages af politiet, som om de er kriminelle.
”Det er uforståeligt. Alle fortæller de en tragedie om dræbte slægtninge, de som er overlevet lever ikke i Irak. Jeg har bl.a. talt med en ingeniør, som taler flydende engelsk og godt dansk, han drømmer om et almindeligt liv med børn, det har han ikke kunnet få i de syv år han har været her.

Og samtidig med at de 260 dansktalende irakere skal tvangsudsendes, så har Danmark forpligtet sig til at modtage 500 nye flygtninge – fra Irak. Som ikke taler dansk. Det er absurd”, fremhæver Ana Maria Espinoza.

Irakerne som sad i kirken og håbede på noget andet end den onde skæbne at blive tvunget tilbage til mord og krig, var samtidig de stærkeste i flokken af afviste irakere. De havde styrken og initiativet til at gøre noget, til at søge tilflugt i kirken, de svageste er dem der er tilbage i lejrene.
”Som pædagog kan man gøre meget. Børnene er traumatiserede, de ældre er syge og triste. Vi kan bidrage til alle grupperne, vores værktøj er jo vores værdier, holdninger og drømme.
Man kan sagtens udfolde sine pædagogiske evner, vi er gode til at etablere kontakt og give tryghed både til voksne i en krisesituation og ikke mindst til børnene. Som pædagoger har vi en pligt til at agere menneskeligt, synes jeg, og i alle grupper her kan en pædagog gøre sig gældende, og irakerne har så meget brug for at få vist solidaritet, de føler sig meget glemt. Politikerne vil jo ikke røre det med en ildtang.”

Ana Maria Espinoza ryster på hovedet.
”Man spørger sig selv om, hvad der er blevet af vores værdier og anstændighedsfølelse, når vi tillader dette. Tidligere var Danmark respekteret af andre lande og frygtet af diktatorerne, og tidligere var jeg stolt af vores samfund og dets værdier. Tidligere sagde jeg med stolthed at jeg var dansker, nu siger jeg at jeg kommer fra Chile, for selvom jeg har stor kærlighed til Danmark, orker jeg ikke at blive taget til indtægt for noget jeg ikke kan forsvare. Men jeg føler jo også et ansvar for Danmark, og derfor er jeg her. Og så tror jeg på civil ulydighed.”