Som pædagog skal man også være afstemt

Den voksne skal forholde sig undrende og undersøgende og ikke lægge sin sort-hvide tolkning ned over barnet. På Behandlingshjemmet Kokkedal har arbejdet med Susan Harts teorier om flow og rytme givet børnene bedre trivsel.

Af Tine Bjerre Larsen

Det er fem år siden, at personalet på Behandlingshjemmet Kokkedal begyndte at arbejde med Susan Harts teorier og anvende den neuropsykologiske viden i deres pædagogiske praksis.
Da institutionen i 2004 fik satspuljemidler i KABU-projektet, fik de Susan Harts kollega Marianne Bentzen til at komme ud og sætte dem i gang med at gøre teorierne om neuroaffektiv udviklingspsykologi til konkret virkelighed.

”Vi var en kreds af medarbejdere som sammen med børnene lavede en række øvelser, brugte sang, musik og rytme til at skabe afstemning. Det var meget spændende, og vi kunne se, at børnene i den periode kom i bedre trivsel. Når man er i flow og afstemning, opstår de her ”moments of now”, hvor man oplever at selve kontakten til barnet ophæver rammen for tid og sted, så der sker forandring og udvikling. Det er de øjeblikke, som der normalt er mange af i det tidligere mor-barn sammenspil. Dem forsøger vi at dyrke og fastholde med vores børn, så længe vi kan. Det er vores håb, at vi kan give børnene mere ilt til hjernen – hvis man kan sige det sådan – så områderne omkring det limbiske system bliver stærkere og mere elastiske”, siger Trine Lindskov, der er forstander.

Efter et intenst opstartsforløb fortsatte personalet arbejdet med at være mere undersøgende overfor, hvordan man kan støtte børnenes nervesystem og kompensere for den manglende udvikling. Susan Harts tilgange indgår som en del af institutionens teoretiske grundlag sammen med bl.a. Daniel Stern og psykologen Peter Fonagy, som de er meget optagede af.

Vi arbejder mere undersøgende i dag

De i alt 16 børn mellem 6 og 12 år på Behandlingshjemmet Kokkedal har alle problemer med lav impulskontrol, dårlig opmærksomhed og lav frustrationstærskel. Tilknytningsforstyrrelser handler om at barnet ikke tidligt har haft mulighed for at indgå i afstemte samspil, og barnet er derfor usikker på, hvordan man normalt kommunikerer. Barnet er ifølge Susan Hart ikke neurologisk modnet, og personalet arbejder med at få børns hjerner til at vokse og modnes ved at skabe en bedre dynamik hos barnet. Den forståelse har betydet en ændret holdning og adfærd overfor børnene.

”Om torsdagen skal vi i svømmehallen, og når pædagogen siger: ”Nu skal vi i svømmehallen”, kan det være et af børnene reagerer ved at råbe ”Nej, jeg vil ikke”. Tidligere ville vi sige: ”Jamen, du ved da, at vi skal i svømmehallen hver torsdag”, og så ville vi måske have talt til tre og haft som mål, at barnet skulle med. Det ville vi have haft, fordi vi tillagde strukturen om barnets ydre verden stor betydning. Vi ville have tolket barnets adfærd ud fra det psykodynamiske felt. Barnets indre kaos flyder over i den ydre verden, og når barnet har det svært, lader det sine frustrationer løbe over i omverden.”

”I dag ved vi, at det ikke kun er barnet, som skal være afstemt, men også den voksne, og at den voksne har dette som sin opgave. Derfor må pædagogen finde ud af, hvordan det kan være, at barnet ikke vil med, så de to kan komme til at kommunikere ordentligt sammen. Handler det om, at vandet er koldt?
Om at barnet er træt eller måske har en konflikt med sin bedste ven? Vi undersøger i langt højere grad, hvad det er for indre forestillinger, der giver de ydre reaktioner. Affektiv afstemning handler om et konglomerat af følelser, som involverer både motorik, perception, neurologi, kognition og emotion.”

Pas på med forventningerne

I stedet for at tolke barnets reaktion er tilgangen undersøgende, så tvivlen får lov at sætte en proces i gang – og det har skabt en helt anden form for kommunikation.
”Vi tænker ikke i rigtigt og forkert, og barnet føler sig hørt, når den voksne ikke har patent på den rigtige tolkning. Det er vigtigt hele tiden at huske ikke at have forventninger om en speciel adfærd hos vores børn. Tilknytningsforstyrrelser er ikke et synligt handicap, og man kommer let til at glemme, at der er tale om børn, som ikke har lært at være afstemte. Det er et af deres problemer, at de ikke mestrer et almindeligt samspil, og derfor har de brug for, at vi hele tiden forklarer og legitimerer deres usikkerhed. Det er vi let tilbøjelige til at glemme”, siger Trine Lindskov.