Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Netop nu
Sårbare unge får hjælp
Sårbare børn og unge skal have mulighed for at dele deres oplevelser med andre i netværksgrupper. I hvert fald støtter Indenrigs- og Socialministeriet 13 projekter med 32 mio. kr. via satspuljen. Målgruppen er anbragte børn og børn i familier med svære sociale problemer. To af projekterne er i Københavns Kommune, dels for sårbare børn og unge, dels i Vilde Piger.
Erfaringer fra samtalegrupper viser nemlig at børn og unge har stort udbytte af at høre andre børn og unge i samme situation fortælle om deres følelser og tanker og møde respekt.
Projekterne er målrettet anbragte og tidligere anbragte børn, børn og unge fra alkoholfamilier, børn af forældre med psykiske lidelser og børn og unge i familier med misbrug. Erfaringerne fra projekterne skal anvendes til at vurdere den fremtidige indsats over for udsatte børn og unge.
Ny lov i anbringelse
For at styrke kontinuiteten i anbringelserne af børn har Folketinget vedtaget en lovændring, som for det første forpligter kommunen til at fastsætte en hjemgivelsesperiode.
Hjemgivelsesperioden er det tidsrum, barnet har til at tage afsked med de omsorgspersoner, som under anbringelsen har draget omsorg for barnet og tid til at sige farvel til skole og kammerater. Dette skal sikre, at en hjemgivelse ikke sker pludseligt og uden grundig planlægning, det har barnet ikke godt af. Samtidig får kommunen mulighed for at tilrettelægge eventuelle støtteforanstaltninger i den nye situation.
Hjemgivelsesperioden kan vare op til 6 måneder.
Lovændringen giver desuden mulighed for at børn og unge, som har boet over tre år ét sted, kan blive boende der, selvom forældrene ønsker barnet/den unge hjem.
Men det skal være barnet der ønsker at blive boende, og det skal samtidig vurderes at være til skade for barnets/den unges sundhed og udvikling at flytte det.
Loven kan findes på www.los.dk
Fem år med rådgivning til piger
Rådgivningssiden Girltalk.dk har på femte år stor succes med at hjælpe teenagepiger, som har ondt i livet.
Girltalk.dk er en dansk rådgivning for piger mellem 12-24 år. På siden er der en chat, som har åbent hver aften mellem 19-21. Her kan piger tale med en frivillig ”storesøster”. Siden har desuden et åbent forum, hvor piger kan tale med hinanden om emner som: følelser, kærester og selvskade.
Rådgivningen har en bestyrelse, 6 ansatte og 35 frivillige.
Girltalk.dk er økonomisk støttet af Socialministeriet, og får derudover støtte fra andre offentlige puljer samt private fonde. En ny evaluering af rådgivningen foretaget af SUS (Socialt Udviklingscenter) viser, at tre ud af fire brugere føler, at det hjælper at chatte sig ud af problemerne.
Anna Lynge er daglig leder af og initiativtager til Girltalk.dk.
Se mere på: www.girltalk.dk
Forældrelinien.dk er en anonym rådgivningslinje til forældre med teenagebørn. Hver onsdag mellem 17-22 kan alle forældre i Danmark ringe gratis og anonymt til forældrerådgiver, Judy Grejsen.
Se mere på: www.forældrelinien.dk (link er ikke længere aktivt, red.)
0 + 0 + 0 + 0= 7
Det er svært at forudsige risikoen ved hormonkemi, viser ny dansk forskning.
Hormonforstyrrende kemikalier i lave koncentrationer, som hver for sig er uden effekt, kan udgøre en farlig cocktail i kombination med andre.
Nye dyreforsøg udført af danske forskere på DTU Fødevareinstituttet bekræfter den såkaldte cocktaileffekt.
Resultaterne er netop offentliggjort i det ansete tidsskrift Environmental Health Perspectives. Forsøgene drejer sig om lægemidlet finasterid, ftalaten DEHP og bekæmpelsesmidlerne vinclozolin og prochloraz. Stofferne har det til fælles at de alle hæmmer virkningen af det mandlige kønshormon testosteron.
Og resultaterne viser en klar synergistisk effekt af kemikalierne i forhold til misdannede kønsorganer hos hanungerne. Det er altså ikke nok at vurdere kemiske stoffer ét ad gangen.
Der bør tages højde for samspilseffekter, så risikoen for mennesker ikke undervurderes.