Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Til kamp mod ulvetid
Af Elisabeth Lockert Lange
Et forældrekursus giver forældre redskaber til at omgås deres børn, så samværet ikke ender i skrig og skrål.
Ikke alle forældre kan finde ud af at lege med deres børn, lytte til dem og i det hele taget være sammen med dem på en måde som både er udviklende og harmoniskabende. Hos de forældre er der permanent ulvetid, samværet er fyldt med konflikter og skænderier. Det er ikke sundt for børnene, som kan udvikle et trodsigt eller destruktivt adfærdsmønster. Måske skal der ikke så forfærdelig meget til at ændre et sådan forældre-barn-forhold?
Måske er det først og fremmest en bevidsthed om og en oplæring i hvordan man leger, hvordan man snakker sammen, hvordan man er sammen, så man ikke hele tiden ramler ind i konflikter og uenigheder.
De Utrolige År hedder et forældreprogram hentet fra USA. Det er en forebyggende metode, som er udviklet til at ”forbedre fremtidsudsigterne for børn med adfærdsvanskeligheder eller begyndende adfærdsvanskeligheder”, som der står på hjemmesiden og i pjecen om forældrekurset.
To steder i København kører man i øjeblikket den del af programmet, som retter sig mod forældrene, på Amager og i Brønshøj. Programmet er knyttet til socialcentrene i de to distrikter.
LFS Nyt har besøgt Familiehuset på Bispebjerg Torv (som bedriver familiebehandling) for at tale med Frank Hammerum om programmet. Han er socialrådgiver og har sin base på socialcentret, men han har også en uddannelse inden for systemisk familieterapi og er en af Familiehusets fire gruppeledere for forældre, som er i gang med De Utrolige År. Det er forældrene til børn i børnehavealderen (3-8 år), der deltager i programmet, ikke børnene, og målet er at give forældrene konkrete redskaber til at forstå barnet og til at håndtere samværet med det. Og derved til at mestre hele forældrerollen på en konstruktiv måde. Det er til gavn for både dem selv, det barn de er på kurset for og deres eventuelt andre børn.
Metoden illustreres ofte med en ”forældre”pyramide med en række redskaber, fx leg, anerkendelse og grænser. Pyramiden illustrerer at forældrefundamentet skal være i orden, før man kan ændre samspilsmønstre og barnets adfærd.
”Når forældrene kommer til os, er det fordi weekender og aftener er svære, de har ulvetid hele tiden. Vores mål er at minimere de dårlige stunder med barnet, så de får hyggelige timer i stedet for skænderier og diskussioner. Disse forældre kan have svært ved at lytte, tale eller lege med deres børn, og der går meget tid med at lære dem at lege med barnet uden at overtage legen. Helt grundlæggende er forældrefundamentet ikke i orden, og først når det er det, bevæger vi os op i pyramiden.”
Ud over forældreprogrammet har De Utrolige År forskellige andre programmer bl.a. nogle til børn og ét til pædagoger/lærere.
Smalt netværk
På Bispebjerg Torv er der for øjeblikket to hold forældre, hver med to gruppeledere. Siden august måned da de startede op, har de mødtes en gang om ugen i to en halv time, hvor de to timer er undervisning, og den halve til at spise sammen. Det skal de fortsætte med i 20 uger i alt.
Hver gruppe består af seks forældrepar. Hvis forældrene er enlige er det helt okay at de tager en anden person med, for det er godt at have en anden at tale med forløbet om. Der følges hele tiden op, dels ved at gruppelederne ringer i løbet af ugen, dels ved at de har en fast ringepartner i gruppen, som de kan kontakte, én som forstår og kender situationerne.
Mens forældrene er på kursus, kan deres børn blive passet og få mad af pædagoger i huset, hvis de ikke selv kan skaffe anden pasning gennem deres netværk. Og det er der mange af dem der ikke kan, fortæller Frank Hammerum.
”Faktisk er det ret karakteristisk for denne gruppe forældre at de ikke har et særlig stort netværk. Ikke fordi de er ressourcesvage, tværtimod er mange af dem ressourcestærke, de er i arbejde osv. Men netværk halter det med, derfor har mange af dem også kun ganske få andre forældre at spejle deres egen forældrerolle i.”
Forældrene er heller ikke ”sager” i forvaltningen, det er en klar forebyggende indsats kurset repræsenterer. Forældrene blev fundet ved dels at tale med børnehaver om mulige deltagere, dels gennem annoncering i lokalaviser. Og der var ingen problemer med at skaffe forældre, tværtimod er der allerede venteliste til det næste kursus.
”Vi stiller krav til forældrene, når de melder sig, ret store krav. De skal komme til alle møderne, de skal kunne læse den ret omfattende bog, som hører med til kurset, og de har hjemmearbejde i form af særlige ting, de skal gøre mellem hver gang. Fx skal de lege med deres barn på en bestemt måde, som de har set i filmklip vi viser dem. De skal også skrive barnets reaktion ned, deres egen reaktion på det, og de skal skrive et ugeskema med kommentarer om, hvad der er svært. Det tages op i gruppen og diskuteres. Og vi oplever en stor motivation hos dem, de kommer, de læser på lektien, de laver de ting de skal, og de kaster sig ud i at lave øvelser med hinanden.”
Anerkendelse og respekt
Et af de allervigtigste nøgleord i kurset og adfærdsændringen er anerkendelse og ros. Forældrene får anerkendelse og ros på kurset, og det er netop anerkendelse og ros, de skal lære at give deres børn.
”Vi gør virkelig meget ud af anerkendelsen. Jeg har selv været på kursus til at holde dette kursus, og jeg ved fra mig selv at man vokser med opgaven, når man roses. Og især for disse forældre, som har meget lidt selvværd, er det vigtigt”, siger Frank Hammerum og tilføjer:
”Og så viser vi at vi har respekt for at forældrene er eksperter på deres egne børn. Det fortæller vi dem, og hjælper dem med at få det frem de jo har i sig.”
Undervejs i kurset ser de små film, som meget konkret viser forældrene, hvordan de kan tackle forskellige udfordringer på en konstruktiv måde, hvad de helt konkret skal gøre, når de leger med barnet, hvad de helt konkret skal sige og gøre i ligeså konkrete konfliktsituationer for at løse og afslutte konflikten. Hvorefter det hele bliver bearbejdet i rollespil og fælles snak i gruppen.
Gruppearbejdet er vigtigt, vurderer han. I gruppen kan de høre og se at de andre har de samme problemer. De er ikke alene, men er et sted hvor det ikke er tabu at have disse problemer med sit barn.
”Vi hører til tider at vi går for langsomt frem. Men det er vi nødt til, for fundamentet skal bygges op og være i orden først. Det tror vi er det allervigtigste hos disse forældre. Og så håber vi at de kan holde dampen oppe i alle 20 uger”, siger Frank Hammerum.
Han peger på at kurset til forældre af børnehavebørnene også er en forberedelse frem til skoletiden, hvor det måske netop kunne gå helt galt.
”For disse forældre er ambitiøse, på den gode måde, de vil deres børn det godt, men nogle måske for meget. Vi lærer forældrene at coache deres børn, det vil sige at støtte dem uden at tage over. På en sådan måde at barnet lærer selv at mestre ting, og føler at det mestrer dem.”
Konkret konfliktløsning
Frank Hammerum giver nogle eksempler. Først leg.
”Forældrene stiller ofte alt for mange spørgsmål, når de leger med barnet, det er deres måde at lege med barnet på. Men det begrænser barnets kreativitet, og det fortæller vi forældrene. Vi lærer dem at bruge beskrivende kommentar, det vil sige at beskrive hvad de ser, beskrive barnets leg: ja nu kører du med den røde bil… Det giver en god kontakt og er en fin sprogunderstøttelse. Og så beder vi dem gøre de øvelser de ser på filmklippene.”
Et andet eksempel: en situation som let ender i konflikt. Barnet er frustreret over en bil, som det ikke kan finde ud af at samle.
”Vi lærer forældrene at coache barnet samtidig med at de beskriver: …hvad kunne du så gøre her, man kunne måske tage den røde skrue…jeg kan se at det er svært…ja fint du prøver med den grønne…osv. Det vil sige gøre meget ud af at anerkende og samtidig komme med idéer til muligheder og måder, som barnet kan vælge for at løse problemet. Og hele tiden tale, så det er barnet selv der vælger og handler.”
Frank Hammerum griner: ”Det er utroligt mentalt krævende, og forældrene fortæller at de bliver ganske trætte i hovedet.” I en konflikt kan man fx ignorere barnet, siger han, bare i et par minutter vende sig væk og gøre noget andet, noget som man ved, er interessant for barnet.
”Man undgår konfrontationer, og giver barnet en time-out. Det laver vi mange konkrete øvelser i, for tyngden skal ligge i den nederste del af pyramiden, i opbygningen af forældrerollen.”
Tror på det
Programmet stammer som sagt fra USA og er udviklet af psykolog og professor Carolyn Webster-Stratton. Det har været i brug forskellige steder i verden de sidste 10-15 år. I Danmark bl.a. i Ikast og Herning, alle steder med gode resultater.
Om resultaterne også bliver gode i København vil man ikke kunne undgå at vide. For metoden er meget evidensbaseret, og ligesom dette forløb følges nøje, er alle de tidligere fulgt med tættekam. Man har målt på børnenes adfærd både i daginstitutionen og i forhold til forældrene før forløbet, under, seks måneder efter, et år efter osv.
”Alle erfaringerne med programmet viser at det rykker. Og det er også min egen oplevelse selv så kort tid inde i forløbet”, siger Frank Hammerum.
Det er konsulentfirmaet Rambøll der er inde over og laver målinger i København.
”Jeg skulle lige vænne mig til at måles og vejes. Men jeg tror det virker. Vi har haft fire aftener, og forældrene siger at weekenden er begyndt at gå bedre. Men det er en meget anden måde for os at arbejde med tingene på. Alt er meget planlagt. Alt står i den tykke manual, hvad og hvordan der skal gøres hvornår, klare dagsordener og et fast antal dvd’er der skal vises på bestemte tidspunkter. Råderummet til selv at improvisere er meget begrænset. Til gengæld er programmet godt, og jeg får selv lært noget nyt.”
En viden som han og de andre gruppeledere i øvrigt giver videre bl.a. gennem oplæg til forældre i daginstitutioner.
De Utrolige År De Utrolige År er en programserie, som forebygger eller behandler adfærdsvanskeligheder hos børn. Programserien er udviklet af professor Carolyn Webster- Stratton og består af forældreprogrammer, børneprogrammer og lærer-/pædagogprogram. Forældre, børn og lærer/pædagoger får gennem programmet grundlæggende kompetencer i at praktisere nye samspilsmønstre. De Utrolige År sker gruppevis og er baseret på anvendt adfærdsanalyse, udviklingspsykologi, social læringsteori og kundskab om gruppeprocesser. Kurset for forældre til børnehavebørn (3-8 år) skal på kortere sigt gøre forældre bedre til at forstå og håndtere deres børn, og derigennem forbedre fremtidsudsigterne for børn med adfærdsvanskeligheder eller begyndende adfærdsvanskeligheder. Det starter med opbygning af positive relationer mellem forældre og barn ved at bruge leg og særlige stunder. Når forældrene deltager i legen på barnets præmisser, giver det dem mulighed for at komme i positivt samspil med barnet. Legen bliver desuden en øveplads for udvikling af sociale færdigheder, håndtering af følelser og skoleparathed. Fokuseringen på forældrenes leg med barnet efterfølges af øvelser i at anerkende, motivere og belønne barnets positive adfærd. Derefter hjælpes forældrene til at forebygge og møde barnets adfærdsvanskeligheder gennem en række principper og strategier. Kurset løber over ca. et halv år, hvor 10-14 forældre mødes to timer én gang ugentligt. Programmet er praktisk orienteret med brug af videoklip, diskussion, udveksling af principper, øvelser og hjemmeopgaver. |