Årsmøde på almenområdet

Et årsmøde ligger som et midtvejsmøde mellem to generalforsamlinger, og er egnet til at ”vi kan fordybe os”, som formand for almenområdet Kir sten Annette Christensen sagde på områdets årsmøde. Årsmøderne var alle tre kendetegnet ved at være uformelle, livlige og debatterende – og stemningen var god. De emner, der var allermest i fokus, var ikke så overraskende kommunalvalget, velfærd og den igangværende markedsgørelse.

Alle tre bestyrelser havde grebet chancen til at udvide, hvad der traditionelt er et udpræget fagforeningsemne og fagforeningsmøde, til at være et møde med fagpolitiske, kommunalpolitiske og landspolitiske temaer. Hvert møde havde nemlig et indslag udefra, specialområdet fik besøg af Dennis Kristensen, FOA s formand, til et oplæg om velfærd, dagplejeområdet hørte et oplæg af LFS’ næstformand Jan Hoby om markedsgørelse og fagchauvinisme, og almenområdet havde inviteret københavnske politikere til en debat om afbureaukratisering og ytringsfrihed, blandt andet.

Sang var også et indslag på alle tre årsmøder, dagplejen sang ”Når jeg ser et rødt flag smælde”, specialområdet ”Noget om helte” – og almenområdets deltagere fik et stribe morsomme sange med akkompagnement fra en gruppe som kalder sig OH! Liwia.

Hav tillid til os

Af Elisabeth Lockert Lange

God stemning og stor debatlyst præger almenområdets årsmøde. Politikerne er inviteret til debat i en venlig krydsild og trods budgetforhandlinger (samme aften) dukker der tre op, Jan Andreasen fra Socialdemokraterne, Kasper Johansen fra Radikale og SF’eren Marialise Rømer som stiller op til Borgerrepræsentationen for første gang.

Almenområdets årsmøde står naturligt nok i høj grad står i kommunalvalgets tegn. Og derfor er politikere inviteret. Men først tager formand Kirsten Annette Christensen temperaturen på nogle af områdets og fagforeningens temaer. Bl.a. synlighed. Et fyldigt klip fra et tv-interview med LFS’ næstformand Jan Hoby om heldagsskoler illustrerer at synligheden for fagforeningens holdninger og identitet måske ikke er så dårlig endda.

Der arbejdes ihærdigt på synligheden, bl.a. gennem et vox pop videoklip projekt (vox pop betyder ”folkets røst”, hvor man stiller tilfældige mennesker et spørgsmål) – hvor LFS’ere udtaler sig om hvordan det er at arbejde som pædagogisk personale i Københavns Kommune. Klippene bliver på sigt lagt på YouTube. Søg på LFS Medie. Og klubpædagog Søren Beha viser nogle af de klip der allerede er lavet. Flere er undervejs, for ideen er at der hele tiden er noget nyt at komme efter.

”Og som medlem af LFS kan man vælge (mellem) en række aktiviteter. Man kan bl.a. løbe med LFS, synge i kor, deltage i Solidaritetsudvalget, Kritisk Pædagogisk Netværk – og så kan man Årsmøde på almenområdet selvfølgelig også gå ind i de mere traditionelle kanaler såsom diverse bestyrelser”, fremhæver Kirsten Annette Christensen.

Tid og økonomi

Debatemnerne med politikerne er udvalgt og begrænset af bestyrelsen (nogle emner er så store at de skal have et selvstændigt møde er begrundelsen) til: ytringsfrihed, afbureaukratisering og mad.

Sammen med politikerne Jan Andreasen fra Socialdemokraterne, Kasper Johansen fra Radikale og SF’eren Marialise Rømer er der tre LFS’ere: Kirsten Annette Christensen, tillidsrepræsentant på Østerbro, Thomas Enghausen og leder af Midgård Tinna Erichsen.

Kirsten Annette Christensen retter med det samme blikket mod et absolut kardinalpunkt, nemlig at bureaukratiske krav fylder meget i hverdagen og tager tiden fra kerneopgaven.

”De redskaber som skulle være en hjælp bliver det modsatte. Og det fører til afmagt og mistillid. Dem vi laver arbejdet for er ikke interesseret i al denne dokumentation, det er for helt andre”, siger Kirsten Annette Christensen og mindes, da læreplanerne blev indført. Gav de den arbejdsmæssige anerkendelse, som man håbede på eller blot mere papirarbejde? Dertil er der kommet sprogtest og servicering af eksterne konsulentfirmaer til deres målinger.

”Faktisk bruger vi en time om dagen til at overbevise andre om at vores arbejde er godt nok. Vi vil bruge tiden på forældresamarbejde, på omsorg og nærvær med barnet. Vi ønsker et tillidsfuldt forhold til jer og forvaltningen. Hav tillid til os”, appellerer hun.

Thomas Enghausen skitserer de helt grundlæggende regler om offentligt ansattes ytringsfrihed – som rækker vidt, og som man som offentligt ansat bør bruge. Det der spænder ben, er den markedsgørelse, som fører til at institutionerne ses som selvstændige virksomheder. En udvikling som afliver den fagligt kritiske debat om det pædagogiske arbejde for i stedet at rette fokus på budgetter og konkurrence, mener han. Og trods reglerne fyres eller flyttes folk der udtaler sig kritisk.

”Men uden den kritiske debat får vi ikke nogen udvikling”, opfordrer han.

Tinna Erichsen har samlet et katalog af uhensigtsmæssigheder, som giver problemer ude i det praktiske liv. Vi tager et par stykker. Fx økonomimodellen som giver økonomi efter antal børn – hvilket kan blive en ond cirkel for daginstitutioner i ikke så attraktive områder, hvor der er hærværk, skudepisoder, våben osv. Er det rimeligt at de har samme vilkår som de attraktive områder, spørger hun.

Daginstitutionerne har en selvrisiko, så et indbrud eller hærværk koster 7000 kr. af eget budget - er det rimeligt at tage penge fra børnene til det?

Lønbudgettet bygger på gennemsnitstal, som har den konsekvens at det bliver dyrt for institutioner, som er gode til at fastholde erfarne medarbejdere (som kommunen opfordrer til at man gør)? Er det rimeligt?

Støtteressourcerne er strammet, fuld tid svarer til 18 1/2 time, hvad skal en institution stille op med et barn som skal mandsopdækkes?

Sprog

Jan Andreasen socialdemokrat og skolelærer, som selv bor og har børn på Nørrebro, kaster sig direkte ud i sprogscreening. Som han støtter. Han fik en øjenåbner for et år siden, fortæller han. På en rundtur på skoler fortalte lærerne ham at de modtager børn som sprogligt er på niveau med treårige.

Han ærgrer sig derfor over at debatten om børns udvikling koncentrerer sig om skoler, når en tidlig indsats er så vigtig. (Pudsigt nok kom rigtig meget af debatten denne aften alligevel til at handle om skole…). Han overvejer:

”Det er svært at tilføre ressourcer til institutionerne, måske skal man flytte nogle fra skolerne til institutionerne?”

Kasper Johansen er også far – og også folkeskolelærer. Han er meget på omkring den tillidskrise, som offentligt ansatte oplever med kontrol og dokumentation og et ustyrligt papirvælde. Noget af det kan forsvares, men det er stort, medgiver han. Om dokumentation giver indflydelse? Ja det mener han.

Mens han er på den ene side og den anden side med sprogscreening, er der ingen slinger i valsen i forhold til merindskrivningen i vuggestuer. 14 børn i vuggestuegrupperne kan han bare ikke have, og undrer sig over at Jan Andreasen kan støtte et sådant forslag. For hvordan stemmer det overens med tidlig indsats? Og så frygter han at midlertidige løsninger bliver permanente.

”Hellere pavilloner end proppede vuggestuer.”

Marialise Rømer er formand for daginstitutionsledersektionen i LFS, hun er leder af en integreret institution, hun er SF’er og førstegangsopstiller til Borgerrepræsentationen. Som en del af faget ser hun tydeligt, når en logik som ikke fungerer, presses ned over institutionerne. Hun appellerer til at man ikke bare udtænker visioner, men at man også taler med eksperterne om substansen.

”I har handleplaner for vores område uden at kende til det”, siger hun henvendt til de to andre politikere. Og opfordrer til at man tænker i helheder, samarbejde og forskellighed som en styrke.

Flytte børn

Så kommer medlemmerne i salen til orde. Der bliver spurgt til de bemandede legepladser, som er flyttet til Teknik- og Miljøforvaltningen. Alle tre politikere kan se pointen med legepladserne som en vigtig pædagogisk opgave for byens børn. Gerne flere af dem tak.

Langt mere uenighed er der på et spørgsmål om ”tvangsspredning af børn på baggrund af sprogtest”. Som Jan Andreasen siger:

”Her skiller vandene. Vi kalder det ikke tvangsspredning. Det betyder utrolig meget at gå på en skole hvor andre er forskellige fra én, det viser undersøgelser og erfaringerne fra Århus. Og noget af det værste er at gå på en ghettoskole.”

Socialdemokraterne, siger han, vil bruge henvisningsretten til at lave blandede skoler inden for distrikter, undtagen i forhold til Nørrebro og NV.

Marialise Rømer tager tråden op om erfaringerne i Århus. For Århus har en helt anden struktur end København, peger hun på. Hun fortæller om sine egne erfaringer med et Nørrebrobarn flyttet til hendes institution i Indre By. Det flyttede barns sprog og adfærd afspejlede hans miljø – og han endte virkelig ekskluderet i daginstitutionen.

Kasper Johansen støtter op med en historie om en velformuleret indvandrerpige som fremhæver det fede ved Nørrebro: at der er trygt fordi der er mange indvandrere.

”Århus har ghettoer, det har vi ikke i København. Men det kan blive nødvendigt at fragte børn, hvis vi ellers risikerer A- og B-skoler. Men ikke som tvang men som et godt tilbud om noget bedre.”

Tinna Erichsen kender området grundigt fra sit arbejde. Hun peger på det forenklede i at gøre det til et spørgsmål om flytning. Det er først og fremmest et socialt problem, vurderer hun: ”Det sociale påvirker det sproglige så deres sprog bliver fattigt.”

Kirsten Annette Christensen byder ind med et forslag, om det ikke er ekstra ressourcer, man skal give ghettoskolerne i stedet for at flytte børn?

Det er nu ikke så dumt at tage sproget som udgangspunkt, mener Kasper Johansen, som understreger at det jo kun er en lille halvdel af de tosprogede som er ved at udvikle sig til en underklasse.

Jan Andreasen nikker: 49 procent af de tosprogede børn taler ikke ordentligt dansk når de går ud af skolen. Og et Nørrebrobarn koster tre gange så mange skoleressourcer som et Østerbrobarn, så det handler ikke altid om ressourcer, hævder han.

”Vi kan ikke mandsopdække dem med læring, de skal ud til andre børn. Og ressourcerne skal naturligvis med dem.

Marialise Rømer får det sidste ord til dette emne, og hun foretrækker at man tænker i social forebyggelse ”for det handler ikke kun om skoler og skoleindsats.”

Loyalitet

Et spørgsmål fra salen sætter fokus på ytringsfriheden. Både i skikkelse af ledere som føler sig klemt, og plakater som beordres taget ned fra institutionernes vægge.

Kasper Johansen er fortaler for en loyalitet fra lederne over for de beslutninger, som er taget, og som de skal implementere. Han har oplevet ledere ”som svinede politikerne til”. Han mener dog ikke at det må ende med ”det vi ikke kan lide at høre det må I ikke sige” – i stil med regeringens kultur. Og han fremhæver dialogen med LFS – inden beslutninger tages – som meget positiv. Bl.a. har han skiftet holdning fra SFO entusiast til fritidshjems ditto.

Jan Andreasen ser det som problematisk, når ”det er helt massivt, og institutionen er belejret med plakater.” At medarbejderne har en faglig kamp er forståeligt, men også han kræver ”en rimelig loyalitet” af lederne.

Jan Hoby, næstformand i LFS, peger på at problemet oftest ligger i forvaltningen. Det er dem og ikke politikerne, som udsætter medarbejderne for pres på ytringsfriheden. Han opfordrer til at man genskaber en demokratisk kultur.

Marialise Rømer fremhæver at man som faggruppe må have ret til at udtale sig om det faglige og pædagogiske. Og så håber hun meget på at en ny børneplan 3, som ser ud til at være på skinner med bl.a. byggeri af daginstitutioner, bliver en helhedsplan, en sammenhængende børn- og ungeplan. Og at et kommende rødt flertal tager et socialt ansvar med børn- og ungeområdet øverst.