Årsmøde på dagplejeområdet

Af Elisabeth Lockert Lange 

Bevar dagplejen

Formand for dagplejen Marianne Rosell opdaterer deltagerne på årsmødet om det nære. Fagforeningens næstformand Jan Hoby oplyser dem om det mere principielle.

Stemningen er god, der er både debat og latter – og som altid synes mange i dagplejen det er umagen værd at få en opdatering fra deres fagforening. Den får de fra formanden Marianne Rosell, som har taget temperaturen på dagplejen.

Især i fokus er naturligt nok dagplejens fremtid. Ganske vist er der stadig mange børn i dagplejen, men det kniber med at rekruttere dagplejere, fortæller Marianne Rosell.

”Vi kan se, at vores medlemsskare er stødt faldende. Det handler ikke kun om, at det kniber med at rekrutterer dagplejere, men også om at vi skal have organiseret de af vores kollegaer, som ikke er medlemmer af LFS. Det har vi alle et ansvar for.”

Og der har været hvervekampagner rundt omkring i kommunerne, og der bliver ansat dagplejere, men mange forlader også arbejdsmarkedet, og nogle kommuner er begyndt at fyre dagplejere igen.

Marianne Rosell peger på den pjece som ligger på bordene – en pjece om dagplejens særlige kvaliteter og glæden ved at være dagplejer.

”Den arbejdsgruppe, som skulle synliggøre alt det gode dagplejen står for, har afrundet deres arbejde med denne folder om at have det som en livsstil at være dagplejer. Og det er vigtigt at vi sikrer dagplejens mange kvaliteter”, siger hun og understreger at det kræver at dagplejen bevarer sin selvstændige pædagogiske ledelse og at der er det nødvendige antal dagplejepædagoger til at sparre med dagplejerne i det daglige.

”Det tilsammen er garanten for fagligheden i det daglige arbejde.”

Den kommunale dagpleje er en ting, men der er mange andre tilbud til børnefamilierne, som ligget tæt op af den. Der er privat dagpleje, privat børnepasser, flerbørnsdagplejere, gæstehusdagplejere, basisdagplejere (som tager sig af børn med særlige behov). Samtidig er det, vi kender som ”den kommunale dagpleje i eget hjem” for nedadgående, fortæller hun.

Basisdagpleje er et særligt tilbud, som målrettes de udsatte børn eller børn med særlige behov og for tidligt fødte børn.

”En del af vores kommuner har fået øje på at dagplejen kan noget særligt der, og man har flere steder uddannet specieldagplejere eller basisdagplejere til formålet. Det er en opgave, som dagplejen gerne tager på sig. Men det er vigtigt, at der følger uddannelse med, så tilbuddet bliver et reelt tilbud med høj faglighed og høj kvalitet.”

Marianne Rosell fortæller om hele fagforeningens arbejde med temaet velfærd. Der har været en række medlemsmøder for alle tre områder. Her har forskellige foredragsholdere haft den danske velfærd under lup. Møderne har været godt besøgt, og arbejdet med velfærdsdebatten fortsætter. Bl.a. i kampagnen op til kommunalvalget: Alle har ret til… at være på røven, at være udstødt, at blive nedslidt osv. En kampagne hvis mål er at tydeliggøre den stadig større ulighed, udstødning og nedslidning af mennesker i det danske samfund.

Hun vender tilbage til dagplejens vilkår lige nu:

”Vi ser dagplejeledelser forsvinde, hvor dagplejen ledes af daginstitutionsledere. Vi oplever et øget administrativt pres og flere og flere arbejds- og dokumentationsopgaver, som skal løses af både dagplejeledere, dagplejepædagogerne og dagplejere.”

Velfærd under pres

Velfærd under pres, gælder det også dagplejen? Indleder næstformand i LFS Jan Hoby sit oplæg. Og svarer ja. Hvorefter han går i gang med en tour de force om nyliberalisme, markedsgørelse og New Public Management for en lyttende skare dagplejere og dagplejepædagoger.

Han sætter ord på den udvikling, vi har set de sidste mange år med et stigende antal privatiseringer, sideløbende med nedskæringer på den offentlige sektor. Med det resultat at uligheden er steget støt og fortsat stiger.

”Det er en udvikling vi skal vende. For den nyliberalistiske bølge ruller alt progressivt tilbage, samtidig med at den har opdyrket en række myter. Myter om at vi offentligt ansatte er nasserøve og parasitter. Men de fleste ved vel at alt det private sker på ryggen af skattekronerne? DSB fx, som senere er solgt til private er bygget for skattekroner. Mærsk lever på offentligt uddannet arbejdskraft, medarbejdere som kan få passet børn osv. Markedet udvikler sig kun gennem statens indgreb, det kan ikke klare sig selv.”

Et oplagt eksempel er den nuværende krise – for hvis penge er det lige der holder røven oppe på den finansielle sektor og bankerne? Tænk hvad bankpakkerne kunne have finansieret af overenskomstmidler…

Fagpolitik og fagbevægelse er også under angreb fra nyliberalismen, og den danske model, som er en aftale mellem arbejdstager og arbejdsgiver, er reelt opsagt, vurderer han.

Samtidig sker en magtforskydning i samfundet, hvor demokratiet undergraves og forskellene øges. Han peger på hvordan arbejdsgivere stiller krav til arbejdstagere også uden for arbejdstiden:

”Intimsfæren er under beskydning, vi må ikke være fede eller usunde, så bliver vi fyret.”

New Pu blic Management

New Public Management er ikke noget nyt, det er et begreb vi både har hørt og læst om i adskillige år. Og vi er alle udsat for det, bl.a. via ræset med dokumentation og kontrol.

”Det er en ledelsesideologi er taget fra den private sektor med styreformer som hører til markedet. I øvrigt ofte styreformer som den private sektor har forladt for længst, fordi de ikke var gode. Vi indfører dem ud fra: ”Det virkede ikke i USA, så det skal vi også gøre.” New Public Management er i færd med at afmontere hvad vi og generationerne før os har kæmpet for, og det fælles velfærd udskiftes med det individuelt betalte.”

Et meget stort problem er de eksterne konsulentfirmaers voksende magt.

”Det er reelt dem der styrer, hvordan stat og kommuner skal udvikle sig. Staten bruger milliarder på disse konsulentfirmaer, og Københavns Kommune brugte 446 mill.kr. i 2008 på konsulentfirmaer som især Rambøll, Deloitte, Accenture og KPMG. Hvis de ikke havde gjort det, så havde de ikke behøvet at skære på kerneydelsen.”

Kommunalreformen var et skridt på vejen til et velfærdssamfund forankret på en ultra-liberalistisk markedstænkning. Det handler ikke mere om samarbejde og faglig sparring, men konstant konkurrence.

Tre kommunetyper er i fokus, fortæller han. Blandingskommunen som vi kender den er ved at afgå ved døden. Den funktionstømte kommune, hvor alt er på markedsvilkår men med central styring ned i detaljen er i fremmarch. Og så er der Den professionelle kommune, som er sidste step før en total privatisering, hvor forvaltningsopgaver udliciteres, og politikerne fralægger sig ansvaret ved at lade politiske beslutninger gå ud til private konsulentfirmaer.

”Erhvervslivets logikker i det offentlige fører til skjulte dagsordener i stedet for åbne. Fx specialreformen, hvis retorik handler om inklusion, men realiteten er at flytte børn med særlige behov fra en dyr til en billigere plads”, peger Jan Hoby på og tilføjer:

”New Public Management undergraver demokratiet og gennemsigtigheden. Og fagbevægelsen i Danmark har langt om længe fået øjnene op for det. Norsk fagbevægelse er længere fremme, de har smidt New Public Management på porten flere steder og har genskabt den offentlige velfærd.”

Fagchauvinisme

Nogle forbund forsøger at løse problemerne med at udtænke professionsstrategier. Men det er ikke løsningen, mener Jan Hoby. Reelt er det fagchauvinisme, som styrker markedstanken og eksklusion.

”Husk at I er det allermest populære pasningstilbud, vi har. I laver et totalt godt arbejde. LFS siger nej til massedagpleje og ja til dagpleje.”

Det er sloganet i dagplejeområdet op til kommunalvalget, for politikerne skal holde fingrene væk fra den kommunale dagpleje, med de unikke kvaliteter, den kan give de helt små børn i det hjemlige miljø, nemlig nære relationer.

”Ingen af jer er ufaglærte, alle har erfaring og alt arbejde kræver færdigheder. I har masser af færdigheder, som oparbejdes til faglighed og professionalisme. Og i den praktiske udførelse af arbejdet betyder uddannelsen meget lidt. Børnene kan ikke se forskel, og relationsarbejde handler om at investere noget af os selv i forhold til den anden. At ville barnet noget.”

Jan Hoby peger på at dagplejens kvaliteter netop er det daginstitutionerne kæmper for: de små gruppestørrelser med nærvær. Tre børn pr. voksne siger forskningen er smertegrænsen

”Fagchauvinisme derimod lukker sig om sig selv og afviser sammenhold og solidaritet. Og der er der ingen erkendelse af den manglende sammenhæng mellem at arbejde for inklusion med børnene, mens de samme børn oplever at nogle af de voksne ekskluderes, at nogle er bedre end andre. Relationen som det vigtigste i vores arbejde nedtones.”

En deltager spørger undrende: ”Hvordan kan man arbejde med anerkendelse i børnehøjde, hvis man ekskluderer i voksenhøjde på sin egen arbejdsplads?”

Hun får ikke noget reelt svar, for ingen andre af ca. 50 deltagere, pædagoger som dagplejere, forstår det bedre.