I København er der i følge SFIs seneste optælling 1886 hjemløse. 873 borgere var i løbet af 2009 indskrevet på herberg. Mellem 2000 og 3000 københavnere oplever hjemløshed i løbet af et år.

Rummelige realister

Af Lisabeth Lockert Lange

Bocentret på Sundholm er et tilbud om midlertidig bolig til hjemløse med særlige problemer, fysisk og eller psykisk. Endnu da, for stedet er ved at blive afviklet i sin nuværende form og oprettet som egentlige herbergspladser, først og fremmest som kvindepladser. Det betyder at de nuværende beboere skaffes boliger andre steder for at give plads til den nye målgruppe. Desværre går megen ekspertise tabt samtidig med at arbejdet ændres i sin form, vurderer bocentrets to pædagoger.

Sundholm ligger på Amager og er oprindeligt opført (1905-08) som arbejdsanstalt for fattige og husvilde. I 1960 bliver betegnelsen ændret til forsorgshjem målrettet hjemløse oftest med misbrugsproblemer, og i 2000 bliver Sundholm ændret fra en totalinstitution til et herbergscenter med tilknyttet sygeplejeklinik, et bocenter og et aktivitetscenter med madordning, sygeafdeling, natcafé. Nu er der en ny ændring på vej, idet socialudvalget har besluttet at afvikle Bocentret, som er et tilbud under § 107 og oprette herbergspladser bl.a. til kvinder og unge under § 110. Hvad det vil betyde vender vi tilbage til.

Anders Vangskjær og Ole Berg Kristensen arbejder på Bocentret og har gjort det i henholdsvis fem og tre år. Begge er pædagoger, og begge er stolte af det arbejde, de lægger med de hjemløse borgere med som oftest misbrugsproblemer.

Der er nemlig intet generelt over deres indsats, og de opbevarer ikke borgerne. De laver en målrettet og individuel indsats, og de arbejder pædagogisk med borgerne.

Kerneydelsen i Bocentret er botræning. Med andre ord bor de kun midlertidigt i Bocentret, før de kommer videre til deres rette sted, egen bolig, bofællesskab eller noget tredje. Botræningen skal gøre dem i stand til boligskiftet og til at fastholde boligen. Medarbejderne i Bocentret ser på hver enkelt individ og lægger en plan for, hvad vedkommende skal kunne for at komme ud og bo selvstændigt.

”De skal lære alt det, de ikke kan, som er en forudsætning for at have egen bolig, og vi kan starte med at afdække, hvad der gik galt sidst de røg ud af en lejlighed. Måske betalte de ikke huslejen, måske var de for uhygiejniske, måske spillede de for høj musik, måske gjorde de lejligheden til en misbrugsbule. Måske mangler de bare forståelsen for at man ikke bare sparker naboens dør ind, når han spiller musik”, siger Anders Vangskjær og tilføjer:

”Og vi ser hurtigt hvorfor de blev smidt ud. De skal lære at man skal vise respekt for de andre beboere, at der er husregler man skal følge, at man ikke må sælge hash fra boligen, at man skal betale sin husleje og sin strøm. Nogle af vores borgere ved faktisk meget lidt om den slags, fx hvem der leverer strøm, og at man skal betale for den. De ved heller ikke hvordan de kan bestille tid hos lægen eller betaler en regning på posthuset. Vi kalder borgerne herude kaoterne, og de er meget kaotiske.”

Rummelige

Den gennemsnitlige botid i Bocentret er et til halvandet år, men nogle ganske få er der længere.

”Det kan være borgere uden sociale kompetence og med psykiske problemer, selvom de ikke har nogen diagnose. Borgere hvor det er urealistisk at de kommer i egen bolig. Andre af vores beboere har været ude for en alvorlig social begivenhed, fx skilsmisse og er røget ud i fx misbrug. De får en pause her, et helle, og herfra kan de vende tilbage til samfundet når de er kommet sig”, fortæller Ole Berg Kristensen.

For at komme ind på Bocentret skal man visiteres. Det betyder at de enkelte borgeres særlige behov kan tilgodeses, når de skal placeres og sættes sammen med andre beboere og personale.

Udgangspunktet er i det hele taget det enkelte individ. Der er intet overfladisk ved de to pædagogers tilgang til borgeren, de lærer dem at kende og skaber tillid. De fokuserer på borgernes ressourcer og muligheder, for selvom meget ofte er gået galt for borgerne, går noget også godt, og det kan bruges i arbejdet.

”Det er vi gode til, og vi er meget rummelige. Vi rummer mennesker her, som ikke rummes andre steder. Men som måske ikke ville være så svære at rumme, hvis blot man accepterer at de ikke holder op med fx at drikke. Vi er realistiske her, vi ved vi har borgere som ikke kan komme ud af misbruget, men skal lære at leve med det, uden dermed at sige at nogen opgives herude. Men vi kan modtage en borger, som klart har et alkoholproblem, men hvor vi vurderer at alkoholen ikke er hans første og største problem. Vi prioriterer ofte at arbejde med de bagvedliggende problemer først. Eller det problem borgeren selv peger på vi er omsorgspersoner”, fortæller de.

Til rummeligheden hører at de ikke er specielt politisk korrekte i deres omgang med beboerne, for som de siger, så får de virkeligheden i hovedet hver dag. Ole Berg Kristensen uddyber:

”Vi har ikke en fundamentalistisk holdning til, hvad de ikke må være. Fx havde vi en mand med et racistisk mærke på sin dør på gangen. Det lod vi være, for det skabte ingen konflikter, og der ville kun komme konflikt ud af at tage kampen.”

Anders Vangskjær indskyder:

”Men jeg tager gerne diskussionen om det med dem! Og ofte er det mest ord, for så sidder de bagefter og drikker bajere sammen med grønlænderne og somalierne. Vi har også haft meget kaotiske kvinder herude, som bruger deres seksualitet her, det gør vi ikke noget ved, det kan være deres overlevelsesstrategi.”

Når Bocentret er fuldtalligt er der 92 mennesker, dog ikke alle placeret på Sundholm. Flest mænd men ca. 15 pct. er kvinder. Mange kvinder har andre muligheder end Sundholm, bl.a. er der den usynlige gruppe af især unge kvinder som de kalder sofasoverne, de sover på skift hos familie og bekendte.

De hårdest ramte

Hurtig afvænning med clean på tre uger og så ud i miljøet igen giver med andre ord ikke de store succeshistorier blandt Bocentrets klientel. Tværtimod er afvænningen kun en mindre del af indsatsen. Og den er ofte først effektiv, når der er sket andre begivenheder.

”Det kan være som at slå i en dyne, hvis borgeren ikke selv er klar til afvænning. En social begivenhed kan ændre deres motivation, og også børn er en stærkt motiverende faktor. Det rene motivationsarbejde er svært”, siger Anders Vangskjær.

Ole Berg Kristensen supplerer:

”Vi får de borgere som er allerhårdest ramt. De kan have masser af psykiske problemer men er uden diagnoser, og de er derfor ikke berettiget til anden hjælp. Det er den typiske bruger her. Vi har de næsthårdest ramte, kun overgået af Mændenes hjem i Istedgade. Så vi har ingen succeshistorier her, hvis det kræver at borgeren bliver totalt afholdende. For os handler det om at de får et godt liv, vi giver dem et livskvalitetsløft, og derfor er det vigtigt at arbejde med det hele, og det er vigtigt for dem at komme væk fra det gamle miljø.”

De ser meget af deres arbejde som skadesreduktion, for borgerne har ofte fysiske skavanker som de skal hjælpes med. Der skal aftales med hospital, ordnes henvisning, desuden kører de dem i en bil de har til det.

”Vi kender mange af beboerne her på en helt anden måde end andre gør. Vi har en anerkendende tilgang til dem rent menneskeligt. Vi ser på mennesket og ikke misbruget, som så mange gør. Vi har også en humoristisk tilgang, og vi klientgør dem ikke”, siger Anders Vangskjær. Og Ole Berg Kristensen nikker:

”Og når vi er nødt til at klientgøre dem, så er vi helt åbne omkring det. Vi undgår skjulte dagsordener, siger åbent hvad vi kan og hvad vi ikke kan men henviser til anden kontakt.”

Ny struktur

Som sagt blev Bocentret oprettet i år 2000 som et § 107 tilbud, men er nu ved at blive omdannet til et § 110 tilbud med herbergspladser. Den ændring er de to pædagoger ikke glade for. De ved at de er gode til deres arbejde, og de frygter at den nye struktur ikke giver mulighed for at arbejde pædagogisk på samme måde.

”Fx skal beboerne kunne modtages med fem minutters varsel i modsætning til nu, hvor beboerne visiteres hertil, sådan at vi kan placere og sammensætte efter deres behov og vores særlige kompetencer. Vi har meget få regler, vores indsats er helhedsorienteret, vi yder en specifik målrettet indsats over for den enkelte borger og deres problemer, og vi løser problemer, så borgerens liv fungerer. I den nye struktur bliver indsatsen langt mere generel, og der bliver langt flere regler. Det er nødvendigt, når man skal modtage uden forudgående viden”, siger de to pædagoger.

Den nye struktur fører til 21 beskyttede kvindepladser, fire ungdomspladser foruden et antal andre pladser, alle under § 110. En af de helt store forskelle på botilbud under de to paragraffer er i øvrigt deres finansiering, hvor den sidste betyder halv finansiering fra staten. Er man fræk hvis man tænker, om der i virkeligheden ligger en økonomisk tænkning i omstruktureringen? Eller er det helt tilfældigt at man går fra en dyrere struktur til en billigere, i og med at staten giver halv finansiering? Er der faglige argumenter, eller mener kommunen virkelig ikke at der er behov for disse § 107 pladser? Uanset så er det tankevækkende…

Imens er de nuværende beboere i Bocentret ved at blive afviklet, hver enkelt bliver vurderet og hjulpet ud i andre boformer, bl.a. egen lejlighed, selvom de som misbrugere kan have store problemer med at blive godkendt til en bolig.

”Når det kan lykkes, så skyldes det også at vi har fået et tæt samarbejde om disse borgere med den nye hjemløseenhed. De er gearet til gruppen, og vores samarbejde med dem er rigtig godt”, siger Anders Vangskjær.

Også andre tiltag er gjort i forbindelse med at det i 2009 blev besluttet i et projekt frem til 2012 at skaffe såkaldte særboliger til hjemløse ud fra tanken om Housing First. Det vil sige en overbevisning om at det, når man har løst boligproblematikken, er lettere at løse de andre problemer. Politikerne i Socialudvalget er dog helt klar over at man med en bolig ikke løser alle problemer for denne målgruppe. Som understøttende element i Housing First projektet er der Critical Time Intervention, som er en indsats på ni måneder og Assertive Community Treatment, som er tidsubegrænset. Denne understøttende del fungerer endnu ikke optimalt, men skulle kunne give gode muligheder for at følge borgerne ude i hjemmet, vurderer de to pædagoger.

Ekspertise tabes

Som medarbejdere bliver de to pædagoger på Sundholm, og de skal nu lære at arbejde på nye måder. Det er der jo i princip- Pædagogerne Ole Berg Kristensen og Anders Vangskjær kan beskrives som rummelige realister, som yder en målrettet socialpædagogisk indsats for beboerne i Bocentret på Sundholm. LFS NYT · 9/10 · SIDE 11 pet intet galt med, men de argumenterer at pengene der bruges på denne omstrukturering kunne være brugt bedre. De oplever nemlig at den ekspertise, som de og hele medarbejdergruppen på Bocentret har oparbejdet gennem årene i arbejdet med denne kaotiske målgruppe, den forsvinder. Naturligvis kan de fortsat bruge deres kompetencer i det kommende arbejde, men de frygter at meget drukner i skemaer og ensartede regler.

”Når vi skal tage imod borgere med fem minutters varsel, kan vi slet ikke sætte os ind i deres individuelle situation og passe dem sammen med andre i gruppen, sådan at de faglige og menneskelige kvaliteter passer. Det helhedsorienterede arbejde og det individuelle perspektiv kan let gå tabt”, siger de to pædagoger.

De peger på at Bocentret gennem gentagne sparerunder er blevet presset til at tage dårligere og dårligere borgere ind, som ikke passer ind nogen steder, og netop denne evne til at håndtere det uforudsigelige og komplekse, den tabes på gulvet. Og de tror begge to at man senere vil få brug for netop den ekspertise, når man en dag indser at der faktisk er brug for den type pladser, som nu er ved at blive nedlagt.

De oplever på mange måder holdningen til deres klientel som dobbeltmoralsk.

”Samfundet siger at de vil se på det enkelte individ og hjælpe også borgere som er så hårdt ramte som disse, og som det på mange måder kan virke håbløst at hjælpe ud i samfundet. Men der tromles hen over dem alligevel. Hvis man ikke vil bruge så mange penge på at hjælpe dem, så ville det være bedre at stå ved det og være ærlige”, siger Ole Berg Kristensen.

De oplever at der er meget lidt forståelse og empati for deres klientel og for, hvor hårdt ramt de er. De har ingen venner, og politikerne ser på økonomi før mennesker.

”Når nogen siger at disse mennesker må da tage sig sammen, så forstår de ikke at der er ting de ikke kan. De kan være dybt traumatiserede på grund af krigsoplevelser og dybt alkoholiserede, og så er det arrogant at sige de skal tage sig sammen”, siger de.

De smiler lidt af folk, som skal ”prøve” at være hjemløse en nat eller en uge, for de har ikke forstået hvordan det egentlig er at være hjemløs. At vide at ingen kan lide dig, at have konstant tandpine fordi du ikke har råd til tandlæge, at være traumatiseret og måske seksuelt misbrugt i barndommen, måske at have oplevet systematisk vold, hele den bagage skal med, hvis man skal vide hvad det er at være hjemløs.

Det samme gælder holdningen til deres kontanthjælp, som i de to pædagogers øjne absolut ikke er for stor. Som de siger med eftertryk: der er intet at misunde dem. Ungeydelsen får også en vred bemærkning, en skandale er den, for unge i denne målgruppe med så få penge ender uvægerligt i kriminalitet og hårde stoffer.

”Det er alt for undervurderet hvor meget det betyder ikke at have nogen penge.”

Økonomi styrer alt for meget, understreger de. Som fx når man igen og igen vælger dumme løsninger, som er de billigste, fordi der skal spares, men som vil koste penge i længden.

”I vores arbejde betyder nedskæringerne at kvaliteten løbende forringes, men at tilbuddet og tiden til det udhules forstår almindelige mennesker desværre ofte ikke.”

Og bliver arbejdet i den nye struktur mon overhovedet så attraktivt at pædagoger gider arbejde der?