Flere og flere får ADHD – men hvorfor?

Af Tine Sejbæk

Flere og flere børn og unge får diagnosen ADHD. Og en stor del af dem får dagligt medicin. Der er meget delte meninger om årsagen til ADHD. Den fremherskende holdning er, at forstyrrelsen primært skyldes arv. Men blandt psykologer og ernæringseksperter er der skepsis over for, om genetik rummer hele forklaringen. LFS Nyt har givet ordet til nogle af røsterne i debatten om de komplekse årsager til ADHD.

Antallet af hyperaktive, impulsive og uopmærksomme børn er tilsyneladende eksploderet i de senere år. I hvert fald er der kommet mere fokus på dem, og et stigende antal forældre bliver henvist til børnepsykiatrien for at få deres barn udredt for ADHD. Antallet af børn, der er i behandling for ADHD, er fordoblet på få år.

Kigger man på den officielle forklaring på ADHD – f.eks. på hjemmesider som sundhedsguiden.dk – vil man se, at årsagen til ADHD for op mod 80 procents vedkommende er genetisk (det skyldes en arvelig funktionsfejl i hjernen), mens resten bl.a. skyldes fødselsskader og alkohol/rygning i graviditeten.

Men hvis det næsten kun er genetisk og ikke har at gøre med livsstil og psykologiske forhold, hvorfor er antallet af børn med ADHD så tilsyneladende eksploderet? Har der været lige så mange før, og blev de bare ikke opdaget? Har vores hurtige og til tider stressede levevis noget at sige? Og spiller kosten ind på ADHD-adfærd?

Kosten kan afhjælpe meget

Det har Karen Nørby en mening om. Hun er ernæringsterapeut og bl.a. forfatter til bogen “Kost og hyperaktivitet – ADHD og DAMP”. Hun bliver bl.a. opsøgt af forældre med ADHD-børn og er ikke i tvivl om, at årsagen for manges vedkommende er genetisk. Men hendes erfaring er, at der er en hel del, man kan gøre for at afhjælpe ADHD. Faktisk så meget, at symptomerne i nogle tilfælde kan forsvinde helt. Hun mener bl.a., at der er meget at hente ved at stabilisere blodsukkeret hos børn med ADHD.

“Vi ved alle, at hvis vi glemmer at spise, eller kun får kage til frokost, kan vi blive trætte, hidsige, svimle og få svært ved at koncentrere os. Man kan stabilisere blodsukkeret ved bl.a. at sørge for, at barnet får morgenmad”.

Og det skal ikke være Cornflakes og Chokopops, men snarere æg, f.eks. omelet eller blødkogt æg, og bærsmoothies med hørfrøolie, mandler og proteinpulver. Og ovenpå f.eks. mysli med kerner og nødder.

Ifølge Karen Nørby får mange ADHD-børn langt fra nok til morgenmad og frokost.

“Jo mere, man kan fordele maden over dagen, desto mere ro skaber det. Man kan også styrke et stabilt blodsukker ved at spare på hvidt brød, sukker og slik samt tilføre flere sunde olier i kosten, f.eks. hørfrøolie. Og så er det jo dokumenteret, at fiskeolier som produktet Eye Q kan give mere ro til nogle af børnene”.

Karen Nørbys forklaring på stigningen i børn med ADHDdiagnoser er, at vi er blevet bedre til at se dem.

“Der er blevet mindre tolerance over for børn, der ikke passer ind i f.eks. skolesystemet. En anden grund er, at der er langt mere slik, sodavand og færdigmad i omløb til at forværre symptomerne”, siger hun.

Hendes kæphest er, at pædagoger skal hjælpe urolige børn til at få spist madpakken, og at de skal huske forældrene på vigtigheden af sund morgenmad.

“Selv om der er genetik involveret i ADHD, kan det være en god idé at kigge på kosten, før man springer til medicinsk behandling. Det ville f.eks. være rart, hvis psykiateren ikke kun spurgte til adfærd men også til, hvad barnet havde fået til morgenmad!”

Genetik forklarer det meste

Genetik kan forklare 80 pct af ADHD tilfældene. Det mener Per Hove Thomsen, der er overlæge og professor ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Risskov og hovedkraften bag referenceprogrammet (de officielle anbefalinger omkring, hvordan man opfatter ADHD, og hvordan det skal behandles, red.) for børn og unge med ADHD.

Det er dog for simpelt at betragte ADHD som rent genetisk i alle tilfælde. Ydre stress (f.eks. krav fra skolen og samfundet) kan bl.a. gøre den medfødte sårbarhed mere udtalt, mener Per Hove Thomsen.

“Når man overvejende anser ADHD for genetisk, skyldes det international forskning. F.eks. ved man, at i familier med børn, der har ADHD, er der tit andre, der har det, f.eks. forældre og søskende. Det er jo ikke noget bevis i sig selv, men studier af adopterede viser det samme. Børn, hvis biologiske forældre har ADHD, har det oftere end andre, uanset om de vokser op i et helt andet miljø”.

Per Hove Thomsen forklarer, at undersøgelser af enæggede tvillinger peger i samme retning. Hvis en af dem har ADHD, har den anden det også mere sandsynligt end andre søskende.

“Man kan ikke sige, hvor ADHD sidder, eller hvilket gen, der er tale om. Eller hvor stor risikoen er. Men man kan sige, at der ofte er tale om en medfødt sårbarhed, og at påvirkningen fra miljøet også kan spille ind”.

Nogle børn har dog, ifølge Per Hove Thomsen, ADHD i så svær en grad, at miljøet ingen rolle spiller. Andre har det i mildere grad, og her kan et trygt og struktureret miljø være med til at holde det nede. Mens et belastet miljø, hvor en eller begge forældre måske selv har ADHD, kan vælte læsset.

Han mener, at stigningen i diagnoser skyldes, at det ikke længere er tabu at have et barn med psykiske vanskeligheder. Derfor søger forældre oftere hjælp. En anden grund er en øget opmærksomhed på mistrivsel hos børn.

Endelig kan det betyde noget, at folkeskolen i de sidste mange år har lagt vægt på ansvar for egen læring og en individuel læringsstil.

“Alt det har børn og unge med ADHD problemer med. Derfor stilles børn med ADHD og ADHD-lignende vanskeligheder, som til alle tider har været i vores samfund, nu over for krav, de har svært ved at honorere, hvilket bl.a. betyder, at flere og flere børn visiteres til specialundervisning”.

Forældre med fart på

En af dem, der er kritiske overfor den rent biologiske vinkel, er specialist i børnepsykologi (og i øvrigt tidligere LFS’er) Lars Rasborg. Han mener, at forældres manglende evne til at “regulere” deres børn kan føre til ADHD-adfærd.

Han bruger betegnelsen “ADHD-adfærd” om adfærd, der er diagnosticeret som ADHD eller som i væsentlig grad opfylder kriterierne for ADHD.

Ifølge ham kan man møde ADHD-adfærd hos • Omsorgssvigtede børn, der typisk har manglet regulering af deres følelsesmæssige tilstande. De har ikke udviklet en alderssvarende modenhed og er præget af frustration, vrede og angst. Det er almindeligt, at de børn er hyperaktive, impulsive og let lader sig aflede – og derfor udmærket kan få diagnosen ADHD. • Børn, der har fået tilstrækkelig omsorg, men hvor forældrene (eller en af dem) fungerer i et højt gear. Forældrene oplever selv det høje gear som det normale, eller ligefrem som en ressource, f.eks. på jobbet. Det høje gear kan hindre forældrene i at fornemme, hvornår deres spæde eller lille barn er så aktiv, at det har brug for en pause, eller så urolig, at det har brug for at blive skærmet og beroliget.

“Derved kan barnet komme til at mangle regulering, og det ser ud til i sig selv at kunne føre til ADHD-adfærd”, siger Lars Rasborg, der har erfaring for, at dét, at forældre lærer at fungere i et lavere gear og samtidig regulerer deres barn, kan hjælpe barnet med at udvikle sin selvregulering. Og på den made kan ADHDsymptomerne aftage eller forsvinde.

Han mener, at når en relativt ensidig biologisk forståelse af ADHD er fremherskende, mens en biopsykosocial forståelse (at ADHD skyldes en kombination af biologi, psykologiske forhold i familien og vilkår i samfundet) har sværere kår, kan det bl.a. skyldes, at mange forældre oplever en god effekt af medicin. Det underbygger ideen om, at ADHD er en forstyrrelse i hjernen, som ingen kan “gøre for”, og vi ikke kan helbrede.

“Det kan være lettere for forældrene at forholde sig til en forstyrrelse i hjernen end til, at barnet måske er belastet af faktorer i miljøet, som de jo selv er væsentlige figurer i. Og det kan være nemmere for fagpersoner at samarbejde med forældrene om en fejl i hjernen end om, at barnet kan være belastet af træk ved forældrene”.

Bekymret for medicin forbrug

Michael Kaster mener heller ikke, at genetik er hele svaret på årsagen til ADHD. Han er børnesagkyndig ved Statsforvaltningen samt privatpraktiserende børne- og voksenpsykolog i København. Han gjorde sig fornylig i Information til talsmand for, at alt for mange børn får medicin mod ADHD. Medicin, der måske kan skabe en livslang afhængighed og hindre barnets egen sunde udvikling.

“Når barnet ikke får sin medicin, kommer symptomerne igen. Barnet og senere den unge kan risikere at skulle spise piller hele livet. Pointen er, at ethvert barn, også et med ADHDsymptomer, gennem sin opvækst helst skal lære at forvalte sit følelsesliv gennem interaktion med omverdenen”, mener han.

“Nogle børn bliver nødt til at få centralstimulerende medicin til at begynde med, men det er halsløs gerning at medicinere uden pædagogiske og psykologiske foranstaltninger og forældrearbejde. Det er alt det, der lærer barnet at blive velfungerende i verden”.

Michael Kaster mener, at når det herhjemme er blevet den almene opfattelse, at ADHD er en medfødt, genetisk betinget sygdom, som kræver medicin, kan en del af forklaringen ligge hos medicinalselskaberne. ADHD er en god forretning. Omsætningen ved salg af bl.a. Ritalin i Danmark er steget flere tusinde procent i de sidste 15- 20 år.

“Ingen ved i virkeligheden, om ADHD er en genetisk medfødt sygdom, som kræver medicin. Der findes forskning, der peger på det, men den er slet ikke entydig. Meget peger i retning af, at de miljørelaterede faktorer betyder lige så meget som generne”, siger Michael Kaster. Det giver god mening at tro på, at pædagogiske og psykologiske behandlingsmetoder på lang sigt kan hjælpe mange af børnene lige så godt eller bedre end medicinen, mener han.

 Jeg har arv et det fra min far

Heidi Ranthe er 36 år og ADHD-coach. Hun har ADHD, og det har hendes to piger på 5 og 10 år også. Hun er ikke i tvivl om, at ADHD er en arvelig forstyrrelse i hjernen.

“Jeg har selv arvet det fra min far. Og begge mine piger har arvet det efter mig”.

Hun mener, at når man tilsyneladende ser ADHD så meget nu, har det at gøre med, hvordan vi har indrettet os.

“Da jeg gik i skole, var man ikke så mange i klasserne. Og der var mere kæft, trit tog retning. Der var også flere rammer i hjemmene, og de rammer har vi brug for, når vi har ADHD”, siger Heidi Ranthe, der selv røg ud af skolen efter 7. klasse.

“Min far har også ADHD, og når jeg ser tilbage på hans tid, så var dem, der havde ADHD, jo de knægte, der kom ud på gårde og fabrikker og siden endte i kriminalitet”.

I dag lever vi i en anden tid.

“Der er ikke plads til at være udadreagerende, så det er vores børn, der bliver opdaget og får diagnoser”, siger Heidi Ranthe.

Hun var fra starten klar over, at der var noget galt med hendes egne børn. Men hvordan ved hun, det er genetisk – og ikke psykologisk? Det vil sige at hendes børn kan være blevet præget af hendes egen ADHD-adfærd?

“Mine børn har været anderledes fra starten af. Og der er bare nogle basale ting, som de ikke har kunnet tillægge sig efter mig. F.eks. har de det meget svært i sociale sammenhænge. Det har jeg også, men de har faktisk ikke været ret meget sammen med mig i sociale sammenhænge”.

Heidi Ranthe har forsøgt med at ændre kosten – men uden effekt.

“Når man har en genetisk fejl i hovedet, er det omsonst at kurere det gennem maden. Jeg har selv prøvet at tage både mælk og hvidt brød væk, og det hjalp ikke”.

Selv er hun på medicin – og det er hendes ældste datter også.

“Men medicinen kan ikke stå alene. Hvis der ikke samtidig bliver støttet op omkring personen, f.eks. i skolen, hjælper medicinen ikke alligevel. I starten var det da svært at give min datter medicin, hun var kun seks år. Men hvis man har et barn med sukkersyge, lader man så være at give det insulin, fordi det er synd for barnet at få medicin? Medicinen er det eneste, der gør det muligt for mig og mine piger at fungere. Jeg har ikke anet, hvem jeg selv var, eller hvad jeg lavede, før jeg begyndte at få medicin for to år siden”, siger Heidi Ranthe.