Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Verdens bedste legeplads
Naturen holder åbent hus den 12. september.
Børn i dag bruger halvt så meget tid i naturen, som deres bedsteforældre gjorde, da de var børn. Men det skal der laves om på, så børn kommer tættere på naturen, mener man i både Friluftsrådet og Danmarks Naturfredningsforening. For naturen er sund for børn, de bliver sundere, gladere og mere fantasifulde af at opholde sig i den, Ophold i verdens bedste legeplads styrker børns sundhed, motorik, koncentrationsevne og opfindsomhed, og børns samvær er langt mindre konfliktfyldt i naturen.
Med dette som baggrund lægger de to organisationer op til masser af naturoplevelser for børn søndag den 12. september. Da holder de åbent hus i naturen og inviterer dem til at høre kronhjorten brøle, ride på en islænder, bygge en hule i et træ eller fange en fisk.
De to organisationer giver i hele landet guidede oplevelser i børnehøjde og hjælper samtidig familierne med ideer til naturoplevelser på egen hånd.
Børns dagligdag har ændret sig markant de seneste år, det viser Gallupundersøgelse fra efteråret 2009. Bl.a. er børn i dag kun halvt så meget i naturen, som deres bedsteforældre var, da de var børn. Bedsteforældregenerationen havde en frihed og fritid til at opdage naturen på egen hånd, mens børn i dag dels sidder inde ved computer og tv, dels overvåges og skemalægges på en måde som Bedsteforældregenerationen ikke oplevede.
De to foreninger tænker også daginstitutioner og skoler med i deres indsats, som bekendt tilbringer de en meget stor del af deres tid der. Så i ugen op til den 12. september inviterer de skoler og institutioner ud i naturens fantastiske læringsmiljø. Det sker med en inspirationspakke, som institutionerne og skolerne kan rekvirere gratis. EL
Naturens Dag er Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådets årlige mærkedag for naturoplevelser den anden søndag i september – i år den 12. september. Temaet for Naturens Dag i 2010 er børns naturoplevelser Læs mere på www.naturensdag.dk hvor I kan melde jer til og få en gratis pakke med ideer og materialer til opdagelsesrejser, leg, læring og naturoplevelser til efteråret. Man kan selv vælge sit tema (der er fire i alt) og få en temapakke, der passer. Pakken indeholder det nødvendige udstyr til et lille sjovt forløb om netop dette tema. Temapakkerne er om insekter, en vandhulsekspedition, en skovsafari og det kribler og krabler. |
Grønne Spirer Friluftsrådets Grønne Spirer er for institutioner, som gerne vil have en grønnere hverdag og tilbyde børnene et godt og indholdsrigt udeliv. Grønne Spirer tilbyder materiale, kurser og muligheden for at erhverve Det Grønne Flag. Grønne Spirer har også en søgeside med mere end 200 aktivitetsforslag. Find dem på www.gronnespirer.dk (link er ikke længere aktivt, red.) |