Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Kronik
En uppercut
Af Lisbeth Schmidt, faglig sekretær i LFS og Jan Hoby, næstformand i LFS.
En opgørelse fra Danske Daginstitutioners Landsorganisation (DLO) viser, at antallet af private daginstitutioner er tidoblet på bare tre år, og ifølge DLO’s sekretariatschef Morten Kyst og DLO’s egen vurdering, vil der om bare to år være ikke 200 men 400 private daginstitutioner i Danmark. Disse oplysninger burde få enhver kritiker af New Public Management, privatisering og udlicitering til at trække i arbejdstøjet.
En udvikling af velfærdssamfundets grundpiller på daginstitutionsområdet som forøger antallet af private profit daginstitutioner er 200 skridt i en helt forkert retning. Fordi den indbefatter øget privatisering, øget markedsgørelse, øget konkurrence og øget frit-valg.
Ideologier der rammer velfærdssamfundet og de offentligt ansatte med en liberalistisk uppercut, og som i sin substans sælger ud af velfærdssamfundets grundpiller. Vores kritik af bevægelsen fra offentlige til selvejende og private styrings- og ledelsesformer er bestemt ikke ny, og kritikken er ej heller afhængig af vores politiske rolle og ansættelsesforhold i LFS.
Djævlen er gemt i detaljen som man siger, også i dette tilfælde. Vi mener de selvejende daginstitutioners paraplyorganisationer forsøger at legitimere bevægelsen fra offentlig til privat ved at udøve kritik af de kommunale besparelsesrunder. De selvejendes paraplyorganisationer begår derved et hyklerisk forsøg på at sikre sig vidtgående markedsandel på daginstitutionsområdet.
Vi mener der er behov for en åben debat om den hårfine grænse mellem non-profit institutioner og profit institutioner, som revisionen af Dagtilbudsloven desværre åbnede op for. Det er en ”varm kartoffel” at debattere, fordi selvejet og privatinstitutioner har traditionsbundne forbindelser langt ind i politiske partier både på højre- og venstrefløjen i dansk politik og organisationer.
I Københavns Kommune er der på trods af et rødt flertalt en ca. 50 -50 procentuel fordeling mellem kommunale daginstitutioner og selvejende/private institutioner. Hvilket er markant anderledes end i resten af det kommunale landskab, hvor fordelingen er minimum 70 pct. kommunale daginstitutioner og maksimum 30 pct. selvejende.
Vi mener at drift af daginstitutioner skal forankres i offentligt regi – altså som kommunale daginstitutioner. Den selvejende og eller private styreform er kommunaløkonomisk fordyrende.
Den kommunale merudgift, som kommunerne er pålagt at betale i administrationsgebyr til de selvejende og private institutioner jf. driftsoverenskomst og lovgivning svarer p.t. til ca. 2,1 pct. Gennem afprivatisering kan denne ca. 2,1 pct. merudgift genanvendes til at forbedre vilkår og rammer for kommunale daginstitutioner.
Stod det til os, så satte kommunerne og de faglige organisationer fuld turbo på en afprivatiseringsstrategi, samtidig med at vi helhjertet bekæmpede ethvert skridt mod udlicitering og privatisering af offentlige velfærdsopgaver. Samfundsmæssigt og velfærdspolitisk vil der være god fornuft i at udvide den offentlige sektor.
En væsentlig pointe heri er at politikerne vil få bedre mulighed for at planlægge efter samfundets samlede interesser.
Forsvaret for den selvejende model bliver en smule desperat, hvis man overfører logikken til Folkeskolen. Hvorfor er den selvejende model f.eks. så fantastisk på daginstitutionsområdet, når den på folkeskoleområdet ses som både et samfundsmæssigt og et politisk problem?
Hvorfor er det lige, at vi skal bruge ekstra penge på dobbeltadministration og et parallelt semi-kommunalt rådgivnings- og konsulentfirma, med stærke politiske og religiøse undertoner?
Formanden for Landsforeningen for Frie Børnehaver, Jens Terp udtalte til Information 17. august 2009 i artiklen ”Politisk flertal for flere selvejende institutioner” at: ”Vi ser gerne, at det bliver muligt at oprette en selvejende institution uden at man skal være afhængig af en tilladelse fra kommunen”. Dette udsagn kan være nøglen til hvor djævlen er begravet.
Vi antager, at Frie Børnehaver går efter en fri etableringsret for selvejende institutioner. Hvis dette ønske indfris er der åbnet for en helt vidtgående model for drift og styring af velfærdsinstitutioner i privat regi. Denne strategi bør man være stærkt kritisk overfor. Pointen er netop, at lovgivningen omkring oprettelse af daginstitutioner er blevet så ”slap” at en bevægelse fra selvejende institution til ren privat profitinstitution er blevet meget enkel. Der er derfor god grund til at problematisere dette forhold.
LovgivningenVi redegør her i kommenteret form for de muligheder som ændringerne i Dagtilbudsloven giver private leverandører på institutionsområdet. Ændringerne i lovgivningen åbner for en profitog markedsorienteret bevægelse væk fra offentlig drift og styring til privat drift med et muligt profitmotiv. En bevidst ideologisk ændring, som efter LFS’ mening, er en del af den nyliberalistiske regerings langsigtede strategi hen imod en minimalstat. I 2005 gjorde ændringer i Lov om Social Service det muligt at etablerer og drive private institutioner efter godkendelse af kommunen. Et af formålene med lovændringen var at gøre det lettere for private leverandører at oprette og drive daginstitutioner som privatinstitutioner. Lovændringen gjorde det endvidere muligt for privatinstitutioner at trække evt. profit ud af driften. En profit der vel at mærke lovligt kan anvendes til andre formål end egentlig institutionsdrift. Den 1. januar 2008 blev al lovgivning vedrørende dag-, fritids-, og klubtilbud samt andre socialpædagogiske fritidstilbud, som har et pædagogisk, socialt og pasningsmæssigt formål samlet i ”Lov om dag-, fritids-, og klubtilbud m.v. til børn og unge” (Dagtilbudsloven). Private institutioner kan oprettes for børn i aldersgruppen fra 26 uger og indtil barnets skolestart. Dagtilbudsloven forudsætter, at den enkelte kommune udarbejder et sæt kriterier for godkendelse af private institutioner. Kommunen skal godkende tilbuddet, hvis det lever op til de kvalitetskrav, der stilles til dagtilbud på centralt plan og på kommunalt plan. Kommunen kan ikke anvise plads i en privatinstitution. Privatinstitutionerne træffer selv afgørelse om optagelse, men de skal fastsætte og offentliggøre retningslinjer for optagelse af børn i institutionen. Privatinstitutioner kan oprettes med et specielt formål, der gør det muligt at give fortrinsret til bestemte grupper af børn. Kommunen skal dog sikre, at privatinstitutioner udviser samme rummelighed som i kommunens øvrige institutioner. Kommunen har tilsynsforpligtelse i de private institutioner. Det kommunale tilsyn skal sikre, at alle børn får den støtte, de har brug for. Hvis kommunen vurderer, at barnets behov ikke kan tilgodeses i privatinstitutionen, kan kommunen pålægge forældrene at få barnet flyttet til en anden institution, der er indrettet til at klare barnets behov, eller som har personale med særlig uddannelse til at varetage barnets behov. Privatinstitutioner skal være tilgængelige for børn med handicap. Disse børn kan alene nægtes optagelse, hvis institutionen ikke er indrettet, eller kan indrettes til at varetage barnets behov, eller hvis personalet ikke har tilstrækkelig kompetence til at varetage opgaven. Såfremt en privatinstitution lukker, har kommunen pligt til at sørge for de nødvendige pladser til børnene. Kommunen har således fortsat forsyningspligten. Det er altså kommunens problem, at skaffe pladser til børnene såfremt en privatinstitution lukker, og kommunen påføres altså et institutionspladsproblem. Hvis en privatinstitution lever op til dagtilbudslovens bestemmelser og kommunens øvrige godkendelseskriterier, har man retskrav på at få udbetalt tre forskellige tilskud til driften af privatinstitutioner: Pengene til den primære drift, udbetales efter ”pengene følger barnet” model, altså et tilskud pr. indskrevet barn afhængigt af alder. Et tilskud svarende til den udgift kommunen har for dagtilbud for børn i tilsvarende aldersgruppe, et huslejetilskud, beregnet efter huslejetilskud til tilsvarende selvejende institutioner, og et administrationstilskud, svarende til administrationsudgifter for tilsvarende selvejende institutioner. Privatinstitutionerne er ikke omfattet af de nugældende betalingsregler, og de kan selv fastsætte forældrebetalingen. Der er ikke loft over betalingen. Der gives søskende- og fripladstilskud efter reglerne i dagtilbudsloven. Kommunen har ikke krav på indsigt i budget eller regnskab i private institutioner. Kildehenvisning: FOA’s rapport: Privat pasning i Danmark: (link er ikke længere aktivt, red) |