Fod på legepladsen

Vuggestuen Følfodvej har fået en legeplads til det hele, smuk, harmonisk og i udsøgt kvalitet og håndværk.

Tekst: Elisabeth Lockert Lange

Aldrig så snart er jeg kommet inden for døren, før en ivrig Lisbeth Stephansen hiver mig udenfor igen.
Vi er i vuggestuen på Følfodvej, en lille 33 børns vuggestue på grænsen mellem Københavns Kommune og Tårnby, og det handler om deres nye legeplads. Som også handler om deres tilgang til børnene.
Udenfor peger, viser og fortæller Lisbeth Stephansen, vuggestuens leder, om skulpturer, fødder, farver, kurver og synsakser der trækker blikket og børnenes bevægelser i bestemte retninger.

Til noget særligt seværdigt, et hyggeligt lille opholdssted med afrundede indbydende træbænke eller det næste legerum.
Baggrunden er 150.000 kr. fra forvaltningen til en ny legeplads, udformet sammen med kunstneren Sean Mc Kenna og hans firma Skulpturleg.
Legepladsen, som absolut ikke er stor, er opdelt i fire rum, hver med deres særlige særpræg og funktion, og så alligevel med en rød tråd. En svenskrød tråd tilsat mørkeblåt og guldpletter i de høje slanke skikkelser og figurerer, af blødt afrundet egetræ malet med linoliemaling, med siddebænke og plantekummer i træsorten Red Balau (en mahognysort fra Indonesien). Ja kvaliteten er helt i top, ligeså udførelsen af alt fra skulpturer over bænke til legehus og sandkasse. Det er naverhåndværkere der har været i gang, og søm og skruer er der ingen af.

De fire rum tilsammen betyder at der er mulighed for det hele, udfordringer og hvile, samvær og fordybelse, leg og udforskning.
Ganske som legepladsens ansatte ønskede det. De har da også været med i processen helt fra start, men de har samtidig givet Sean Mc Kenna og hans håndværkere meget frie hænder ”for hvorfor dog benytte en kunstner hvis man ikke bruger hans kompetencer?”
”Vi ønskede forskellige legepladser hver med deres eget kendertegn, men alle skulle have sand og muligheden for at sidde på et tæppe. Min skræk var forhindringsbanen – en evig udfordring uden områder med helle.”

Mulighed for det hele

Det første rum vi træder ud i er lille og roligt, intimt, næsten meditativt. Lidt græs, lidt sandkasse, lidt indbyggede bænke i et hjørne, lidt plantekummer og en afdæmpet linoliemalet rød egetræsskulptur, som både går i højden og længden og derved leder øjet videre til næste rum.
”Hvert år kommer hvert enkelt barn med en sommerblomst, det er en gammel tradition vi har, som vi ønsker at bibeholde, og det ville vi gerne have et bed til. Og det er så her i det grønne rolige rum”, siger Lisbeth Stephansen.

Et andet krav til Sean Mc Kenna var at alle børn skal kunne være overalt. Vuggestuen Følfodvej er en institution, som bruger Marte Meo som tilgang til samværet med børnene, det vil sige det modsatte af en må-ikke-tilgang, det modsatte af irettesættelser.
Og at de har netop dette udgangspunkt er absolut ikke ligegyldigt for deres nye legeplads.
”Legepladsen er bygget op, så irettesættelser ikke falder lige for, den indbyder til opdagelse. Og den understøtter den anerkendende og udviklingsstøttende kommunikation, som vuggestuen har som adelsmærke”, siger Lisbeth Stephansen, som selv er uddannet i Marte Meo.

Vi går ind i det største uderum. Her vrimler det denne solrige efterårsformiddag med børn og voksne. Og det gør der hver dag, for fra 9.30 til 12 er det børnetid. Da skal alle medarbejdere være sammen med børnene, og ofte vælger de at være ude.
Børnetiden er en politik vuggestuen har, så ”hvis man har brug for at ringe til nogen, er det bare ikke da, man skal gøre det.”

Rummet føles meget som en have at komme ud i, og sådan har de også ønsket det. Midt i rummet står en stor sandkasse, der er nogle piletræer og pilebuske, sommerfuglebuske og frugtbuske.
En afgrænsning af farvede plader, røde og blå, som lyset skaber farvespil igennen, danner de to sider. ”Indgangen” består af to høje slanke ”ben” med fødderne øverst – og guldmalede tånegle. For også fødder er et tema, bl.a. i skulpturerne.
”Vi hedder jo Følfodvej, så Sean mente at vi skulle have noget med fødder”, griner hun.

Et gammelt redskabsskur blev bygget om til et legehus.
Håndværkerne satte brædder på, så det ser ud som om det er født sådan, men det er større end legehuse normalt er, så der er også plads til voksne derinde, og der er lavet bænke og indkig, så man også er en del af det, der sker udenfor. Der er en smutvej bagved, hvor minsandten en lille Hannah lige kommer løbende.
Bagved er der endnu en hyggelig detalje, en lille bakke som en lille dreng synes er lige sagen at lege på. Med stubbe rundtom i forskellige højde (i afrundet, linoliemalet egetræ) som børnene kan balancere på.

Fodaftryk

Tre uger gik der fra håndværkerne gik i gang og til de var færdige, fortæller hun, men inden gik der da noget med planlægningen.
Alligevel har det hele kun taget sommeren over, og alt, huse, skulpturer, bænke, sandkasser, blev formet, savet, slibet, tilpasset og malet på stedet af naverhåndværkerne og kunstneren selv.
Lisbeth Stephansen er begejstret over at alt er lavet uden sum og skruer, at alle afslutninger er afrundede og behagelige at røre ved, og at der overalt er tænkt i at det skal bruges af små fingre og kroppe.

”Det er fedt at håndværket er så flot og at det er så lækkert at røre ved. Nogle steder er også med vilje lavet meget glatte, andre mere ru – så der også er oplevelser på den måde.”
Kunstneren er oprindelig pædagog, og det er en fordel vurderer hun at han har den indsigt og forstår at tænke børnene ind i planen.

På vejen til næste rum er der en sten med fodaftryk i. Det er en foræring fra kunstneren og et element som børnene kan lide at røre ved, for der samles vand i fodsporets fordybning. Inde i det tredje rum, som hænger sammen med det fjerde, er der to figurer, høje og slanke, den ene rød, lidt gravid, den anden blå, med et hjerte. Begge har ét guldøje. Mellem dem kan der hænges en hængekøje.

I den anden del står der to stolper, den ene delt i fire dele med hver sin farve, fire frø, fire elementer. Ved siden af står den hvidlige spire. De to skulpturer kan agere fæste for solsejl over sandkassen, det kan der være brug for på de varmeste dage.
”Det spændende med legepladsen og med at have haft en kunstner med er, at han har en anden tilgang, han ser noget andet, han arbejder rumligt, mens jeg tænker praktisk i forhold til børnene. Han har teorier om hvad der fanger og leder øjer, fx at øjet fanger den ene guldplet og det leder til de næste. Det arbejder han bevidst med.”

Marte Meo

I vuggestuen arbejder det pædagogiske personale også bevidst, nemlig med børn og deres udvikling. Til det bruger de som sagt Marte Meo metoder, som Lisbeth Stephansen kalder et menneskesyn og en samspilsform snarere end en pædagogik.
Refleksion er et kodeord i al pædagogik og ikke mindst i Marte Meo, som traditionelt bygger på videooptagelser.

”Det er ikke let i hverdagen, så vi bruger historier om situationer med børnene, og så kaster vi Marte Meos tilgang ned over dem. Et eksempel: to børn leger i hængekøjen, en tredje vil være med. Pædagogen siger at han lige må vente, det skal nok blive hans tur. Sammen reflekterer vi over, hvad en sådan afvisning, som han oplever det som, gør ved ham. Et dilemma, for der kunne heller ikke være flere i hængekøjen. Hvad kan man så gøre? Måske ved vi om denne dreng at han altid vil være først. Så kan vi fx næste gang sige: ”Vi ved du gerne vil først, så det skal du have lov til.” Og på den måde vise ham at han er set og anerkendt, så han ikke selv behøver gøre opmærksom på sig selv. På den måde reflekterer vi over, hvordan vi kan være mere anerkendende og gå ind i en udviklingsstøttende dialog.”

Refleksion er det vigtigste.

”Vi skal introducere en masse ting til vuggestuebørnene, fx hvordan de kan bruge legepladsen, hvilke ord vi bruger, hvad vi tilbyder og hvordan. Og det er værd at reflektere over. De refleksioner vi har i den sammenhæng er udviklende for pædagogikken og for samarbejdet. Vores tilgang er: hvad kan jeg gøre anderledes i samspillet? For så ændrer samspillet sig.”
Børnene ude på legepladsen virker til at have det godt med metoden. Harmoniske, glade og energiske. Og konflikter?
”De er en naturlig del af livet også for børn, men vi skal have vindere ud af det. Bare det at gå hen til konflikten og sige: ”nå den skovl kan jeg se at I gerne vil have begge to” kan betyde noget. Vi skal ikke løse konflikten, men vise dem at vi ser dem og bruge dialog til at sætte ord på børnenes følelser.”