Et socialt område under pres

En rolig men debatlysten generalforsamling i specialområdet sætter fingeren på problemfelter som fx det stigende plejebehov på handicapområdet og den ikke faldende bureaukratisering.

Tekst: Elisabeth Lockert Lange

Socialborgmester Mikkel Warming er den første, der siger det på specialområdets generalforsamling, nemlig at det sociale område og især voksen-handicapområdet er ekstremt presset økonomisk.

Det er det først og fremmest af to grunde. Dels fordi der bliver flere mennesker med et handicap eller en diagnose, fx på grund af dygtigere læger, dels fordi mennesker med handicap bliver ældre. Fx er gennemsnitsalderen for mennesker med Downs syndrom på Københavns Kommunes bosteder næsten 48 år. Dertil kommer at op mod 90 pct. af mennesker med Downs udvikler demens og Alzheimers. Der er med andre ord brug for intensiv pleje – og tid. Og med nulvæksten betyder det at når ét menneske kræver mere pleje er der mindre til et andet.
”Handicapområdet presser sig på, det er her slaget skal stå”, siger han og henviser især til de budgetforhandlinger, som ikke var på plads, da generalforsamlingen blev holdt den 13. september, men hvis resultater du kan læse om i en anden artikel her i bladet.

Handicapområdet er ikke det eneste område, som Mikkel Warming nævner er under pres, der er også psykiatri, de sikrede institutioner, de hjemløse og stofmisbrugsområdet. Og det er et politisk valg om København vil bruge mere end nulvæksten på netop dette område og tage pengene andre steder fra, peger han på – og løber derpå ud af døren til nye forhandlinger.

Mikkel Warming er ikke den eneste, som talte om den øgede belastning på handicapområdet. Også formand for LFS og tidligere ansat på netop handicapområdet Britt Petersen fortæller om den aktion, som få dage forinden satte spot på virkeligheden på området. Med billeder af selv samme virkelighed og beskrivelser fra hverdagen.

Britt Petersen uddyber problemstillingen i budgetforhandlingerne.
Hvis man bare skal holde samme (næsten ubærlige) niveau som nu kræver det 42 mill.kr. ekstra. Det kræver altså voldsomt mange penge før vi taler om forbedringer.

Det mest deprimerende oplever Britt Petersen er, hvor lidt politikerne ved om det, de tager beslutning om. Fx ved beslutningstagerne ikke nødvendigvis at der ikke er en demografiregulering på handicapområdet, det vil sige at der ikke automatisk bliver givet flere penge, når der kommer flere handicappede borgere. En demografiregulering ville sikre at det er fælleskassen der betaler, når der kommer flere handicappede borgere, og ikke kun Socialforvaltningen. Denne automatiske regulering skal der kæmpes for ved næste budgetforhandling, lover hun.
Tilbud om viden, ja endda i første parket, skorter det eller ikke på. Der er forsøgt en masse fra specialområdets og bestyrelsens side, venskabsaftaler, adoption af politikere, oplevelsesrejser (til fx bo- og væresteder) for politikere.

Aktiviteter

Lisbeth Waidtløw har været formand for specialområdet i LFS siden december 2008. Hun har nu fuldt frikøb og har fingrene i et hav af opgaver.
Hun lægger selv i sin mundtlige beretning ud med projektet Ung i København. Det stammer tilbage fra repræsentantskabsmødet i 2008, hvor repræsentantskabet beslutter at der skal sættes fokus på arbejdet med unge – på tværs af fagforeningens tre områder, som ud over specialområdet er daginstitutioner og dagpleje. I projektet indgår naturligt nok rigtig mange faggrupper, bl.a. lærere, psykologer, hk’ere og selvfølgelig pædagoger, og for et år siden blev den første tværfaglige konference holdt. Nu er det tid til en ny konference, som kan sætte yderligere skub i det tværfaglige arbejde med byens unge. Og forhåbentlig er alle samarbejdspartnere med på banen, så det kan blive en realitet til foråret.

Hjerterejser var et forsøg på at etablere et rejsebureau til at tage politikerne med ud og opleve, hvordan den virkelige verden ude blandt misbrugere, handicappede og psykisk syge ser ud. Forstandere og medarbejdere var positive, men det var svært at få politikerne med. Vi var nok for sent ude i forhold til deres planlægning, vurderer Lisbeth Waidtløw set i bakspejlet.

Medlemstallet stiger på specialområdet. En af grundene er at fællestillidsrepræsentant på området Karin Bengtson har været meget mere ”ude” end tidligere med henblik på at organisere pædagoger på området. Det har sideløbende også ført til flere tillidsrepræsentanter ude på arbejdspladserne. Hun peger på at det ofte er nødvendigt at opfriske, hvorfor man skal være medlem af sin fagforening, og hvorfor tillidsrepræsentanten ikke skal hjælpe de uorganiserede.

En række datoer danner ramme om efterårets aktiviteter, som de store demonstrationer på Rådhuspladsen den 23. september og 7. oktober. Og så er der kulturnatten, hvos LFS i almindelighed  og specialområdet i særdeles vil være at finde på Gammel Torv med både suppekøkken og foredrag om forskellige sider af fattigdom i dette fattigdomsår.

MED

Der har været mange ting i spil i de sidste par år, herunder centerdannelsen og MED udvalg – og samtidig har der været nedskæringer, siger Karin Bengtson og starter dermed en diskussion om MED systemet (i øvrigt omtalt i LFS Nyt 10/10), som viser et stort ønske om at få ejerskabet til mulighederne i det bredt ud i baglandet, så medindflydelsen bliver reel. Der kommer mange og meget forskellige erfaringer med det på banen.
En deltager, og tillidsrepræsentant, på generalforsamlingen peger på at ledelsen er meget aktiv i forhold til MED arbejdet, og at problemet og den største udfordring er at få medarbejderne til at støtte op om det.

Helle Haslund fra LFS’ forretningsudvalg og tidligere formand for specialområdet efterlyser input fra området, som hun kan bringe med i HovedMED, hvor hun repræsenterer LFS.
Andre peger på at medarbejderne ikke oplever at systemet giver særlig meget indflydelse, selvom den nok er der, hvis folk aktivt ville bruge det…
En anden deltager peger på et ømt og meget vigtigt punkt, nemlig at arbejdet kræver meget tid - som medarbejderne ikke har. Lederne har andre muligheder for at forberede sig end personalet har, og det opleves som frustrerende ikke at kunne møde op lige så velforberedte som de gør.

Men at det er afgørende at også medarbejdersiden er med, når der tages beslutninger, er ingen i tvivl om, og nogen er da også lykkedes med at få det til at fungere og være givende. Flere deltagere på generalforsamlingen beretter nemlig om succes med MED. I det ene tilfælde har medarbejderne på arbejdspladsen systematiseret det med faste møder og fælles udmeldinger, så de kan møde velforberedte. Hans råd er at gøre baglandet interesserede ved selv at sætte emner på dagsordenen. I et andet tilfælde er det Trioen som laver dagsordenen, og alle oplever det som et fælles ansvar at få arbejdspladsen til at fungere.

Kontrol med mere

At det offentlige er gennemsyret af kontrol på mange leder og kanter er almindelig viden – og belastning. På specialområdet hedder det bl.a. akkreditering og naturligvis dokumentation.
Britt Petersen peger på at i en tid med nulvækst og snærende rammer, må man da i det mindste forsøge en reel afbureaukratisering, så kontrol og dokumentationsopgaver ikke kommer oven i en presset hverdag. Hun opfordrer til at de ansatte selv ser på hvilke opgaver der skal laves, og hvilke der kan pilles væk. Hvilke opgaver man er blevet bedt om at lave, og hvilke som dræber energien. Kort sagt ser på hvad man bruger ressourcer på.

”Tiden er kommet til at se på, hvad vi bruger tiden på, og hvordan den kan bruges bedst.”
Det lægger op til en diskussion om de mange dokumentationskrav der findes. Et projekt med at kortlægge hvornår brugerne kommer og går, hvor lang tid medarbejderne bruger på at hjælpe dem med det ene og med det andet, er i gang. I samme undersøgelse interviewes en række brugere om deres behov bl.a. for pleje. Naturligvis med hjælp af medarbejdere, da mange af borgerne har handicap som gør at de ikke forstår spørgsmålene eller ikke kan svare. Flere af deltagerne på generalforsamlingen giver udtryk for, at det er svært for ikke at sige håbløst at finde tid til det i en meget belastet hverdag, at det af samme grund bliver unøjagtigt – og at det tilmed føles som det rene tidsspilde. Alle informationerne ligger jo i handleplanerne, mener en deltager.

Det får en centerchef på banen: kortlægningen er et forsøg på at lave bedre styringsredskaber. Dokumentation må også ses i forhold til, hvad det skal bruges til, fx om det er en ny budgetfordelingsmodel som kan sikre større retfærdighed i tildelingen af budget, peger hun på.

Forud venter flere kortlægninger. Bl.a. trivselsundersøgelsen, som skal kortlægge arbejdspladsernes  arbejdsmiljø og belastning (husk at udfylde den, siger Helle Haslund, det er vigtigt).
Desuden er der centerevalueringen som skal be- eller afkræfte mange bekymringer i forhold til strukturen.