En diskussion, en undskyldning og et løfte

En historisk generalforsamling. Dels er der usædvanlig mange deltagere, dels er det sidste gang hvor souscheferne som stillingsbetegnelse er med.
Og en intens debat fører til en længe ventet undskyldning fra LFS’ forretningsudvalg over klyngeleder-processen.

Tekst: Elisabeth Lockert Lange

Så skete det! Efter måneders debat og kraftig kritik af den måde, som processen frem til klyngeledelse i daginstitutionerne har været behandlet på fra LFS’ side, går fagforeningens næstformand Jan Hoby på talerstolen på almenområdets generalforsamling og giver medlemmerne en undskyld over processen, som de har efterspurgt længe, og et løfte om at det ikke vil ske igen. Det vækker begejstring og klapsalver. Det vender vi tilbage til.

For forud er gået timer med debat på en generalforsamling, som samler 215 stemmeberettigede medlemmer. Og for en meget stor del kritisk debat, først og fremmest af LFS centralt, og frem for alt i forhold til processen omkring klynger. For klynger er ikke overraskende topemnet på generalforsamlingen.

Områdets formand – afgående formand – Kirsten Annette Christensen kommer ind på adskillige emner i sin beretning, som vækker genklang blandt deltagerne. Blandt andet tegner hun et billede af de offentlige arbejdspladser i en skruetvinge – flere opgaver for færre ressourcer. Med disse ord peger hun frem mod en debat som også fylder på generalforsamlingen: nemlig de løbende forringelser af vilkårene for arbejdet.

Et element i forringelserne hedder Specialreformen og inklusion.
En støttepædagog går på talerstolen og fortæller om den udgiftsneutrale reform, som ikke tager alvorligt, hvad det kræver af ressourcer fra daginstitutionerne at inkludere børn i vanskelige situationer, ej heller at nogle af disse børn rent faktisk slet ikke profiterer af at være i almindelige daginstitutioner. Et spareprojekt med andre ord.
Problemerne omkring netop Specialreformen bliver gentaget af andre i debatten, og der bliver opfordret til at man får fastslået, om det er børn som tidligere var på specialområdet som daginstitutionerne nu ”bare” skal inkludere. En anden deltager efterlyser de penge, der i sin tid blev givet til daginstitutionerne netop til inklusion. Hvor er de, spørger hun og beder bestyrelsen arbejde på at få dem frem i lyset. Inklusion som arbejdstema bliver indføjet i områdets fremtidige arbejde.

Fusion eller stort forbund?

I sin beretning berører Kirsten Annette Christensen også den uenighed med Bupl, som netop klyngerne har afstedkommet. Hun argumenter for lige vilkår.
”Vilkårene har ændret sig markant og forskellen på de kommunale og de selvejendes vilkår er meget tydelig, næsten ubærlig til tider. Det er nødvendigt med lige vilkår, hvis venskab skal holde.”

Hun forsvarer klyngestrukturen men fremhæver at den hænger sammen med en ny budgetmodel, som netop vil skabe mere lige vilkår mellem de små institutioner (som ofte er selvejende) og de store institutioner. Det lægger op til endnu en debat på generalforsamlingen, nemlig om LFS – eller LFS’ daginstitutionsområde – skal søge mod Bupl eller ej.

En leder peger på det triste i at de to fagforeninger har hver deres kampagne mod nedskæringerne, og ærgrer sig over at der ikke er et bedre samarbejde. Institutionerne kan jo godt finde ud af at samarbejde trods forskellige vilkår og forskellig økonomi.
At fagforeningerne ikke kan oplever hun som en falliterklæring.
”Det er tid nu tror jeg til at starte processen, hvis vi vil overleve.
Lad os gøre noget andet end vi plejer”, siger hun og stiller som forslag at LFS aktivt arbejder for at indlede en proces med at undersøge, hvordan man kan starte en sammensmeltning med Bupl.

Hun er ikke den eneste der er på talerstolen og ønsker det pædagogiske område samlet. På den anden side er der også flere deltagere, der peger på det problematiske i det projekt, i og med at LFS er en fagforening, som rummer flere arbejdsområder og grupper, bl.a. specialinstitutioner og medhjælpere.
For ingen af de to grupper er Bupl et alternativ (man kan bare mindes da medlemmerne af Bupl stemte nej til PMF’erne (det gamle medhjælperforbund) i sin tid).

En leder af en specialinstitution udtrykker fra talerstolen behov for et fælles stærkt LFS til at støtte også det specialpædagogiske arbejde, og han anbefaler forhandlingsfællesskaber snarere end fusioner.

Formand for LFS, Britt Petersen, peger på at de kommunale og de selvejende institutioner ikke har samme arbejdsgiver, reelt er de selvejende privat område med offentlige midler til at udføre opgaven. Hun opfordrer til at man i stedet ser på, hvordan man kan organisere sig som offentligt ansatte på tværs af faggrupper i et stort fælles forbund.

Denne sidste del – et stort fælles forbund for offentligt ansatte – vækker genklang hos flere, som støtter tanken i deres indlæg. Samtidig går flere deltagere på talerstolen og kræver et forpligtende samarbejde på det nuværende organisationsniveau, ”hvis vi skal kunne skabe den virkelighed vi gerne vil.”
Da forslaget om at starte en proces hen mod en fusion kommer til afstemning bliver det nedstemt.

Klynger og kritik

Og så bliver der taget hul på klyngerne, og processen omkring klyngerne. At klyngerne ikke er LFS’ idé og at klyngerne var kommet under alle omstændigheder, er ingen mere i tvivl om, men processen står i den grad for skud. Flere er på talerstolen med kritik både af klyngerne som ledelsesform og især af processen, som flere kritiserer for at være udemokratisk. Som en leder udtrykker det:
”Ingen forelagde den analyse, der fik forretningsudvalget til at mene at klynger var den bedste løsning, for mig før beslutningen blev taget.” Hun kritiserer – og er ikke den eneste – den skriftlige beretning for ikke i tilstrækkelig grad at afspejle den månedlange diskussion og kritik efter det famøse majmøde og efterlyser, hvorfor almenbestyrelsen ikke har deltaget i beslutningen.

Endnu en leder udtrykker bekymring over processen og dialogen – og den mistillid blandt medlemmerne som er konsekvensen.
Hun retter en kritik mod fagforeningen for at skabe splid internt men ”vi er et politisk kollektiv”, siger hun.
En anden deltager råder LFS til at forholde sig mere kritisk til klyngerne og i øvrigt tage medlemmer alvorligt. Mens yderligere en deltager kritiserer LFS for processens demokratiske underskud, men roser samtidig LFS for den offensive strategi, som bl.a. har reddet fritidshjemmenes morgenåbning. Han opfordrer til sammenhold.

Et kritikpunkt i forhold til klyngerne er at når LFS i processen om klynger fremhæver at man i repræsentantskabet har diskuteret og vedtaget at arbejde hen mod store og bæredygtige institutioner, så overser man forskellen på store institutioner og klynger. Mens en stor institution ligger på én matrikel og måske oven i købet er bygget til at være én stor institution, så er klyngen en samling institutioner. En leder peger på at beslutningen var at sammenlægge, hvor det giver mening. Klyngerne går ud over det.

Britt Petersen svarer på kritikken og erkender at klyngerne er blevet meget større end de var fra starten, men hun fremhæver også at der findes institutioner i Københavns Kommune, som er lige så store som udgangspunktet for klyngerne og på flere matrikler.

Hokuspokusøkonomi

Som bekendt forsvinder souscheferne som stilling, og det gør en pædagog på talerstolen meget vemodig. Som tillidsrepræsentant havde hun gerne set at LFS kæmpede for netværksledelse i stedet for klynger.
”Jeg tror at når vi engang kigger tilbage vil vi se at strukturen vil smadre vores kultur og vidensbank.”
En pædagogisk konsulent understreger hvor vigtigt det er at støtte processen frem mod klyngernes endelige etablering. Og ikke mindst at have fokus på den pædagogiske faglighed.

Souscheferne tages op af en anden deltager, formanden for almenledersektionen Søren Lisberg, og også med vemod, dels over den gode sparring og rollefordeling i ledelserne, dels over at hverken fagforeningen eller almensektionen har talt souschefernes sag. For hvem skal være leder, når lederen er på ferie,hvem på institutionen skal sparre med den pædagogiske leder?

Kirsten Annette Christensen tager til genmæle og forsikrer om at almenbestyrelsen har diskuteret souscheferne, men at diskussionen dels er besværliggjort af at de ikke har grebet muligheden for at samle sig i et faggruppeudvalg, dels at de som stillingsbetegnelse blev skrevet ud af overenskomsten allerede i 2008.

Søren Lisberg tager også fat i økonomien i daginstitutionerne og det han kalder hokuspokusøkonomi. Det vil sige når forvaltningen beregner en besparelse på noget der nærmest er fiktivt, og så trækker det fra institutionens budget. Eksemplet er den ferielukning, som ikke blev fjernet fra budgetaftalen for næste år. Kommunen beregner belægningsgraden og så fjerner de resten, i dette tilfælde 60 pct., fra driftsbudgettet.
”Tror de at dem der er på ferie ikke får løn? Dette er et af de forslag, hvor vi får taget penge fra noget som ikke er der.”

Han stiller det meget direkte spørgsmål, om LFS vil afvise klyngerne, hvis den ønskede budgetmodel  (den der understøtter store institutioner) ikke vedtages. Men han får ikke et ja eller nej fra LFS. Budskabet om demokrati er taget til efterretning.
”Hvis det ikke bliver den budgetmodel, som tilgodeser store institutioner og klynger, så indkalder vi til leder/tillidsrepræsentant møde og beslutter der.”

Begrebet hokuspokus økonomi får en anden leder på talerstolen.
Hun trækker besparelsen ved klyngerne gennem en række beregninger – og ender med en undren: ”hvorfor giver det en besparelse – og hvorfor lige 40 millioner?” Og en konklusion: klyngerne er en grønthøster. Fulgt af en vrede over at LFS anbefaler klyngeledelse uden at budgetmodel, løn og ansættelse er på plads.
”Lad det ikke ske igen at LFS er med til at forringe vores psykiske arbejdsmiljø. Lad os bekæmpe besparelser sammen.”

Undskyldning

Endnu en tillidsrepræsentant går på talerstolen med det budskab at processen med klyngerne har været kritisabel og at der mangler et par indrømmelser.
Og så sker det. Medlemmerne får de indrømmelser og den undskyldning fra LFS, som de oplever at de har ret til og har ventet på længe. En undskyldning over processen og dens manglende demokrati. Eller en ”næsten undskyldning”, som en leder udtrykker det.

Det er næstformand Jan Hoby, der overbringer den. Han erkender ”fejllæsning af medlemmerne” og en udemokratisk proces, og han kalder det ”noget lort at få klistret på sig, når man selv tænker anderledes.”
”Ja vi kunne have gjort det anderledes, vi kunne have sagt at dette spørgsmål er en så markant forandring at alle medarbejdere skal inddrages i det. Vi kunne have indkaldt et ekstraordinært repræsentantskabsmøde for at få et mandat.”

At LFS gik til bordet vurderer han til gengæld har reddet fritidshjemmene, da man ellers ville være endt med 0-6 års klynger, og dermed åbnet for både KKFO’er, heldagsskoler og klyngeledere fra andre faggrupper end pædagoger.
Han lover at det ikke sker igen, at LFS fremadrettet vil gøre det anderledes, når der er så vigtige forandringer på spil, ”for det er splid af tid og energi at mundhugges internt i organisationen.”