Nulvækst

Overenskomst 2011 var genstand for debat på dagplejeområdets generalforsamling.
Men trods et godt fremmøde lykkedes det ikke at vælge det maksimale antal delegerede til repræsentantskabsmødet i  november.

Der er som bekendt økonomisk nulvækst i vores samfund. Det sætter sig spor i både dagplejen og velfærden i øvrigt. Som Marianne Rosell, dagplejeområdets formand indleder sin beretning:
”Det er blevet en udfordring at være offentlig ansat. Der skal løbes hurtigere med det samme antal medarbejdere, og på flere af FOAs områder endda færre medarbejdere.
Regeringen har dømt skattestop og nulvækst i kommunerne, og det koster på velfærden.”

Besparelserne i den offentlige sektor sker primært på de sociale områder: børn, ældre og syge. Det er her udgifterne ligger.
”Det koster mange penge at tage hånd om de svageste i samfundet, og kommunerne må nu spare, da de ikke får tilført flere penge, selvom de kan påvise at der er behov for det, hvis standarden i den kommunale velfærd skal opretholdes.”

En kommunal dagpleje er ikke længere ”bare” en kommunal dagplejer. Der er mange måder at være dagplejer på. Det skyldes det stigende antal børn og regeringens pladsgaranti. Den tvang de fleste kommuner til at tænke kreativt. Deraf privatdagplejere og hjemmedagplejere, flerbørnsdagplejere og gæstehuse.

”Heldigvis har vi set, at dagplejeformidlingerne har håndteret udfordringerne på en konstruktiv måde, skabt pladser og samtidig sikret arbejdet på at udvikle dagplejen som en attraktiv arbejdsplads”, roser Marianne Rosell og tilføjer:
”Dagplejeformidlingerne har fundet områder, hvor dagplejens særlige kompetencer, små og trygge børnemiljøer, med fordel kan bruges.”
Det er bl.a. specialdagplejere til at passe de børn, som har særlige behov, og med dertil tilknyttede særlige pædagogiske konsulenter og dagplejepædagoger.

Synliggørelse

Marianne Rosell fortæller kort om LFS, en tværfaglig fagforening med mange forskellige pædagogiske faggrupper i de tre områder, dagplejeområdet, daginstitutionsområdet og specialområdet.
Hun fortæller også om dagplejebestyrelsens arbejde, som ud over samarbejde med de andre områder, også omfatter aktiviteter af alle slags, bl.a. i forhold til budgetter og overenskomstkampe, medlemsaktiviteter og udvalgsarbejde.

Dagplejeområdet har 1198 medlemmer, en svag stigning siden sidste år, men der kunne sagtens være flere – og det kommer der sikkert. Der bliver i hvert fald gjort en indsats for at organisere dagplejerne rundt om i landet.

Marianne Rosell slutter sin mundtlige beretning med et fremtidigt mål, nemlig at synliggøre den faglige kvalitet i det pædagogiske arbejde i dagplejen med udgangspunkt i dagplejepædagogernes arbejdsfelt. De senere år har bestyrelsen brugt tid på at synliggøre dagplejen, nu er det pædagogernes tur, siger hun og opfordrer derfor også dagplejepædagogerne til at stille op til valg til områdestyrelsen.

En debat tager udgangspunkt i Marianne Rosells ord om synliggørelse af dagplejepædagogerne. Deres arbejde er sine steder er ret usynlige for bl.a. forældrene, vurderer hun, ”hvilket er ærgerligt når man tænker på hvor vigtige de er for kvaliteten i dagplejetilbuddet.”

Andre steder er det tydeligt at man ikke har det problem, peger en dagplejeleder på. Tilfredshedsundersøgelser i deres område viser tværtimod at forældrene udmærket kender til både dagplejepædagogerne og deres pædagogiske arbejde.
Opfordringen til pædagogerne om at stille op til bestyrelsen bliver ikke efterkommet. Men der er enighed om at der står pladser åbne til pædagog og leder i bestyrelsen. Heller ikke Marianne Rosells opfordring til at stille med 23 delegerede bliver efterkommet, kun 15 kunne det blive til.

Nulvækst

Om overenskomstarbejdet for 2011 fortæller Britt Petersen, formand for LFS, at FOA nu har udtaget de generelle overenskomstkrav.
De ligner kravene fra LFS fra sidste gang, og i fokus står solidaritet. Det handler bl.a. om lønstigninger i kroner og ører frem for procenter, så uligheden ikke udvides mere end den allerede er. Og desuden er der vedtaget en hensigt om at sikre reallønnen for de lavtlønnede, uanset om den kan sikres for alle.

Situationen er at der bliver meget få midler at forhandle om.
Det skyldes krise og kommuneaftalen, men det skyldes også den reguleringsordning i forhold til de privatansatte, som i mange år har været til fordel for de offentligt ansatte. Men denne gang har lønstigningen i det offentlige overskredet det private, og det offentlige område står derfor med negative lønstigninger.

Britt Petersen forventer derfor et så lille beløb at stemme om, at der kun bliver tale om generelle forhandlinger og ikke de enkelte faggruppers. Hun anbefaler derfor at LFS får lov til blot at fremsætte krav om højere løn og pension, og så ellers holde sig til de generelle krav.

Det får nogle dagplejepædagoger op af stolen, da de har brugt en del tid på at afstemme deres krav til næste års forhandlinger.
Det ville de godt have vidst før de brugte tid på det, siger de.
Britt Petersen forstår deres frustration men vil være ærlig om forhandlingerne, som hun opfatter dem.