Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Leg og langsomhed
Filosof og forfatter John Engelbrecht var den muntre optakt til generalforsamling 2010 i dagplejeområdet.
Bag alle hans morsomme ordlege og ordspil ligger dog dybsindige pointer om livsglæde, leg, smil – og om at livet afhænger af hvordan man selv vælger at se på det.
Tekst: Elisabeth Lockert Lange
LFS koret skaber stemning med dejlig sang som indledning til generalforsamlingen i dagplejeområdet. Det er første år de optræder på generalforsamlingerne, for de fandtes ikke for to år siden.
Og så tager John Engelbrecht fat med sit oplæg Kunsten at skynde sig langsomt.
Og det går over stok og sten – til stor latter for de forsamlede. Han er uddannet i filosofi, og hans oplæg er ganske enkelt morsomt – og aldeles ureferérbart.
Men tag ikke fejl, det har også en tydelig bund af alvor og dybsindighed i forhold til livets mening, som han fletter ordspil, ordsprog, klichéer og ordrim omkring i et tempo, der modsiger titlen i hans oplæg. Det lette og det alvorlige i en næsten barok kombination.
Han lægger ud med forskellene på det kvindelige og det maskuline, som fx at mænd ved men kvinder forstår, mænd har forstand, kvinder fornuft. Mens mænd er præget af den venstre, målende, intellektuelle hjernehalvdel, så er kvinder det af den højre hjernehalvdel, med de følelsesmæssige og sociale kompetencer. Og så er det i øvrigt en grov generalisering, for der er jo forskel på mennesker, siger han så sandt.
John Engelbrecht kører på med ordspil, bl.a.: ”Jag ikke med mig, jeg er ikke på flugt. ”Hvis du lever livet i overhalingsbanen kommer du hurtigt frem… til vejs ende.” ”Kreativ dovenskab er roden til al ånd.”
Det tager – efterhånden – form, at han vil os noget, han vil noget med os. Det handler om at blive et helt menneske, om at give børn fri til at lege, om at smile, vælge humoren – og gøre sig klart at livets mening og kvalitet afhænger af hvordan man selv vælger at se på det.
Det skarpe, maskuline hænger sammen med ræset efter det hurtige og effektive og økonomiske fokus i vores samfund. Men hvis det hurtige vinder over det langsomme, så smadrer arbejdslivet familielivet i Danmark. Og stress koster samfundet 10 mia. kr. om året.
Børnene
Barndommen skrumper, for 15 år siden var man barn til man var 12 år, nu er det til 9 års alderen. Hvis det fortsætter med det tempo, ender det helt galt… (og folk griner).
Giv barndommen tilbage til børnene, de har brug for tid og nærvær og fordybelse, siger John Engelbrecht. For i vores samfund er der brug for refleksionsevne, det vil sige evnen til at tænke sig om, relationskompetence, altså evnen til at knytte kontakt og være i dialog og meningskompetence, evnen til at skabe mening og sætte mål.
”Hvad ville der ske, hvis I gik ned i omdrejninger? Så var der tid til at give børn lov til at undre sig, frem for at vi forklarer alt.”
Og løsningen? Hverken det hurtige og det langsomme. Der er en tredje mulighed midt imellem. En ny bevidsthed om tid. For netop tid er tidens store spørgsmål.
”Få jer et sløret blik, vær kvikke og naive på samme tid. Vær legende og disciplinerede på samme tid, drøm og vær vågen på samme tid. Forbind hurtighed og langsomhed på en anden måde. Vær spændte uden at være anspændte. Det handler om komplementariteten, quick, slow – flow.”
Med andre ord skal den ”røde” tænkemåde, den fra den højre hjernehalvdel have mere magt (i forhold til den ”blå”, venstre): fantasien, fordybelsen, følelserne, fascinationen. Den ”grønne” tænkemåde er væredygtighed. Boblen af glæde om morgenen.
”Smilet er lyset i ansigtet, som tændes for at vise at der er nogen hjemme.”
Humor frigører og forsoner, det er en elastik af tilgivelse, og en velplejet humor gør at man lettere klarer belastning, fortæller han og er straks over i det han kalder det tidsfri menneske. Det bliver man, når man er opslugt, når man leger. ”Og den som leger mest før de dør, vinder til sidst.”
Så vær vild i varmen, smil, brug den højre hjernehalvdel og vær undrende og eftertænksom – og find ny ro, balance og livsglæde.
”Og husk at du selv har nøglen. Dine briller bestemmer hvordan dit syn er.”
John Engelbrechts opskrift på at skabe en balance mellem det hurtige og langsomheden, gøre sig til et tidsfrit mennesker og undgå stress fås også i bogform.