Børneværnsarbejdet

Af Elisabeth Lockert Lange

Frederiksholm

Frederiksholm akutinstitution er en arbejdsplads med høj faglighed, som hele tiden arbejder på at professionalisere og udvikle børneværnsarbejdet.

På Frederiksholm Akutinstitution kan børn som navnet antyder anbringes akut. Institutionen har eksisteret i 85 år og holder i den anledning (som annonceret i sidste nummer af LFS Nyt) en storstilet konference med titlen ”En skæv start, ja…..men hvordan sikrer vi en lige opvækst?”

Som institutionens leder Jens Peder Nielsen siger: ”Frederiksholm afspejler hvad der sker ude i samfundet.”

Man kan tilføje: først og fremmest at nogle børn er mere lige end andre. Af mange kaldet den sociale arv, som politikere og mange andre ønsker at bryde. I sit professionelle børneværnsarbejde er det lige præcis det Frederiksholm sætter alle sejl ind på at gøre.

I det smukke hvide hus i Sydhavnen (hvor der engang var teglproduktion) ”går” der på årsplan mellem 100 og 150 børn igennem. Institutionen er normeret til 16 af gangen, men for øjeblikket er der flere end det. Her lever og bor de, når deres forældre ikke kan magte situationen. Nogle forældre har selv en erkendelse af det og beder om anbringelsen, andre skal tvinges. I andre tilfælde sker anbringelsen på børnenes eget inititiv.

Ca. 50 voksne har deres gang i huset, de 30 er fastansatte, mange af dem pædagoger, men også socialrådgivere, psykologer og eksternt tilknyttede såsom en børnepsykiater, en børnelæge og en ekstern lærer er en del af det tværfaglige samarbejde, der omslutter og støtter børnene i akuttiden. En tid som i gennemsnit er på et par måneder.

Frederiksholm var i mange år en akutinstitution for de helt små børn, men målgruppen er for nylig blevet ændret. Husets børn er nu mellem syv og 13 år, i princippet i hvert fald. I realiteten er der et nuanceret syn og en fleksibilitet – også på det område – fx i forhold til søskende både under syv og over 13.

Der kommer børn fra hele København, Frederiksholm siger ikke nej til nogen. Men de samarbejder med de andre akutinstitutioner i byen for at matche børnene bedst muligt.

Grundprincipper
Helt grundlæggende for Frederiksholms omsorgsarbejde er det menneskesyn, alle arbejder ud fra. Et positivt menneskesyn, som tager udgangspunkt i det enkelte menneske, sikrer at barnet bliver set og hørt, og hvad de på stedet kan gøre for at møde det, støtte op og dyrke de gode ting.

I institutionens udviklingsplan 2005 står: ”Frederiksholm baserer sin virksomhed på de fire ideologiske udgangspunkter eller grundprincipper om helhedssyn, subjektsyn, åbenheds- og tydelighedssyn samt udviklingssyn”.

Det kræver en uddybning. I helhedssynet vægtes det at barnet altid også anskues som del af en helhed, og i arbejdet ”skal vi hele tiden have barnet i fokus uden at miste blikket for dets helhed.” Subjektsynet forudsætter at medarbejderne skal vise barnet ”respekt som handlende subjekt og ikke se det som objekt for vores forståelse og handlinger.” I arbejdet er det desuden grundlæggende at der er ”fuldstændig åbenhed over for både barn og forældre, ligesom der skal være en klar rolle- og ansvarsfordeling i arbejdet.” Og til sidst udviklingssyn: det er institutionens opgave at tro på at udvikling er mulig og at tilrettelægge indsatsen så udvikling og ændring bliver mulig.

”Arbejdet her tager udgangspunkt i en meget høj faglighed baseret på psykolog Pär Nygrens virksomhedsteori med fokus på arbejdsmetoder og et veludviklet fagligt metodisk apparat til at styre praksis. Arbejdet er kontekstafhængigt, og det er vores succeskriterier også. Det vil sige vi arbejder ud fra hviket problem barnet eller familien kæmper med, og det er også ud fra det vi evaluerer”, fortæller Gitte Mikkelsen. Hun har været ansat som mellemleder i et par måneder, og er ud over pædagog også kandidat i pædagogisk psykologi.

Pædagog og afdelingsleder Eilen Bengtsson har været ansat på Frederiksholm i tre et halvt år. Hun supplerer:

”Når børnene kommer herud til os, har vi en idé om, hvordan vi kan nå børnene, og hvordan vi skal tage imod dem i den krise de er i. Måden er omsorg og et vedvarende insisterende anerkendende nærvær. I mødet lægger vi vægt på at de oplever sig set og hørt som individer. Vi viser en reel interesse for deres situation og start på livet.”

Det værdsættende og anerkendende er nøglebegreber i omsorgsarbejdet. Som der står i udviklingsplanen: ”I en værdsættende tilgang bruges det der lykkes som løftestang for håndteringen af problemfyldte situationer og handlemuligheder.”

Klar struktur
Helt fra starten er indsatsen bevidst og struktureret. Et typisk forløb kan fx være at et lokalcenter ringer og siger at de står med tre søskende, mor er indlagt, og de er på vej. Medarbejderne på Frederiksholm sørger så for det praktiske, gør værelse og seng klar, og én går fra for at møde børnene.

”Vi bruger børnemapper, hvor vi skriver alle informationer ind. Allerede ved telefonsamtalen har vi spurgt ind til baggrunden for anbringelsen, så vi ved hvilke spørgsmål vi skal stille, når børnene kommer. Vi skriver også vores eget førstehåndsindtryk, og dette vender børnene ofte tilbage til senere. De er nysgerrige på hvordan det var i starten, og hvordan vi oplevede dem, og det er selvfølgelig også en del af deres bearbejdelse af situationen”, fortæller pædagog Lene Margrethe Nielsen og fortsætter:

”Børnene er jo i krise og bare det at tale om, hvorfor de er her kan være voldsomt for dem. Derfor laver vi en krisebehandling de første 14 dage de er her – og den kan forlænges.” I selve anbringelsessamtalen hører forældrene – igen – hvorfor deres barn er anbragt. Det er Frederiksholms erfaring at når det drejer sig om akutanbringelse, så skal det siges mange gange.

I arbejdet er der både procedurer og såkaldte ansvarsgruppemøder med socialcenter og familie. Her taler de om, hvem der har hvilke opgaver og roller.

”Vi skal sikre at det stadig er forældrene som har forældreopgaven, vi går ikke ind og overtager mors og fars roller. Vores arbejde er klart tilrettelagt i forhold til hver enkelt familie, sådan at rollerne er klare, hvem der er beslutningstagere, hvem der giver omsorg, og hvem der er mor”, fortæller Lene Margrethe Nielsen, som netop har et sådant møde samme dag. Til det er også børnene inviteret med.

”For alt er åbent, og alle ved hvad der tales om. Netop disse børn kan været tynget af hemmeligheder, det skal de ikke opleve her. Tingene bliver sagt ærligt men med respekt.” Gitte Mikkelsen nikker: ”Ja, åbenhed og tydelighed er et must og vigtigt for fremdriften i børnenes situation.”

Eilen Bengtsson supplerer: ”En særlig opgave for os består i at sikre at de som skal tage beslutningerne er klædt på til at gøre det, og det gør vi bl.a. på ansvarsgruppemøderne. Alle som har med sagen at gøre kan også gå ind i den åbne børnemappe. Børnene skal kunne mærke at tillid til os kan betale sig; det kan betale sig for dem at fortælle os ting.”

Gruppedynamik
Man skal heller ikke underkende den betydning som børnene har for hinanden, understreger de tre pædagoger.

”Der er en stor gruppedynamik mellem børnene indbyrdes, og de stiller krav. Børnegruppen er ændret, og de bruger hinanden meget. Relationen til os voksne er ikke det vigtigste – ikke i deres fortolkning i hvert fald. I deres fortolkning er vennerne det mest betydningsfulde. Det er udfordrende i vores arbejde, men det er også bekymrende. Disse unge kan ofte ikke være der, hvor de normale rammer for unge udfolder sig: netværk, familie, skole. Vi ser tendenser til at disse unge fravælger voksne, og der er ikke tale om den normale løsrivelse. Det er altså for tidligt at fravælge voksne i 13 års alderen og kun bruge vennerne som guidelines. Og derfor bliver det også svært for dem at forholde sig til forældrene”, vurderer Eilen Bengtsson.

Gitte Mikkelsen supplerer: ”Her kommer vores principper om den værdsættende og anerkendende tilgang ind igen. Først skal vi identificere hvor de står og så vejlede dem hen mod et sted, hvor de genkender sig selv, men hvor de også synes det er en forandring.”

”Det er godt at vi er en døgninstitution og ikke en klub. Vi kan fange dem lige i øjeblikket, og ud fra det opbygge en tiltro til en voksen. Vi skal fange dem der hvor de er i stand til at modtage det”, tilføjer Lene Margrethe Nielsen.

Komplekst
Det bliver tydeligere og tydeligere, hvor uendelig komplekst børneværnsarbejdet er. Og hvor mange spørgsmålstegn der kan sættes ved forenklede effektmålinger.

”Der er mange grunde til at man ikke bare kan tænke lineært, fx hvis bare skolen fungerer okay, så går alt godt senere. Det er langt mere komplekst – og meget lidt målbart. Når vi tænker ”hvad skal der til for at bryde den negative sociale arv”, så er det en udfordring både for politikere, embedsmænd og pædagogisk. Vi skal se nuanceret på barnets livsverdener. Før anbringelsen ser verden ud på en måde, som barnet jo har levet med. Så kommer der nogen og anbringer til en anden livsverden og siger dermed at den første ikke var helt god nok. Og så er der tiden efter anbringelsen. Det er de sidste man måler effekter på, men man bør jo se meget mere på tiden inden anbringelsen, se på hvor der er sammenhænge, og hvor der ingen sammenhænge er. Og hvordan ville det se ud, hvis barnet ikke havde været anbragt?”, spørger Eilen Bengtsson og tilføjer:

”Der ligger en disrespekt for børnene og familien, hvis man ikke trækker tråde tilbage til før anbringelsen. Og der måles slet ikke på det værdimæssige, men kun på det målbare, går barnet i skole, hvilke karakterer får det osv. Men deres livsverdener ses ikke i sammenhæng. Man kan bestemt også stille spørgsmål ved de ambitioner, børnene skal leve op til. Hvis de har været omsorgssvigtet i seks år uden tillid, kan de så bare have rettet det op med en anbringelse…..”

Lene Margrethe Nielsen indskyder: ”Der er ikke én løsning som er rigtig for alle. Der er intet endegyldigt, der er så mange forskellige faktorer, også i selvet. Den kærlighed som barnet har oplevet tidligere, er jo også afgørende for hvad der sker med dem senere. Det er en svær diskussion for alle er individer med forskellige møder og foranstaltninger. Hvad er godt?”

Gitte Mikkelsen griber den: ”Hvis man måler ud fra en kontekstafhængig målsætning, altså det kvalitative, så er der måske sket en bevægelse og udvikling. Vi skal som pædagoger ind og definere, hvad vi synes er godt, så vi føler ejerskab og tror på at dette nytter. Og Frederiksholm er kendetegnet ved at vi ser ting som nuancerede. Bl.a. arbejder vi tværfagligt, når vi diskuterer en problemstilling, i erkendelse af at der er brug for flere faglige perspektiver i løsningen.”

Ud fra denne brede tankegang deltager Frederiksholm også meget aktivt med bidrag i forskelligt arbejde uden for institutionens verden.

De har fremtidsrettede projekter i gang bl.a. i forhold til forværnsarbejde, det vil sige forebyggelsen, for at synliggøre opgaven med at undgå anbringelsen. Også efterværn er en vigtig opgave.

”Vi tager ansvar for arbejdet ud over institutionen og sætter vores fingeraftryk mange steder. Bl.a. deltager vi i arbejdet i et netværk blandt akutinstitutioner i kommunen. Den måde som Københavns Kommune vælger at løse akutopgaven på er helt særligt, og den vil vi gerne bevare og udvikle, så man undgår de lange anbingelser”, siger Eilen Bengtsson.

Box
Hver dag starter med et kort møde, hvor der samles op på gårdsdagen, børnenes situation, og hvem der laver hvad. Dette udsendes elektronisk til alle medarbejdere. Der er i det hele taget en høj grad af skriftlighed i alt arbejdet. Bl.a. via børnemappen, som ud over baggrund for anbringelsen og selve anbringelsen også indeholder en plan for krisebearbejdning med både den basale omsorg og den særlig omsorgsindsats som netop det barn har brug for.

”Vi skriver også døgnrapport, og bl.a. her sikrer vi at hvert enkelt barn bliver set og hørt. Og at tilbuddet er kvalitativt og ikke bygger på én pædagogs syn. Også i forhold til besøgsaftaler sikrer vi helhed og kontinuitet, vi skriver om samværet med forældrene, og forældrene må også gerne skrive deres vurdering. Vi skriver om kontakten med børnehave og fritidshjem, ja alt skrives. Det er både oplysninger og dokumentation”, siger Gitte Mikkelsen

Og så er der også de interne handleplaner med formulerede mål, som de selv evaluerer efter.

Box
I det Skandinaviske Netværkssamarbejde som Frederiksholm er del af, er et nyt projekt søsat hen over årsskiftet. Projektet har som sit formål at undersøge mulighederne for at udvikle et internationalt koncept for børneværnsfagligt arbejde som i højere grad vil kunne matche den børnesammensætning, som frekventerer døgninstitutioner i dag. Det vil sige at de i et skandinavisk perspektiv vil se nærmere på, hvordan døgninstitutioner kan imødekomme et flerkulturelt koncept for omsorgsarbejde og familiearbejde. Frem for som nu hvor tænkningen omkring behandlingsindsatsens kontekst er præget af nationale normer om familiestrukturer og mønstre.