Boganmeldelse

Vis mig din daginstitution! Rummets opdragelse

-det fysiske rums reproduktion af sociale hierarki

Sammenhængen mellem arkitektur, krop, læring og social reproduktion af uligheder er kun sporadisk belyst i pædagogisk faglitteratur og forskning. Men med bogen Arkitektur, krop og læring forsøges der gennem en række inspirerende artikler at råde bod på situation.

Charlotte Palludan har i bogen ”Børnehaven gør en forskel” vist, hvordan børnehaven ikke er en etableret ramme, hvor alle børn kan være dem, der er, men mere en ramme for reproduktion af bestemte former og principper for praktik. ”Arkitektur, krop og læring” underbygger og kvalifi cerer Charlotte Palludans vigtige bidrag til at forstå hverdagslivet i daginstitutionerne. Menneskeskabte omgivelser omgiver ikke bare mennesker, men påvirker også vores handlinger i både daglige og professionelle sammenhæng. Vi er altid placeret, eller situeret, et sted, i en sammenhæng af omgivelser, som virker på og i vore kroppe. Og dermed er medbestemmende for børn og unges ulige adgang til anerkendelse og respektabilitet og mangel på samme i daginstitutionerne.

Derved påvirker omgivelserne os, og gennem vores kropslige handlinger påvirker vi igen omgivelserne. Der er tale om en dialektisk proces. Eller med Bourdieus ord:”I et hierarkiseret samfund fi ndes der ikke rum, som ikke er hierarkiserede, og som ikke udtrykker eksisterende hierarkier og sociale afstande, men i en mere eller mindre omdannet og ofte tilsløret form, på grund af den naturaliserende virkning, som ledsager en varig indskrivning af sociale realiteter i den naturlige verden. Forskelle fremkommet gennem en historisk logik kan således virke, som om de stammer fra tingenes natur.

Rummets konkrete udformning og indfl ydelse på børn og unges legemønstre og sociale samspil, bliver i høj grad udsat for en særlig ”koreografi ”, som bygningers fysiske rammer dikterer gennem en skjult regulering, disciplinering, civilisering og kultivering.

Hvem kan ikke huske den særlige lugt i skolens gymnastiksal, duften af hengemte madpakker eller den særlige lugt på en sygehusgang? Et rum er ikke blot en arkitektonisk ramme, det er også en ramme om sansning. Alle kroppe erfarer et rum ved at se, lugte, mærke og lytte.

Rum påvirker kroppen, de taler til kroppen på mange måder, de sender budskaber om, hvad de kan bruges til, og hvilken kropslig udfoldelse der er mulig. Nogle rum har en implicit opfordring til bevægelse, andre giver anledning til at holde kroppen i ro.

Et tumlerum indrettet med puder og madrasser taler til børnenes kroppe på en anden måde end et klasseværelse med borde og stole. At inddrage rum og materialitet i studiet og den daglige tilgang til børns hverdagsliv er således en vigtig kilde til forståelse af mennesker sociale udvikling og dannelsesproces. Handlinger, samspil og praksis fi nder sted, og dette sted har afgørende betydning for tolkningen af det, der sker.

Hvis den rummelige organisation ikke stemmer overens med den sociale, opstår der ofte problemer! Tænk blot på lysstofrørs indfl ydelse på børns støj og stressniveau i daginstitutioner. Med en bevidsthed om rumlige egenskaber og viden om bygningens rumlige forudsætninger er det lettere at fi nde løsninger, der fremmer den menneskelige livskvalitet.

Vi fortjener både som børn, pædagogisk personale og ledere fysiske rammer, der fremmer velbefi ndende, motivation og lyst. Men desværre medfører den øgede sociale ulighed i samfundet at den arkitektoniske og rummelige ulighed træder tydeligere og tydeligere frem.

At skabe æstetiske tegn, hvor arkitekturens formsprog har den fulde føling med det kropsligt forankrede bevægelsesaspekt i den menneskelige tilværelse – ja kræver det en anden udvikling i samfundet.

Jan Hoby, forretningsudvalgsmedlem i LFS