Når tæppet trækkes

Af Elisabeth Lockert Lange

Først da Lillian politianmeldes for vold mod et barn bliver det tydeligt for hende, hvor sårbar en position hun har sat sig i som selvstændig dagplejer. LFS kan ikke yde den sædvanlige støtte, som fagforeningen kunne, hvis hun havde været kommunalt ansat, da hun som dagplejer med selvstændig virksomhed er hyret og betalt af forældrene. Trods en pure frifindelse lider Lillian stadig af følgevirkninger.

Hun sidder spinkel og ulykkelig over for mig og fortæller sin historie. Stemmen knækker adskillige gange undervejs, men hun ryster hovedet nogle gange og holder med viljestyrke tårerne tilbage. En enkelt gang, da vi når til politianmeldelsen fra forældrene, rækker hun hånden over bordet og rører med det yderste af fingerspidserne Pia Ludvigsen fra dagplejeafdelingens hånd, blot lige for at styrke sig.

Og tænk også bare hvordan det må føles! At blive mistænkt og anklaget, ja endog politianmeldt, for at slå børn.

Det er kun lidt over en måned siden, Lillian, som vi vil kalde hende, blev fuldstændig frikendt for anklagen. Hun har bedt om at være anonym på grund af forløbet og konsekvenserne, som har været voldsomme for hende, men hendes navn er redaktionen og LFS bekendt.

Nu står hun uden job og indtægt, og oveni købet skylder forældrene, som indgav anklagen, hende stadig penge.

Og her er vi ved problemet, for Lillian er eller rettere var selvstændig dagplejer, også kaldet dagplejer med selvstændig virksomhed. Det vil sige at hun får sin løn af forældrene, ikke af kommunen. Kommunens rolle er udelukkende at udbetale det sædvanlige tilskud til drift til forældrene efter de har besøgt og godkendt dagplejeren og hjemmet. Dette tilskud betaler forældrene til dagplejeren sammen med det beløb de selv betaler for pasningen, et beløb de bliver enige med den selvstændige dagplejer om.

At være dagplejer med selvstændig virksomhed er ikke helt ligetil, der er mange faldgruber, som man kan læse om i sidste nummer af LFS Nyt (12/11). Lillians historie er et eksempel på, hvor galt det kan gå, når det værste sker.

Sulten efter arbejde

At Lillian blev selvstændig dagplejer var lidt et tilfælde, for det var slet ikke det hun oprindelig ville. I 2010 er hun færdig med sin barsel og begynder med baggrund i sin pgu-uddannelse at søge jobs i daginstitutioner. Men der er få jobs og mange om dem.

Hendes datter er 15 måneder og får plads hos en dagplejer. Og hun tænker, hvorfor skal min datter i dagpleje, når jeg selv kunne passe hende – og gerne andre børn: ”jeg er jo netop børnepasser.”

Hun går til dagplejeformidlingen med forslaget at hun gerne vil passe både sin egen datter og andre børn. De siger helt korrekt at hun kan vælge at blive privat dagplejer, en type dagplejer som passer sit eget barn foruden et eller to andre børn. Og det bliver hun så, efter tilsyn i og godkendelse af hjemmet.

Men inden hun overhovedet når at starte op som privat dagplejer, så har datteren fået en vuggestueplads. Der røg den plan.

”Jeg er sulten efter arbejde efter at have været på barsel, og jeg vil gerne arbejde med børn og bruge min uddannelse.”

Dagplejekontoret nævner muligheden for at blive selvstændig dagplejer. Og uden at vide særlig meget om, hvad der konkret ligger i det i forhold til lovgivning og regler, synes hun det lyder som en god idé.

Lillian tager kontakt med både a-kasse og jobcenter med planerne om at blive selvstændig dagplejer. Desværre fortæller ingen af dem hende, hvilke regler der er for selvstændig virksomhed, og hvilke konsekvenser det kan få. Sin fagforening (hun har været medlem af LFS siden 2006) har hun derimod ikke talt med. Og det er ærgerligt at hun ikke kontaktede LFS, men som mange andre skelner hun ikke mellem a-kassen og fagforeningen. Hun tror at når hun har været i kontakt med a-kassen, har hun også været i kontakt med sin fagforening.

”Men hvis hun havde talt med LFS, var hun blevet frarådet at kaste sig ud i dagplejer med selvstændig virksomhed”, fortæller Pia Ludvigsen utvetydigt.

Et grædende barn

Den 4. oktober 2010 er Lillian etableret som selvstændig dagplejer med først to børn, og i november med tre børn. Alt går glimrende indtil foråret i år, 2011. Det ene af de oprindelig børn er stoppet, og hun har fået et nyt barn, som skal starte i marts.

Moren har i øvrigt fået hende anbefalet af en bekendt, som har haft sit barn hos Lillian tidligere. Egentlig skulle han være startet i marts, men moren har svært ved at slippe ham og beholder ham hjemme. Han er ikke klar, vurderer hun.

Efter flere dages indkøring starter han for alvor den 4. april.

”Og det går bare slet ikke godt. Han græder og græder og græder, og han sover overhovedet ikke i de timer han er hos mig. Jeg fortæller det selvfølgelig til moren, da hun kommer og henter ham, at han græder og har det svært, når hun går.”

De næste dage græder barnet stadig meget, og han viser også sit savn af moren ved at han slår hovedet ind i væggen – og slår sit hoved, fortæller Lillian, som slet ikke kan gå til de andre børn, så reagerer han med det samme. Om onsdagen lysner det noget, selvom han stadig skal have særlig omsorg.

Torsdag spørger Lillian moren, hvornår hun henter ham den dag, og hun svarer kl. 14. Lillian svarer at det er lang tid for ham, når han har det, som han har det.

”Vi sidder sammen på gulvet og taler om, hvordan han har det. Jeg siger at vi må gøre noget, når det er så svært for ham.”

Denne samtale er lige op til påske. Det viser sig at familien skal være væk omkring påske, og det ser Lillian som et problem.

”Så skal han starte forfra, når han vender tilbage efter påske. Vi skal jo ikke presse ham, siger jeg og klapper moren på hånden.”
Mor og barn går hjem, og Lillian aner ingen uråd.

Anklagen

Men dagen efter bliver Lillian kontaktet af dagplejekontoret. Moren har ringet til dem om at hun har fundet et mærke på sit barns kind. Og hun anklager Lillian for at have slået ham.

”Jeg forstår ingenting. Hvilket mærke? Han har intet mærke på kinden, mens han er hos mig, og moren kan heller ikke have set noget mærke, for hun sagde intet, da vi sad sammen. Det er heller ikke mig, de ringer til, som ellers ville være naturligt, for at høre hvad vi har lavet den dag. I stedet ringer de til den bekendt, der anbefalede mig. Og derefter ringer de til dagplejekontoret”, fortæller Lillian med en blanding af vrede og fortvivlelse.

Det viser sig, fortæller forældrene, at de først ser mærket om aftenen, efter manden er kommet hjem. Barnet kan altså have fået mærket i tiden efter han forlod Lillian…

Den 19. april er en dag hun husker. Da er hun til samtale i dagplejekontoret.

”Jeg kunne knapt nok sige noget, så ulykkelig var jeg.”

Og nu er der pludselig mærkelige historier om et andet barn med mærker. Og hvor forældrene har været bange for at sige noget til Lillian om det. Dagplejekontoret spørger bl.a. også om, hvordan man ”gør” med børn i hendes hjemland, om det er almindeligt at slå dem. Det skal nemlig siges at Lillian har en anden etnisk baggrund end dansk. Om det er en del af problematikken er et åbent spørgsmål. Forstået på den måde at nogle forældre måske tillader sig mere over for en ikke etnisk dansk kvinde. Eller måske er de bare mere usikre på en kvinde, hvis kultur de oplever som fremmed og ukendt? Uanset så er en anklage om vold mod børn ikke noget man skal slå om sig med.

”Og jeg ville aldrig drømme om at slå et barn”, siger Lillian med eftertryk. Og peger på det helt ulogiske i at den mor, som nu pludselig også har oplevet mærker på sit barn, netop er hende der har anbefalet Lillian videre til andre mødre.

Politianmeldelsen

Efter den samtale er Lillian dybt ulykkelig og stadig lige uforstående.

”Jeg ville jo ikke blive sur, hvis nogen sagde til mig at de hellere vil have, jeg gør tingene på en anden måde.

Jeg vil gerne samarbejde, og jeg vil gerne lære. Hvordan kan de være bange for at sige noget til mig?”, siger hun undrende.

Og ja, det kan absolut være svært at forstå, når man sidder over for den unge ulykkelige kvinde.

”Hvis de havde foreslået, om vi ikke kan gøre noget anderledes, havde det været okay. Vi er da mennesker, vi kan alle lave fejl. Det har gjort mig meget ondt”, siger hun. Og tårerne kommer frem igen.

Hun har grædt og grædt, fortæller hun. Hun har været sygemeldt, og psykologiske mén skal hun regne med en tid fremover. Hun har mistet en grundlæggende tillid til andre mennesker, at man kan stole på dem.

”Jeg tør slet ikke komme for tæt på forældre og børn, når jeg møder dem, og jeg tør slet ikke være alene med andres børn. Jeg er bange for hvad de finder på at anklage mig for.”

Dagplejekontoret ringer til forældrene at de ikke kan komme med deres børn til hende foreløbig. Og de stopper det tilskud de betaler til de tre forældre, ganske som de skal. Så længe sagen undersøges. Pludselig fra 19. april står hun uden børn, uden arbejde og uden indtægt.

Sagen undersøges, og få uger senere kontakter dagplejekontoret hende og beder hende komme op, så de kan afslutte sagen, som de udtrykker det, og hun igen kan starte op med børn. Det skal tilføjes at de to andre forældre er tilfredse og gerne vil fortsætte.

”At dagplejekontoret indkalder Lillian til en afklarende og afsluttende samtale med henblik på at kunne starte op igen, tyder jo på at kontoret, som er dem der har tilsynet med dagplejehjemmet, ikke vurderer at der er nogen sag”, konstaterer Pia Ludvigsen.

Men inden Lillian når at møde op, ringer de igen fra kontoret. Moren til barnet har erklæret at hun vil melde Lillian til politiet. Det gør hun den 6. maj.

Frikendelse

Den politianmeldelse ændrer alt, for nu er der en sag, og dagplejekontoret skal tilbageholde tilskuddet til den er ovre og afklaret.

Nu er LFS inde i billedet. Det sker egentlig lidt sidelæns. Lillian er i a-kassen lige efter den 19. april, hvor hun står uden arbejde. A-kassen vurderer at problemstillingen med en selvstændig dagplejer er helt særlig, og de undrer sig, om hun ikke har brug for faglig hjælp også. De giver hendes telefonnummer til Pia Ludvigsen i dagplejeafdelingen, som kontakter hende.

”Her står vi netop med en sådan sag, som vi har frygtet. En dagplejer, medlem af LFS, som har selvstændig virksomhed, og som vi derfor ikke kan hjælpe på samme måde, som hvis det var en kommunal dagplejer. Vi har jo ikke forhandlingsret over for forældrene.”

Men LFS kan hjælpe med juridisk bistand, så via FOAs juridiske afdeling bliver der sat en advokat på. To gange skal Lillian på Politigården til afhøring og forklare og forsvare sig, ”men jeg har en advokat med fra fagforeningen, det er jeg så taknemmelig for.”

Den 12. september kommer Lillian for retten – og frikendes. Fuldstændig og aldeles.

Sagen er gået rigtig hurtigt, ca. et halvt år, for der er taget hensyn til at hun står uden indtægt. Men et halvt år er lang tid i en situation, hvor man er anklaget for vold mod børn. Hun har været så belastet af sagen at hun har været sygemeldt og har gået til psykolog.

Økonomi

Så er der den økonomiske side. Lillian har taget konsekvensen, lukket sin selvstændige virksomhed med alt hvad det indebærer.

Som Pia Ludvigsen siger:
”Nogen skylder Lillian noget for opsigelsestiden, som er 14 dage. Og LFS kan ikke som i vores andre ansættelseskategorier bruge forhandlingsretten, for den har fagforeningen ikke i forhold til forældrene. Et civilt søgsmål over for forældrene kan derfor være den endelig løsning. Det er jo forældrene, der ikke har betalt Lillian løn for de 14 dages opsigelse.”

Det er ikke pengene der betyder mest, siger hun, men hun vil da prøve at få det hun har ret til, for det handler om retfærdighed.

”De skal ikke sidde derhjemme og grine af mig. Jeg er frikendt, og dette har været voldsomt. At mærke den manglende tillid, at de ikke syntes de kunne tale med mig. Min datter har da også slået sig i vuggestuen, men vi taler jo sammen om det. At være frikendt gør at jeg har det meget bedre, og jeg er så taknemmelig for det. Jeg har grædt meget, men mit liv er ikke slut, jeg vil få et arbejde og et godt liv igen.”

Lillian er nu raskmeldt, og hun vil stadig gerne arbejde med sit fag, det vil sige passe børn. Men det skal ikke være som dagplejer, der har hun brændt fingrene for meget, hun tør ikke være alene med andre menneskers børn.

Moralen? Man skal sætte sig grundigt ind i vilkår og konsekvenser, hvis man vælger vejen som dagplejer med selvstændig virksomhed, vide hvem man er aflønnet af, og hvad ens fagforening kan og ikke kan gøre, hvis forældrene er utilfredse. Et så vigtigt valg skal ske med helt åbne øjne og rygsækken fuld af viden.