Jo mere vi samarbejder om barnet, jo bedre

Af Lene Outzen Foghsgaard

90 pct. af alle underretninger kommer, når børn starter i skole.
Børnefamilieenheden på Nørrebro får i dag flere underretninger fra naboer og andre borgere end fra børnehaver, vuggestuer og dagplejere. Det er skidt, for jo ældre børn bliver, jo længere tid tager det at rette op på de svigt, de har oplevet. Vibeke Ries, områdechef hos Børnefamilieenheden på Nørrebro, siger det sådan her:

”Når børnene er små, kan du med en meget lille indsats skabe en stor forandring, og når børnene er blevet ældre, kan du med en meget stor indsats skabe en lille forandring.” Hun appellerer til, at de professionelle voksne omkring førskolebørn reagerer lige så snart de oplever, at et barn i deres varetægt mistrives. Pædagoger og dagplejere har i kraft af deres hverv underretningspligt og dermed en pligt til at reagere. Og i sidste ende handler det om omsorg for de 15-20 pct. børn, der i Danmark ikke trives ideres familie.

I artiklen kommer skiftevis Vibeke Ries, områdechef, Fagersted, skolesocialrådgiver og Sidsel Wahlgren, til orde i en snak om underretninger og rolle. Alle tre er ansat i Socialforvaltningen på Nørrebro, Børne-familienheden, hvor 70 daginstitutioner tilknyttede. Det har været rigtigt vigtigt for både Vibeke ( Majken (M) og Sidsel (S) at fremstå som kolleger og i forhold til institutionerne og dagplejerne og ikke som en fremmed og fjern instans. Kun ved en indsats kan mange flere udsatte børn nemlig opdages og hånd om. Majken lægger ud med denne betragtning.

Majken Fagersted:
”Hvis man er bekymret for et barn, enten i privat eller professionel sammenhæng, er det muligt at drøfte sin bekymring med Børnefamilieenhedens akutvagt. Hvis man ønsker det, er det muligt at drøfte bekymringen anonymt. Når jeg i akutvagten anbefaler, at der underrettes om barnet, oplever jeg, at der kan være betænkeligheder og bekymringer i forhold til at underrette. Her tænker jeg, at det må være vores fornemste opgave at klæde de professionelle voksne på til at underrette, men også til at holde fokus på, at når de underretter, så hjælper de barnet.”

Sidsel Wahlgren:
”Institutionen skal altid gennemgå underretningen med forældrene, før den sendes af sted. Det oplever jeg som noget af det sværeste for personalet. De kan være nervøse for, hvordan forældrene reagerer.”

Majken Fagersted:
”Her kan det være en fordel, at underretningen er beskrivende – ikke vurderende og konkluderende. Det er min erfaring, at forældresamarbejdet bliver lettere, hvis forældrene ikke føler sig anklaget. Hvis et barn f.eks. har fortalt, at det bliver slået af sin mor, er det vigtigt, at det er barnets ord, der fremgår af underretningen og ikke pædagogens konklusion. Når der konkluderes i en underretning, er det næsten givent, at forældrene føler, at de skal forsvare sig mod en anklage, frem for at der kan opstå et samarbejde omkring den konkrete bekymring.”

Vibeke Ries:
”Ligesom med alt andet her i livet handler det om at øve sig. I denne situation skal man øve sig på at formidle på en imødekommende måde. Nogle gang kan det være en fordel at trække på vores sagsbehandlere og familiekonsulenter, når forældrene er inviteret til et møde. De har god erfaring med at nedtrappe konflikter.”

Hvorfor er det så vigtigt at underrette?

Sidsel Wahlgren:
”Som pædagog eller dagplejer må man holde fast i, at jeg underretter, fordi jeg har en skærpet underretningspligt. Jeg har pligt til at handle, når jeg er bekymret for et barns udvikling og trivsel.”

Majken Fagersted:
”Jeg tror, de færreste børn har en svær hverdag i institutionen, mens det derhjemme er fryd og gammen. For nogle forældre er det en lettelse, når andre har fået øje på, at noget er svært, og hvis personalet bliver så øvede, at de straks, når der opstår en bekymring, går i dialog med forældrene, så bliver det ikke et chok, den dag pædagogen måske underretter. Så vil det ofte kunne ske i et samarbejde med forældrene.”

Sidsel Wahlgren:
”Tvangsfjernelse kan være den sorte sky, som mange pædagogen er bange for som en konsekvens. Pædagoger kan blive bekymrede over at stå ved dét, de rent faktisk oplever, men faktisk ender halvdelen af sagerne ikke som alvorlige sager. De løses måske på et førstegangsmøde, hvor både institutionen og forældrene er til stede. Her taler man med forældrene og lytter til dem, og efter mødet tages så stilling til, om der er grund til opstart af en børnefaglig undersøgelse.”

Majken Fagersted:
”Men selv hvis tvangsfjernelse er løsningen, må man alligevel ikke tøve med at underrette.”

Sidsel Wahlgren:
”Vi så det i Brønderslevssagen, hvor man var nødt til at gå ind og beskytte børnene med det samme og derfor fjernede dem fra hjemmet. Men i langt de fleste tilfælde er vejen frem at undersøge og samarbejde med forældrene, så barnet bliver i hjemmet med støtte. Det er den løsning, vi går efter. Der skal rigtig, rigtig meget til, før et barn bliver tvangsfjernet.”

Vibeke Ries:
”Utrolig mange forældre ser det som en hjælp, når vi sætter fokus på bekymringerne. Det er det pejlepunkt, man skal have i baghovedet – at det kan være en lettende samtale for forældrene, ikke en vanskelig samtale. Forældre, der f.eks. har et alkohol, et pille- eller et stofmisbrug går med en evig angst for at blive opdaget. Gennemsnitsperioden for, hvornår f.eks. en alkoholiker begynder at drikke, og til han eller hun kommer i behandling, er ni år. I den periode når mange at få børn, og børnene vokser op. Vi må ikke vente på, at forældrene selv handler. Som pædagog skal man tænke: ved at tie, hvad udsættes barnet så for?”

Sidsel Wahlgren:
”Personlighed og adfærd grundlægges tidligt, og derfor handler det om i tide at sige højt, hvad det er, vi ser og er bekymrede for, også for at give forældrene mulighed for at ændre på det.”

Vibeke Ries:
”Når børnene er små, kan du med en meget lille indsats skabe en stor forandring, og når børnene er blevet ældre, kan du med en meget stor indsats skabe en lille forandring. Jo længere tid, et barn udsættes for omsorgssvigt, jo mere skader det. Børnene oplever måske årevis med mistillid til voksne, der ikke handler. Vi har børn, der siger: alle har jo vidst det her i årevis, men ingen har gjort noget.”

Hvilken rolle har forældrene, når der underrettes?

Sidsel Wahlgren:
”Det er utroligt vigtigt at have forældrenes med ind over i alle sammenhænge, også i underretningssager. Hvis institutionen f.eks. vælger at sende en underretning med posten i stedet for at tage et møde på tomandshånd med forældrene, så skabes der en uheldig distance. Det er alfa og omega for den gode relation, at forældrene så vidt muligt inkluderes.”

Majken Fagersted:
”I tilfælde med mistanke om grov vold og/eller seksuelle overgreb, skal institutionen underrette Børnefamilieenheden uden at orientere forældrene først, da sagen eventuelt skal meldes til politiet, som skal have mulighed for at efterforske sagen. I andre situationer bør institutionen orientere forældrene om underretningen, inden den sendes af sted. Det er vigtigt, at alle professionelle er opmærksomme på at få inddraget forældrene og få skabt et godt forældresamarbejde. Hvis der ikke er et samarbejde med forældrene, er det meget svært at skabe bedre trivsel for børnene.”

Sidsel Wahlgren:
”Forældre vil ikke kunne rette i pædagogens underretning, men eventuelle kommentarer kan tilføjes. Pædagogen kan skrive, at underretningen er gennemgået med forældrene, og deres kommentarer er vedlagt.”

Majken Fagersted:
”Når vi første gang er i kontakt med forældrene, efter at vi har modtaget en underretning, opfordrer vi til, at de giver deres samtykke til, at vi må udveksle oplysninger med institutionspersonalet. Det er vigtigt for samarbejdet fremover, at også institutionen ved, hvad vi sætter i gang.”

Hvordan håndteres forældrenes reaktioner?

Vibeke Ries:
”Hvis forældre måske bliver vrede, er det fordi de føler afmagt og bliver bange. Pædagogen skal være opmærksom på at få formuleret sig på en måde, så det ikke skaber afmagt hos forældrene. Ved at beskrive objektiv, hvad der er bekymrende, vil forældre opleve, at de bliver mødt i situationen.”

Majken Fagersted:
”Når der underrettes, er det rigtig godt at lave en beskrivelse af barnet i den eller de situationer, der vækker bekymring. Det kan være en beskrivelse af barnet i samspil med andre børn eller barnets reaktion på en krav-situation. Man kan også lave en beskrivelse over flere dage: Emil bliver rigtig, rigtig ked af det, når mor kommer og giver ham tøj på, og de skal af sted hjem. Vi bliver bekymrede over, hvorfor han bliver så ked af det. Institutionen siger ikke: Emils mor er en dårlig mor, men at der er en bekymring omkring Emils adfærd.”

Hvem underretter?

Sidsel Wahlgren:
”Vi får utroligt få underretninger fra daginstitutionerne og dagplejere. Faktisk modtager vi flere underretninger fra f.eks. naboer, end vi gør fra daginstitutionerne. 90 pct. af vores underretninger kommer i dag fra skolerne.”

Vibeke Ries:
”Der sker en markant stigning i underretninger, når børn kommer i skole og ikke kan honorere de krav, der stilles. Det eksploderer mellem hænderne på os, når børnene starter i børnehaveklassen. Vi er klar over, at det sandsynligvis er pædagogernes dygtige relationsarbejde, der hjælper børnene til at klare sig i hverdagen. Men når børnene møder nye krav og nye mennesker i skolen, er der mange, der er så sårbare, at de ikke magter at håndtere disse udfordringer. Især hvis de ikke får den nødvendige støtte hjemmefra.”

Majken Fagersted:
”Jeg tror faktisk aldrig, at jeg har modtaget en underretning fra en dagplejer. Det kan opleves rigtigt svært for en dagplejemor at underrette, fordi hun står alene og arbejder i eget hjem, men her er dagplejepædagogen en vigtig sparringspartner sammen med de andre dagplejere.”

Vibeke Ries:
”For mig at se, kunne det være en idé, at daginstitutionen gjorde det til et fast punkt på dagordenen til forældremødet, at forældrene fik forklaret at man som pædagog har en skærpet underretningspligt. Det betyder, og det skal forældrene vide, at der vil blive underrettet om de bekymringer, der
måtte være.”

Hvad er jeres gode råd til pædagoger og dagplejere?

Vibeke Ries:
”Er du som pædagog eller dagplejer i tvivl, så underret. Og hellere en gang for meget end for lidt.”

Majken Fagersted:
”Vi vil gerne opfordre til, at lederen skriver under på underretningen
eventuelt sammen med pædagogen. I de sager, hvor den enkelte pædagog måske har oplevet forældre, der har reageret voldsomt, kan lederen vælge at skrive under alene, så det ikke bliver så sårbart for den enkelte pædagog.”

Vibeke Ries:
”Det kunne være en rigtig god ide, at man i institutionerne laver en procesplan for, hvad man gør, når man bliver bekymret for et barn. Så alle ved, hvordan en underretningssag gribes an. I virkeligheden kan man samtidig koble sig op på den nærmeste Børnefamilieenhed. Her kan man altid ringe, hvis man er det mindste i tvivl om noget.”

Hvad skal der til for at sikre, at der kommer flere underretninger?

Majken Fagersted:
”Jeg tænker, at det handler om flere ting. Det er jo en stærk leder i institutionen, der skal sørge for at have fingeren på pulsen i forhold til sit personale og være klar på, at det selvfølgelig er en faglig pligt at gøre opmærksom på, hvis et barn mistrives. Samtidig tænker jeg, at der er meget, vi som forvaltning kan gøre for at fremstå mere tilgængelige og synlige.”

Vibeke Ries:
”Med den nye klyngestuktur kan vi endnu hurtigere nå frem med vores budskaber. Når flere institutioner har samme overordnede ledelse, og klyngelederen holder møde, kan vi komme og gøre opmærksom på, hvad vi ser som de væsentligste fokuspunkter og dermed øge samarbejdet.”

Sidsel Wahlgren:
”Vi har f.eks. planer om i gruppen på Nørrebro at dele institutionerne op imellem os, så vi som socialrådgivere er tilgængelige for få. Ved at fordele 70 institutionerne mellem fem socialrådgivere, ved man, hvem der er kontaktperson. Forhåbentlig bliver vi et tryggere ansigt at gå til.”

Majken Fagersted:
”Vi har indtil videre afholdt to fælles temadage for at styrke det tværfaglige samarbejde og dele ny viden. Til møderne har vi været daginstitutionsledere, PPR-psykologer og sundhedsplejersker. Vi vil jo det samme i det store hele – arbejde for børns daglige trivsel.”

Vibeke Ries:
”Status er, at vi i dag foretager 270 § 50 undersøgelser, (børnefaglige undersøgelser) om året. Af dem bliver de 100 til sager, som vi handler videre på. Resten af sagerne når i undersøgelsesperioden at blive taget hånd om. I alt har vi omkring 1000 sager på Nørrebro, hvor der bor ca. 12.000 førskolebørn. Ifølge statistikken, der viser at ca. hver femte barn i Danmark mistrives, burde vi have mindst dobbelt så mange sager med udsatte børn. For at finde til de børn, har vi brug for hjælp fra andre professionelle voksne omkring barnet. Vi har brug for deres øjne og ører – og deres tidlige underretninger.”

Hvem ringer du til med din bekymring? I Københavns kommune kan man døgnet rundt ringe anonymt og sparre med en fagperson om en bekymring omkring et barn. Socialrådgiveren vil også kunne stille op ude i institutionen, hvor barnet kan drøftes anonymt med ledelsen og pædagogerne. Find nummeret på din lokale Børnefamilieenhed på www.kk.dk (Københavns Kommunes hjemmeside), skriv ”Børnefamiliecenter København” i søgefeltet øverst til venstre, og klik på øverste link for at få en oversigt over samtlige lokalcentre i København. I Frederiksberg kommune kan du ringe til Familieafdelingen på tlf. 38 21 36 17 eller tlf. 38 21 36 18. Her vil også være døgnbemanding

Fra underretning til sag Når institutionen oplever en bekymring omkring et barn, har de ansatte pligt til at underrette Socialforvaltningen. Hvis der er tale om seksuelle eller voldelige overgreb, skal der straks underrettes, uden forældrenes samtykke. I alle andre sager skal forældrene se underretningen, før den sendes af sted, og evt. få lov at knytte nogle kommentarer. Underretningen sendes til den tilknyttede Socialforvaltning, der kvitterer for modtagelsen senest 14. dage efter. Alle underretninger får en kvitteringsskrivelse, hvis ikke skal institutionen eller dagplejeren reagerer. Socialforvaltningen har pligt til at handle på alle indkomne underretninger. Barnets forældre indkaldes nu til et partsmøde og herefter tages stilling til, om der skal igangsættes en børnefaglig undersøgelse, en § 50 undersøgelse. Mens undersøgelsen står på, forsøger Socialforvaltningen at hjælpe familien på forskellig vis, og når undersøgelsen er afsluttet, retter Socialforvaltningen sig efter de anbefalinger, der er fremkommet. Socialforvaltningen vil efter nogle måneder bede institutionen komme med en ny udtalelse omkring barnet for at se, hvordan tiltagene virker. Udtalelsen er en status på, om barnet er blevet hjulpet til en bedre trivsel. Hvad sker der, når underretningen er sendt af sted? Vibeke Ries: ”Når sagen er i gang, er det vigtigt at pædagogen taler med forældrene om, hvordan det går, og om familien har brug for hjælp, f.eks. i forhold til dét, der sker på forvaltningen. Det er en stor hjælp for forældrene, at vi som fagpersoner tør stå ved vores faglige vurderinger og bakker op om det fremtidige arbejde med at få børnene til at trives igen.” Majken Fagersted: ”Man kan sige, at dét at underrette jo ikke tilsidesætter institutionen fra at fortsætte med at følge og støtte barnet.” Sidsel Wahlgren: ”Vi prøver så vidt muligt at afholde netværksmøder med forældre, institutionen og os i forvaltningen om, hvad vi hver især kan bidrage med. Samtidig tager vi overordnet stilling til, om der f.eks. er forebyggende instanser som familierådgivningen, ungerådgivningen eller fattigdomsfælden, som familien kan visiteres videre til.” Vibeke Ries: ”Der vil være en begrænsning på, hvad vi må sige til institutionen omkring sagen, hvis ikke forældrene har givet samtykke til, at institutionen må holdes ajour. Ifølge en ny lov i Barnets Reform har vi dog pligt til at oplyse om, hvorvidt vi går videre med sagen, og om der bliver lavet en børnefaglig undersøgelse eller en anden foranstaltning

Fra underretning til sag Når institutionen oplever en bekymring omkring et barn, har de ansatte pligt til at underrette Socialforvaltningen. Hvis der er tale om seksuelle eller voldelige overgreb, skal der straks underrettes, uden forældrenes samtykke. I alle andre sager skal forældrene se underretningen, før den sendes af sted, og evt. få lov at knytte nogle kommentarer. Underretningen sendes til den tilknyttede Socialforvaltning, der kvitterer for modtagelsen senest 14. dage efter. Alle underretninger får en kvitteringsskrivelse, hvis ikke skal institutionen eller dagplejeren reagerer. Socialforvaltningen har pligt til at handle på alle indkomne underretninger. Barnets forældre indkaldes nu til et partsmøde og herefter tages stilling til, om der skal igangsættes en børnefaglig undersøgelse, en § 50 undersøgelse. Mens undersøgelsen står på, forsøger Socialforvaltningen at hjælpe familien på forskellig vis, og når undersøgelsen er afsluttet, retter Socialforvaltningen sig efter de anbefalinger, der er fremkommet. Socialforvaltningen vil efter nogle måneder bede institutionen komme med en ny udtalelse omkring barnet for at se, hvordan tiltagene virker. Udtalelsen er en status på, om barnet er blevet hjulpet til en bedre trivsel. Hvad sker der, når underretningen er sendt afsted? Vibeke Ries: ”Når sagen er i gang, er det vigtigt at pædagogen taler med forældrene om, hvordan det går, og om familien har brug for hjælp, f.eks. i forhold til dét, der sker på forvaltningen. Det er en stor hjælp for forældrene, at vi som fagpersoner tør stå ved vores faglige vurderinger og bakker op om det fremtidige arbejde med at få børnene til at trives igen.” Majken Fagersted: ”Man kan sige, at dét at underrette jo ikke tilsidesætter institutionen fra at fortsætte med at følge og støtte barnet.” Sidsel Wahlgren: ”Vi prøver så vidt muligt at afholde netværksmøder med forældre, institutionen og os i forvaltningen om, hvad vi hver især kan bidrage med. Samtidig tager vi overordnet stilling til, om der f.eks. er forebyggende instanser som familierådgivningen, ungerådgivningen eller fattigdomsfælden, som familien kan visiteres videre til.” Vibeke Ries: ”Der vil være en begrænsning på, hvad vi må sige til institutionen omkring sagen, hvis ikke forældrene har givet samtykke til, at institutionen må holdes ajour. Ifølge en ny lov i Barnets Reform har vi dog pligt til at oplyse om, hvorvidt vi går videre med sagen, og om der bliver lavet en børnefaglig undersøgelse eller en anden foranstaltning.”