Popstars og udsatte unge

Af Elisabeth Lockert Lange

Politikere og eksperter fra specialområdet sætter i en konference fokus på fremtiden for specialindsatsen for børn og unge. Også tidens ungdomstype, popstarsgenerationen, bliver sat kærligt og humoristisk under lup af en fremtidsforsker.

Specialinstitutioner lukker, døgninstitutionspladser nedlægges, og budgetterne til området bliver skåret. Får de børn og unge, der har brug for en speciel indsats, også hvad  de har behov for? Eller er fremtiden bare evig nedskæring?

Det var emnet for en konference på Christiansborg, som satte fokus på fremtiden for specialindsatsen for børn og unge. Det vil bl.a. sige, hvordan og hvor udsatte børn og unge anbringes, hvordan psykisk sårbare behandles, hvilken hjælp handicappede får, kort sagt alt det, der falder uden for det såkaldte normalområde.

”Hvad så med mig” som konferencen hed, kom rundt om emnet dels med oplæg, dels med en debat mellem politikere og eksperter fra forskellige dele af området. Den stillede spørgsmål som: hvilke indsatser skal tilbydes? hvordan samles de bedste indsatser fra forskellige fagområder og verdner? hvordan samles og formidles specialviden? og hvordan omsættes den i praksis?

Dertil kommer at den nye regering varsler en ny socialreform. I regeringsgrundlaget lover de en analyse af det specialiserede område ”med henblik på at vurdere, om udgifterne anvendes bedst muligt”. Det er denne analyse, som skal føre frem til udarbejdelsen af en ny socialreform, ”der skal sikre en bedre sammenhæng mellem en tidlig og forebyggende indsats, brugerindflydelse, kvalitet, faglighed og de overordnede økonomiske rammer”, som der står i regeringsgrundlaget.

At døgnpladser nedlægges og penge fjernes fra området, lægger Hans Jørgen Jønsson, tidligere formand for Foreningen af Danske Døgninstitutioner, ud med på konferencen. I januar 2010 er der 2.129 døgninstitutionspladser i Danmark, hvoraf de 2.037 bliver brugt. Det er i august 2011 faldet til 1.950 normerede pladser og 1.731 anvendte. Det meget kendte Skodsborg Observations- og Behandlingshjem er et af de sidste, der har måttet lade livet.

Kommunernes budgetter for udsatte børn, unge og handicappede er fra 2009 til 2011 beskåret med 1,6 mia. kr. Selv om både kommuner og eksperter vurderer at antallet af ”risikobørn” ligger nogenlunde stabilt på omkring 15-20 pct. af en børneårgang.

Det er jo ikke for tilbuddenes eller specialpædagogernes skyld, man skal råbe politikerne op, får formand for Socialpædagogerne, Benny Andersen, sagt. Det er af hensyn til de drenge og piger, ”der risikerer at miste deres livs chance.” Han efterlyser en national diskussion på området.

Politikerne, og der deltager en repræsentant fra hvert parti i debatten, taler engageret om området og børnene. Formand for Folketingets Socialudvalg, SF’eren Özlem Sara Cekic fastholder at en reform af socialområdet står på programmet.

Desuden taler hun om differentieret uddannelse af plejeforældre, loft for antal børnesager pr. sagsbehandler og bedre klagemuligheder ved Ankestyrelsen. Hun ønsker at tage fat i fattigdom og ulighed frem for lave lappeløsninger. Og hun understreger at det aldrig var hensigten med Barnets Reform, at den skulle favorisere anbringelse i plejefamilier.

Popstarsgenerationen

Et af de mere underholdende oplæg, at dømme efter den fnisen og latter fra de mange ikke-så-unge-videnspersoner på konferencen, er fremtidsforskerens oplæg. Hendes beskrivelse af de unge mennesker er hørligt genkendelig for deltagerne. Også selvom hun sætter det hele på spidsen. Eller gør hun?

Fremtidsforsker Anne-Marie Dahl er cand.scient.pol. med en sidebygning i psykologi. Hun tonser i topspeed igennem en beskrivelse af den generation, teenagerne og dem i tyverne, som hun kalder popstarsgenerationen, en centrumsøgende og mig-centreret generation.

Men som hun siger, nogle lykkes i popstarskulturen, men der er også dem der ikke gør, og hvad så med dem…

”Fællesnævneren og det ultimative mål i popstarskulturen er at være kendt”, og med den vinkel på deres unge liv kan det godt være at de gerne vil være politimænd, men så skal det være kendte og cool typer. Eller læge, men så skal det være stjernekirurg i USA. Fortsæt selv.

”Og det er en udfordring, for nogle vil have svært ved at få succes i den kultur. Og samtidig er det svært for fagpersoner at tale de unge ind i virkeligheden.”

Popstarskulturen er en af tidens megatrends, og den påvirker bredt. Med et blik tilbage til industrisamfundet, hvor man bare skulle passe sit arbejde og ikke stille for mange spørgsmål, til informationssamfundet, hvor uddannelse var det vigtigste og til? Ja, hvad nu? Det er ved at være slut med informationssamfund, jobsene går til Østen, og hvad er det så de unge skal kunne?

Anne-Marie Dahls bud er at de skal kunne tilbyde oplevelser, arbejde med følelser, bruge sig selv. Hendes eksempel er en toiletbørste. Den kan du få for 10 kr., men du kan også få en til 99 kr., og så er der den til 1.195 kr. Den er der klart en større oplevelsesværdi ved. Er det det vi skal leve af, at tilføre følelser hver gang vi renser toilet, spørger hun.

Kendt

De unge vil være unikke, de vil skille sig ud. Og i et overflodssamfund
som vores er der masser af muligheder for at skille sig ud.

”Nogen siger at disse unge ikke har en fast kerne eller nogen retning, at de er ”situider”, består af situationsbestemte følelser og retninger. Det giver problemer. Fx i familien, og sådan én vil de unge gerne have, men kun den med de lykkelige følelser. Og en familie er jo også hverdag med skraldespanden, der skal tømmes. Nogen siger at i fremtiden vil det hedde sig ”at venner består men ægtefæller forgår”, siger Anne-Marie Dahl.

Og venner kan man jo skaffe sig på mange måder. Fx på nettet. Der kan man leje en ven. Eller en affære.

”At familien er funktionstømt, påvirker også de unge og deres opvækst. Børnene bliver meningen med de voksnes liv, de bliver trofæbørn, curlingbørn, et værn mod ensomhed. Måske er det spiren til popstarsgenerationen, forældre der spørger: hvad føler du for, hvad kunne du tænke dig?”

Arbejdsmarkedet sukker og siger: ”hvad skal vi med dem? de vil bare være stars.” Og også: ”kan vi ikke igen begynde at opdrage til fællesskabet?”

”Men det må jeg sige at jeg ikke lige ser komme…”

Det overordnede i popstarskulturen er ”mig og mine følelser”. Verden er en legeplads, og hele kloden kan downloades. De unge er vant til et ekstremt højt pirringsniveau, fortæller fremtidsforskeren, og det er de unge der styrer remoten.

”Tag Amalies verden, den er et tidstypisk billede af et curlingbarn, hvis mor reagerede på en anbefaling om at datteren burde få sig en uddannelse med: hvorfor dog det, nu er Amalie jo slået igennem inden for medierne”, siger hun, mens latteren breder sig.

Kendt altså, snarere end anerkendt, for anerkendt indikerer at man er en del af et fællesskab.

Friheden og ansvaret

Og fri til at vælge hvad som helst. Men total frihed betyder også totalt ansvar.

”Det er deres egen skyld det hele. Ikke forældrenes, som tidligere generationer lagde skylden på. Tag ansvar for dig selv og din egen læring, siger vi. Og det kan de jo ikke”, siger Anne-Marie Dahl og fortsætter:

”Det er et fremtidschok at de ikke tør vælge af rædsel for at træffe et forkert valg. Og derfor kan de ikke fastholde et job i mere end tre måneder. De spørger sig selv: hvem vil jeg gerne være? Men nogle har`ikke mulighed for frit valg, måske er de dumme, fede eller grimme, måske drikker de eller skærer sig. Det hele er for voldsomt og de har ikke fået kompetencerne til at klare det.”

Fremtidsforskeren bruger et eksempel tæt på sig selv: sin egen teenagesøn. Han bliver voldsomt irriteret, hvis han bliver spurgt om han vil spise med om to timer. For hvor skulle han vide det fra? Det kommer jo an på, hvad der sker på sms og facebook i de to timer. Så hvordan skulle han kunne svare på det?

”De unge lever i en virtuel parallelverden, som er langt virkeligere for dem end vores. Fælleskab? Jo, men et her og nu, og så ses vi ikke nødvendigvis igen. Flygtigt? Ja, men også intenst. De kan ikke aftale for næste uge, men sms til dem så kommer de! Noget for lærere: send en sms at der er tysktime nu…”

Anne-Marie Dahl tror ikke på at der kommer ro på, forandring er et grundvilkår. Men får krisen overtaget, så får disse børn store problemer med virkeligheden. De skal finde sig selv, ikke finde sin plads. Bruge deres hittepåsomhed i et flydende samfund med et flydende arbejdsbegreb. Der er udfordringer nok, flydende relationer, ensomhed, identitetsforvirring,
flygtighed, manglende evne til refleksion.

”Hvis de unge mangler kompetencer til at begå sig, så kan de ryge ud i misbrug af forskellig slags. Det skaber en ny ulighed.”

Hun tror at institutionerne, indsatserne for dem, vil opleve et dobbelt pres med flere krav fra alle sider, for alle forventer mere og mere. Samtidig er der pres på de offentlige ressourcer.

”Børnene, de unge og deres forældre kræver unikke institutioner, det er ikke nok med blot en ydelse, det skal være det bedste, en primadonnaydelse, med nærhed og tid hele tiden, det skal passe til deres individuelle barn”, siger hun og fortsætter direkte henvendt til special- og socialarbejderne på konferencen:

”Så der er brug for drømmeknusere, nogen der kan lære dem at reflektere og give dem en forståelse af at det ikke er deres ”egen skyld”. Som kan lære dem autentisk iscenesættelse, lære dem stresshåndtering, tage dem i en moderne mesterlære i at begå sig. Nogen med både sociale og virtuelle kompetencer som har en forståelse af at de er følsomme unge.”

Med en henvisning til nordmanden Finn Skårderud slutter hun med: ”De fleksible som er i besiddelse af indre sammenhæng, de bliver fremtidens adel.”

Har du lyst til at læse mere om popstarsgenerationen? Så har fremtidsforsker Anne-Marie Dahl sammen med lektor Oluf Kjær Nielsen skrevet en bog med titlen Popstarsgenerationen – Nutidens unge – fremtidens arbejdskraft. Den er udkommet på Turbineforlaget januar 2010.

I bogen uddyber Anne-Marie Dahls pointer fra konferencen og stiller spørgsmålet, om vi er vidne til et farligt forfald i forhold til pligt, fællesskaber og det lange seje træk. Eller om det potentiale, der skal drive fremtidens netværksbaserede innovationssamfund, netop findes i popstarsgenerationen.