Selvpsykologien skaber optimale rammer for trivsel og udvikling

Af Lene Outzen Foghsgaard

Selvpsykologien er en relationsbåret teori, der giver pædagogen et redskab til at stimulere barnet i de fire dimensioner: Anerkendelse/omsorg, mestring, engagement og samhørighed. Selvpsykologiens hovedbudskab er, at det er i relationen mellem pædagogen og det enkelte barn, at barnet udvikles. Det er nødvendigt at stimulere barnet i alle fire dimensioner – alle er lige vigtige.

Vi ved det godt. Relationer er afgørende. Det handler om, at vi alle sammen har brug for at blive oplevet og set af andre, fordi vi opfatter os selv gennem andres reaktioner. Så snart der er to mennesker i et rum, er der tale om en relation, men dét, der har betydning for relationen, er, hvad vi putter i den.”

Lene Eriknauer arbejder med udvikling og læring i pædagogiske institutioner. Hun har i de sidste tre år blandt andet samarbejdet med psykolog Lisbeth Bruus-Jensen med udgangspunkt i selvpsykologien, der er en almen psykologisk teori, primært brugt i forbindelse med udviklings- og læringsinitiativer. Makkerparret har fundet frem til, at selvpsykologien er en oplagt ramme for pædagoger og andet professionelt personale, der arbejder i tæt relation til børn og unge.

Tænker man i selvpsykologiens baner, får man et nemt og overskueligt redskab til at sikre sig, at man som pædagog kommer hele vejen rundt og kvalificerer sin relation i forhold til at støtte og udvikle barnet.

”For at fremme et barns trivsel og udvikling, må pædagogen ind og arbejde
med sig selv i relationen. Det er ikke barnet, der er objektet, men relationen imellem den voksne og barnet. Som pædagog skal man tænke: Hvordan kan jeg stille mig til rådighed med min relation, så jeg kan tilbyde det, Silke eller Magnus har brug for. Med andre ord. Hvordan forandrer jeg mig selv i relationen, så jeg kan skabe udvikling og forandring hos barnet?”

Lene Eriknauer kommer med et eksempel. Alfred sidder og stikker til maden, spiser kun lidt og spytter dele af maden ud. Han er urolig. Pædagogen kan vælge at sige: Spis nu din mad. Sid stille! Men iført selvpsykologiens briller, forklarer Lene Eriknauer, skal den professionelle voksne i stedet for gå bag om situationenog overveje, hvad Alfred kunne have behov for i den her situation. Hvad er der på spil? Pædagogen får måske en ide om, at der er for meget uro omkring ham, eller at legetøjet i nærheden distraherer. Behovet er jo ikke kun, fortæller Lene Eriknauer, at barnet skal spise maden op, men også at hans spisesituation bliver så positiv som mulig. Løsningen kunne være, at Alfred flyttes ind i en anden spise-gruppe eller til en mindre urolig plads omkring bordet. Måske spiser Alfred i en periode alene med den voksne. Det kan være, at alt legetøjet i nærheden skal flyttes et andet sted hen. Pædagogens rolle er at skabe den nødvendige ramme. Bagefter kan der så observeres på det nye tiltag, og hjælper det ikke, må andre ideer afprøves.

”Selvpsykologi er et redskab til at opdage et eventuelt trivselsproblem og så kunne gøre noget ved det gennem den relation, vi tilbyder barnet”, forklarer Lene Eriknauer.

Selvpsykologien som ramme

Pædagogens primære opgave er at sikre trivsel. For at kunne det, må barnet ifølge selvpsykologien udvikles i fire essentielle og lige vigtige dimensioner: Anerkendelse/omsorg, mestring, engagement og samhørighed.

Anerkendelse/omsorg
Pædagogens kodeord er: ”Jeg ser dig, som du er og møder dig i dine behov”. Behovene er de helt basale, der handler om at blive mæt, at blive trøstet, at blive rørt ved, at opleve kontakt og omsorg og at mærke sin krop. At kunne tage omsorg for sig selv og sætte grænser i forhold til andre, og at der er trygge rammer. Barnets oplevelse skal være: Jeg bliver set, som den jeg er – der er nogen, der kan forstå mig.

Tegn på ubalance:
Barnet er uroligt. Barnet spiser for meget eller for lidt, kan ikke finde ud af, om det har det for koldt eller for varmt. Barnet er utrygt ved fremmede og har svært ved at skabe tillidsfulde relationer. Barnet kan ikke sove og har svært ved at blive trøstet. Er enten meget hyperaktiv eller meget slapt.

Når pædagogen ser tegn på den form for mistrivsel, er opgaven at møde behovet bag adfærden. At se barnets behov for at nogen ser, hvad der er på spil og reagerer ved at anerkende dets følelser.

Mads græder hver morgen, når han bliver afleveret, undtagen når Janne, der arbejder på hans stue er på arbejde. Han har også meget svært ved at ville spise noget, og han er ofte klynkende. De eneste tidspunkter, hvor han er nogenlunde tilpas er sammen med Janne i situationer, hvor der ikke er mere end et par børn på stuen. Her kan han lege ved siden af de andre børn. Mads har brug for en tæt kontakt til en fast voksen. Han har brug for at knytte sig til en voksen, så han kan lære at mærke sig selv. At se Mads som han er, er at acceptere, at det er her, hans udgangspunkt er, og det er herdfra, at der skal arbejdes. Alle ved, at hverdagen i en børneinstitution ikke giver muligheder for mange stunder med en tæt én-til-én-kontakt – og slet ikke med den samme pædagog hver dag. Ikke desto mindre er det den situation, man må tilstræbe, om ikke andet så meget, som det kan lade sig gøre.

Engagement

Pædagogens kodeord er: ”Jeg viser dig verden igennem mit engagement.” Børn har brug for voksne, der viser dem vejen og verden. Den voksnes personlige engagement er afgørende. Barnet skal i denne dimension opleve glæde og begejstring og have lyst til at følge den voksnes initiativ. Det er også herfra følelsen af flow kommer. Barnet glemmer sig selv og er bare.

Tegn på ubalance:
Barnet er glædesløst og ængsteligt. Barnet er ikke nysgerrigt. Det finder ikke på særlig meget af sig selv.

Når pædagogen bruger selvpsykologien som redskab i denne anden af de fire dimensioner, der handler om at være den motiverende og engagerede voksne, så smitter det barnet. De fleste af os kan se tilbage på en eller flere voksne i vores liv, der gjorde en forskel og smittede med deres begejstring. Pædagogen må tage barnet ved hånden og bogstavelig talt vise det vej. Det nytter ikke kun at blive i børnehavens trygge rammer, der ligger en stor pædagogisk opgave i også at give barnet mulighed for at komme ud og opleve noget uden for sig selv. Det kan være naturoplevelser, det at studere et edderkoppespind. Følge myrerne på vej til tuen. Lytte til musik, som pædagogen er særligt begejstret for. Pædagogen kan tage fat i det, barnet i forvejen synes er sjovt at gøre, og så gøre endnu mere af det. Det kan være, at pædagogen leger sig igennem tingene. Bruger humor. Lene Eriknauer gør det klart, at i enhver relation, også den mellem barnet og den professionelle voksne i institutionen, kræver det, at der må investeres dele af ens personlighed i relationen, for at den kan flytte barnet.

Samhørighed

Pædagogens kodeord er: ”Jeg skaber rammer for dit samvær med andre.” Børn har brug for venskaber. De skal lære at indgå i sociale fællesskaber, lære sig regler for samvær, derunder at kunne løse konflikter. De skal kunne dele med andre, hjælpe andre og f.eks. lære at kunne skiftes i legen. Det er vigtigt, at de føler en tilknytning. Til deres familie, til institutionen, til andre nære relationer.

Tegn på ubalance:
Barnet er ensomt. Trækker sig ind i sig selv eller kommer ofte i konflikter med andre børn. Barnet bider og slår og kan f.eks. ikke deles om legetøjet eller skiftes, når noget går på tur.

I denne dimension handler det for pædagogen om at sørge for f.eks. at sætte børn sammen i mindre grupper, så der er nogen at lege med. Grupperne skifter med jævne mellemrum, så barnet hele tiden udfordres på det sociale samvær.

Samtidig er det væsentligt for børn at opbygge venskaber, få set den gamle børnehave. Dét at få etableret legeaftaler er vigtigt for udviklingen af barnet i denne dimension. Samtidig skal barnet lære grundreglerne omkring socialt samvær, og her er det igen pædagogen, der sætter rammerne ved at udfordre børnene i deres samvær med hinanden måske i form af at give dem små opgaver. Nu skal Magnus bestemme legen. Nu er det Silke, der først slår æggene ud til bolledejen. Børn skal lære at indgå i sociale relationer, at holde sig til og holde sig tilbage i en passende balance.

”De første tre dimensioner handler alle om barnets oplevelse af sig selv set fra indersiden. At føle sig holdt af, at være glad og opleve mening, at være sammen med andre i et fællesskab – følelser der alle er forudsætningen for selvværd Hvis du prøver at tænke deres modsætning, så kan du mærke,
hvor svært det er at undvære”, forklarer Lene Eriknauer.

Mestring

Denne dimension er speciel, fordi den på den ene side forholder sig til de øvrige tre og samtidig hviler i sig selv. Når man lærer barnet færdigheder, styrker man ydersiden, det man kan være stolt af og vise til verden. Alle har brug for den selvtillid, der ligger i at være dygtig til noget.

Pædagogens kodeord er: ”Jeg udfordrer dig tilpas i din næste udviklings-zone”, også kaldet NUZO. Den finder man ved at se, hvad barnet kan sammen med en, der er dygtigere, end det selv er. Hvis barnet f.eks. ikke kan dække bord alene, men godt kan sammen med et andet barn, så har man fundet barnets nærmeste udviklingszone for borddækning.

Først når det kan alene, har det lært sig en ny kompetence, der kan gentages. På den anden side kan det også handle om, at barnet, der ikke kan spise alene, skal udfordres i NUZO, eller barnet, der ikke kan styre sine følelser, har brug for, at det er nogen ved siden af, når det bliver svært. Med andre ord har barnet selvfølgelig brug for, at al udvikling ses i lyset af nærmeste udviklingszone, ligegyldigt om det handler om at spille spil, være sammen i en gruppe eller køre på cykel. Samtidig handler det om, at barnet udvikler alderssvarende færdigheder, som f.eks. selv at kunne tage tøj på og spise, have ansvar og troen på sig selv, og dét det kan.

Tegn på ubalance:
Barnet har en lav grad af selvtillid. Det tror ikke selv, det kan noget. Barnet keder sig, er opgivende og tør ikke springe ud i noget nyt.

Med fokus på selvpsykologien i forhold til mestring er det et spørgsmål om at bidrage til barnets yderside og dér, hvor barnet kan føle sig dygtig til noget og skabe selvtillid. At barnet bliver bedre til at cykle, løbe, spille fodbold, tegne, bygge med klodser osv. Pædagogen må hele tiden have øje for den næste udviklingszone og sørge for at udfordre barnet tilpas ved at give medspillende modspil. Et eksempel kunne være, at barnet ikke selv kan tage flyverdragten på. Her er der flere trin, og det er vigtigt, at pædagogen finder ud af, på hvilket trin barnet befinder sig. Det starter måske dér, hvor barnet selv tager flyverdragten ned fra knagen. Næste trin er måske, at pædagogen lægger flyverdragten ud på gulvet, og barnet selv stikker benene i. Seancen må tages trin for trin, og barnet må udfordres trinvis. Næste gang lægger barnet selv flyverdragten på jorden og kommer i den. Til sidst lærer barnet også selv at lyne og hive bukserne ud over støvlerne ved først at få vist, hvordan man gør. Som den voksne professionelle er det nødvendigt at have sig for øje, hvor næste udviklingszone er, og så kunne udfordre barnet lige på kanten.
Lene Eriknauer understreger, at al udvikling og læring skal opleves som noget, der sker i relationen.

Selvpsykologien i praksis

Teorien kan tilbyde en fælles faglig ramme og en metode til at få overblik over, om institutionen og den enkelte pædagog nu også stimulerer alle områder i barnets liv. Teorien kan samtidig bruges til at skabe et fælles fagligt sprog i institutionen blandt medarbejdere og eksternt overfor forældrene.

Spørgsmål som:
Hvad er god pædagogik hos os?
Kommer vi rundt om, og får vi arbejdet med alle fire dimensioner?
Og hvordan arbejder vi konkret med dem?
Vil fremstå klart for enhver. Institutionen får begrundelser og argumenter på plads i medarbejdergruppen og i forhold til forældrene, og arbejdet med at sikre barnets trivsel hele vejen rundt bliver på den måde struktureret og overskuelig for alle.

”Mange institutioner taler om kultur og værdier, men ofte er begreberne ikke operationelle. Ved systematisk at tage dimensionerne en for en og få et overblik over, hvilke aktiviteter institutionen knytter til hver enkelt, sikres at hele spektret er med”, siger Lene Eriknauer.

Selvpsykologien tilbyder en faglig ramme, som giver pædagoger og institutioner mulighed for at tale om og arbejde konkret med ”hvad er god pædagogik for os?” Hvorfor er det vigtigt f.eks. at være anerkendende, og hvordan arbejder vi konkret med det? Hvordan afspejler det sig i vores relationer, i vores fysiske rammer, og i de aktiviteter, vi planlægger?

Lene Eriknauer nævner nogle eksempler fra institutioner, hvor hun sammen med makkeren Lisbeth Bruus-Jensen har holdt temadage om selvpsykologien, og hvor institutionen er blevet bedt om at beskrive, hvilke aktiviteter institutionen bevidst bruger til at favne de fire dimensioner. Et sted fortalte personalet, når det handlede om ”omsorg/anerkendelse”: Hos
os arbejder vi med ugens Superkarl eller Karla, hvor vi sætter fokus på det enkelte barns kompetencer og egenskaber og gør barnet til centrum for ros og anerkendelse.

En anden institution fortalte i forbindelse med ”Mestring”: Hos os arbejder vi med ugens nye udfordring. Hvert barn får en udfordring, som det hjælpes til at mestre. I forbindelse med dimensionen ”Engagement”, beskrev en gruppe pædagoger: Hos os skiftes pædagogerne til at stå for en ”Wauu-fortælling”, hvor den voksne fortæller om noget, der begejstrer. Herefter inviteres børnene til at dele ud af deres begejstring. En fjerde institution fortalte om ”Samhørighed”, at de arbejder med mindre legegruppe, hvor de tildeler gruppen forskellige opgaver. Nogle gange skal der dækkes fint kongebord. Nogle gange skal der masseres, nogle gange samarbejdes om at bygge et rekordhøjt pudetårn osv. for at udvikle de sociale færdigheder.

”Ved at arbejde med selvpsykologien som overordnet ramme, får man et fingerpeg dels om, hvorvidt hele barnet er favnet, men samtidig kan metoden agere termometer i forhold til, om noget halter, og barnet i en bestemt dimension ikke trives. Børn kan sagtens trives glimrende i f.eks. tre af de fire dimensioner, mens den ene er forsømt. Alle fire dimensioner vægter lige højt og bør tænkes ind i hverdagen.

Selvpsykologien bliver en måde at arbejde praktisk med sin pædagogik på”, forklarer Lene Eriknauer.

Selvpsykologien som pædagogisk vejviser Selvpsykologien er en almen, psykologisk teori, der givet et bud på, hvordan man som pædagog og institution kan skabe relationer og rammer, der skaber udvikling og læring hos børn eller unge. ifølge teorien er der fire måder at opleve sig selv på – deraf navnet selvpsykologien – for at føle sig tilpas og i udvikling. Der er ikke én dimension, der er vigtigere end en anden, men alle fire dimensioner bør være i spil hele livet. De fire dimensioner er: Anerkendelse/omsorg (at være elsket/holdt af, som den man er). Samhørighed (at være en del af et fællesskab). Engagement (at opleve engagement og mening). Mestring (at man føler sig tilpas udfordret). At teorien er almen, psykologisk betyder, at den gælder for alle mennesker uanset køn, alder, kultur og nationalitet. Teorien om selvets psykologi er udviklet af Heinz Kohut i 1980´erne og senere udviklet af Jan Tønnesvang med særligt fokus på lærings- og udviklingsinitiativer. Hvis du vil vide mere om selvpsykologien, så læs ”Selvet som rettighed” af Jan Tønnesvang (2002). Du kan også få mere information på www.bruuseriknauer.dk (link ikke længere aktivt, red.)

Fra selvpsykologi til pædagogisk måneds- og årsplan: Sæt ord på, hvordan jeres institution arbejder med: • Anerkendelse/omsorg • Engagement • Samhørighed • Mestring Eksempel: Anerkendelse/omsorg Hos os betyder anerkendelse/omsorg, at: • Vi lytter til hvert enkelt barn • Vi støtter børnenes opmærksomhed på krop og sind Beslut, hvad I konkret inden for hvert område? Hvornår? – sæt det ind i kalenderen. Hvem – sæt navn på. Eksempel: Mestring Sådan arbejder vi med børnenes styrker hos os: Hvad: Vi går på opdagelse efter hvert barns kompetencer og egenskaber. (NB. Vi lægger mere vægt på væren end gøren). Hvornår: Hver fredag i februar – laver post-it sedler som en reminder i løbet af ugen. Hvem: Julie/Niels sammen med børnene. Eksempel: Engagement Hos os betyder engagement at: Vi præsenterer børnene for nye oplevelser/steder uden for huset: Hvordan: Vi arrangerer fire ture om året, hvor hver pædagog præsenterer et yndlingssted. Hvornår: 7/2, 1/6, 3/8, 17/11 Hvem: Mette, Tanja, Nils, Julie + medhjælper.

Lene Eriknauer, pædagogisk konsulent og coach samarbejder med Lisbeth Bruus-Jensen, autoriseret psykolog. Makkerparret holder foredrag og laver temadage i institutioner om selvpsykologien i praksis. Læs mere på www.bruuseriknauer.com (link ikke længere aktivt, red.)