Drengepiger og tøsedrenge

Af Elisabeth Lockert Lange

Hvilke forestillinger om køn møder piger og drenge i daginstitutionerne?
Og hvorfor er det pædagogiske personale så ubevidste om i hvor høj grad, de formidler og fastholder de traditionelle kønsroller?
Tre pædagoger og en forsker sætter gang i debatten om køn i dagens daginstitutioner.

Den lille sal med stole stillet op tæt i tæt fyldes hurtigt, og der skal hentes flere stole. Alligevel må nogen sidde lidt akavet rundt omkring hvor det er muligt. Langt de fleste er kvinder denne aften hos Institut for Menneskerettigheder, Danmarks nye ligebehandlingsorgan. Måske er kvinder bare mere interesserede i kønsforskning og kønsforestillinger, ikke mindst i forhold til børn og daginstitutioner.

Netop dette er emnet på denne aften i december, bredt formuleret med ordene: er der plads til prinsessedrenge og vilde piger i daginstitutionerne? Og hvilke forestillinger om køn møder de der?

Svaret til det første er overvejende et nej, fra både tre pædagoger fra vestegnen, som giver deres vurdering ud fra dels en fælles opgave på seminariet, dels fra hverdagens observationer, og fra Jan Kampmann, professor på RUC og mangeårig forsker i børn og daginstitutioner.

En måde at tackle kønsproblematikken på praktiseres på en daginstitution i Stockholm. Her undgår man alt som er kønsspecifikt og lægger sig i selen for at være kønsneutral, helt ned til ikke at nævne drenge og piger. Den modsatte ekstrem er biologi/hjerneforskningsfløjen, som helt fornægter det kulturskabte i kønsforskelle og kønsroller.

Det gør de tre pædagoger ikke, tværtimod er det de kulturskabte, konstruerede kønsforskelle og kønsroller de sætter fokus på.

Det gør Jan Kampmann også og med samme synsvinkel:
”Selvfølgelig er der en biologisk forskel, men den er ret uinteressant. Vi er sociale væsener, i så høj grad at biologien er overlejret af det. Det interessante er den kulturelle del, og det er også den vi kan ændre på”, som han siger.

Den biologiserende hjerneforskningsfokuserede tænkning kalder han i dens yderste form stærkt tendentiøs. Især når det hele ender som kemi, der skal klares med medicin.

Der bliver med andre ord ikke krydset klinger. Sagt på en anden måde, så er de indbudte oplægsholdere ret enige med både hinanden og med de deltagere, som giver deres mening til kende. Snarere end en diskussion for og imod bliver emnet derfor udfoldet og nuanceret.

Fastholder forskelle

Som så meget andet starter det med en undren og en nysgerrighed. Heidi Eriksen, Heidi Karlsen og Rina Ebbesen undrer sig over den manglende tematisering af kønnets betydning i det pædagogiske arbejde, som de oplevede på uddannelsen på seminariet. Så det skrev de opgave om. Siden har de fået arbejde og bliver dagligt bekræftet i, hvor lidt bevidsthed der er om det.

Ud over de gængse bemærkninger på personalestuen a la: ”det er fordi det er en dreng”, som forklaring på diverse ting, så lægger de også mærke til at det pædagogiske personale taler forskelligt til piger og drenge, kalder man børnene ved navn eller kommenterer man deres tøj?

Med praksisfortællinger illustrerer de deres oplevelser. Fx tre mapper med hver sin farve (rød, blå og grøn) og skrift: pigetegninger, drengetegninger og fælles. Hvis nu børnene skulle komme i tvivl?

”Beslutningen om, hvad der er hvad, er sjovt nok taget på forhånd. Og hvem vil så vælge omvendt? Så er man jo forkert. Kollegerne sagde det var det letteste, og ”det er jo det børnene vil have”, fortæller Heidi Eriksen.

Det samme gentager sig ved indkøb af legetøj. Perleplader til pigerne, fodbolde til drengene. Hvorfor ikke perler og fodbolde til børnene? Pigerum står der på døren til et rum med dukker og køkken. Hvor mange drenge mon går derind? Puderummet er til gengæld forbeholdt de vilde drenge.

”På den måde bakker vi jo ikke børnene op i at udfordre sig selv og kønsrollerne.”

Både verbalt og non-verbalt kommunikeres det til børnene dels at der er forskel, dels at dens kendetegn allerede er fastlagt. Pigernes konflikter løser pædagogerne gennem opfordring til forhandling og deling. Drengenes tages mere kontant, uden så meget snak.

Det sociale køn

En vigtig pointe for de tre pædagoger er at meget af det sker bag om ryggen på de ansatte, de har selv kønsrollerne i kroppen og tænker slet ikke over, at de cementerer dem ved at tilbyde drenge og piger noget forskelligt.

”Det hele er så selvfølgeligt, når de spørger ”hvad mor har givet med af mad”, eller om ”far skal sætte støttehjul på cyklen”. Vi er selv med til at fastholde forskelle. Fx sættes piger sammen i grupper uden anden begrundelse end af de er piger, mens opmærksomheden på det er en anden når det er drenge”, fortæller Heidi Karlsen.

Bare der var flere mænd i faget, siger mange, når man tager problem-stillingen op. Og det ville da være en udmærket ting, men det er slet ikke løsningen, vurderer de tre pædagoger. For kønsrollerne kører bare videre, mændene spiller fodbold med drengene, og kvinderne perler plader med pigerne, for nu at sætte det skarpt op.

Det handler om forventninger til adfærd. Og de er fælles. Vi er jo selv socialiseret i de normer, som de konstaterer. For det handler netop om det sociale køn, kønnet skabt af samfundets normer og forventninger.

Skal det ændres, skal der opmærksomhed til. At vi udfordrer hinanden, når vi ser børnene som køn snarere end som personer. At vi tager institutionens praksis op, så børnene gives lige muligheder.

”Vi kender jo den biologiske forskel, men den sociale konstruktion, den er vi med til at danne. Og selvom alle pædagoger siger at de ser på personen snarere end kønnet, så viser praksisobservationerne noget ganske andet.”
Og så bør viden om køn og kønsforskning formidles på seminariet og på uddannelsen, fremhæver de tre pædagoger.

Fra unisex

Jan Kampmann og hans forskning i børn, pædagogik og daginstitutioner er kendt af alle på den pædagogiske arena. Nikkende tager han over, han er fuldstændig enig i de tre pædagogers synspunkter.

Han går tilbage til slut 60’erne, start 70’erne, en tid hvor man i daginsti-tutionerne forsøgte at ophæve kønnet og forskellene med en bevidst unisex tilgang. Nærmest en form for adfærdsmodifikationstilgang: kønnet betyder ingenting. Ligestilling bliver et pædagogisk projekt.

Den tids pædagogik ønsker han ikke tilbage. For kønnet er vigtigt for børn identitetsdannelse.

”Det er vigtigt at vi spørger os selv, hvad børnene bruger køn til, så vi ikke underspiller kønnets betydning. Det er en del af identitetsdannelsesprocessen, afprøvningen af hvem er jeg. Vi må ikke underkende betydningen af køn, men udvide repertoiret for hvordan man repræsenterer køn. Vi skal være bevidste om at der ligger mange ting i det. Vi skal udvide hvad en pige er, og hvad en dreng er. Vi har indsnævret hvad det er legitimt at være som dreng eller pige, og usynliggør at det er legitimt at være det på andre måder.”

I 80’erne opgives ligestillingsprojektet, ikke kun i daginstitutionerne, men i hele samfundet. Man blev bekræftet i at ”sådan er det jo” – drenge leger krig og piger familie. Man vender tilbage til biologiseringen og undskylder med at ”vi har jo opnået en høj grad af ligestilling”.

Som en del af Jan Kampmanns forskning undersøger han i starten af 90’erne om lærerne på seminariet har køn som tema i deres undervisning. Det har ingen af dem.

”Og det var samtlige lærere, køn var bare ikke tematiseret i seminarie-verdenen. Og sådan er det åbenbart stadigvæk. Og derfor er kønnets betydning jo heller ikke en del af den pædagogiske praksis. Det er kritisabelt at det ikke fylder mere i uddannelsen.”

Til de stakkels drenge

I slut 90’erne kommer kønnet på banen igen, men denne gang i en særlig form, fortæller Jan Kampmann. Nemlig som ”de stakkels drenge, som der ikke er plads til i den feminine kultur.”

”Det er en del af den biologiske retorik, for det er jo som ”rigtige drenge”, at der skal være plads til dem. Og sammen med rigtige mænd som kan hjælpe dem med det. Og pigerne skal der også være plads til som det de er… som piger. Entydige størrelser med andre ord, stereotyper der siger spar-to, underbygget af hjerneforskningen. En rigtig retro-retorik”, siger han til deltagernes latter.

Og nu? Han peger på Sverige som har bibeholdt en tro på at staten udgør en fælles interesse, et fælles bedste, og at man kan bruge lovgivningen progressivt. I modsætning til herhjemme hvor det kun er ord om at ”det finder vi ud af individuelt”.

”Vi er ikke de progressive mere, vi har afmonteret lighedsidealerne, andre lande kommer kun til Danmark for at se dårlige eksempler. Alt det progressive smed vi ud med nyliberalismen.”

I Sverige er der lovgivning om at daginstitutionerne skal modvirke de traditionelle kønsroller gennem at pædagogerne skal sætte rammer op som tilbyder lige muligheder for at piger og drenge kan afprøve det hele og dermed vælge hvem de vil være. For det er vigtigt at understrege at hele formålet med at øge bevidstheden gennem uddannelse og refleksion
over egen praksis er, at man dermed udvider spektret for børnene, at man øger mangfoldigheden.

Han henviser anerkendende til de tre pædagogers oplæg: ”Og I taler jo netop om rum for mangfoldighed og om at brede mulighederne ud.”

Men også hans erfaring er at socialiseringen sidder meget dybere end vi tror. At vi lever med stereotyper, som virker og overlever, ofte ubevidst. Og at de reproduceres kulturelt, og overleveres til børnene i daginstitutionen.

”Det er vigtigt hvordan vi agerer i daginstitutionen, hvordan vi forvalter vores køn. Vi skal skabe mangfoldighed i personalegruppen, og jeg er helt enig i at det ikke kun handler om flere mænd i daginstitutionerne, men om hvordan vi selv repræsenterer køn. Fx er det vigtigt at ikke alle kvinder i
en daginstitution agerer kvinder på samme måde.”

Bag om ryggen

Mønstrene i legen er tydelige som en tendens i hvert fald. Den er at piger er sammen med piger og i mindre grupper. Legen er relationsorienteret, det er en familierolleleg, hvor én er mor, en anden far osv. Og enten er du med eller du er ikke med, og det kan der forhandles om længe. Drengene leger i større grupper, som er mindre afgrænset, det kan være svært at se om Mikkel er med eller ej, hvis han står i udkanten og ikke taler med nogen. Men hvis han indordner sig under hierarkiet så er han med. Og i deres leg kan der sagtens være flere Zorro’er, for der er ingen relation som sådan mellem dem.

Traditionelt har pigerne været stærke i intimiteten og svage i autonomien, og drengene omvendt. Jan Kampmann mener at pigerne har flyttet sig en del, så de i høj grad mestrer også at komme frem på banen.

”Og her sker der noget pudsigt. For vores påstand er at det pædagogiske personale, som jo primært er kvinder, fremhæver pigerne som søde og ordentlige. Og drengene som nogen der fylder alt for meget, og som man er nødt til at skælde ud. Så det er synd for drengene… eller… for da jeg så nærmere på det, viste der sig en anden pointe. Nemlig at pigerne overses af de kvindelige pædagoger, som kedelige. Og når de ikke er kedelige men fylder, så oplever de dem som irriterende og kalder det pigefnidder. Der kommer en voldsom indestængt irritation over pigerne, og jeg tænker: hvad handler det om, hvad er på spil her? Det var pigerne, de kvindelige pædagoger ikke kunne rumme. Og hvis vi skal give piger og drenge lige muligheder, så skal vi også vide hvad der løber om hjørner
med os selv.”

Og så er der yderligere den krølle på at det, man kunne kalde status-forskellen mellem det maskuline og feminine, videreføres i børnehøjde. At være en drengepige er jo lidt flot, ikke? En pige i pirattøj gør vel ingen forældre bekymrede, men en dreng i prinsessekjole?