Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Legepladserne er reddet
Hvor er det en fornøjelse, når det lykkes! Når man lægger et gedigent og fagligt velargumenteret pres på politikerne, og de så rent faktisk lytter og regulerer deres politiske beslutninger efter det. Sådan som det netop nu er tilfældet i forhold til de bemandede legepladser.
LFS Nyt har gennem de sidste par numre skrevet om truslen mod helt op til syv bemandede legepladser rundt om i København, en trussel som de sidste par måneder er blevet flyttet rundt i byen og til sidst endte på at fire skulle lukke.
Denne trussel kulminerede en eftermiddag midt i december, samme dag som politikerne i Teknik- og Miljøudvalget skulle tage stilling til sagen.
De legepladsansatte havde foranstaltet en happening ved Rådhuset, med bannere og en legevogn med diverse legetøj. Og 5000 underskrifter for at bevare de fire lukningstruede bemandede legepladser, nemlig Nørager Plads, Christians Vold, Ørstedsparken og Gunløgsgade blev afleveret til politikerne, så de kunne se den massive opbakning legepladserne har blandt byens børn, forældrene og borgere i al almindelighed. På mødet besluttede politikerne glædeligt at bevare legepladserne.
Det sker næsten hvert år, at de bemandede legepladser er i fare. Først var det sådan under Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og så under Børne- og Ungdomsforvaltningen. Så skiftede legepladserne forvaltning og håbede at de nu var kommet i sikker havn, men ak, sådan var det ikke.
Egentlig mærkeligt i en tid med særligt fokus på en sikker by og børns vilkår. De bemandede legepladser er jo et kernevelfærdsområde i København, som i høj grad understøtter de børn og unge, som ikke har noget organiseret fritidstilbud, og som dermed ”fjerner” dem fra gaden. I stedet for overhovedet at overveje at fjerne bemandingen på legepladserne, bør udvalget tænke i udvikling, så børn og unge har et ikke kun trygt men også spændende og udviklende sted at tilbringe
fritiden.
For de bemandede legepladser supplerer i høj grad kommunens andre pædagogiske tilbud. Ud over de ”almindelige” udendørs lege, så kaster personalet sig ud i mange andre aktiviteter, nogle holder Rytmisk Legestue, andre Fredagsdans, Legestue for Adoptivforældre og sportsaktiviteter af alle slags.
Kort sagt: de bemandede legepladser er et sted, hvor børn, unge og forældre kan mødes og deltage i fælles aktiviteter i trygge rammer.
ella